Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
02-06-2003

Den spirituelle dialog

Bedøm
(1 Stem)

Begrebet dialog bliver efterhånden brugt så meget, så jeg fristes til at sige, at det bliver misbrugt. Hele tiden bliver dialogen nævnt i sammenhænge, hvor jeg ville finde det mere rigtigt at tale om information, meningsudveksling eller diskussion. Det generer mig selvfølgelig ud fra en faglig synsvinkel, fordi det mudrer tingene sammen, når begreberne ikke passer med virkeligheden. Jeg mener, at dialog er en veldefineret og meget hensigtmæssig kommunikationsform, som har stor betydning, når vi taler om at skabe og vedligeholde balance på alle måder. Det gælder både i de nære relationer og i det globale fællesskab. Hvis alle respekterede dialogens retningslinier, så verden uden tvivl meget anderledes ud. Formålet med dialogen er nemlig ikke at få ret. Formålet med dialogen er at opnå en dybere forståelse af hinandens holdninger og handlemåder.

Dialogens kvaliteter er i min forståelse spirituelle. Da jeg i sin tid blev uddannet som cand. phil. i kommunikation fra Aalborg Universitet, vidste jeg alt om dialog på et teoretisk plan, men det er først nu, hvor jeg for alvor har taget spiritualiteten til mig, at dialogen er blevet min sædvanlige og naturlige kommunikationsform. Tidligere kunne jeg godt gennemføre en dialog, fordi jeg kendte retningslinierne, men det var en mental aktivitet. De seneste tre års ascension gennem gamle følelsesmæssige lag har betydet, at jeg ikke længere fører dialog som mental aktivitet men som en kombination af en fysisk, følelsesmæssig, mental og åndelig aktivitet. Jeg bliver mere og mere optaget af at leve spiritualiteten ud i hverdagen. Jeg er optaget af at omsætte de gode intentioner til handling i hverdagslivet, det som også kaldes "to walk the talk", og i den forbindelse er jeg nu igen efter et par års pause, hvor jeg har været mest optaget af det metafysiske, vendt tilbage til mit tidligere praksisområde, som er kommunikation mellem mennesker. Det er der i første omgang kommet denne artikel ud af.

I artiklen vil jeg redegøre for min opfattelse af dialogen og dens anvendelse. Min forståelse af dialogen afspejler min egen livsindstilling og hele min indsigt, så min forståelse af dialogen har udviklet sig til en kombination af en videnskabelig og en spirituel tilgang.

Dialogens kendetegn
Dialog handler i bund og grund om at udforske perspektiver. Det vil sige at tage ansvar for spørge ind til den andens perspektiv, indtil man er sikker på, at man forstår, hvad den anden mener og desuden tage ansvar for at udtrykke sit eget perspektiv så tydeligt og velbegrundet som muligt og hele tiden sikre sig, at den anden forstår, hvad man mener. Først når alle perspektiver er tydelige kan man i virkeligheden vurdere, hvor man selv står - måske indebærer dialogen, at man skifter mening, men det er faktisk også i orden at skifte mening, når det bygger på, at man har opnået en ny forståelse eller en ny indsigt; det ville da være dumt andet.

I min egen udviklingsproces fra et ydrestyret liv uden spirituelt samarbejde til et indrestyret liv i tæt samarbejde med den spirituelle verden, har jeg talt med mange mennesker, som smiler overbærende og erklærer, at dét tror de altså ikke på! Når jeg så spørger, om den spirituelle verden og metafysik er noget de véd noget om, bliver de mere stille og må jo indrømme, at de ikke har taget stilling på baggrund af viden og indsigt men nærmere på baggrund af en overleveret forestilling, som måske ligefrem har karakter af en fordom. Det er uhyre væsentligt, at man ikke hopper på dén med fordommene, men faktisk viser en undersøgende og nysgerrig attitude til sig selv, til sine forskellige menneskelige relationer og til livet som sådan. Med den høje bevidsthed, som vi tilbydes i den nye tid, bliver viden og intelligens en væsentlig faktor i livet på planeten. Viden, indsigt og forståelse er jo trods alt et bedre beslutningsgrundlag end uvidenhed, vage forestillinger og abstrakte illusioner.

Der er imidlertid en følelsesmæssig dimension i ikke altid at være nysgerrig og ægte undersøgende. Som jeg ser det i dag, kan mennesker være bange for at få for megen ny indsigt, fordi det kan gå hen og betyde, at man må ændre holdninger og måske ligefrem ændre dele af sit liv på et konkret plan, og det kan være angstfyldt. Der er en vis tryghed i det kendte, så forandringer i livet kan for nogle være forbundet med stort følelsesmæssigt ubehag. Ikke desto mindre sker forandringerne om ørerne på os i disse år, så den følelsesmæssige balance bliver et mere og mere nødvendigt fundament for et behageligt liv på Jorden. Den følelsesmæssige balance opnås blandt andet ved at være nysgerrig og undersøgende i forhold til sig selv og sine egne mønstre og følelsesmæssige ubalancer.

Dialogen kan være en måde til at opnå ny viden og skabe nye erkendelser på et mentalt plan, men den kan også være en måde til at opnå større indsigt i følelsesmæssige mønstre og reaktioner. Når jeg bruger formuleringen "at udforske perspektiver", mener jeg således udforskning af både de mentale og følelsesmæssige perspektiver, og jeg mener udforskning af både min samtalepartners og mine egne perspektiver.

Dialogens følelsesmæssige dimension
I mellem-menneskelige relationer er der desværre en tendens til ikke at lytte til hinanden. Vi mennesker tror ofte - særligt ved uenighed - at vi selv har fattet pointen, mens den anden tager fejl, og så er der jo ingen grund til at lytte. Virkelig reel aktiv lytning forudsætter nemlig ikke bare, at høresansen er intakt. Lytning er en aktiv viljebestemt funktion, hvor man bruger flere sanser (høre, se, lugte, føle, intuition el. sjette sans), og hvor man i hele sin indstilling er åben og nysgerrig og ikke forudindtaget i forhold til andres udsagn. Desuden er en forudsætning for aktiv lytning, at man respekterer den anden som et menneske, der evner at føle, tænke og handle hensigtsmæssigt på egne vegne. Kernen i aktiv lytning er således at tænke sammen med andre og forsøge at undgå at tænke for andre.

Når man vil ind til denne kerne, skal man tænke på, at i ethvert udsagn, som bliver udtalt i en samtale, er der på én og samme tid to meddelelser, som tilsammen udgør den totale mening: Indholdet i udsagnet, som ligger i ordvalget (den verbale del) og følelsen, som er forbundet med indholdet i udsagnet (den non-verbale eller kropssproglige del). Den verbale del kan man arbejde bevidst med og det kommer jeg ind på senere her i artiklen. Den non-verbale del, som udtrykker følelsen, er sværere at arbejde med, fordi den i høj grad er ubevidst. Vi kender faktisk ikke vores eget non-verbale sprog og vi ved derfor heller ikke, hvordan den non-verbale følelsesmæssige meddelelse opfattes af andre. Når du deltager i en dialog, skal du være opmærksom på den andens non-verbale signaler, som kommer til udtryk gennem mimik, stemmestyrke, taletempo, håndbevægelser, øjenbevægelser, åndedræt m.m., men du skal også være opmærksom på dit eget indre kropssprog, som taler til dig via følelsesmæssige reaktioner i forskellige grader af velbehag og ubehag.

Den fysiske krop er en sladrehank i dialogen på den måde, at hvis du ikke er ægte i din verbale kommunikation, vil kropssproget afsløre dig. Det er umuligt verbalt at overbevise et andet menneske om, at du f. eks. ikke er glad/såret/vred, hvis følelsen rent faktisk er der. Kroppen og ansigtet viser følelsen meget tydeligt. I kommunikation arbejder man med begreberne "kongruens" og "inkongruens". I kongruent kommunikation er der overensstemmelse mellem verbalt sprog og kropssprog, mens der i inkongruent kommunikation er uoverensstemmelse mellem verbalt sprog og kropssprog. Kongruent kommunikation skaber tillid og troværdighed mens inkongruent kommunikation skaber mistillid og utroværdighed. Ved inkongruent kommunikation bliver dine samtalepartnere ganske enkelt - ofte på et ubevidst plan - forvirrede over dine dobbelte budskaber, mens din kongruente kommunikation virker endog meget stærk og overbevisende på andre. På samme måde vil du som lytter opleve en stor tillid til en kongruent samtalepartner, hvor du tydeligt fornemmer, at vedkommende siger, hvad hun mener og mener, hvad hun siger. Med en kongruent samtalepartner får du også lyst til og føler dig tryg ved selv at være kongruent. De svære samtalesituationer er de inkongruente, hvor ord og følelser ikke siger det samme. Senere i artiklen kommer jeg ind på, hvordan man kan arbejde konstruktivt med at gøre de inkongruente samtaler til kongruente dialoger.

Dialogens mentale dimension
Den mentale dimension i dialogen ligger i ordvalget og de bevidste holdninger og meninger, som ordvalget udtrykker. Denne dimension af dialogen er mere bevidst end den følelsesmæssige dimension, og den er derfor også nemmere at arbejde med, så den får en større kvalitet. Men der ér også problemer med dialogens mentale dimension, som det er nødvendigt at arbejde med.

Ofte ligger der nogle forudsætninger til grund for ordvalget, som du tror, at din samtalepartner allerede kender - og er enig i -, men det er ofte ikke tilfældet. Du tror, at den anden ser sagen fra samme perspektiv, som du selv, så derfor undlader du at sætte ord på en række vigtige forudsætninger for forståelsen af din formulering. Eller du vælger en formulering, som udtrykker "vores fælles perspektiv", som måske viser sig slet ikke at være fælles. I mit arbejde som seminarielærer oplevede jeg et typisk tilfælde af at tale forbi hinanden, fordi jeg gjorde mit perspektiv til vores fælles perspektiv. Situationen var, at jeg var nødt til at forberede et hold på, at undervisningen i kommunikation måske ville blive aflyst den næste dag. Jeg beklagede via en formulering i stil med: "Jeg beklager, men der er risiko for, at jeg må aflyse undervisningen i morgen". De studerende jublede, da de netop gik og manglede tid til at holde klasseråd, så de oplevede aflysningen som en kærkommen mulighed for at bruge de ledige timer til det, så de syntes ikke, at der var grund til at beklage. To forskellige perspektiver på en fælles sag. Jeg mente selvfølgelig, at undervisningen i kommunikation var uhyre vigtig (smil....), så der var ikke noget at juble over, men holdet havde nogle samarbejdsproblemer, som fyldte følelsesmæssigt meget, så de prioriterede anderledes end jeg gjorde. Her førte den ægte dialog faktisk til, at vi senere brugte timerne i kommunikation på at afholde klasseråd, så jeg kunne hjælpe dem med at afdække og analysere de kommunikationsproblemer, som de faktisk havde i klassen - problemer som kom frem i lyset med al ønskelig tydelighed, når klassen var på slap line i en åben debat.

Problematikken med at gøre sit eget perspektiv til "vores fælles perspektiv" oplever jeg ofte som den egentlige årsag til problemer i menneskelige relationer. Det er vigtigt at huske på, at selv om man har kendt hinanden gennem mange år, er man stadig individer med individuelle perspektiver. Det kan virke decideret grænseoverskridende at få sit eget perspektiv defineret af et elsket familiemedlem, en god ven eller en kær kollega. Du skal altid være opmærksom på, om grunden til dit eget eventuelle ubehag skyldes, at du netop udsættes for perspektivovergreb, og omvendt skal du være opmærksom på, om du selv kommer til at begå perspektivovergreb. Når du fører dialog er formålet nemlig ikke at få ret. Formålet med en dialog er at forstå hinanden, og derfor skal de individuelle perspektiver frem i lyset og de skal formuleres af ejermanden selv. Dette gælder også i kommunikationen mellem børn og voksne, hvor opmærksomheden fra den voksne skal ligge i at give barnet mulighed for at formulere sit eget børneperspektiv på en given sag - ikke nødvendigvis for at få ret eller at få sin vilje, men for at den voksne i det mindste kender barnets bevæggrunde og derfor får mulighed for at handle hensigtsmæssigt ud fra dem. Mere om det i en senere artikel om de nye børn.

Men der er flere aspekter i ordvalget og de underliggende forudsætninger, som kan betyde, at vi taler forbi hinanden. Når du deltager i en samtale, ligger hele din personlige bagage som klangbund for det, du vælger at sige. Du kan selvfølgelig ikke hele tiden sætte ord på hele din bagage, men det er en god idé at være opmærksom på, at den spiller en rolle. Den personlige bagage definerer dine usagte forudsætninger og består af dine normer & værdier, som er bestemt af f. eks. køn, alder, fagidentitet, etnisk oprindelse, politisk tilhørssted, rolle i relationen, menneskesyn, livssyn m.m. Du kan for det meste sagtens sætte ord på forudsætningerne for en bestemt udtalelse, hvis du bliver bedt om det. På samme måde kan din samtalepartner sætte ord på sine usagte forudsætninger, hvis du beder hende om det. Problemet er ofte, at vi ikke tænker på at bede hinanden om at uddybe forudsætningerne for de konkrete formuleringer, ELLER at vi beder om uddybningen, men ikke lytter ordentligt til den, fordi formuleringen af vores eget perspektiv kværner rundt inde i hovedet imens.

Prøv at være opmærksom på mange interviews i TV; her får du problematikken serveret på et sølvfad. Journalisten har inviteret en såkaldt ekspertperson til et interview, men journalisten vil ikke udforske ekspertpersonens perspektiv. Journalisten vil have svar på sine egne spørgsmål, som jo er et udtryk for journalistens perspektiv, og resultatet er, at ingen af os seere eller journalisten for den sags skyld er blevet klogere. Retfærdighedsvis skal det siges, at det er blevet bedre; der findes faktisk journalister på udvalgte programmer, som er dygtige til at overholde dialogens retningslinier i et interview, men prøv at lægge mærke til forskellen hos journalisterne. Du skal i virkeligheden vurdere ud fra dig selv: Blev jeg klogere af dette interview eller gjorde jeg ikke?

På samme måde kan du vurdere, om en samtale, som du har deltaget i, faktisk har været en dialog. Hvis du oplever, at du er blevet klogere, har fået ny indsigt eller nye erkendelser enten i forhold til dit eget perspektiv eller i forhold til din samtalepartners perspektiv eller i forhold til begges perspektiver, har der været tale om en dialog. Hvis du ikke rigtig synes, at der er noget, der har flyttet sig, har I sikkert mest siddet og udvekslet meninger og hver især brugt krudtet på at få ret og måske ovenikøbet forsøgt at overbevise hinanden om rigtigheden af hvert jeres perspektiv. Efter min mening en meget opslidende form for samtale.

Dialogens særlige retningslinier
Jeg vender lige tilbage til, at en dialog handler om at udforske perspektiver men henblik på at forstå hinanden. Udforskningen sker dels gennem at udtrykke sig selv bevidst, velbegrundet og kongruent og dels gennem at lytte aktivt med alle sanser efter den totale mening af det, samtalepartneren giver udtryk for. Til dette arbejde er der udviklet anerkendte og velafprøvede teorier, modeller og metoder, som jeg efterhånden har arbejdet sammen til min egen metode. Jeg kan kun opfordre dig til selv at søge videre i litteratur og kurser.

I dialogen skal du overholde nogle retningslinier, som jeg her har stillet op i punktform.

At give udtryk for dig selv:
· sig "jeg" om dig selv (ikke "man" og ikke "du" og ikke "vi")
· formuler dit perspektiv klart og velargumenteret (undgå gættekonkurrence)
· formuler konkrete beskrivende eksempler (ingen du-domme og tolkninger)
· sæt ord på dine egne følelser (mærk efter i kroppen og ikke i hovedet)
· sæt ord på dine egne behov (som dine følelser udspringer af)
· sæt ord på dine egne forslag til løsningsmodeller (som dækker dine behov)

At lytte til din samtalepartner:
· lyt efter den totale mening (ord + følelser)
· gør opmærksom på inkongruens (efter ovenstående principper)
· stil åbne hv-spørgsmål for uddybning (hvad, hvordan, hvilke, hvem, hvor)
· tjek ved tvivl, om du har forstået den andens perspektiv rigtigt (spørg!)

Hvis du er i stand til at opfylde disse retningslinier har du en veludviklet kommunikativ kompetence. Hvis du ikke er i stand til det, ligner du flertallet af mennesker. Det er nemlig de færreste, som mestrer at føre en reel dialog. For mig at se handler det i høj grad om, at vi lader os styre af angst for at blive for tydelige eller gennemsigtige for andre, men i virkeligheden også for os selv. Angsten for at blive tydelig spænder ben for, at vi kan skabe en ægte kontakt med andre mennesker. Vi beskytter os selv mod at se os selv, som den vi virkelig er - på godt og ondt. Men faktisk er det sådan, at der ligger en stor kraft i at gøre sig selv tydelig, og i den kraft ligger også nøglen til at få sine behov dækket. Jeg har herunder forsøgt at konstruere et eksempel på, hvordan man ved hjælp af nogle af dialogens retningslinier kan hjælpe sig selv til at få sine behov dækket.

Eksempel:
Hvis du oplever dig selv deltage i en samtale, som ikke en dialog, kan du gøre følgende:

For det første skal du give udtryk for dit eget perspektiv på selve samtalen. Sige højt, at du oplever, at I ikke lytter til hinanden, at I taler forbi hinanden osv. Husk endelig at tage dig selv med i det, så du ikke kommer til at anklage den anden for ikke at lytte til dig. I er fælles om det her.

Så skal du prøve at formulere nogle beskrivende eksempler fra jeres samtale, hvor du kan høre, at det går galt som f. eks: "da jeg før sagde, at jeg synes, at vi foretager os for lidt sammen, svarede du, at jeg også altid har så travlt" ELLER f. eks. "da du før sagde at du synes, at jeg bestemmer alting, svarede jeg, at det bliver jeg da nødt til, når jeg bor sammen med en uselvstændig mand. Disse eksempler fortæller mig, at vi ikke lytter til hinanden men i stedet giver hinanden skylden".

Nu har du gjort dit perspektiv på samtalen klart (vi lytter ikke til hinanden) og sat ord på dine forudsætninger for dit perspektiv (via to konkrete beskrivende eksempler). Nu skal du have fat i de følelser og behov, som du har på spil i samtalen. Du kan f. eks. sige: "Når jeg siger, at jeg synes, at vi foretager os for lidt sammen og du svarer, at jeg også altid har så travlt, bliver jeg ked af det, fordi det jeg egentlig prøver at sige er, at jeg har behov for at være mere sammen med dig......."

Nu har du også gjort dine følelser i samtalen klare (jeg bliver ked af det) og du har formuleret det behov, som følelsen udspringer af (jeg vil gerne være mere sammen med dig). Det sidste du kan gøre for at gøre denne samtale til en dialog er at foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov som f. eks.: "Jeg har lyst til at følges med dig til.....(i biffen, til din mormors fødselsdag, sport osv. osv.)...hvad siger du til det?"

Hvis vi skal gøre det andet eksempel færdigt, skal du først have fat i de følelser, som du har på spil i samtalen som f. eks.: "Når du siger, at du synes, at jeg bestemmer alting og jeg svarer, at det bliver jeg nødt til, når jeg bor sammen med en uselvstændig mand, bliver jeg flov over mig selv, fordi dét, jeg egentlig har behov for, er, at du respekterer mig og jeg respekterer dig og ikke at anklage dig for at være uselvstændig....."

Nu har du gjort dine følelser klare (jeg bliver flov) og du har formuleret det behov, som følelsen udspringer af (vi skal respektere hinanden). Her kan du også foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov som f. eks.: "Jeg vil gerne aftale nogle ansvarsområder, som er mine og nogle ansvarsområder, som er dine....hvad siger du til det...?"

I mere overskuelig punktform ser forvandlingsprocessen sådan ud:
· Sætte ord på dit eget perspektiv på jeres uhensigtsmæssige samtale
· Formulere/beskrive konkrete uheldige eksempler fra samtalen
· Formulere dine egne følelser i samtalen
· Formulere de behov, som følelsen udspringer af
· Foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov
· Spørg om din samtalepartners mening om din løsningsmodel

Dette er jo helt tænkt men alligevel så konkret, at jeg synes, at dialogens kvaliteter bliver tydelige. En helt afgørende pointe er, at tage sine egne følelser og behov alvorligt, tage ansvar for dem og turde indrømme dem overfor den anden. En anden vigtig pointe ved dialogen er at undgå at få sagt de første udtalelser i eksemplet, som giver den anden skylden for hele miseren, så dialogen kan leve lige fra starten af samtalen. Det er imidlertid en svær øvelse, da denne form for projektion har sit udspring i ens eget ubevidste følelsesregister. Projektioner stammer fra tidlige dybe følelsesmæssige sår, og projektionerne kan for den enkelte have karakter af endegyldige og indiskutable sandheder. Det er derfor nødvendigt på én eller anden måde at få healet de sår, som ligger til grund for projektionsmønstret, før det reelt kan lade sig gøre at føre dialog som en naturlig og velintegreret kommunikationsform.

Dialogens spirituelle dimension
Healingen af følelsesmæssige sår er et stort arbejde, men det er på den anden side også en stor lettelse, når healingen sker. Jeg har selv arbejdet på at få healet de følelsesmæssige sår via terapi og andre personlige udviklingsmetoder. Jeg har arbejdet mig støt og roligt fremad gennem flere år, men jeg må indrømme, at en åndelige helbredelsesmetode, som for mit vedkommende var en auraændring, har vist sig at være unik i sin kombination af kærlighed og effektivitet i forbindelse med healingen af følelsesmæssige sår. Det nye balancelegeme, som er resultatet af auraændringen, sikrer ascensionen gennem de følelsesmæssige lag, så helbredelsen sker i en stadig fremadskridende proces, og behovet for at benytte sig af projektioner i kommunikationen aftager og afløses af en stadig voksende ansvarlighed overfor sig selv og sine egne følelser, tanker og handlinger.

En healing af dine følelsesmæssige sår betyder ikke, at du undgår at reagere følelsesmæssigt, men det betyder, at din reaktion er direkte relateret til den konkrete situation og den konkrete relation og ikke til tidligere lignende situationer i andre relationer. Din følelsesmæssige bagage er nul-stillet, så du til enhver tid er ren og dermed ægte i din følelsesmæssige reaktion.

Selv om din følelsesmæssige reaktion er ren og kun refererer til den konkrete situation, er der mange måder at formulere den på. Det er altid vigtigt, at tage ansvar for dine egne reaktioner gennem en jeg-formulering. Hvis du reagerer følelsesmæssigt på noget, et andet mennesker siger eller gør, er den konstruktive formulering f. eks.: "Jeg bliver skuffet, når du glemmer min fødselsdag" og ikke: "Du er en kold skid/egoist/rodehoved med din kalender!" (selv om det måske helt ærligt er det, du tænker). For mig er der forskel på at være ægte og at være ærlig. At være ægte er at tage ansvar gennem en jeg-formulering, mens at være ærlig godt kan virke sårende på den anden, hvis ærligheden formuleres gennem en du-formulering. Uanset hvor mange du-formuleringer og domme du udsteder over et andet menneske, er det jo stadig kun dit eget perspektiv, der er tale om og ikke en objektiv sandhed om den anden. Hvis du derimod formulerer din følelsesmæssige reaktion gennem en jeg-formulering, giver du et ægte udtryk for dig selv, som ikke kan diskuteres - følelsen er jo din indre tilstand, som du er den største ekspert i. Når du mestrer dette, er du i stand til at kommunikere kongruent. Du vil selv opleve det som en lettelse at optræde kongruent, men det kan ikke udelukkes, at du får nogle reaktioner fra omgivelserne på din sandsynligvis mere direkte og uindpakkede facon - så husk endelig jeg-formuleringerne.

Det er ikke kun dine følelser, som skal heales før du kan kommunikere kongruent og føre en reel dialog. Dine tankemønstre skal også en tur i centrifugen. Vi mennesker har en tendens til at lade gamle stivnede tankemønstre spænde ben for nye indsigter og erkendelser. De gamle tanke- og handlemønstre forhindrer en ægte nysgerrighed overfor livet og blokerer for nye initiativer. Men det bliver sværere og sværere at undlade at flyde med de energimæssige forandringer, som finder sted om ørerne på os. Den nye balanceenergi gør sit arbejde og mange mennesker skaber selv og kommer ud for oplevelser i forbindelse med både arbejde og privatliv, som rusker og rykker i selv de mest fundamentale overbevisninger med henblik på at etablere en bedre balance. Herunder også en bedre balance i vores måde at kommunikere med hinanden på.

Jeg oplever ofte, når jeg formidler energi til en klient og vi arbejder med det energilegeme, som afspejler og styrer tankemønstrene, at vi begge får hovedpine. Hos mig som healer føles det som om klienten har et stramt pandebånd eller en stram hue på hovedet. Energien skal virkelig ind og løsne godt og grundigt op for de chakraer, som giver liv til tankerne. Omvendt føles det som en stor lettelse, når forløsningen er tilendebragt, og bevidstheden får lov til at folde sig ud i sit fulde potentiale. For mig opleves det meget konkret, at tankerne netop er stivnet og at de løsner op i healingsprocessen. Efter forløsningen af de gamle prægninger bliver det nemmere at se flere perspektiver på en sag og det bliver nemmere at have en åben og nysgerrig attitude overfor andre menneskers meninger og holdninger. Tankernes ascension går hurtigt, forstået på den måde, at du ret hurtigt vil ændre dine tankemønstre og bruge dit fulde bevidsthedspotentiale tankemæssigt, men omsætningen af dine nye tanker til dit fysiske liv kan godt føles som en stor overvindelse, som det kræver tid og eftertænksomhed at overkomme.

Det er ikke auraændringen og balancelegemet som sådan, der er afgørende for helbredelsen af følelser og tanker. Det afgørende er - for mig at se - ascensionen gennem de tunge energimæssige lag, som forhindrer balancen i kommunikationen i at indfinde sig. Der findes flere måder at vedligeholde sin ascensionsproces på, og det er op til hvert enkelt menneske at vælge sin egen ascensionsmetode. Nogle mennesker kan lide den hurtige proces, som en auraændring tilbyder, mens andre er tiltalt af processer, som strækker sig over en længere periode. Det væsentlige er, at du vælger at ascendere med henblik på at bringe dit liv i fuld balance - herunder også at bringe din kommunikation med andre i balance.

En pejling på, hvordan din proces skrider fremad kan være din voksende tiltro til din intuition i dialogen. Jo tættere du er på den fuldt integrerede balance, jo mere vil du lytte til og turde stole på din intuition. Jeg oplever oftere og oftere, at det nærmest er min intuition, der taler. De ord, der kommer ud af munden på mig, kommer fra hjertet og har ikke været gennem tankekværnen først. Det interessante ved denne form for kommunikation er, at jeg altid mener det, jeg får sagt. Nogle gange ved jeg ikke engang, at det er det, jeg mener, før ordene kommer ud af min mund. Jeg bliver selv overrasket over mine intuitive formuleringer, men set i bakspejlet er de altid både kongruente, ægte og sande set i mit perspektiv. Andre kan være uenige i mit perspektiv, men de er aldrig i tvivl om, at jeg mener, hvad jeg siger, når intuitionen taler, og jeg møder altid respekt for mine intuitive synspunkter. Og det er altså dér, vi skal hen. Ikke til at vi altid er enige med hinanden, men til integreret balance hos den enkelte og til dyb respekt for hinanden. Og hvordan vi end vender og drejer det, er det den enkeltes eget arbejde med at integrere sin egen balance, som i den sidste ende også giver respekten fra andre.

Gitte Meldgaard
cand. phil. i kommunikation og auraformidler
Januar 2003


Sidst ændret den Onsdag, 10 Marts 2010 17:44
gitte meldgaard

gitte meldgaard

Tekst kommer senere

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer