Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
04-06-2002

Kristusprocessen ifølge Jes Bertelsen

Bedøm
(0 stemmer)

BORGENS FORLAG

Side 10: KRISTUSPROCESSEN
Kristusprocessen beskriver den forestilling, at den bevidsthed og energi, der første gang manifesterer sig i Jesu liv og gerning vedvarende og stadigvæk udtrykker sig og altså indvirker på enkelte mennesker og desuden på historiens evolutionsmæssige gang. Kristusprocessen betegner specifikt dette forløb fra Jesu liv og virke, over hans død og frem til "Menneskesønnens komme i skyen" (Luk.21.27), hvilket man også kalder "Kristi genkomst".

Men Kristus er vel ikke længere fysisk på samme måde, som da han udtrykte sig i den levende Jesusskikkelse Og hvis Kristus ikke således er fysisk, hvordan skal man så forstå eller forestille sig Kristusprocessens konkrete udtryk?

Som læsere af mine bøger vil vide, antages mennesket at leve i flere dimensioner samtidig. Et menneske er fysisk ved sin stoflige krop. Men livet, der pulserer gennem kroppen og dens billioner af celler, dette liv er tydeligvis noget andet end selve den stoflige krop. Vi ser alle straks forskel på et lig og et dybt sovende menneske. Liget mangler livets puls og energi.

Alt levende, planter, bakterier, dyr og mennesker har til fælles dette vanskeligt definerbare, men let erkendelige: livet. Denne kvalitet, eller livets dimension slet og ret, kalder man det æteriske (eller bioenergien, pranalegemet, osv.).

Det fysiske, selve stoffet, deler vi med og låner af planeten. Det æteriske, livet, deler vi med dyr og planter.

Men mennesker og dyr har noget, som planter ikke har. Igen er dette vanskeligt at beskrive præcist, men det er samtidig noget, som vi alle let kan kende og fornemme: det dyriske i forskellighed fra vegetationen. Man kan karakterisere det dyriske som det instinktive; som sansen for forskellen mellem, hvad der gavner og hvad der skader individet. Denne evne til at føle det fjendtlige og det venlige umiddelbart eller instinktivt er det emotionelle niveau. Haren sanser lynsnart, at ræven er en fjende - og flygter. Haren tænker ikke først eller spørger andre harer til råds; i så fald ville det også være det sidste, den gjorde: for så ville den være død. I et nu mærker haren i selve synet eller sansningen af ræve: fjende, flugt. Den formulerer ikke, den sanser og reagerer umiddelbart, instinktivt, emotionelt.

Dyrene har tydeligvis en bevidsthedsdimension, som planterne ikke har. Dyr kan afbilde verden; de bevæger sig omkring, har sanseorganer og hjerne, ganske som menneskene. Dette dyriske bevidsthedsniveau kaldes det astrale. Her findes billeder, instinkter, emotioner, arketyper, drømme, sym- og antipatier.

Og mennesket har del i flere bevidsthedsdimensioner, eller livsaspekter. Menneskene kan tænke, de har et jeg, og det har dyrene ikke (endnu).

Det mentale er tankeverdenens og jegets funktion. Også bøn og meditation forstået som vågen bevidsthed uden tankeindhold - og uden billed- og emotionsindhold også den åbne, tomme bevidsthed hører til den mentale dimension.

Det mentale er menneskets fjerde bevidstheds- eller funktionsniveau. Ud over dette kan alle mennesker i princippet udvikle og bevidstgøre selvet. Selvets niveau er det spirituelle.

Yderligere har mennesket del i det åbne felts dimension, det kosmiske bevidstheds- og funktionsniveau. Den syvende bevidsthedsdimension kaldes enheden; urgrundens eller kildens niveau.

De tre sidste bevidsthedsdimensioner ligger ud over jegets niveau. De er derfor fællesmenneskelige, hvilket vil sige, at det er en transpersonlig, kollektiv bevidsthedsform.

Ved hjælp af dette sprog kan Kristusprocessen beskrives nøjagtigere.

Da Jesus levede, var han allerede bevidst i sine højere funktionsniveauer. Jesus var ikke kun et jeg i en krop. Han var sig selv og altså vågen i det spirituelle niveau. Og Jesus var ydermere vågen i det kosmiske og enhedens niveau, hvilket fremgår af hans liv, hans gerninger og hans visioner. Jesus var derfor allerede vågen i de tre højere bevidsthedsniveauer.

Da han døde, døde kroppen, jeget, det dyriske, det æteriske. Men selvet, det åbne felt og enhedsbevidstheden var vågent og kollektivt og døde derfor ikke.

Kristusprocessen er den vedvarende aktivitet, der udgår fra de tre højere bevidsthedsdimmensioner, og som virker ind i den mentale, den astrale og den æteriske dimension.

Når et menneske spontant, ved meditation eller bøn eller på anden vis åbner sin bevidsthed ud over jegets horisont, så vil det kunne møde Kristusvæsenet.

Omvendt kan Kristusprocessen ikke uden videre virke i det mentale, i det astrale eller i det æteriske, uden at mennesket selv virker med i en åbnings-, en udvidelses eller en overgivelsesproces.

Menneskene må selv hjælpe med til at lade processen gennemtrænge og forfine det mentale, det astrale og det æterisk-fysiske.

Side 65: RIGET: UDØDELIGHEDEN
Selverkendelsens vej fører til indvielsens begivenhed. I indvielsen møder mennesket en anden bevidsthedsdimension: synernes sammenhæng, den vedvarende bevidsthed.

Når mennesket er rodfæstet i jeget og i kroppens udtryksformer, er mennesket dødeligt. Jeget dør, kroppen dør, sindet dør. Men når mennesket gennem selverkendelse lærer selvet at kende, rodfæstes mennesket i en ny og vedvarende bevidsthedsdimension. Det bevidsthedsfællesskab, som forener mennesker, der er blevet ædru og er kommet til sig selv, er Riget.

Den, som i indvielsen er nået til livets videregivelse, bliver ét med Menneskesønnen:

"Den, som har drukket af min mund, skal blive, som jeg er, og jeg vil være ham«. T. 108 (Thomas-evangeliet).

"Den, som er fjern fra mig, er fjern fra Riget«. T. 82

Og de, som Jesus i indvielsen har valgt, er forenede i eet samfund:

Jesus sagde: "Jeg vil vælge Jer, en ud af tusinde, og to ud af titusinde, og de skal stå som én eneste." T. 23

Riget og selverkendelsen bringes sammen:

Jesus sagde: "Når de, som leder Jer, siger til Jer: "Se, Riget er i himlen!" - så må himlens fugle jo være forud for Jer. Når de siger til Jer: "Det er i havet!" - så må fiskene jo være forud for Jer. Nej, Riget er i Jeres indre og for Jeres øjne. Når I kender Jer selv, da skal I vide, at I er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender Jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

Gudsriget som en bevidsthedstilstand - en indre eksistensdimension, der nås ved selverkendelsen - antydes ligeledes i Luk. 17,20f:

"Guds Rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: "Se her!" eller: "Se, der er det!". Thi se, Guds Rige er inden i Jer."

Gudsriget er - for mig at se - fællesbevidstheden mellem mennesker, der er kommet til sig selv. Gudsriget har derfor været til stede i glimt, nemlig i initiations- og transmissionstilstande. Men Gudsriget som en almen menneskelig tilstands- og sameksistensform er først mulig, når selvets almengørelse nås.

Kristusprocessens første store evolutionsmål er Gudsrigets etablering som fællesmenneskelig bevidstheds- og samlivsform.

Side 97: DE GAMLE INDVIELSER
I de gamle indvielser oplevede mennesket, at kroppen lå som død i 3 døgn, medens bevidstheden vistes de højere planer og den kontinuerlige dimension.

Denne type af indvielse var kun mulig for de få, og den var hemmelig (de ægyptiske indvielser; de minoiske indvielser ved slangegudinderne; de eleusinske mysterier; de samotrakiske mysterier etc.).

Med Kristi død og opstandelse på tredjedagen vistes nu for alle, der kunne se, at indvielsesmysteriet var blevet åbnet.

Dette var et afgørende vendepunkt i menneskehedens historie. I princippet var fra Kristi død og genopstandelse at regne initiationsmysteriet bragt frem fra det esoteriske, således at det langsomt ved Kristusprocessens virksomhed kunne blive en almen menneskelig begivenhed, der efterhånden ville gennemtrænge menneskehedens bevidsthed.

Jesu opstandelse viste livs- og bevidsthedsprincippets udødelighed.

Kristus efter opstandelsen viste sig på flere måder i forskellige syner og skikkelser, undertiden også helt materialiseret.

At han skiftede fremtrædelsesform og skikkelse, så disciplene først ikke kendte ham fremgår flere steder:

"Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem undervejs, mens de gik ud på landet" (Mark. 16,12-13.)

"Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus seiv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham." (Luk. 24,15-16, cf. Joh.20,14-15)

Fordi Kristus nu ikke længere var bundet til det fysiske kunne han - og kan han - komme til syne og forsvinde som situationen nu kræver det:

"Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne og de kendte ham: men så blev han usynlig for dem." (Luk. 24,30-32)

Når Kristus manifesterede sig i de højere legemer synligt gennem astral-æterisk udstråling, så ønskede han ikke, at de, der så ham, skulle røre ham af hensyn til det energichok det ville udløse i den, der forsøgte på det (Joh. 20,17.)

Men ved flere lejligheder materialiserede han sig åbenbart helt ind i det fysiske, således at disciplene kunne røre ved ham fysisk for at blive overbeviste. Thomas Didymus rørte ham således i stigmaterne (Joh. 20,24-29).

Opstandelsesmysteriet skulle vise menneskets mulighed for at realisere den kontinuerlige bevidstheds niveau. Ved at nå ind til sig selv, kan mennesket udfolde næstekærlighedens samlivsform og virkeliggøre fællesbevidsthedens vedvarende dimension.

Det, der menes med "udødeligheden" og "det evige liv" er for mig at se selvets kontinuerte bevidsthedsform. Jeget er døden; selvet er opstandelsen.

Fællesbevidstheden og hjerternes fællesskab mellem indviede mennesker, der er kommet til sig selv er for mig at se det, der hentydes til med betegnelsen "Gudsriget".

For den eksoteriske forståelse og forkyndelse betegner Jesu død på korset syndernes forladelse ved den stedfortrædende lidelse. Denne forståelse tillige med nadvermysteriet tjener som forberedelse på det udadvendte plan indtil menneskehedens bevidsthed er modnet til at kunne assimilere og virkeliggøre vejen fra jeget til selvet.

Den indvendige forståelse er bevaret og levet af mystikerne, af ørkenfædrene, af gnostikerne; af enkeltindividualiteter som Frans af Assisi, Steiner og Martinus.

Side 100: KRISTI GENKOMST
"Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen." (Ap.G. 1,11)

"Folk skal rejse mod folk, og rige mod rige. Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen." (Luk. 21,10-11)

"Men alt dette er kun veernes begyndelse." (Mat. 24,8)

"Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se »Menneskesønnen komme i skyen« med kraft og megen herlighed. Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig." (Luk. 21,25-28)

"Thi ligesom lynet, der kommer fra øst lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." (Mat. 24,27)

De apokalyptiske tilstande før Kristi genkomst karakteriseres som krige, naturkatastrofer, sult og sygdomme. Ifølge Mattæus og Markus er dette kun "veernes begyndelse"; og hele processen sammenlignes altså med en fødselsbegivenhed.

Ud fra dette kaos breder forvirringen sig til menneskenes spirituelle dimension, idet mange falske profeter vil fremstå.

Sidst inddrages det kosmiske selv: tegn i sol og måne; himmelens kræfter ryster.

I denne afgørende krise vil da omsider "Menneskesønnen komme i skyen", og Kristi kornmod vil lyse over jorden fra øst til vest. Dette vil være tegnet på, at den nye bevidstheds fødsel indvarsles; forløsningen nærmer sig.

I det foregående er Kristusprocessen blevet karakteriseret som en rvolutionspædagogisk bestræbelse, hvis sigte består i at højne menneskehedens bevidsthed fra jeg'ets niveau til selvets tilstand og almene udbredelse.

Denne proces har en udvendig og en indvendig side. Begge sider er lige nødvendige, den ene er ikke bedre og finere end den anden.

Den udvendige side udgøres af kirkelivets brede, folkelige forkyndelse af idealet, af afstanden til idealet, og af tilgivelsen trods afstanden.

Dette er den eksoteriske forberedelse, sådan som den er blevet varetaget i østkirken, i den katolske og den protestantiske kirkevirksomhed. Igen og igen på utallige måder er forbilledet og målet blevet stillet frem foran menneskene i den kristne historie.

Kristusprocessens indvendige side udgøres af den enkelte mystikers liv og gerning og af de mange lødige, men mere eller mindre radikale forsøg på at virkeliggøre spirituelle fællesskaber.

De enkelte mystikere har søgt at realisere selvets tilstand, næstekærlighedens eksistensform og enhedsbevidstheden med Kristus. Kristusprocessen har gennemvævet disse enkeltes liv i form af visioner og indvielsesbegivenheder.

Gennem synernes diakrone sprogudvikling og gennem initiationernes umiddelbare bevidsthedsoverførelser har Kristusprocessen vedvarende manifesteret og udviklet sig frem gennem tiden.

I de forskellige esoteriske gruppers bestræbelser på at virkeliggøre fællesbevidstheden har det formål været det primære: at skabe en konkret fælles bevidsthedsorganisme, der kunne være tjenlig som corpus mysticum for Kristusvæsenets videre og dyberegående virksomhed.

Ifølge denne opfattelse - som nu engang er min personlige og derfor ikke behøver at forpligte eller forarge andre - betegner Kristi genkomst den tid og de begivenheder, der knytter sig til det afgørende bevidsthedsskift, som vil flytte menneskehedens fokus fra jeget til selvet.

I denne overgangstid vil, hvad der førhen har været skjult og hemmeligt, blive åbent og alment tilgængeligt. Grunden til at selvet og fællesbevidstheden har været esoterisk og skjult ligger ikke i, at nogen nidkært har villet holde noget tilbage for andre.

Det skjulte og esoteriske ligger i, at kun den personlige eksistentielt autentiske erfaring kan åbne til, hvad en indvielse er, hvad forklarelse er, hvad fællesskab i én bevidsthed er.

Menneskeheden har skullet modnes og højnes frem mod en situation, hvor de mange indefra følte behovet og dermed også havde muligheden for at erfare disse tilstande og realisere disse indsigter.

Kristusprocessens hele virksomhed gennem næsten 2000 år er den evolutionsmæssige bevidsthedsudvikling frem mod denne tilstand.

At overgangsprocessen fra det esoteriske og mystiske til det åbne og almengjorte ikke kan tænkes at gå for sig uden dramatiske sceneskift i menneskeheden og på jordkloden turde være indlysende. Vores nuværende hele verdensforståelse er primært stadig baseret på jegets princip. Jeg ta'r, jeg har, jeg får.

Dette er stadig retningslinierne for enkeltmenneskenes og nationernes sociale, økonomiske, politiske og kulturelle udfoldelse. Hvis og når overgangsprocessen tager dybere fat, så vil det meste af, hvad der nu er sikkert og giver orientering vakle og svinde bort.

Selvets og livsvideregivelsens helt anderledes princip vil begynde at formgive de sociale, etniske, økologiske, politiske og videnskabelige processer, der sammenvævet udgør vort livsgrundlag og vort verdensbillede.

For mig at se er - som ofte nok i bøgerne sagt - denne fascinerende og afgørende humaniseringsproces allerede i gang.

Den spirituelle og bevidsthedsmæssige udviklings- og modningsproces på jorden udgøres selvfølgelig ikke kun af den del af menneskeheden, hvori Kristusimpulsens proces virker. Også den store østlige spiritualitet symboliseret ved Buddhafeltets proces virker i samme retning.

Kristi genkomst i skyen og Buddhas genkomst i skikkelse af Maitreya - der betyder ven - peger (for mig at se) mod samme altafgørende begivenhed: selvets almengørelse; kærlighedsprincippets virkeliggørelse mellem menneskene.

Kristi genkomst må være en begivenhed inden for menneskehedens bevidsthed, en global åbning af bevidsthedsdimensionen i retning af synernes kontinuerlige strøm.

Den sky, Kristi genkomst finder sted i, må være synernes astrale strålingsdimension og kærlighedsenergiens æteriske niveau. Hvis vi tænker os, at den almene menneskelige bevidsthed var åben på samme måde som mystikernes bevidsthed er åben, så ville menneskeheden som sådan føle og skue Kristusvæsenets vedvarende virksomhed; Kristuslyset ville som kornmod reflektere sig fra øst til vest; altid ville der være vågen, åben bevidsthedskontakt med mesterfelterne og med deres foreningspunkter i Kristusprocessen.

Evolutionsprocessens bevidsthedshøjnende virksomhed bevæger sig nedad fra de højeste ideale bevidsthedsdimensioner for at lutre og forfine de mere formørkede og ubevidste lag, vi almindelige mennesker lever i.


Sidst ændret den Onsdag, 10 Marts 2010 18:00
Jes Bertelsen

Jes Bertelsen

Tekst kommer senere

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer