Selvet.dk

Skrift

Viden og sandhed:

Valgmuligheder

Viden og sandhed:
Kategori:
Oprettet:
Lørdag, 10 Januar 2015
Gruppe Admins:

Denne gruppe henvender sig som udgangspunkt ikke til de mange trækræmmere, healere, spritister, religiøse m. fl. som udøver mere eller mindre dogmatiske argumentationer. Den er for folk der som udgangspunkt vil debattere ren filosofi og helst de grundlæggende elementer i videnskabsfilosofi: 'sandhed' og 'viden'. Jeg starter:



 



Forord:



       Hvad er ’viden’? Med dette spørgsmål i baghovedet vil jeg i denne gruppebeskrivelse redegøre for den erkendelsesteoretiske debat i filosofien, der i dag knytter sin empiriske forskning mere og mere til kognitionspsykologiens. Jeg vil se nærmere på kognitionspsykologiens begreb ’dual-processing’ og forstå hvorfor man i overvejende grad mener, at det er her, at svaret findes på hvad der sker, når vi tilskriver andre mennesker viden. I denne proces vil jeg i øvrigt redegøre for de definitioner, der synes at karakterisere henholdsvis type 1- og type 2-processerne, der lader til at være til stede, samt hvad der adskiller disse fra hinanden.



       Endelig vil jeg træde et skridt tilbage og forholde mig kritisk til hele dual-process-teorien: Er ’dual-processing’ blot et forsøg på at skabe et nyt psykologisk begreb på baggrund af nogle undersøgelser, der lige såvel kan forklares på en anden måde, og er ’dual-processing’ overhovedet nøglen til at forstå hvad ’viden’ er? Kan man med andre ord give et svar på om man har viden, hvis man ikke har defineret ’viden’?



 





Hvad er viden?





 





       Inden vi springer direkte videre til en redegørelse af dual-process-teorien vil jeg i denne indledning kort ridse op hvordan filosofien har forholdt sig til det erkendelsesteoretiske spørgsmål om ’viden’, og hvilken vej diskussionen har taget i dag. Formålet med denne opridsning skal ses i lyset af opgavens overordnede målsætning om at forstå behovet for - og ideen bag - kognitionspsykologiens teori om dual-processing, hvor jeg altså i indledningen vil gøre opmærksom på hvor filosofien står i diskussionen om ’viden’ i dag, og dermed, hvis muligt, belyse hvordan og hvorfor der kan være brug for kognitionspsykologiens undersøgelser.





       Mens man i den filosofiske erkendelsesteoretiske tradition har fokuseret på hvad viden er, har man i den kognitive psykologi i stedet fokuseret på hvordan og hvornår vi tilegner os den. Groft set med den kognitive psykologis øjne, kan man sige, at filosofien har spændt ben for sig selv ved at tænke sig frem til definitioner, der på ingen måde afspejler hvad der egentlig sker, når man hævder at vide noget. Omvendt kan man dog i filosofien ligeså groft hævde, at mange af den kognitive psykologis undersøgelser er fyldt med metodologiske fejl, og at resultaterne mangler logisk sammenhæng, for hvordan kan man tale om hvornår vi tilegner os viden, hvis man ikke endegyldigt har defineret hvad begrebet ’viden’ vil sige?





       I filosofien har diskussionen om viden taget sit udgangspunkt i en definition af viden som en sand, begrundet formodning. Med andre ord ved jeg p, hvis jeg har en formodning om p, og at p er sand. Jeg bruger udtrykket ’p’ (proposition) i ovenstående sætning, fordi begrebet ’noget’ er tvetydigt, da det ellers kan forstås således, at vi ved ’noget’, hvis vi har en formodning om ’noget-andet’, og at det er ’noget-tredje’, der er sandt.





       Der er altså fra filosofiens side enighed om at viden er en type formodning, og at den formodning der er tale om skal være sand. Dette giver dog flere problemer, da viden dermed afhænger af formodningens sandhed, og at formodningens sandhed afhænger af en ydre sandheds-omstændighed, som vi ikke kan sige at vide noget om, før vores viden er defineret, og defineret som værende sand. Samtidig er mange filosoffer desuden enige i, at en sand formodning ikke er tilstrækkelig betingelse for viden - man kan med andre ord sagtens hævde at formode noget som kan vise sig at være sandt, uden at vi vil sige, at man rent faktisk vidste det. F.eks. kan jeg nemt formode altså ubegrundet, at Lars Løkke Rasmussen har cyklet til Sverige i sin ungdom, uden at vide om det er korrekt, men bagefter finde ud af, at det rent faktisk var tilfældet. Men her mangler jeg altså en eller anden garanti for min formodning. Denne garanti har man ofte forstået som en slags begrundelse, som nævnt ovenover, men at ens formodning både er sand og begrundet synes heller ikke at være en tilstrækkelig betingelse for viden.[1] F.eks. viste Gettier med sine to eksempler i 1963 at sande og begrundede formodninger ikke nødvendigvis kan kaldes viden. Et Gettier-eksempel kunne f.eks. være at personen John har fået at vide, at hans kollega har købt en gammel Huyndai, som han tilmed får lov at se købspapirerne på. Deraf kan John yderligere hævde at have en begrundet formodning om at én af hans kollegaer ejer en gammel Huyndai. Imidlertid viser det sig, at papirerne som John så, var forfalskede, men at en anden af Johns kollegaer rent faktisk ejer en gammel Huyndai hjemme i garagen. Dette betyder altså at Johns begrundede formodning om at én af hans kollegaer ejede en gammel Huyndai også er sand, men vi vil næppe kalde det viden, da den sandhed der er tale om i Gettier-eksemplet virker for heldig på trods af begrundelsen.





       Spørgsmålet er dog så om man kan sige, at man kan vide noget falsk? Hvis alle beviser peger på at mennesket har trådt på Månen, og vi en dag finder ud af at det hele var en løgn, ligesom John blev snydt af sin kollega, så finder vi altså ud af at vores ”viden” var falsk og dermed ikke viden, men indtil da kan vi vel godt hævde at vide det, selvom det er falsk? Sagt på en anden måde må vi spørge os selv om der ikke er forskel på hvad vi til daglig kalder viden, og hvad der rent faktisk er endegyldig viden – hvis en sådan overhovedet eksisterer.





       Hvis viden på den anden side bliver defineret som værende afhængig af en sandhed som den vidende ikke selv kan vide noget om, så er det logisk set umuligt at vide noget om alle de ting, der ikke er selvevidente, og vores viden må begrænse sig til at omhandle analytiske domme såsom simpel aritmetik og a priori sætninger (2+5=7 og ”Alle ungkarle er ugifte”), der er selvevidente sætninger. Problemet her bliver at analytiske a priori domme aldrig kan sige noget nyt om verden, netop pga. de er selvevidente, og derfor er vi nødt til at ty til syntetiske a posteriori domme dvs. domme der siger noget nyt om verden på baggrund af erfaring, hvis vi vil lære noget nyt om verden. Man kan dog også, som Immanuel Kant (1724-1804), hævde at der findes syntetiske a priori domme, som f.eks. aritmetikken, fordi definitionen af 2+5 ikke er 7 på samme måde som definitionen af en ungkarl er en ugift mand: 2+5 siger med andre ord noget nyt om verden, nemlig 7, mens ”alle ungkarle er ugifte” blot gentager sig selv, ifølge Kant. Samtidig er sætningen dog stadig a priori, hvilket vil sige uafhængig af erfaring og altså opfattet af fornuften. Om man rent faktisk kan skelne sådan mellem a priori-sætninger står dog stadig til diskussion den dag i dag.





       Hvis man derimod stadig hævder at definitionen af viden må bygge på det at have en sand formodning, men at man må have en garanti for denne formodnings sandhed, så må der ses på definitionen af denne garant. Denne diskussion vil jeg dog ikke komme ind på i denne opgave, men det skal gøres klart, at der er flere opfattelser af hvordan denne garanti skal forstås, og ingen bred enighed omkring det. Tværtimod er der sågar filosoffer som påstår at diskussionen om en formodningsgaranti er uholdbar, f.eks. fordi begrebet ’viden’ helt udelukker ’formodning’.[2]





 





Ikke-skeptiske teorier om viden:





 





       For at vende tilbage til ideen om hvorvidt man kan vide noget falsk så længe man ikke ved at det er falsk, så har den nyere epistemologiske diskussion delt vandene mellem såkaldte kontekstualister og invariantister indenfor filosofien. Begge grene skal dog imidlertid ses som svar på skepticismen, der hævder, i forlængelse af forudgående afsnit, at det slet ikke er muligt at vide noget, eller i hvert fald kun a priori analytiske sætninger.





       Kort sagt mener de førstnævnte kontekstualister at begrebet ’viden’ helt ændrer betydning efter hvilken kontekst det optræder i.[3] Kontekstualisterne mener altså, at et subjekt skal være i den rette position i forhold til sin formodning for at kunne kalde det viden. Det er denne position der varierer med konteksten. Et eksempel kunne være sætningen ”Min skjorte er blå”, der kan variere i sandhedsværdi alt efter hvilket subjekt (hvem) der udtaler sætningen. Dette er ikke fordi indexikalet ’min’ ændrer betydning rent sprogligt, men fordi termen ’min’ er kontekst-sensitivt. Hvis en anden m.a.o. udtaler sætningen kan sætningen vise sig at være falsk. På samme måde er ’viden’ altså kontekstafhængigt.





       Kontekstualisterne vil også ofte mene at en sand formodning først kan kaldes viden hvis det er vigtigt for videnstilskriveren at formodningen er sand. På den måde opererer kontekstualisterne altså også ofte med høj-riskiko- og lav-risiko-cases som jeg senere vil vende tilbage til i dette afsnit. Desuden hævder de, at de fleste af de ting vi mener at vide i hverdagen rent faktisk er sande, altså modsat skeptikerne, der blev omtalt tidligere. Dette betyder ikke at kontekstualisme kan give et direkte svar på de skeptiske problemer som f.eks. omverdensproblemet (Descartes, Putnam m.fl.), men det kan siges at være et svar på omverdensproblemet på den måde, at det stort set aldrig vil være vigtigt for videnstilskriveren, at hævde at vide, at han ikke er en hjerne i et kar.[4] Når videnstilskriveren så endelig bliver stillet overfor et skeptisk argument, så bliver han puttet i en anden kontekstuel situation, (nemlig en situation, hvor der er mere på spil, og videnstilskriveren desuden har et argument at skulle forholde sig til) og dermed kan kontekstualismen også forklare hvorfor vi ikke kan forsvare, at vi ikke er en hjerne i et kar! Således forsvarer kontekstualisme altså også, at vi kan vide noget falsk, forstået på den måde at vi i almindelige situationer oftere vil tilskrive subjekter viden om noget, end vi vil i situationer, hvor der er mere på spil. Det sidste er siden blevet understreget af Joshua Knobes og Jonathan Schaffers udgave af Keith DeRoses berømte bank-eksempel, som havde til formål at vise hvordan benævnelsen af et argument har negativ indflydelse på videnstilskriverens villighed til at tilskrive andre personer viden. Første gruppe af deltagere i Knobes og Schaffers undersøgelse får kun følgende eksempel:





 





       ”Hannah and Sarah are driving home on a Friday afternoon. They plan to stop at the bank to deposit their paychecks. As they drive past the bank, they notice that the lines inside are very long, as they often are on Friday afternoons.





       Hannah says, “I was at the bank two weeks before on a Saturday morning, and it was open. So this is a bank that is open on Saturdays. We can just leave now and deposit our paychecks tomorrow morning.”





       Sarah replies, “Ok, that sounds good. Let’s go on Saturday.””[5]





 





En anden gruppe får også tildelt Sarahs svar:





 





       ”Well, banks do change their hours sometimes. My brother Leon once got into trouble when the bank changed hours on him and closed on Saturday. How frustrating! Just imagine driving here tomorrow and finding the door locked.”[6]





 





       Resultatet af Knobes og Schaffers undersøgelse viste herefter tydeligt, at der var flere der var villige til at tilskrive Hannah viden om bankens åbningstider i det første eksempel uden Sarahs svar (5,54 på en skala fra 1-7) end i det andet eksempel, hvor Sarahs mulige alternativ er nævnt. (3,05 på en skala fra 1-7), men at slutte herfra og til at det er bevis for kontekstualisme er langt fra muligt.[7] Jeg har ikke kunnet finde evidens for hvor mange forsøgspersoner, der er blevet brugt i de to individuelle undersøgelser, og om det antal er lige mange i begge eksempler. Jeg har heller ikke kunnet finde oplysninger om under hvilke omstændigheder undersøgelsen er udført. Hvis man dog antager at dette ikke har nogen indflydelse på eksemplet, så er der stadig en del problemer tilbage.





       For det første skulle Knobes og Schaffers undersøgelse understrege, at en simpel benævnelse af et alternativ ville have negativ indflydelse på hvorvidt vi var villige til at tilskrive Hannah viden, men undersøgelsen udelukker ikke, at det er benævnelsen af en høj-riskiko-faktor der er udslagsgivende for resultatet. Der bliver som sådan ikke nævnt, at det er meget vigtigt at få afleveret deres check i tide (altså at der er meget på spil), men det bliver insinueret ved benævnelsen af ”trouble” og ikke mindst at deltagerne i undersøgelsen skal forestille sig hvor ”frustrerende” det vil være at banken har lukket dagen efter. For det andet kan det også være noget helt andet der ligger til grund for de resultater som fremkommer af en sådan undersøgelse. Undersøgelsen er med andre ord ikke bare bevis for kontekstualisme, og hvordan benævnelsen af et alternativ har negativ indflydelse på vores tilskrivning af viden, fordi vi som videnstilskrivere ved benævnelsen af et sådant alternativ bliver sat i en anden kontekst.





     Et alternativ til kontekstualismen er kontrastivismen, som netop er anført af tidligere omtalte Jonathan Schaffer. Ifølge kontrastivismen er det som varierer, og bestemmer om hvorvidt der er tale om ’viden’ lig med den ”kontrast-klausul” som medfører ens hævdede viden. F.eks. ”Hannah ved at banken har åbent lørdag - snarere end søndag”, hvor dette ’snarere end x’ er Schaffers kontrast-klausul. Det er en klausul, fordi vi medregner dette ’snarere end x’ uden at sige det. X varierer alt efter samtalens kontekst, og kontrastivismen kan derfor også forklare at færre deltagere af Knobes og Schaffers undersøgelse er villige til at tilskrive Hannah viden i det udvidede eksempel. I det udvidede eksempel med Sarahs svar er der nemlig nævnt et muligt alternativ til hvorfor banken ikke skulle have åbent lørdag, og dermed ændrer x sig til f.eks. at være ”i dag” i stedet for ”søndag”, fordi Hannah skal tage højde for det, nu nævnte, mulige alternativ. Nu hedder sætningen altså: ”Hannah ved at banken har åbent lørdag - med kontrast-klausulen ændret til - snarere end i dag”, og det er man ikke i lige så høj grad villig til at tilskrive Hannah viden om, som man var i den første sætning, hvor kontrast-klausulen var en anden.[8]





       Mens både kontekstualismen og kontrastivismen kan ses som semantiske teorier om ’viden’ findes også et modsvar til disse teorier i form af invariantisme. F.eks. vil tilhængerne af Subject-Sensitive Invariantism, hævde at undersøgelsen blot understregede deres pointe med, at det er subjektet-der-skal-tilskrives-viden’s (dvs. Hannahs) kontekst, der bestemmer de erkendelsesteoretiske standarder for viden. Således viser eksemplet ifølge den type invariantister, at folk er mere tilbøjelige til at tilskrive Hannah viden i første eksempel, fordi den kontekst Hannah befinder sig i dér ikke er en kontekst, hvor Sarahs alternativ er nævnt. Når Sarahs alternativ bliver nævnt befinder Hannah sig i en anden kontekst og det er således ikke videnstilskriveren (altså deltagerne i undersøgelsen) der bestemmer de erkendelsesteoretiske standarder for viden, ligesom kontekstualisterne hævder, men derimod subjektet som skal tilskrives viden – i dette tilfælde Hannah. På den måde forsvarer invariantisterne, nok vigtigst af alt, også deres pointe med at ordet ’viden’ ikke er kontekst-afhængigt, som det er hos kontekstualisterne.[9] Også invariantisterne har dog delt sig i hvad jeg vil kalde relativistiske invariantister og objektivistiske variantister (eller blød vs. hård/streng invariantisme), hvor førstnævnte bl.a. er repræsenteret ved den ovennævnte subjekt-sensitive form af invariantisme.





       De objektivistiske invariantister fastholder imidlertid at tilskrivningen af viden afhænger af, hvad der er på spil i de enkelte situationer. Således mener disse hverken at ’viden’ ændrer sig idet forsøgsdeltagerne bliver sat i en ny kontekst - hvor Sarahs alternativ er nævnt (som hos kontekstualisterne) - eller at det er Hannahs kontekst, der ændrer sig med det nævnte alternativ og derfor resulterer i at forsøgsdeltagerne er villige til at tilskrive hende mindre viden i det udvidede eksempel med Sarahs alternativ (som hos de relativistiske invariantister). De objektivistiske invariantister er derimod på bølgelængde med de kritikere der hævder at Knobes og Schaffers eksempel ikke udelukker, at der er meget på spil. Særligt er benævnelsen af hvordan forsøgsdeltagerne skal forestille sig, hvor ”frustrerende” det er hvis banken har lukket, der er udslagsgivende for resultatet ifølge denne type invariantister.





       Et sidste problem med undersøgelsen af Knobes og Schaffers udgave af DeRoses bank-eksempel er desuden, at deltagerne i undersøgelsen skal vurdere om hvorvidt en anden (dvs. Hannah) har viden i en bestemt situation. De er med andre ord ikke selv sat i situationen og dette kan have stor indflydelse på den vurdering/videnstilskrivelse, som de er villige til at lave. De fleste tilhængere af dual-process-teorien, som jeg vil vende tilbage til, vil nemlig hævde at høj-risiko-cases i højere grad udløser vores evne til at gøre brug af type 2-processerne i hjernen end lav-risiko-cases. Derfor vil man være mere kritisk mht. at tilskrive Hannah viden i eksemplet, hvor Sarahs alternativ er nævnt + at man er mindre kritisk mht. at tilskrive Hannah viden i første eksempel, fordi man ikke selv sidder i situationen, og har en idé om hvor vigtigt det er, at Hannah nu også har ret.





       Inden vi bevæger os videre mod dual-process-teorien og den kognitive psykologi må det dog først være på tide at opsummere lidt på de to forrige afsnit:





       Indledningsvis har jeg, i det omfang opgaven giver tilladelse til, præsenteret læseren for hele den problematik der lægger sig til begrebet om ’viden’: Er viden en type sand formodning? Hvordan skal vi forstå denne sandhed? Er viden kun noget der kan tilskrives selvevidente sætninger, eller kan vi slet ikke hævde at vide noget som helst? Hvis man modsat skepticismen antager at vi kan vide noget, og andet end selvevidente analytiske sætninger, hvorfor er dette så tilfældet? Her har vi set lidt nøjere an på de filosofiske teorier, der lægger sig op af de empiriske data, som viser at vi er mere villige til at bruge begrebet ’viden’ i nogle situationer end andre, og således er vi kommet et skridt nærmere den kognitive psykologis metodologiske fremgangsmetoder med empiriske undersøgelser af testpersoner i flere aldre - spørgeskemaer, eyetrackers og andre redskaber.





 





Dual-Processing - En begyndelse:





 





       Dual-process-teorien er nyere populær teori indenfor den moderne psykologi, som foreslår at menneskets tankeprocesser er opdelt i to forskellige typer eller systemer, som opererer uafhængigt af hinanden. Denne forestilling om mennesket som indehaver af to forskellige sind kommer dog ikke bare ud af den blå luft, da det meste af den forskning, der peger på denne teori, tager sit udgangspunkt i empiriske undersøgelser. Disse undersøgelser har tillige vist sig at være interessante ikke bare for social-psykologien og den kognitive psykologi, hvor teorien om dual-processing er særlig udbredt, men også for de af tidens filosoffer, som beskæftiger sig med erkendelsesteoretiske spørgsmål på baggrund af empiriske studier.[10]





       Men hvad vil ’dual-processing’ så sige? Typisk er det en teori omkring menneskets evne til at gebærde sig og agere intuitivt i mange situationer, men samtidig at kunne sætte sig ned og tænke dybt over tingene i mange andre situationer. Man kunne måske også sige, at mennesket har evnen til at ”vide” ting intuitivt, men samtidig en anden evne til at tilsidesætte denne ”viden” med mere velovervejede tankeprocesser. Man vil typisk sige, at mennesket på den ene side kan reflektere hurtigt, intuitivt og underbevidst i mange dagligdagssituationer, f.eks. i sport, hvor det ikke vil give meget mening, at den professionelle fodboldspiller tænker for længe over hvordan han skal ramme bolden, eller hvem han skal spille bolden videre til. På den anden side vil det heller ikke give meget mening at give et intuitivt svar på en fysisk ligning, som, hvis der bliver begået en fejl, kan betyde at fysiklaboratoriet ryger i luften. I sidste eksempel er der altså snarere tale om en anden type tankeproces, som man typisk vil sige er langsom, nøjeregnende og bevidst.





Dual-processing er med andre ord en voksende teori, der skal forsøge at kortlægge hvornår vi bruger enten den ene eller anden tankeproces, og hvad det er der udløser henholdsvis den ene eller anden tankeproces.





       I forhold til det erkendelsesteoretiske spørgsmål om ’viden’ forudsætter dual-processing ligesom kontekstualismen, kontrastivismen og de forskellige former af ikke-skeptisk invariantisme, at det er muligt for mennesket at vide noget, og vide mere end blot selvevidente analytiske domme. Dette betyder i forhold til den tidligere introducerede undersøgelse af Knobe og Schaffer, at tilhængere af dual-processing blot vil se på undersøgelsen og konkludere, at der er tale om to forskellige arbejdsopgaver for hjernen, hvor benævnelsen af et alternativ (og måske også en højere riskiko-faktor) er udslagsgivende for resultatet fordi deltagerne af undersøgelsen, som skal tilskrive Hannah viden, må tænke sig om en ekstra gang ved benævnelsen af alternativet. Derudover kræver det ekstra arbejdshukommelse at læse og forholde sig til det længere eksempel i undersøgelsen, som indeholder Sarahs svar, hvilket øger chancen for at deltagerne gør brug af den mere kalkulerende type tankeproces (type 2), ifølge dual-process-tilhængere.





       Det er i øvrigt vigtigt at tænke på at dual-processing ikke er en selvstændig teori, forstået på den måde at den har udviklet sig forskelligt indenfor flere forskellige fags grene. Således taler man både om dual-processing indenfor tillæring og hukommelsestræning, socialpsykologien og kognitionspsykologien.[11] Rent historisk kan man sige, at ideen om at mennesket skulle besidde to typer tanker kan spores helt tilbage til antikken, og måske endda videre, hvis vi var i besiddelse af ældre litteratur. Hos Platon er menneskets sjæl på den måde delt op i fornuften, handlekraften og begæret. Handlekraften i sjælen søger de dybere ikke-legemlige goder som kamp, sejr og ære, mens begæret i sjælen søger de overfladiske og legemlige goder. Både handlekraften og begæret kan overtage styringen af mennesket, og det er derfor fornuftens opgave at styre disse to sjælelige dele.[12] Sammenligningen mellem Platons tredeling af sjælen og den nyere teori om ’dual-processing’ skal forstås på den måde, at Platon allerede i antikken havde øjnene op for, at der var nogle konflikter i den menneskelige psyke, hvori ’fornuften’ kan sammenlignes med den type 2-tankeproces, der kan tilsidesætte de intuitive domme eller handlinger. (type 1-processerne).[13]





       I filosofihistorien har der yderligere været en generel tendens til at karakterisere mennesket som forskellig fra andre dyr på denne baggrund. En karakterisering af mennesket som fornuftsvæsen, hvilket ifølge Jonathan Evans er et tydeligt tegn på at ideen om to forskellige typer af tankeprocesser har været hævdet af mange teoretikere og filosoffer længe før den nyere forskning af ’dual-processing’ gjorde sit indtog i 1960’erne og 1970’erne. F.eks. mente René Descartes (1596-1650), at dyr kan føle smerte, sanse, have minder og lyster, men at de mangler denne rationelle fornuft som er kendetegnet ved mennesket. Dette er for Evans et tydeligt eksempel på at tanken om menneskets to forskellige hjerneprocesser også er at finde hos Descartes, da de tanke-processer som dyr har og deler med mennesket sås adskilt fra de rationelle tanker m.v. som mennesket også blev regnet for at have.





       Evans fremhæver desuden mange andre eksempler både fra filosofien, men også populærkulturen, f.eks. Goethe, som jeg ikke vil komme videre ind på i denne opgave, men primært skal det siges tanken om menneskets forskellige måder at tænke på findes i mange forskellige afskygninger i litteraturen. Særlig tæt på distinktionen mellem vore dages psykologiske skel mellem eksplicit og implicit hukommelse, (som jeg vil vende tilbage til i afsnittet ”En karakterisering af tankeprocesser”) tillægger Evans de diskussioner og den udvikling af ’det bevidste’ og ’ det ubevidste’ der forekom i det 19. århundrede.





       En af de mest kendte, og i denne sammenhæng - betydningsfulde, opdelinger af den menneskelige psyke er bl.a. at finde hos Sigmund Freud (1856-1939), som med sit skel netop mellem det ubevidste, bevidste og før-bevidste jeg - hvor sidstnævnte kan ses som en del af det bevidste plan – ifølge Evans kan ses som en tilhænger af ’dual-processing’, pga. sin distinktion mellem de to førstnævnte tankeprocesser. Freud mente desuden at det var umuligt at få adgang til det ubevidste plan i jeg’et fra det bevidste plan i jeg’et, nøjagtig som de fleste dual-process-teoretikere i dag mener. [14] Hos Freud er der dog ifølge Evans tale om at de underbevidste processer hovedsagligt styres af undertrykkede impulser eller lyster, og at disse underbevidste processer kun går ud på at maksimere nydelse og minimere smerte. På den måde er de underbevidste processer hos Freud også underliggende processer der kun indirekte kan have indflydelse på det bevidste jeg, f.eks. ved at disse undertrykkede impulser kommer til syne gennem drømme eller abstinenser.





       Til forskel fra denne karakterisering af Freuds underbevidste processer har type 1-processerne hos dual-process-teoretikere intet at gøre med undertrykkelse af impulser eller lyster. Derimod er det processer der hviler på umiddelbare kropslige behov og umiddelbare formodninger omkring den empiriske information, der er tilgængelig for subjektet. Type 1-processerne optræder således på mange måder i dagligdagen, hvor de f.eks. kan være med til at kontrollere forskellige ting, som det at skifte gear mens man kører bil eller tegne mens man taler i telefon. På den måde har type 1-processerne i den moderne psykologi altså også snarere en karakteristik af at have direkte indflydelse på vores handlinger end modsat, som hos Freud.[15]





       Med denne ret grove skildring af hovedtrækkene bag dual-process-teorien og det historiske fundament, som teorien også ser ud til at være bygget ovenpå, er det på tide at se nærmere på nogle de empiriske studier der yderligere påviser at dual-processing er en seriøs teori, der fortjener anerkendelse, også hos de erkendelsesteoretiske filosoffer. Desuden vil jeg i løbet af næste afsnit også gå dybere ind i karakteriseringen af de to typer tankeprocesser, der synes at finde sted.





 





Dual-processing og den empiriske forskning:





 





      Mens vi i det forrige afsnit kiggede på de tidlige teoretiske ideer, der fremkom om menneskets todelte (eller tredelte) sind, vil jeg her kort redegøre for de empiriske studier der i høj grad har været med til at udvikle dual-process-teorien til det som den er i dag, og det som der adskiller den fra den traditionelle teoretiske tilgang. De traditionelle filosofiske og psykologiske teorier hvilede nemlig, ifølge Jonathan Evans, ofte på uholdbare observationer af andre mennesker, eller var opnået gennem en eller anden form for personlig indsigt, hvor man på den måde ofte kom til at slutte fra ”jeg tænker sådan om sådan” til ”man tænker sådan om sådan”.





       Med forskningen i psykofysik op gennem 1800-tallet blev der imidlertid, ved siden af denne traditionelle forskning, sat skub i metoder der var målbare og tog udgangspunkt i empiriske undersøgelser. Evans nævner som eksempel forsøg med associationstests i slutningen af 1800-tallet, som gav anledning til en splittelse med tilhængerne af de traditionelle teorier, da samtidens teoretikere f.eks. ikke anerkendte de resultater der påviste, at man havde såkaldte ”billedløse tanker” - dvs. at der ikke forekom nogen tanke som sådan mellem det ord der blev givet en forsøgsperson i en associationstest og det svar forsøgspersonen gav lige efter. I dag er dual-process-teoretikerne enige om at disse svar ofte er intuitive svar forårsaget af de type 1-processer, der styrer de fleste af vores umiddelbare/underbevidste handlinger i hverdagen.[16]





       Dual-processing i dag er som tidligere nævnt ikke bare en teori, der kom fra den ene dag til den anden. Evans argumenterer for at teorien om dual-processing udviklede sig uafhængigt af hinanden i henholdsvis socialpsykologien og kognitionspsykologien, inden man i den nyere forskning begyndte at samarbejde mere tværfagligt. Fælles for dem begge er dog brugen af de empiriske undersøgelser, hvor man f.eks. i kognitionspsykologien begyndte at forske i hukommelse i stedet for tillæring, hvilket man ellers hidtil havde gjort i den lange periode hvor behaviorismen var fremherskende i psykologien. Faktisk så man ikke den store forskel mellem at lære noget og huske noget. Resultaterne af den nyere empiriske forskning af hukommelsen i stedet for tillæring har siden fået de fleste forskere til at skelne mellem korttidshukommelsen og langtidshukommelsen, samt det tidligere omtalte skel mellem implicit og eksplicit hukommelse; man regner typisk med hukommelsen som implicit, når man bliver stillet over for en opgave, og løser den uden bevidst at tænke tilbage på sine erfaringer. Omvendt gør man altså brug af en eksplicit hukommelse, når man bevidst genkalder sig erfaringen idet man prøver at løse en opgave. Alle disse skel bidrager yderligere til teorien om ’dual-processing’ og er funderet i hundredvis af empiriske observationer og undersøgelser foruden faktiske omstændigheder, hvor det f.eks. har vist sig at personer, der har pådraget sig en hjerneskade kan have mistet evnen til at huske hvad der lige er sket, men stadig være i stand til at cykle eller spise med kniv og gaffel.[17] Men hvorfor er denne forskning så interessant for filosoffer der beskæftiger sig med de erkendelsesteoretiske spørgsmål?





       For det første er dette fordi opdelingen af de menneskelige tankeprocesser i type 1 og type 2 ikke bare kan bruges til at forklare vores umiddelbare adfærd vs. vores mere bevidste handlinger (Fodboldspiller/Fysiker-eksemplet). Type 1 og Type 2-processerne kan, som antydet ovenover, også forklare hvordan vi tænker intuitivt det meste af tiden og så indimellem kan skifte over i type 2-processer, hvis det kræves af os. Et godt eksempel på dette er ”The married problem”:





 





       ”Jack is looking at Ann, but Ann is looking at George. Jack is married but George is not. Is a married person looking at an unmarried person?







  1. A)Yes.B) No.C) Cannot be determined.” [18]






 





Her vil de fleste mennesker umiddelbart svare C. altså at det ikke kan afgøres, fordi det ikke er beskrevet om Ann er gift eller ej, men det virkelige svar er faktisk A. fordi en gift person (Jack) kigger på Ann, hvis Ann er ugift. Hvis Ann derimod er gift, så kigger hun jo på George og A. er derfor stadig rigtigt. For at løse problemet, er man med andre ord tvunget til at tænke over, at Ann ikke kan være både gift og ugift samtidig. Hun må altså være én af delene og i så fald er A. det korrekte svar. Ifølge Toplak og Stanovich var det kun 13% af deltagerne i undersøgelsen, der kom frem til det rigtige svar, mens 89% af deltagerne svarede C. Ifølge Gerken og Brown kræver et tydeligt svar (A eller B) at man overvejer sætningens struktur igen med Ann som henholdsvis gift eller ugift. Denne overvejelse involverer ifølge dual-process-teoretikere en bevidst type 2-proces, og de mange forkerte svar ses derfor som bevis på at vi hovedsagligt gør brug af type 1-processer, når vi skal vurdere om noget er sandt i almindelige hverdagssituationer.[19]





       Netop derfor er dual-process-teorien også interessant set med erkendelsesteoretiske briller, da måden vi ser viden på måske i virkeligheden afspejler nogle grundlæggende tankeprocesser i mennesket. For forskerne inden for dual-process-teorien er det derfor ikke så interessant om det rent faktisk er tilfældet om dual-process-teorien er sand (det er der som sagt rigtig mange empiriske undersøgelser der peger på), men derimod hvornår vi bruger henholdsvis type 1 og type 2-processerne, og hvad der udløser den ene eller anden. For at kunne finde ud af dette, og i øvrigt hvordan disse to processer samarbejder (hvis de gør), er man dog nødt til at have nogle definitioner af hvad der adskiller de to processer eller hvad der karakteriserer dem:





 





En karakterisering af tankeprocesser:





 





       Som tidligere nævnt er de fleste dual-process-teoretikere enige om at type 1-processerne er karakteriserede ved at være hurtige, intuitive, ikke særlig arbejdsmæssigt krævende samt underbevidste, mens type 2-processerne omvendt er karakteriserede ved at være langsomme, ikke-intuitive, arbejdsmæssigt krævende og bevidste tankeprocesser.[20] Der er dog imidlertid beskrevet mange andre typer af processer end disse fire i den meget brede litteratur om dual-process-emnet, hvilket jeg tidligere har været inde på, og spørgsmålet er derfor om mange af disse karakteristika eller klassificeringer kan forenes i en generel karakterisering, der kan adskille type 1- og type 2-processerne.





       Som altid, når ting bliver karakteriserede i forskellige systemer er spørgsmålet også hvorvidt nogle af disse karakteriseringer er over-klassificeringer og dermed kan indeholde andre klassificeringer. Således skildrer Evans hvordan mange forskellige forfattere har tillagt de to typer af tankeprocesser mange forskellige karakteristika og hvordan mange af disse klassificeringsforslag egentlig kan siges at høre inde under fire større grupper (clusters).[21] For eksempel viser Evans, hvordan fire forskellige forfattere karakteriserer type 1-processerne som henholdsvis impulsiv, refleksiv, intuitiv eller holistisk på den ene side, mens samme forfattere er mere enige om at kalde type 2-processerne for henholdsvis analytiske eller reflektive som modsætning. Evans prøver på denne, litterært set - ret rodede, baggrund at inkorporere

Ingen meddelelser tilføjet endnu
Ingen debat tilføjet endnu.