Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
15-09-2003

Det vidste jeg egentlig godt i forvejen...

Bedøm
(0 stemmer)
- et essay om åndelighedens banaliteter

Hvad skal vi bruge det til? På tv sidder en clairvoyant og kan fortælle, at en person bruger briller og har store panoramavinduer derhjemme. Det ved han jo godt i forvejen, så det er vel rent show, dette her, og har intet med seriøs rådgivning at gøre. Eller hvad?

Sjovt nok sker det også tit, at folk har været til "seriøs rådgivning" hos en astrolog, en clairvoyant eller en terapeut og kommer hjem og fortæller, at det var rigtig godt - selv om "det vidste jeg jo egentlig godt i forvejen". Og den udenforstående undrer sig, for hvorfor i alverden har man betalt for noget, man godt vidste i forvejen?

Jeg synes, det er på tide at krybe til korset og indrømme det uden smålig skelen til nuancerne: Sandheden er, at al åndelig vejledning handler om at fortælle folk noget, som de godt ved i forvejen.

Så hvis man tror, at det med at "gå til selvudvikling" er stort set det samme som at gå på tyskkursus, bliver det hele ret ubegribeligt. Efter et tyskkursus har man lært noget tysk grammatik, og det kunne man ikke i forvejen. Og derfor har man fået et udbytte. Men at få noget at vide, som man godt ved i forvejen - hvad er værdien af dét?

Går man til en clairvoyant, som kan fortælle én, at man tilbringer en stor del af fritiden i en sejlbåd, kunne man fristes til at sige, at det giver nogenlunde samme udbytte som den, der udbryder: "Du er jo blevet klippet!", når man har været til frisøren. Det er meget sjældent, man får lyst til at svare: "Ja, men dog, er jeg dét? Det har jeg slet ikke lagt mærke til! Tusind tak, fordi du gjorde mig opmærksom på det." Med andre ord: Hvad skal jeg bruge den oplysning til? Det vidste jeg jo i forvejen.

Den umiddelbare værdi er selvfølgelig oplevelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end så mange andre steder. Det kan være meget imponerende - og til tider udtryk for mange års erfaring og astrologisk dygtighed - at høre astrologer ramme rigtigt ud fra et horoskop, som et udtryk for, at det er utroligt, at noget som helst kan siges om et menneske ud fra planeternes stilling. Det er lige så utroligt, at en clairvoyant kan vide, at man dyrker sejlsport eller har store panoramavinduer eller en bror, der sidder i fængsel - entydige fakta, som bekræfter, at der er andre veje til viden end dem, vi normalt benytter os af.

Men når man så er nået dertil, hvor den åndelige verden er blevet selvfølgelig og logisk, og det gamle livssyn fortoner sig bagud som forældet og amputeret - så bliver det vel i sig selv ret intetsigende at få det utrolige bekræftet igen og igen? Der er vel grænser for, hvor længe man kan synes, det er fantastisk, at den findes - ligesom vi ikke længere standser og kigger beundrende på en bil, der kører hen ad vejen uden hjælp af heste. For nu har vi bare set for mange benzindrevne automobiler til at kunne beundre deres evne til at kunne køre af sig selv.

Har vi ikke også snart set for mange clairvoyante give præcise oplysninger om afdøde familiemedlemmer? Er vi ikke snart færdige med at falde i svime over det?

Næ, det er vi ikke. Og det tror jeg egentlig heller aldrig, vi bliver. Det er klart, at overordnet vil der være en tendens til, at fascinationen aftager i takt med, at den åndelige verden bliver mere og mere accepteret og det åndelige verdensbillede mere og mere indlysende. Men åndelig vejledning vil næppe af den grund begynde at minde om et tyskkursus, hvor man skal udstyres med store mængder ny viden hentet i tykke bøger eller et præstationsræs i indsamling af nyopfundne psykologiske redskaber til kvik og smertefri udfrielse fra denne verdens trængsler. Vi er nu engang i inkarnation, og så længe vi er det, så er den åndelige verden ret svær at få øje på, og derfor vil der altid være et behov for at få dens eksistens bekræftet, og ofte vil det være al den åbenbaring, man har brug for, for at komme videre.

Den åndelige verden er jo ikke en opfindelse på linje med det benzindrevne automobil. Ej heller er den noget, som en særligt intelligent person har opdaget eksistensen af i forgårs. Det turde være indlysende, at når den åndelige verden eksisterer nu, så gjorde den det også for tyve år siden og for tusind år siden og for tredive tusind år siden. Der er intet nyt ved den. Derfor er alt, hvad der kan siges om den, sandsynligvis også sagt forlængst. Det eneste, man kan gøre, er at sige det igen med nogle andre ord, og banalt vil det lyde, for det henviser til en almenmenneskelig erfaring, og det vil ikke være første gang, der henvises til den. En opdagelse af den åndelige verden kan aldrig blive andet end en genopdagelse - for ikke at sige: en gentagelse. Og endnu en gentagelse. Og endnu en gentagelse. Banalt indtil det kedsommelige - hvis man altså ikke lige er den, der oplever det.

Det er ligesom med forelskelse eller fænomenet humor. Det kan ikke beskrives - det skal opleves. Og som oplevelse kan man ikke blive træt af det, uanset hvor banalt det er. Ofte bliver det ved med at være givende, selv for den, der forlængst har vænnet sig til en åndelig virkelighed, at overvære en "der er mere mellem himmel og jord"-demonstration. Og det synes jeg er udtryk for stor visdom fra skaberens side. For hvis noget, der engang var et mirakel, efterhånden bliver ligegyldigt, er det et udtryk for tab af livskvalitet. Derfor er der sørget for, at vi i kraft af vores ufuldkommenhed aldrig kommer til at betragte den åndelige verden som en selvfølge på linje med det tyske sprog og opfindelsen af lynlåsen.

Det åndelige verdensbillede er hverken nyt eller enestående, og det er heller ikke et fagområde, der kræver specialviden. Det er en livsoplevelse, og den involverer hele mennesket, intellektet, følelserne, cellerne, sundheden - og ikke mindst følelserne kræver, at vi oplever tingene og ikke blot tænker os til dem, og derfor skal den åndelige virkelighed opleves igen og igen, fordi der altid vil være frygt og længsel, der modsiger den, og vi vil altid have brug for miraklet, som bekræfter os i, at menneskets grundvilkår ikke er ensomheden, og at vores drivkraft er andet og mere end frygt og længsel.

Åndelighed er heller ikke noget, man køber i TV-shoppen og derefter kan have stående trygt og upåagtet i et skab og samle støv sammen med "The AB-swinger", der giver vaskebrætmave på tre uger. Det er nok de færreste, der oplever, at det blot siger "klik", og så er man pludselig hensat til en uforanderlig verden af tillid og guddommelig indsigt, som man ikke behøver bruge mere tid på. Ind imellem overskygges de fleste nok så åndelige af mistillid til sig selv og verden og mister følelsen af mening, og så kan blot det at høre en clairvoyant i "Den 6. sans" sige, at "personen bruger briller", mens man samtidig ser den, der er stillet ind på, sidde i kulissen med sine briller på, opleves så livsbekræftende, at man straks bliver i bedre humør.

Og spørgsmålet: Hvad kan jeg bruge det til? bliver overflødigt. Evnen til at glædes og undres bærer formålet i sig selv.

Man må huske, at vi alle her i den vestlige kultur er udhungrede af mangel på mening og overbebyrdet af forestillingen om, at vi er basalt ensomme og livet intet andet end en kamp, som vi må kæmpe alene imod en tilfældig og kaotisk verden, der har mishandlet os i flæng, og enhver, der har ment noget andet, har systematisk fået det pillet af sig i uddannelsesinstitutioner og opdragelse og er blevet indskærpet igen og igen, at der er al mulig grund til at være skrækslagen for alt muligt. At folk hungrer efter mirakler er ikke alene et symptom på den udsultning, der har fundet sted - det er et vidnesbyrd om, at en masse mennesker tillader sig selv at undre sig igen, tillader sig at tro, om så blot som en hypotese, at verden rummer muligheder, som de aldrig havde forestillet sig.

"Vi er forbundet!" lyder erkendelsen bag det fænomen, hvor en fremmed kan vide noget om dig uden at have fået det fortalt. "Vi er evige!" lyder erkendelsen bag det fænomen, hvor en afdød taler gennem et medie til de efterladte.

Vi er forbundet. Vi er evige. Så enkle er de budskaber, verden har brug for. Troen på, at det giver mening at gentage et banalt budskab om kærlighed i erkendelsen af, at der er enorme mængder af mørke, som dette budskab skal trænge igennem for at vække genklang, udspringer af troen på kærlighedens styrke, og denne tro er basis for al åndelig vejledning. Der er intet nyt i det budskab. Det er blot tiltrængt.

Vi skal elske hinanden. Ikke fordi, det står i en lov, men fordi vi er evigt forbundne. Så meget kærlighed bliver der skabt, så meget tro og styrke bliver der åbnet op til, blot ved at fortælle folk noget, som de ved i forvejen.

Hvis den clairvoyante derimod siger noget, man ikke kan genkende, som f.eks. "Du har haft et tidligere liv som pungrotte på Kanarieøerne" - så sker miraklet ikke. Åbningen til noget større skabes netop i kraft af genkendelsen. Det er altså ikke det nye, men tværtimod genkendelsen, der skaber mirakler. I den personlige, åndelige rådgivning fungerer genkendelsen derfor også som en ledestjerne. På den måde værner man ikke alene om miraklet - man sikrer sig også, at det er klienten, der bevarer autoriteten over sine egne valg. Om det, der siges, er brugbart, afgøres til syvende og sidst af, om det vækker genklang, og en vejleder må så vidt muligt have mod til at lade klientens egen, indre viden foretage denne vurdering. For det er genkendelsen, der aktiverer klientens egen autoritet.

Åndelig vejledning bygger på denne tillid til, at en klient ved det hele selv, og den sigter mod at styrke klientens kontakt til denne indre viden og få tillid til den, så klienten kan tage mere og mere autoritet over sit eget liv. Ubetinget tillid regnes i alle andre sammenhænge for naivt, og det er netop derfor, det åndelige livssyn er noget særligt. I skæbnetroens og materialismen navn har enhver "klient" i to tusind år fået indprentet, at der er al mulig grund til at være bange og al mulig grund til ikke at have tillid til sig selv. Hvis en vejleder i den situation finder det presserende at fortsætte denne linje, er det et udtryk for, at vejlederen ikke selv magter tilliden og dermed heller ikke tilliden til klientens evner - og på grund af denne manglende tillid ser sig nødsaget til at stjæle noget autoritet fra klienten. "Tro ikke, at du selv kan finde vej!" Dermed mister klienten tilliden til sin egen visdom. Den overskygges af frygt, og tilliden lægges over til vejlederen i stedet for. Og så bliver klienten svækket og sårbar og får grund til at være bange. Budskabet om frygt er en selvopfyldende profeti.

Budskabet om tillid er endnu mere selvopfyldende i sin profeti. Derfor er der ingen vej uden om ansvaret for det, man sender ud som vejleder. Troen på hvert menneskes egen evne til at finde vej kan for den mistroiske virke naiv. Men tillid er en selvforstærkende proces, den eksisterer på sit helt eget, høje svingningsniveau, hvorfra klienten vitterligt er i stand til at finde vej i en hvilken som helst situation - og alt andet vil trække klienten ud af denne tilstand, hvor han eller hun er til overflod beskyttet mod hvad som helst - og nedad i retning mod forvirring, magtesløshed og angst.

Tillid skaber mere tillid. Og frygt gør intet andet for dig end at skabe mere frygt. Forestillingen om, at frygt skulle være en nødvendig vejviser, uden hvilken vi ikke kan klare os, tilhører egoet. Det er egoets undskyldning for at holde fast i en grundlæggende mistillid til verden. "Der er grund til at være bange," er den ene ting, som en åndelig vejleder ikke kan sige ud fra sin bedste overbevisning. "Pas på!" "Vær frygtsom! Grufulde ting kan vente dig lige om hjørnet!" Den går ikke. Det må være op til alle mulige andre at styre mennesker ved hjælp af frygt, men fra et åndeligt synspunkt er det udtryk for det modsatte af omsorg. Ansvarlighed kan aldrig for den åndelige vejleder dreje sig om at bekræfte klientens frygt. Acceptere den, forstå den, rumme den, have medfølelse med den - men aldrig bekræfte den. Hvis du bekræfter den, har du låst klienten fast til frygten, så den ikke kan gennemleves og gives fri. Det er som at se et menneske slæbe rundt på en fodlænke og sige: "Den kan du ikke undvære, den må du endelig lade blive siddende."

Ansvarlighed er at erkende, at ingen af os er fuldkomne. Selv den bedste åndelige vejleder kan ikke konstant befinde sig på højeste frekvens og vil uvægerligt falde i grøften ind imellem og opdage, at han har stjålet noget autoritet i en eller anden situation, fordi han selv var bange for at miste den. Så vil det være ansvarligt at sikre sig, at klienten ved, hvad der er foregået. Det ved klienten som regel udmærket, havde blot ikke sat ord på det, men genkender det, så snart det bliver sagt. Og så kan endnu et lille genkendelsens mirakel finde vej ud i verden.

Tillid til egne ressourcer er det enkle og effektive svar på egoets selvskabte panik. En åndelig vejleder vil derfor også antage, at dine problemer skyldes en midlertidig illusion om, at du ikke skulle være alvidende og besidde alt, hvad du har brug for. Når du går til en vejleder og siger, at du har et problem, vil det fra et åndeligt synspunkt svare til, at en person har sat brillerne op i panden og har glemt det og nu kommer og siger:

- Goddag. Jeg har mistet mine briller.

- Nej, det har du ikke. De sidder oven på hovedet.

- Gud, det gør de jo også. Det havde jeg helt glemt.

Det er sådan set pointen i al åndelig vejledning. Du kan have glemt din styrke, du kan have glemt noget af din viden, glemt nogle af dine ressourcer, glemt formålet - og det er denne glemsel, der får dig til at opleve, at du har problemer. Det er der imidlertid stadig alt sammen, og efterhånden som du får øje på det igen, forsvinder problemlandskabet, og styrke, viden, ressourcer og formål fylder mere og mere af udsigten. Vejledning er til syvende og sidst intet andet end én lang bekræftelse af noget, du ved i forvejen.

På det område findes der to former for viden: det, som du allerede ved, at du ved - og det, som du pludselig bliver klar over, at du ved. Og som vejleder er kunsten selvfølgelig at finde ud af, hvor det sidstnævnte befinder sig. Hvad er det med andre ord for en viden, du har brug for at få frem i lyset lige nu? Hvad er det præcis for en viden, du har glemt, siden du lige nu føler dig magtesløs over for et problem eller er utilfreds med tingenes tilstand?

Det er jo strålende, hvis man som vejleder kan levere det ene guldkorn efter det andet, men i en rådgivningssituation hjælper det ikke meget, hvis det ikke er det guldkorn, som klienten har brug for. Informationen skal med andre ord være relevant. Det er det afgørende. Ikke, om den er ny. Ny viden er overhovedet ikke en udviklingsfaktor. "Vi skal elske hinanden" er ikke nyt. Men spørgsmålet: "Elsker du dette menneske?" kan være livsforvandlende, hvis det bliver stillet i det rette øjeblik, ligesom et budskab om kærlighed, der bliver læst i en bog, kan være livsforvandlende, hvis det læses i det rette øjeblik. Værdien af en information kan kun afgøres af modtageren.

Som vejleder kan man derfor udmærket kaste sig ud i en masse kloge ord, for de kan jo blive relevante senere - og guderne skal vide, at der f.eks. i et horoskop er så mange betydningslag, at de umuligt kan være relevante alle sammen på én gang, og derfor bliver en session også optaget, så man kan få den med hjem og høre den igen en anden gang - men vil man være sikker på, at man får sagt noget, som bringer personen videre her og nu, så må man lade modtagerens reaktion være afgørende - den reaktion, der fortæller, at en glemt viden er kommet frem i dagens lys og opleves som nyttig og opløftende i situationen. Ofte ledsages det af de beskedne ord: Ja, det ved jeg jo egentlig godt - efterfulgt af noget i stil med: Jeg havde bare ikke tænkt på det i den forbindelse - eller på den måde.

Ingen dundertale. Ingen dramatik. Ingen revolutionerende ny viden. Det er snarere lidt banalt og ydmygt. Og det mener jeg netop er et adelsmærke, for det er alt, hvad åndelighed er: noget selvfølgeligt, der vækkes til live.

At noget så selvfølgeligt, banalt og beskedent kan være livsforvandlende - det er netop miraklet.

Lene

Lene

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer