Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
22-10-2003

KANALISERING, DEL 2 - af Birgit E. Friis Emdal Vist

Bedøm
(0 stemmer)

Interview med Birgit Elisabeth Friis Emdal om kanalisering.
Fra programmet Dansk Spiritualitet på Gladsaxe lokalradio, sendt 22.4 2003 - Spørgsmål: Thomas Halskov 

Jeg vil starte med at sige, hvis nogen af lytterne skulle være i tvivl, at kanalisering er, når et menneske virker som medie for en ikke-fysisk personlighed.
Det er en måde at sige det på i hvert fald. Men du fortalte om sidste gang, at kanalisering handler også om kærlighed ? 

Ja, kanalisering er kærlighed, så kort kan man sige det. Men det er jo også glæde.

 

Ja, og det har relation til et spørgsmål, som jeg vil tage op fra sidste gang, for der snakkede vi om, at du har en universitets-uddannelse og at du før underviste i biologi og kommunikation i gymnasiet. Men på et tidspunkt besluttede du, at du hellere ville arbejde med det alternative. Hvad var det, der fik dig til at tage den beslutning ?



Det har sådan set også noget med glæde at gøre. For ved enhver given lejlighed fortalte jeg om alternativ behandling på lærer-værelset, og jeg spurgte eleverne, om de havde lyst til at høre noget om det eller jeg kunne demonstrere forskellige ting. Og det ville de gerne. Og så måtte jeg spørge mig selv, hvad jeg lavede der ?, for jeg synes, der manglede noget. Og så fik jeg noget hjælp udefra. Det var min mormor, som lå for døden ude på Herlev hospital og hun fik koldbrand i den ene fod. Og jeg var ude og besøge hende, og der på det sidste en dag, tog hun min hånd og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe hende ?

Om jeg ikke kunne trykke hende under fødderne ? Og jeg tænkte, "hvad mener konen dog" ? Men så havde jeg læst noget om zone-terapi og tænkte, at det kunne da godt være, at jeg kunne hjælpe hende med det. Det nåede jeg så ikke der, hun døde kort efter. Men det var faktisk hende, der satte mig i gang med det alternative, fordi så tog jeg en uddannelse som zone-terapeut. Det var der jeg startede, i den mere fysiske ende af skalaen. Og hver gang jeg gav zone-terapi, blev jeg utrolig glad.

Jeg glædede mig til at folk kom, jeg var glad mens de var der, og jeg var meget glad, når de gik, fordi jeg kunne se, at DE var blevet glade. Og så var det jeg fandt ud af, at det der, det skulle jeg vist lave hele tiden i stedet for kun en gang imellem om aftenen eller i pauser. Så det var der det startede. 



Når du siger det, kommer jeg til at tænke på, at healing er jo også en form for kanalisering. Og du laver også Kristus-healing i dag, så vidt jeg ved ? Ja. Mit næste spørgsmål har at gøre med de her TV-programmer, der har været om det alternative og om det åndelige, som de fleste sikkert har set. Man siger, at der i øjeblikket er større interesse for det åndelige end nogensinde før. Og det kommer bl.a. til udtryk ved de her TV-programmer. Der var bl.a. et, der hed "Åndernes Magt". Hvad synes du om de der TV-programmer ? 



Jeg synes, at mange af dem har været rigtig gode. De har været gode på den måde, at de har skabt interesse for den åndelige verden, at den åndelige verden findes. Og de har sat gang i menneskers tanker omkring "Er der i det hele taget mere mellem himmel og Jord" ?, og "hvordan kan det lade sig gøre ".

Personlig har jeg selv fået mange spørgsmål omkring de udsendelser, fordi jeg arbejder indenfor det samme felt. De har helt klart deres mission om at minde folk om, at der er altså mere mellem himmel og jord end vi måske lige selv kan se og sanse. Men det vi mest har set i de der programmer det er jo clairvoyance - og spøgelsesjagt, havde jeg nær sagt. Og det er jo ikke det samme som kanalisering.

 

Hvad er forskellen på clairvoyance og kanalisering ?

 

Det er et godt spørgsmål, det er der mange, der stiller mig. Det er en energi-forskel. Kanalisering det er hjerte-energi. Når man laver clairvoyance er man inde på det astrale plan. Det kan være en klar følelse, man har. Det kan også være en stemme, klar-høring. Det kan også være klar-syn, som ordet faktisk betyder - at kunne se afdøde mennesker eller dyr eller at kunne se aura omkring et menneske. Og der bruger man meget sin egen personlige energi, mens i kanalisering, der trækker man altså på en højere, guddommelig energi, på hjerte-energien. Og der starter man med sin egen sjæl, sin egen hjerte-energi, sin egen mester.

For har man ikke kontakt til den, så kan man heller ikke kanalisere andre - de Opstegne Mestre f.eks., som jeg arbejder en del med. Så man kan godt sige ,at kanalisering er en højere energi.


Og jeg kan også huske, at du fortalte på et af de kurser, som jeg var på, at hvis man kan kanalisere, så kan man som regel også clairvoyance, men ikke altid omvendt ?


Nej, og det er fordi, at når man ser på, hvor man er nået til i sin udvikling - at vi kan altid gå ned i energi, vi kan altid gå ned på et lavere energi-niveau, et lavere vibrations-niveau, end der hvor man egentlig hører til. Og det er derfor mestrene kan komme igennem os her på Jorden, sådan en som Jesus-Sananda, Kuthumi, Greven eller hvem det nu er. Men vi kan altså ikke gå højere op i energi-niveau end der, hvor vi er nået til rent udviklingsmæssigt, eller bevidstheds-mæssigt kunne man også sige, hvor bevidst er man om sig selv og om universet og hvor mange indvielser har man taget osv. Men vi kan altid gå ned i energi.

Når man nu ser det her på TV, der handler meget om spøgelser - og rent historisk har der også tidligere været stor interesse for spiritisme, som jeg selv har læst lidt om - og det giver mig anledning til at spørge : Hvad er forskellen på en almindelig ånd fra en afdød person og de ånder, hvis man kan kalde dem det, som man kommer i kontakt med, når man kanaliserer ? 

Ånder er måske et lidt grimt ord ?

 

Ja, en opstegen mester er jo også en ånd, vi har jo alle sammen en ånd i os.

Ja, men det er jo ikke noget særlig pænt ord.

 

Det ved jeg da ikke, jeg synes, det er et godt ord. Men der er nogle, der ikke bryder sig om at blive kaldt ånder, ved jeg. Okay, dem om det. Men der er jo den forskel, og det plejer jeg også at sige, når jeg underviser, at man kan jo godt kanalisere f.eks. sin egen bedstefar. Men han er jo ikke nødvendigvis klogere bare fordi han er død og er gået over i den åndelige verden. Så forskellen på en kær afdød, der er gået over i den åndelige verden eller en opstegen mester det er igen energi-vibrationen.

De går med langt større visdom, de opstegne mestre, for de har været inkarneret på Jorden utallige mange gange. Og så har de nøglen til vores livs-kontrakter, som jeg også har talt om flere gange før her på radioen. Det har vores bedstefar ikke nødvendigvis, for det kræver altså, at man har taget en del indvielser og har været en masse ting igennem.

Så der er altså stor forskel. Og i livs-kontrakten kan man altså se fortid, nutid og fremtid. Og det kan sådan en som bedstefar altså ikke nødvendigvis. Han kan komme og give et råd ligesom han kunne, da han levede på Jorden, og så kan han bruge et medie til det, og det kan være en clairvoyant for den sags skyld, der er nogle, der er hammer-gode til det og har speciale indenfor det med de afdøde.

Livskontrakten er den plan, vi har lagt for vores liv før vi kom hertil, ikke ?

 

Ja.

 

Tror du, at vi også snart kommer til at se kanalisering på TV ?

 

Ganske afgjort, det vil jeg glæde mig til.

 

Som jeg sagde før så underviser du i kanalisering, og derfor vil jeg spørge: Hvem er den typiske kanaliserings-elev, hvis man kan tale om en, hvad er det typisk for nogle personer, der kommer på dine kurser ?


Ja, det kan man godt. Jeg kan jo kigge lidt på, hvem der har været der indtil nu, og typisk er det en kvinde i 30-40 års-alderen. Der kan både være nogle, der er yngre og ældre, men det er det mest typiske. Heldigvis kommer der flere og flere mænd, for der er jo mange af mændene, som også arbejder professionelt med de her ting. Men umiddelbart er det nok mest kvinderne, der er åbne over for det. Og så er det ofte også nogle, der er behandlere i forvejen, arbejder med healing, zoneterapi eller massage, en eller anden form for alternativ behandling.


Eller måske nogle, som har fået en kanalisering hos dig ?

 

Ja, det kunne det også være, eller måske nogle, som har set mig i aktion og tænkt "Hold da op, kan man lære det" ? Og så må jeg sige, kære lyttere : Alle kan lære at kanalisere, hvis man har tid, lyst og lejlighed, det er et spørgsmål om at give sig selv lov til det og bruge sin fantasi. 



Kan du fortælle noget om forskellige måder at kanalisere på, forskellige teknikker. Der er jo blandt andet noget, man kalder trance-medier, men du er jo selv et bevidst medie, ikke ? Hvad er forskellen på de to teknikker ?


Trance-medier, plejer jeg at sige, er en uddøende race. For energien er blevet så høj på Jorden nu, at det er ikke nødvendigt længere at gå i trance, at gå ud af kroppen, så en anden ånd kan komme ind i en. Sådan var det jo meget før hen. Det kender vi også fra spiritismen. Og fra Edgar Cayce, den sovende profet, han gik jo i fuldstændig trance, og var slet ikke selv ved bevidsthed, når han kanaliserede.

Det gør jeg ikke, jeg er det man kalder en åben kanal. Og mens jeg kanaliserer er jeg bevidst om, at jeg kanaliserer. Og jeg kan gå rundt og stå op, og jeg kan godt høre, hvad jeg siger. Og det er fordi energien er blevet højere på Jorden, Kristus-energien er blevet højere på Jorden. Der er stadig nogle trance-medier, det er der også her i Danmark, men det er en uddøende race. 



Dem du især kanaliserer, det er dem, man kalder " De Opstegne Mestre", som også kaldes "Det Hvide Broderskab". Kan du sige lidt om hvem de egentlig er ? 



Det er jo igen et godt spørgsmål. En af dem har været en af Jesus tolv apostle, nemlig Johannes, og han hedder i dag mesteren Kuthumi. Han har også haft en inkarnation på Jorden som en mand, der hed Kuthumi. Og fælles for dem alle sammen er, at de har haft utallige inkarnationer på Jorden, så de ved hvad det vil sige at være et menneske og bo i en menneskekrop og have alle de problemer, som det nu en gang medfører. Og i dag fungerer de altså i ånden og kan komme igennem forskellige mennesker. Men det skulle da ikke undre mig, om nogle af dem også levede på Jorden i en fysisk krop - og det er jo meget kontroversielt at sidde og sige det , men det vil jeg godt vove at påstå. Ja, reinkarnation er jo en del af de opstegne mestres lære, og derfor har de også fortalt om, hvem de selv har været... Det kommer mere og mere frem både på internettet, og man kan også læse om det i forskellige bøger, forskellige bud på, hvem den ene og den anden har været. Og der er slet ingen tvivl i mit sind om, at mesteren Kuthumi er identisk med ham, der har været apostlen Johannes, og Frans af Assisi i øvrigt også - Pythagoras har han også været.


De fortæller vel også selv noget om, hvem de har været ?

 

Netop, og det gør de igennem mennesker, som arbejder med kanalisering eller som medie, det er det samme.

 

Og Jesus-Sananda, som er leder af de opstegne mestre, han har jo også haft mange forskellige inkarnationer på Jorden ?

 

Ja, og det er der ikke så mange, der ved. De tror, at han har kun været Jesus, og så kom han aldrig mere. Og det er faktisk endnu mere kontroversielt - med hans mange forskellige inkarnationer ? Men også det i det hele taget, at han har levet i en ganske almindelig mandekrop og har haft de problemer, som det nu engang medførte. Og heldigvis har jeg set her i påsken, at der har været en del udsendelser omkring sådan nogle ting og om hvordan han også virkede som en slags rebel, og var oppe imod det politiske system, da han var på Jorden. Ja, det er han jo også i dag på nogle måder, men det skal vi måske ikke lige komme ind på her. Ja, det er han også i dag, men det er nok en hel udsendelse for sig selv ! 



Vi snakkede før om nogle af de forskellige mestre, som er med i det hvide broderskab, som du kanaliserer, og som dine elever også kommer til at kanalisere. Er der sammenhæng mellem hvem man selv er og hvilke mestre, man kanaliserer ? 



Ja, det er der ganske afgjort. Jeg plejer gerne at sige, at "Lige tiltrækker lige". Og når vi snakker kanalisering, er det typisk, at man kanaliserer nogen, som man på forhånd har noget kærlighed til - apropos det med, at kanalisering er kærlighed. Det er nok sjældent set, at man begynder at kanalisere en eller anden energi eller person, som man ikke bryder sig om. Det er svært at få igennem, for det er kærligheds-budskaber, det handler om. Så i en eller anden forstand har man kærlighed til den energi, man kanaliserer, eller interesse for den.

 

Er der også sammenhæng mellem de budskaber, man kanaliserer og hvem man selv er ?

 

Det er noget, som vi også kom lidt ind på sidste gang, hvor vi snakkede om en af de her grundregler, der siger, at "Du kan ikke modtage noget, der er fremmed for din bevidsthed".

 

Så hvor stor sammenhæng er der mellem hvem man selv er og hvilke budskaber, man kanaliserer ?

 

Det er mesteren Kuthumi, der er kommet med de her grundregler, og den der er en af dem. For hvis der er noget, man ikke er bevidst om, så kan de ikke komme igennem med budskaberne, så har man ikke nogen ord eller billeder på det. Og så kan de ikke komme igennem. Men det behøver ikke at være en bevidsthed fra det her liv, det kan også være fra et tidligere liv. Og det er derfor, at der er nogle kanaler eller medier, der pludselig kan begynde at sidde og tale kinesisk f.eks. eller sanskrit, det har jeg selv prøvet, at komme med nogle sanskrit-ord, og jeg kan altså ikke sanskrit denne her gang ! Og det er fordi, at det har jeg haft kendskab til fra en tidligere inkarnation. Så de to ting hænger meget sammen, og så siger Kuthumi jo også "Studer og læs om tingene", for jo mere vi ved, jo bedre kanal bliver vi. Det er meget enkelt.


Men hvis det nu var, kunne du så godt bestemme dig til, hvis du læste en bog, der var kanaliseret og tænkte "Det lyder fornuftigt, det som ham der Kryon siger", eller hvem det nu var, kunne du så godt med din vilje bestemme dig til, at du ville prøve at kanalisere ham ? 



Ja, det kunne jeg godt. For det er et valg hele tiden, vi har jo vores frie vilje, den gave, vi har fået af Gud, at man lige som kan tune ind til en bestemt energi og sige, at nu vil jeg prøve, om jeg kan få fat i - hvad var det du kaldte ham - Kryon, for eksempel. Og det kan alle gøre, og det er det, der er det interessante ved det, også for lytterne her, at alle mennesker kan jo tale med Gud eller med nogle af de mestre, vi sidder og taler om. Det er jo ikke noget, der kun gælder for dig og mig og så nogle, der kanaliserer eller har taget et kursus. Alle kan gøre det, men det er bare ikke alle, der er bevidst om det.



 Nu fortalte du før, at dem man kommer til at kanalisere, det er ofte nogen, man har en kærlighed til. Deri ligger vel så også, at man kan godt have en vis ide om på forhånd, hvem man kommer til at kanalisere - eller er det som regel en fuldstændig overraskelse ?



 Man kan godt have en ide om det. Jeg vil sige det på den måde, at for mig selv var det en overraskelse. Jeg har altid troet på Gud og Jesus og så videre lige fra jeg var en lille pige. Men jeg blev da meget overrasket, da jeg fandt ud af, hvem det var. Det havde jeg ikke haft nogen anelse om, og jeg havde heller ikke gået og spekuleret på det, for det synes jeg egentlig ikke var så vigtigt, for som jeg kækt sagde dengang:

"Om det ikke kunne være lige meget hvem det var, for jeg kunne jo godt tale med ham alligevel".

Og da vidste jeg godt, at det var en der hed Johannes, men jeg vidste jo ikke, at det var den Johannes, en af Jesus tolv apostle. Men det vil jeg også sige, at hvis der er noget, der er vigtigt for en, og det var det jo for mig, så får vi det jo også at vide. Det skal de nok sørge for, at vi bliver bevidste om det, at vi får det at vide igennem nogle andre eller får en stærk inspiration eller et eller andet, får stukket en bog i hånden og begynder at læse i den og så kan man pludselig se: "Hold da op, det er da det her, jeg gør ". 



Sker der også en personlig udvikling i forbindelse med, at man lærer at kanalisere ? 



Ja, meget. Det er nærmest uundgåeligt, fordi man kan ikke stå og kanalisere kærligheds-budskaber, hvis ikke man synes om sig selv eller hvis man hader sig selv. Og der er jo rigtig mange mennesker i Danmark, der ikke er særlig glade for sig selv - af dem jeg har mødt i hvert fald. Og det er klart, så sættes der en personlig udvikling i gang, at man skal ligesom lære at acceptere sig selv først, elske sig selv før man kan begynde at elske andre eller stå og sige flotte kærligheds-budskaber. Det kan man ikke, hvis man selv har det rigtig skidt, så er der skidt i kanalen i bogstavelig forstand.

Og det skal man så have renset ud via noget terapi af en eller anden slags, at høre om det, læse om det, være god ved sig selv, tænke kærligt om sig selv. Det har jo igen noget at gøre med kærlighed.


Evnen til at modtage kærlighed, tror jeg, hænger meget sammen med evnen til at kanalisere. Er du enig i det ? 


Helt sikkert.

 Og jeg har også set mange af mine elever, som er begyndt at få hul igennem ,som jeg siger, at få kontakt med en meget kærlig energi, at de bryder sammen og begynder at græde, for de har slet ikke været vant til at modtage så meget kærlighed, det er ligesom for stort.

Og det er klart, at man kan ikke slå sig ned som professionel behandler eller foredragsholder, hvis man hele tiden bryder sammen. Så det skal trænes op, trænes i praksis, man kan ikke læse sig til det eller høre sig til det. Man kan kun blive bedre ved at gøre det. Og det er derfor, jeg kører de grupper, hvor folk kan øve sig og træne sammen.


Og det har også relation til teorien om den her lotusblomst, som vi har i hjertet. Det er ikke noget jeg ved så meget om, men der er noget med, at jo mere hjerte-chakraet åbner sig, jo bedre bliver vi til at kanalisere, og det hænger sammen med, at de her blade åbner sig...?


Ja, men det er også rigtigt. De blade, hjerteblade, som også er beskrevet i litteraturen rundt omkring, har med vores bevidsthed at gøre. Der er tolv hjerteblade, og for hvert blad, der åbnes, jo mere bevidst er man blevet om sig selv og om universet og hvordan tingene hænger sammen. Så det er en udvikling, det er en proces, som alle mennesker kommer igennem uanset om de går på et kursus, en spirituel uddannelse eller ej, så går vi jo alle sammen vejen.

Så jeg plejer gerne at sige, at dem, der kommer på mine kurser det er alle de utålmodige, som gerne vil have det til at gå lidt stærkere. Og det kan man også, men det bliver selvfølgelig først, når Gud vil. Jeg kan ikke garantere nogen og sige, at så bliver du fuldstændig perfekt til at kanalisere, det kan jeg ikke, for det er jo ikke sikkert, at det er Guds mening. Alle kan lære teknikkerne og kan træne og arbejde med sig selv omkring det.

Og som sagt: Øvelse gør mester.


Og hvis man virkelig har hjertet med i det og virkelig gerne vil, hvorfor skulle Gud så ikke ville bruge en til det ? Han vil jo gerne bruge så mange som muligt. Hvor mange år er det, du har undervist i kanalisering ? 



Det har jeg tænkt lidt over, det må være omkring 10 år.



 Har du gennem årene bemærket en holdnings-ændring til det at kanalisere eller en holdningsændring i forhold til mestrene ? 



Ja, meget, der er større åbning nu i forhold til for 10 år siden. Det går temmelig stærkt i det hele taget. Og jeg har også lagt mærke til, at da jeg startede dengang, var der ikke så mange, der sagde noget om, at de kanaliserede, og det er der altså i dag.

Når man kigger i bladene og ude på messerne, er der flere og flere, der er sprunget ud som kanaler. Og det er jo dejligt, det er også det, der er meningen.


En ting, som vi også har snakket om er, at det kan godt ske, når man er på sådan et kanaliserings-kursus, at mestrene faktisk kommer hen og bukker for en, og det var der nogle i starten, sagde du, der ikke havde det så godt med, for det passer jo ikke med den form for tilbedelse, med det billede, vi normalt har af Kristus eller af andre mestre ? 



Det er rigtigt. Det er mange, der sætter Jesus, Sananda, som han også kaldes op på en piedestal. Og det ønsker han slet ikke, han vil gerne gå ved siden af os og være nede på Jorden ved siden af os. Og det viste han os faktisk dengang for over 2000 år siden, hvor det var ham, der vaskede apostlenes fødder. Det var jo en ydmyg handling. Det var måske snarere de andre, er der nogen, der vil mene, der skulle vaske hans fødder. Det var der også en, der gjorde, Maria Magdalene, med sine tårer, der faldt ned på hans fødder. - Men det gjorde han og det gjorde han lige præcis for at vise, at vi skal være gode ved hinanden og vi skal ikke ophøje os selv. Vi skal bevare ydmygheden i hjertet. Det er også en af Kuthumis grundregler, vi skal huske, at der er noget, der er større end os. 



Ja, for mestrene har jo ikke selv noget ønske om at blive sat derop, så vidt jeg har forstået ? 



Nej overhovedet ikke, tværtimod. De vil, at vi skal være bedste venner og gå ved siden af dem.
 Vi skal hjælpe hinanden, og vi skal også hjælpe hinanden på Jorden. 



Har du også oplevet en forandring i selve forløbet af kurserne, at det f.eks. går stærkere i dag, at folk for hurtigere åbning ? Er det noget, der har forandret sig ? 



Ja, det synes jeg. Når jeg kigger på min egen løbebane, og som jeg sagde før: "Lige tiltrækker lige", så jeg tiltrækker selvfølgelig også nogen, der er kommet videre med sig selv, end dengang jeg startede. For tingene skal jo passe sammen,
læreren skal jo gerne være mindst et hestehoved foran . 



Men bortset fra det er energierne altså blevet stærkere på Jorden. Det er blevet nemmere at få kontakt både med mestrene og med vor fader selv. Synes du, at vi her til sidst skal tage en prøve på kanalisering - hvis der er nogen, der har lyst til at sige noget ? 



Jeg kan lige prøve at stikke antennen op og høre, om der er en, der gerne vil sige noget til alle lytterne. Og jeg beder om at få at vide hvem det er, selvfølgelig, hvis der er en. Ja, det er der. Hun siger:

"Jeg er Maria, lysets datter. Til alle jer, der sidder og lytter: Husk stilheden, kære børn. Det er i stilheden, der sker allermest. Når I er stille indeni, mærker hvem I er. Lytter. Lytter til jeres hjerte. Det er der, I finder alle svarene på, hvad I skal, hvad I savner, og hvem I er. Jeg er med jer. Jeg er Maria, lysets datter. Velsignet være eder. Jeg takker for opmærksomheden."

KH Birgit Elisabeth Friis Emdal


Sidst ændret den Onsdag, 24 Marts 2010 23:34
Birgit Elisabeth Friis Emdal

Birgit Elisabeth Friis Emdal

Hjemmeside: www.christspirit.com/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer