Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
02-03-2002

Reinkarnation - eller ikke?

Bedøm
(0 stemmer)
Uddrag af Brahmans Drøm, 3.bog 9. kapitel
ALLE FORMER ER MINE FORMER

Jeg vidste godt, hvem han var, men var alligevel forvirret.

Var han Jesus? Kristus? Den unge læge? Swami? Buddah? Eller for den sags skyld Brahma, Vishnu eller Shiva? Rama eller Krishna? Jehova eller Allah? Jeg spurgte ham, hvem han var?

"No difference," svarede han kærligt. "Du spørger, fordi du tænker i former. Men jeg har ingen form. Og dog er alle former mine former."

"Jamen, Jesus," fortsatte jeg. "Jeg så det selv. Jeg så, at Jesus døde på korset!"

"Ja," svarede han. "Jesus er død. Jesus døde på korset."

"Men hvem er du så?"

"Jeg er Kristus."

"Jamen, hvad er forskellen?"

"Det er netop hele forskellen," svarede han.

Det måtte jeg have forklaret, hvis jeg skulle forstå det.

Jeg vidste, at det var vigtigt at forstå det.

Nu sagde han: "Jesus var kroppen. Jesus var mennesket. Jeg er Kristus. Jeg er bevidstheden. Kroppen er død, men bevidstheden lever. Fordi Jesus sandede dette, lever han nu i mig og jeg i ham."

"Jeg forstår det ikke," vedblev jeg.

"Jo, du gør så!" sagde han bestemt. "Da du lå under St. Fredholms blodbøg, forstod du udmærket, at du ikke var bladet, men livet i bladet. Livet var i træet, ikke i bladet. Bladet visnede og faldt til jorden, men livet i træet bestod!"

Det sad jeg og funderede lidt over, mens himmelens klare sol svøbte sig om min krop med sin lunende velvære.

Jeg mærkede, at solens stråler trængte ind i min krop, ind i hver eneste fiber, ind i hver eneste celle. Og jeg fik en fornemmelse af, at jeg blev lettere og lettere, hvorved jeg næsten var ved at opløses og blive til ingenting. Akkurat som Jesu legeme, der forsvandt fra graven.

Faktisk havde livet vel altid været i træet og kun i træet?

At jeg forestillede mig et liv i bladet, skyldtes vel kun, at bladet var en del af træet? Og selv om bladet ikke selv forstod det, havde det vel aldrig haft nogen selvstændig eksistens?

Selvstændig, adskilt, blev det vel først, da det visnede og faldt til jorden? Men da havde det vel ikke længere nogen eksistens, for eksistensen var i træet, og træets eksistens blev vel ikke ændret af, at bladet faldt af?

Betød det, at mit billede af den korsfæstede Jesus var at sammenligne med det visne bøgeblad? Og at Kristus, den lysende skikkelse, som nu sad over for mig, var at sammenligne med selve blodbøgen, det flotteste og største træ i Kollerup sogn?

Jeg kiggede på min ring.

Først var den udsmykket med det kristne kors. Men så havde Swami pustet på ringen, og korset blev forvandlet til et aum-tegn af guld.

Kristus, den unge læge, Swami, eller hvem han end var, fangede min tanke.

"Ja," sagde han. "Lige netop."

Det var ikke korset, jeg skulle fæstne min bevidsthed ved, men Gud. Ikke den korsfæstede, men den genopstandne. Ikke døden, men livet. Ikke formen, men indholdet. Ikke det visne bøgeblad, men det levende træ.

Deri lå nøglen til forståelsen, fik jeg at vide. Jeg måtte forstå, at livet er i formen, men formen er ikke i livet. At bevidstheden er i kroppen, men kroppen er ikke i bevidstheden.

Så ville jeg have en nøgle til forståelse af korsfæstelsens mysterium. En nøgle til forståelse af Bhagavad Gita´en, det hellige, oldindiske epos på 700 vers. Og en nøgle forståelse af den illumination, som Buddha fandt under sit meditationstræ.

I Bhagavad Gita´en forsøger Krishna, den ottende avatar, med grænseløs tålmodighed at få krigsherren Arjuna til at forstå, at døden blot er Arjunas eget tryllespind, Arjunas egen illusion.

For hvis Arjuna forstår dette, har han intet at frygte før det endelige slag på slagmarken. Hvis Arjuna forstår dette, kan han intet miste, absolut intet, selv ikke livet!

"Du taler om liv og om død," siger Krishna. "Du taler om dag og om nat. Du taler om solopgang og om solnedgang. Men snart vil du forstå, at det er meningsløs tale, for solen står aldrig op og går aldrig ned. Solen er der altid, har altid været der og vil altid være der."

Buddha gjorde den erkendelse, som Krishna fortalte Arjuna om, nemlig fuldstændig erkendelse af sit virkelige Selv.

Ordet Buddha er ikke navnet på en person, men navnet på en tilstand, en anden dimension af bevidsthed. Buddha betyder "en, der er vågnet op" eller "en, der er oplyst".

"Men Swami," spurgte jeg. "Hvad sker der? Hvad sker der, når jeg dør?"

"Det, som du tror," svarede skikkelsen.

"Der sker det, som du tror, vil ske. Du bliver det, som du længes efter og drømmer om.

Husk, jeg er et ønsketræ. Så stor er min kærlighed til dig, mit barn, at jeg giver dig alt, hvad du beder om.

"Ups..."

Den skulle jeg lige vende i hovedet. Så sagde jeg: "Så er det altså vigtigt. Det er vigtigt for mig at vide, hvad jeg tror på, hvad jeg ønsker mig? Så jeg kan tro på det rigtige, ønske det rigtige?"

"Så du kan ønske dig det, der er rigtigt for dig."

Jeg tænkte, så det knagede. Jeg skulle hele tiden forstå,
hvad der blev sagt. Og der var så meget, som jeg gerne ville
spørge om. Så meget, som jeg gerne ville vide.

"Så havde min mor altså ret," fortsatte jeg. "Dengang han døde, ham politikeren, som troede på reinkarnation. Mor sagde, at det betød, at han ikke kom i Himlen."

"Hvis du ønsker dig et nyt liv her på Jorden, hvis du tror på et nyt liv her på Jorden, så får du et nyt liv her på Jorden. Så får du ikke et evigt liv i Himlen."

Jeg kunne ikke sige mig fri for at være forvirret.

Reinkarnation eller ikke reinkarnation?

Spørgsmålet, som tvedelte kristendommen fra buddhismen og hinduismen. Spørgsmålet, som skilte øst fra vest.

Hvad var så rigtigt? Hvad var så forkert? Og hvad var så virkeligheden? Sandheden?

"Intet er rigtigt. Intet er forkert. Og virkeligheden? Den skaber du selv. Virkeligheden er kun et udtryk for, hvad du erkender. Men når nu erkender, vil sandheden automatisk komme til dig."

"Jamen, så er det jo vigtigt. Hvad jeg erkender? Hvad jeg ser? Hvad jeg hører? Hvad jeg forestiller mig? Hvad jeg tror på?"

"Det er altafgørende. Det bestemmer alting. Det er din egen tro og dine egne forestillinger, der bestemmer om du genfødes til et nyt liv her på jorden, eller du frelses til et evigt liv i Himlen.

Reinkarnation er ikke menneskets mål og har aldrig været det. Reinkarnation har intet med evigt liv at gøre.

Reinkarnation er trældom.

Menneskets mål er genopstandelsen. Det som kristendommen kalder frelsen. Det som buddhismen kalder illuminationen.

Det som hinduismen kalder befrielsen. Det er menneskets mål.

Det er, hvad du bør stræbe efter. Ikke reinkarnation."

Jeg havde altid troet, at det var noget, som blev bestemt af min karma. Jeg spurgte: "Hvad med min karma? Er det ikke min karma, som bestemmer fremtiden?"

"Din karma er blot et udtryk for, hvad du tror på, hvad du længes efter, hvad du drømmer om. Din karma er din egen dom over dig selv, din egen forestilling om fremtiden. Men din karma forfølger dig ikke. Det er dig selv, som slæber den med dig."

Det måtte jeg have forklaret. Hvad mente Swami med det?

Betød det, at jeg kunne slippe for min karma? Hvordan skulle det forstås?

"Denne forestilling, denne karma, klistrer sig til ego´et og bæres af ego´et, men du er ikke ego´et. Deri består
illusionen.

Du er vidnet, den der ser, ikke det som ses. Du er drømmeren, ikke det drømte. Du er skaberen, ikke det skabte.

Så snart du erkender denne sandhed og bliver denne sandhed, er du befriet fra døden. Så snart du erkender denne sandhed og bliver denne sandhed, får du del i et evigt liv."

"Jamen, hvad er det så, jeg skal erkende? Hvis altså... Ja, ligesom Jesus..."

Swami i sin hvide, lysende skikkelse talte meget langsomt og meget kærligt, da han forklarede:

"Så længe du identificerer dig med kroppen, sindet og ego´et, er du dødelig. Så længe du tror, at du er kroppen, sindet og ego´et, vil du blive ved med at dø. Om og om igen.

For kroppen dør, sindet dør, ego´et dør.

Det, som Jesus fuldbragte på korset, var at hæve sin bevidsthed fra bladet til træet, fra ego´et til Selvet. Når du lærer dit Selv at kende, rodfæstes du i en ny bevidsthedsdimension, som er vedvarende og kollektiv.

Det er kilden til selve livet, det evige liv, en fælles bevidsthed, som forener mennesket. Denne fælles bevidsthed har mange navne, men ingen form. Dog er den til stede i alle former.

Det er denne bevidsthed, som kaldes Himlen... Selvet...

Ånden... Kristus... Allah... Buddha... Gud... Atman... Brahman... Swami...

Af Axel Kristensen
Sidst ændret den Onsdag, 10 Marts 2010 13:49
Axel Kristensen

Axel Kristensen "(afdød)"

Axel Kristensen startet Selvet.dk i 2001 og byggede den første version af hjemmesiden, men forlod et år senere den fysiske verden. Til Axels bisættelse kom Karin, Axels ekskone, hen til Jens, som Axel nogle måneder forinden hans død, var blevet gode venner med. Karin, som ikke kendte Jens fra tidligere, sagde: "Er det dig, som er Jens. Jeg har en besked fra Axel til dig. Du skal køre Selvet videre, hvis du vil". Efter et bestyrelsesmøde blev Jens webmaster efter Axel.

Axel var meget interesseret i Sai Baba og skrev bl.a. bogen "Brahmans Drøm", som handlede om hans rejse med Sai Baba.

Nedenstående link viser den første version af Selvet.dk.

Hjemmeside: web.archive.org/web/20010202081900/selvet.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer