Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
21-07-2008

Kvinden, der huskede tidligere liv

Bedøm
(1 Stem)

 

Kvinden, der huskede tidligere liv



Her er beretningen om Cecilie, der huskede flere af sine tidligere liv. Blandt andet et liv i koncentrations-lejr i Tyskland - noget, der senere blev bekræftet af en udsendelse, hun så i TV.
Cecilie fortalte sin gribende beretning om et helt specielt liv - til mig - da jeg indsamlede interviews til bogen "Ind i det ukendte".
Læs beretningen her:

Cecilie



Når jeg kigger tilbage, har jeg oplevet at blive ført fra sted til sted, så jeg kunne møde de mennesker, der kom til at betyde noget for mig. Og som, hver på sin måde, var med til at give mig et helt billede af min eksistens.
Jeg har mødt mennesker på steder, tidspunkter og i situationer, hvor vores møde tilsyneladende så helt tilfældigt ud. Men ved nærmere eftersyn begyndte et fantastisk puslespil at samle sig til et helt billede. Et billede, hvor både mennesker og dyr viste sig at have haft helt andre roller sammen tidligere, uden at vi bevidst var klar over det.

En nat blev jeg pludselig vækket. Jeg havde en periode, hvor en usynlig person prikkede mig på skulderen og vækkede mig. Det skete også den nat, og derefter blev der sagt ind i mit øre, at nu skulle jeg få lov at se min egen fødsel.
Jeg så det hele. Og jeg hørte, hvad min mor sagde, lige da hun havde født mig. Først så jeg, at jeg kom ud af hende, og det gjorde virkelig ondt. Derefter så jeg lys. Min mor vendte sig bort fra mig lige efter fødslen. Jeg skulle have været en dreng. En pige var hun ikke interesseret i.
Jeg blev lagt i vuggen straks efter fødslen, og ingen tog sig af mig. Min mor tændte en cigaret umiddelbart efter. Jeg har flere gange undret mig over, at mine lunger ikke havde taget skade, når min mor røg så meget hen over min vugge, mens jeg var spæd. Men det fik jeg at se.
Hen over min vugge dannede sig  en næsten usynlig dyne, en slags gennemsigtig sky, der forhindrede røgen i at nå mig. Jeg så, at der blev passet på mig, og derfor har jeg aldrig fået tobaksrøg i mine lunger.
Jeg så, hvilket tøj jeg havde på. Jeg så vores hus. Hvordan køkkenet så ud, hvordan omgivelserne var. Og jeg så at jeg, efterhånden som jeg var gammel nok til at sidde alene, blev sat udenfor i en lille gul teddybaerfrakke for at lege alene. Jeg blev sat ud omkring klokken ni om morgenen og sad derude til klokken cirka to om eftermiddagen.
Jeg frøs derude. Af og til kom en nabokone til hjælp. Hun tog mig op og gik ind til min mor med mig, mens hun bare lå på sofaen og læste.
Min mor gik nogle gange på besøg hos naboerne. Men jeg skulle altid sidde i barnevognen udenfor vinduet. Manden i huset spurgte, om jeg ikke skulle med ind. Men min mor sagde, at jeg godt kunne sidde udenfor. Han åbnede vinduet, og jeg kunne se i hans øjne, at han havde medlidenhed med mig. Det var en utrolig nedværdigende følelse. Nærmest som om det lille barn, jeg var, intet var værd. Skønt jeg var ganske lille, var jeg flov over, at jeg var til besvær.
Synet af min tidligste barndom varede længe, og det var fuldstændig overbevisende. Jeg så simpelthen alle detaljerne.

Dagen efter ringede jeg til min mormor og spurgte:
"Kan du huske, hvordan det var, da jeg blev født? Og hvordan huset, vi boede i, og omgivelserne så ud?"
Det kunne hun sagtens, og jeg bad hende om ikke at fortælle mig noget, men i stedet at lytte til mig, hvorefter jeg beskrev alt det, jeg havde set.
"Det kan du overhovedet ikke huske, for du var kun femten måneder, da I flyttede derfra," svarede min mormor kontant, da jeg begyndte. Men hun blev klogere.
Jeg bad hende om at lytte til alle de detaljer, jeg kunne fortælle. Bagefter måtte hun indrømme, at hver eneste ting, jeg havde fortalt, var rigtig. Jeg havde nøjagtig det tøj på, jeg havde beskrevet, kontakten med naboerne, hvordan min mor havde været, alt var sandt.
Senere har jeg tænkt meget på en vane, jeg har haft altid. Når jeg har siddet ned, har jeg siddet og rokket frem og tilbage, på samme måde som autister gør. Især hvis jeg har tænkt. Jeg har også gjort det som voksen. I det syn jeg fik den nat, så jeg, at jeg også gjorde det som lille barn. Jeg var klar over, at hvis jeg skulle holde ud at sidde alene fem timer om dagen, var jeg nødt til at gå ind i mig selv, og det bevirkede, at jeg sad og rokkede med min overkrop.
Efter at have haft synet og var blevet opmærksom på, hvor min rokken stammede fra, stoppede det. En dag lagde jeg forbavset mærke til, at det var holdt op. 

Var det ikke hårdt at se på så trøstesløst et liv?

Jo, og det gjorde mig ked af det. Jeg blev klar over, at min mor havde været for ung til at blive mor. 
Men det var også godt at se det, for det bevirkede, at jeg forstod mig selv og min måde at være på. Jeg blev bevidst om, at jeg ikke skal finde mig i, at andre ikke regner mig for noget. Derefter vidste jeg, at den tid skal være forbi nu, og det har jeg arbejdet på.

På et tidspunkt i mit voksne liv valgte jeg at få en form for alternativ behandling. Der var netop startet noget nyt, hvor flere slags alternative behandlere havde sluttet sig sammen. Da jeg ringede for at få en tid, spurgte manden i telefonen, hvem jeg gerne ville ind til. Jeg kendte ingen af dem, men han nævnte nogle navne. Jeg fik straks en fornemmelse af, at jeg skulle ind til en pige, der hed Nana. Jeg følte på en uforklarlig måde, at jeg havde en eller anden tilknytning til hende.
Jeg kørte til aftalt tid og var bange, fordi jeg aldrig havde prøvet den slags før.
Efter at have ventet lang tid, kom en mand og sagde, at Nana var syg, men at jeg kunne vælge at komme ind til en anden. Men jeg tænkte: Nej, det skal ikke være en anden. I stedet fik jeg en ny tid hos Nana.
Det var helt fantastisk at møde hende. Da hun rørte ved mig, følte jeg nærmest, at jeg stod en meter over jorden. Jeg fik det omgående godt og tænkte: Åh, er det sådan, det føles at have det godt? Nana gav mig healing, og jeg kunne mærke, at mit liv åbnede sig.

Jeg kom til healing og clairvoyance hos Nana flere gange, og en dag sagde hun til mig:
"Er du klar over, at du selv kan de ting?"
Det var jeg ikke. Men Nana fortalte mig, at jeg var clairvoyant og kunne kanalisere ned, altså fungere som medie. Det overraskede mig, men jeg fik det godt med det, hun sagde, for det føltes slet ikke forkert.
Efterhånden blev Nana og jeg veninder, og nogle gange, efter at hun havde healet mig, gik vi ud i byen og spiste sammen.
En dag tog jeg hjem til Nana for at hente hende. Vi skulle igen ud at spise. Nana havde imidlertid besøg af en ung pige, der hed Maria. Det var Nanas mening, at Maria skulle med os ud at spise. Det var jeg ikke helt tilfreds med, jeg ville hellere være alene med Nana, så vi kunne snakke frit sammen. Men før vi tog af sted, sagde Nana:
"Cecilie, jeg føler, at Maria skal prøve at give dig en healing."
Det var jeg ikke specielt interesseret i, men sagde dog ja. Jeg lagde mig på briksen, og i det øjeblik Maria lagde hånden på mig, kunne jeg både se og mærke, at hun havde været min datter i et tidligere liv.
Jeg kunne se hele det liv rulle sig op for mit indre syn som en film.

Hvor foregik det, du så?

Jeg så et bestemt landskab i Tyskland. Jeg var gravid og kom gående med en lille pige ved hånden. Pigen var Maria. Vi var på vej mod en konzentrationslejr. Der var et fladt landskab lige før selve lejren, og til højre lå der tre små husmandssteder. Meget karakteristiske små huse. Udenfor gik nogle damer og hakkede roer. Den ene var meget kraftig.
Jeg kom gående der med lille Maria i hånden. Hun har været omkring 2-3 år og havde lyse krøller.
Jeg spurgte, hvorfor jeg skulle i konzentrationslejr og fik at vide, at det var fordi min mand havde lavet et eller andet, som jeg også skulle straffes for, skønt jeg ikke havde haft noget med det at gøre. Det vigtigste for mig var at finde ud af, hvad jeg kunne gøre, så vi overlevede. Da fik jeg pludselig øjenkontakt med en kone, som boede i et af husene, og med en hurtig bevægelse skubbede jeg lille Maria over mod hende. Det var, som om konen forstod, hvad jeg mente. Hun tog Maria ind til sig, og jeg tænkte: Godt, så kan jeg gå hen for at dø, hvis der ikke er nogen vej udenom. Nu er min datter i det mindste reddet. Og jeg fandt ud af, at der ikke var noget valg, jeg var nødt til at dø.

Hvordan døde du?

Det ved jeg ikke. Jeg lukkede helt af for det i mit syn, for det gjorde mig forvirret. Men jeg ved, at jeg døde.
 
Efter Marias healing af mig, havde jeg det meget dårligt på grund af det, jeg nu vidste. Vi tog af sted for at spise på restauranten. Nana kiggede på mig, da vi sad ved bordet, og sagde:
"Du er så tavs, Cecilie...?"
Så brød jeg fuldstændig sammen. Jeg havde så meget svigt og savn i mig, og det, jeg havde oplevet under healingen, gjorde det ikke bedre.
Jeg havde flere gange set tv-udsendelser fra konzentrationslejre og havde hver gang været nødt til at afbryde det, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Det havde jeg aldrig forstået.
Jeg fortalte nu om, hvad jeg havde set, mens Nana og Maria lyttede.
Efter den dag blev jeg ved med at holde kontakten med Maria, for jeg kunne godt lide hende, da jeg lærte hende at kende. Senere fortalte hun mig, at hun også følte, hun havde været min datter engang.

For nylig så jeg en udsendelse i fjernsynet om en konzentrationslejr. Vi fulgte en dame, som tog ned til  Dachau. Da jeg så den udsendelse, var jeg simpelthen ved at falde ned af sofaen. Der blev vist  nogle gamle sort/hvide film derfra for at understøtte det, kvinden fortalte. Jeg fór sammen og sagde forskrækket til min mand:
"Hold da op! Nu skal du høre, der ligger tre små huse længere henne. Kig nu godt efter."
Og ganske rigtigt, det gjorde der. Det var den lejr, jeg tidligere havde set mig selv gå hen imod med lille Maria i hånden for derefter selv at blive udslettet der.
Det skulle senere vise sig, at jeg også havde haft et helt anderledes liv sammen med Maria.

Tilbage til nutiden. Pludselig skete der det, at Maria kom ind i en sekt. Jeg advarede hende om den sekt, der arbejder i det skjulte. De holder til en vis tid et sted, hvorefter de flytter videre. Det bevirkede, at jeg mistede kontakten med Maria, der ikke måtte have forbindelse til nogen udenfor sekten. Nana havde heller ikke mere kontakt med hende.
Et halvt år efter ringede Maria til mig. Hun var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun fortalte, at sekten havde taget alle hendes ting og kørt hende helt ud, hvor hun ikke kunne klare mere.
Jeg spurgte, om jeg skulle besøge hende, men hun sagde nej. Hun var bange for, at sekten fandt ud af det, hvis hun fik besøg.
Derefter hørte jeg ikke mere til Maria i tre år.

En dag, hvor jeg gik rundt i mit køkken, følte jeg, at Maria var tæt på mig. Jeg havde set hende flere gange i køkkenet den sidste tid, og jeg tænkte, at hun måske havde brug for mig. Jeg har tit talt ud i luften til universet, hvis der var noget, jeg havde behov for at vide. Det gjorde jeg så en dag, hvor Maria helt tydeligt befandt sig i mit køkken. Hun gik lige ved siden af mig.
Jeg gik hen og stillede mig lige der, hvor jeg havde set hende, og spurgte ud i det det tomme rum:
"Har Maria brug for mig? Så vil jeg bare sige, at jeg ikke kan kontakte hende, for jeg ved ikke, hvor hun bor eller hvor jeg kan finde hende. Men hvis hun vil i kontakt med mig, er jeg åben. Hun må komme til mig."
Det var lige før jeg og min mand skulle på en lang rejse. Da vi kom hjem igen, sagde min søn:
"Der er kommet et tykt brev til dig, mor."
Jeg hæftede mig ikke særligt ved det, han sagde. Det kunne være alt muligt, så jeg kiggede slet ikke på brevet. Men drengen blev ved med at sige, at jeg skulle åbne og se, hvad det var. 
Brevet var fra Maria. Det var kommet to dage efter, at jeg havde sendt min besked ud i universet. Hun fortalte en masse, og jeg ringede til hende. Det var dejligt at møde hende igen, og hun var på det tidspunkt kommet fri af sekten.

Kort tid efter skulle jeg finde ud af, at jeg havde været sammen med både Nana og Maria i et tidligere liv.
I den forbindelse vil jeg starte med at fortælle lidt om min hund, Bondo, der er en del af denne beretning.
Jeg havde aldrig forstået, at Bondo havde sådan en underlig måde at opføre sig på, når jeg gav ham mad. Han havde et underligt spil, der handlede om, at jeg skulle kaste maden ud. Derpå sneg han sig rundt om drivhuset for at tage maden, der var faldet på jorden. Sådan ville han have det hver gang. Jeg sagde nogle gange til ham:
"Bondo, du er altså underlig! Hvorfor tager du ikke bare maden, når jeg nu står her med den?"
Sådan gjorde hunden også en dag, hvor Nana kom på besøg. Da Bondo fik øje på hende, løb han straks hen til hende og begyndte at rive i hendes nederdel. Ikke på en hård måde, men bare for at vise, at han ville noget. Derefter satte han sig ned og hylede.
Jeg spurgte Nana, hvad hun dog troede, der skete. Nana kan telepatere med dyr, og hun sagde:
"Bondo siger, at vi skal sætte os ned og se på nogle ting."
Vi satte os, og Bondo lagde sig ved siden af os.
Hver for sig så vi en film blive rullet frem. Bagefter fortalte vi hinanden om det. Vi havde set nøjagtig det samme.
 
Det handlede om et liv, jeg havde haft i Sibirien mange år tilbage. Jeg boede på en stor gård, og der var helt utrolig koldt. Det var vinter, og træerne var nøgne.
Jeg kunne se, at jeg også i det liv var gift med min nuværende mand. Men i det liv drak han meget og havde andre damer. Samtidig var han næsten ruineret.
Ude i den ene side af gården havde jeg mit eget værelse. Jeg var meget følsom og jeg kunne slet ikke klare det liv. Derfor havde jeg besluttet mig for at dø. Dog ville jeg ikke tage livet af mig. Men jeg lå i sengen hver dag og ville ikke spise. På den måde ventede jeg på døden.
Udenfor levede der en del ulve. Og jeg så, at den ene af ulvene var Bondo. Selv om han i det liv var ulv, var det umuligt for mig at tage fejl af, hvem han var. Bondo var den mest tamme af ulvene. Han vidste, at jeg hver dag ville kaste nogle store stykker kød ud til ham. Samtidig var han bange for at blive skudt, hvis han viste sig alt for tydeligt. Derfor sneg han sig frem mod kødet, hvorefter han hurtigt løb sin vej med det. Vi kiggede altid hinanden i øjnene, ulven og jeg, så vi kendte efterhånden hinanden og holdt af hinanden.

Min mand lagde aldrig mærke til, hvordan jeg levede mit liv. Han var ligeglad med, hvad jeg foretog mig. Han havde nok i sit.

Nana var en klog kone, som boede et stykke fra gården. Hver dag kom hun og besøgte mig og prøvede at støtte mig i min ynkelige tilstand. Hun lod mig vide, at hun gav mig lov til at dø, hvis det var det, jeg ville.
Når Nana besøgte mig, kom den tamme ulv frem for at kigge. Han ville på sin egen måde prøve at beskytte mig. Og hver gang han stod og kiggede, sagde Nana beroligende til ham:
"Det er godt, du skal ikke være bange, jeg gør hende ikke noget."
Det var et spil, de to havde kørende, og han gjorde hende aldrig noget. Hun kunne altid frit gå ind til mig.
Jeg vil lige her indskyde - fra dette liv - at dengang jeg skulle vælge en hundehvalp, var jeg på en hundekennel, hvor der sad to hvalpe. Egentlig havde jeg valgt hans bror. Men Bondos blik hvilede hele tiden på mig, og jeg kunne se på hans øjne, at han sagde:
"Jamen du kender mig jo, hvorfor tager du så ikke mig?"
Faktisk havde jeg sagt, at jeg ville have den anden, og kennelejeren sagde, at jeg bare kunne hente hvalpen om aftenen. Men jeg var usikker og bad om at måtte vente lidt med at bestemme mig.
Bondo kiggede igen grundigt og længe på mig, før jeg kørte. Og på samme måde, da jeg kom tilbage. Da var min bestemmelse taget, og jeg fortalte, at jeg var nødt til at tage Bondo. Det forstod kennelejeren ikke helt, for den hund jeg valgte var mindre og så ikke så godt ud som hans bror. Men der var ikke noget at gøre. Jeg vidste, det var Bondo, jeg skulle have.
Efter at have set synet af livet i Sibirien, fortalte vi hunden, at vi nu havde set de billeder, han havde tænkt på, og at alt var i orden. Det virkede, som om Bondo var meget befriet.

Et par måneder senere kom Maria på besøg. Bondo fór op, da han fik øje på hende, parat til at bide hende. Sådan har hunden aldrig opført sig før, og jeg var fuldstændig paf, mens jeg forskrækket sagde:
"Hvad er det dog du gør, Bondo!"
Maria forstod ikke, hvad det handlede om. Jeg foreslog, at vi skulle prøve at gå tilbage i tiden for at se, om der kunne ligge et svar her.
Vi satte os, og Bondo lagde sig stille ved siden af os. Derpå så vi det samme liv, som Nana og jeg havde set. Livet i Sibirien. Men det vi så nu var, at Maria kom til vores gård, hvor hun drak sammen med min mand og var kæreste med ham. Vi kunne se, at når Maria kom, ad samme vej som Nana også hver dag kom, trådte ulven frem for at kigge. Maria sparkede hidsigt efter den og råbte:
"Skyd den dumme ulv! Skrub af med dig!"
Da vi den eftermiddag kiggede på det sammen, og hunden kunne se, at Maria havde gjort mig ked af det, følte hun sig skyldig. Hun lagde sig ned på gulvet, holdt om hunden og sagde undskyld, hvorefter Bondo begyndte at slikke hende.

Maria kunne altså se de samme billeder som dig?

Fuldstændig. Og vi kunne snakke om det, vi så. Det var helt det samme. Jeg synes, det var godt at få klarhed over, hvordan det hele hang sammen. Og morsomt at finde ud af, hvorfor min hund havde de underlige ritualer omkring sine måltider. Det havde virkelig været en gåde for mig. Bagefter kunne jeg se, at det mærkelige spil omkring spisningen fuldstændig tager sig ud, som dengang den var ulv.

I en periode kom der folk til mig for at få healing, og ind imellem skete der mange sjove ting.
En dag, hvor en dame netop havde rejst sig fra briksen efter en healing, hørte jeg et stort bump på briksen, som om nogen sprang ned på den. Jeg kiggede derhen, men jeg kunne ikke se noget og udbrød:
"Hvad var det?"
Min klient kiggede også derhen og udbrød:
"Nå, du har kat!"
Jeg svarede:
"Nej, det har jeg ikke."
Men det var som om hun slet ikke hørte mit svar, og hun fortsatte:
"Jamen det er sandelig også en flot kat!"
Derefter snakkede hun videre, og jeg nænnede ikke at sige til hende, at jeg altså ikke havde nogen kat. Men hun må jo have set en kat, som hoppede ned på min briks. Jeg tænkte: Hun er ikke parat til at vide, at hun kan se den slags, så jeg siger ikke mere om det.

Jeg havde et stort, afrikansk fad stående i mit healingsrum. En dag, mens jeg havde en klient til healing, begyndte fadet at udsende trommelyde. Bagefter udbrød klienten:
"Det var dog utroligt med den lyd, der pludselig kom. Hvordan fik du den frem?"
Det var altså ikke kun mig, der havde hørt det.

Vi havde en gammel hund, som efterhånden var blevet så syg, at vi var nødt til at aflive den. Vi holdt så meget af den hund, og jeg havde det helt forfærdeligt, da det var tiden. Jeg tog hen til Nana for at få hjælp. Hun foreslog, at vi skulle følge hunden ud af livet. Være sammen med den ad mental vej. Nana gav mig en healing, mens jeg så hunden forvandle sig fra en fysisk, jordisk, syg hund, og videre, væk fra kroppen og opad.
Jeg så, at han derude i universet mødte sin hundemor og en del af hans søskende. Ikke alle af hans søskende var døde på det tidspunkt. Jeg så ham tage form som en ny, lille hvalp, ligesom hans søskende havde gjort. Idet han blev samlet med familien, tænkte jeg på, om jeg nu havde været god for ham. Da så jeg ham vende sig og ad telepatisk vej sige til mig:
"Jo, du har altid gjort det bedste for mig."
Næste morgen, da jeg vågnede, hørte jeg hunden i køkkenet. Den havde haft en speciel vane med at lægge sig i hjørnet, op ad en låge, der ikke helt kunne lukkes. Det gjorde, at når han lagde sig der, gav lågen hver gang to små bump.
Den morgen lå jeg i min seng og hørte den døde hund i køkkenet. De to bump ind mod lågen. Og derefter ro igen. Jeg tænkte: Det kan ikke passe!

Men det kan det vel heller ikke, i betragtning af, at hunden igen var blevet til hvalp?

Jeg opfatter det sådan, at hunden på den måde havde mulighed for at vise os, at den stadig eksisterede, selv om den selvfølgelig ikke fysisk var i vores køkken. Faktisk tror jeg, at det var min mand, den ville vise det, for det at få hunden aflivet var noget af det værste, han i sit liv havde gjort.
Men jeg tænkte: Nej, jeg vil ikke sige noget om det, jeg har hørt. Måske er det bare min fantasi.
Næste dag havde min mand fri fra arbejde. Vi vågnede samtidig, og vi lå helt stille, for der var stadig så megen sorg over hunden indeni os.
Pludselig hørte vi lyden af hunden, der lagde sig ind mod lågen, samtidig med at der lød de to kendte bump.
Min mand blev temmelig forbavset og udbrød, at det da var hunden!
Jeg svarede, at jeg var glad for, han også havde hørt det. Det var en bekræftelse på, at det ikke var foregået i min fantasi. Derefter hørte vi ikke mere til hunden.

Det har betydet ufattelig meget for mig at blive hjulpet til at se, og at arbejde med, den åndelige verden. Samtidig har jeg fået det både psykisk og fysisk bedre, fordi jeg er kommet i større harmoni med mig selv.
Da jeg var mindre, fik jeg altid den besked af min mor, uanset hvad jeg så sagde:
"Det ved du ikke noget om!"
I dag har jeg fået bekræftet, at jeg ved en masse og også forstår at bruge det. At der er en større sammenhæng, end de fleste forestiller sig. Det har gjort mig til et harmonisk menneske.


*

www.irmalauridsen.dk kan du læse en anden, meget rørende og stærk beretning om et forældrepar, der mister deres lille søn, men mener at have beviser på at have fået ham tilbage - i det næste barn.
Bogen "Ind i det ukendte" er lige nu på tilbud til halv pris. Den kan kun bestilles direkte fra forlaget. Læs mere på hjemmesiden.


Sidst ændret den Søndag, 21 Februar 2010 18:22
Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer