Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
17-10-2007

Marie

Bedøm
(0 stemmer)

Her kan du læse om en kvindes utrolige oplevelser, noget, der er langt ud over, hvad de fleste får kendskab til overhovedet.
Kvinden fortæller om sit liv, helt fra hun var barn og var i stand til at "vide" og "se" ting, andre ikke anede noget om.
Hun fortæller også hvordan hun flere gange er blevet ført til et smukt og kærligt sted, som hun ikke er i tvivl om er det sted, vi får lov at være efter den fysiske død - et sted, hvor der kun er kærlighed. Herunder kan du læse det spændende interview, jeg lavede med Marie, da jeg var i gang med min bog "Ind i det ukendte". På min side www.irmalauridsen.dk kan du læse et andet interview fra bogen.


Irma Lauridsen

Marie



Som barn havde jeg det, man kalder en usynlig legekammerat. For mig var hun dog lige så synlig som alle andre, jeg legede med. Den legekammerat var en Marie, en tvilling, der var fuldstændig ligesom mig selv. Hun var der hele tiden, og hun er der stadigvæk i dag. Hvis jeg kører en lang tur i bilen, har jeg hende med, så vi kan sidde og snakke sammen. Vi kan diskutere mange ting.



Hører du hendes stemme med dine ører, eller er det bare en følelse du har, at du hører hende?



Jeg hører hendes stemme lige så konkret, som når jeg taler med alle andre mennesker. Hende har jeg brugt til at betro alverdens ting og sager og spørge om råd. Det er på samme måde, som andre bruger veninder.
Som barn troede jeg, at alle havde sådan en legekammerat og blev meget forbavset den dag jeg opdagede, at sådan var det ikke.
Da jeg var en lille pige, vidste jeg i forvejen, hvem der kom på besøg i mit hjem. Det sagde jeg til min mor, som tit lidt forarget udbrød:
"Sikke noget sludder, barn!"
Men gæsterne stillede hos os på det tidspunkt, jeg havde sagt, de ville komme, og sådan var det hver gang. Jeg vidste også altid, når der skulle ske noget, vi ville blev kede af. Det var ikke særlig sjovt at have den evne. Men jeg har den også som voksen.
Bortset fra det var jeg aldrig bange for noget som helst, da jeg var barn. Og jeg brugte megen tid for mig selv og holdt af at være i enerum for at tænke.
Jeg var tæt knyttet til min far, der lærte mig, at man skal respektere mennesker for det, de er inderst inde og ikke på grund af deres facade. Men jeg forstod det ikke helt, for jeg syntes ikke, mennesker var ærlige. De var på én måde indeni og viste noget andet udenpå. Jeg selv sagde altid tingene som de var.



Jeg blev sendt hjemmefra som fjortenårig. Vi var mange børn og min far var forholdsvis gammel, så jeg skulle arbejde og klare mig selv. Det har jeg gjort lige siden.
Livet blev hårdt, jeg arbejdede utrolig meget, og jeg var nødt til at glemme mine evner og min kunnen.
Jeg blev gift og skilt igen, og senere var jeg alene med min søn i mange år. Livet var stadig fysisk hårdt for mig.



Min søn og jeg boede i en lille landsby, og her fik vi en aften, hvor vi kom kørende i bilen, et mærkeligt syn. Drengen var på det tidspunkt cirka femten år.
Det var mørkt, da vi kørte hen ad vejen. Pludselig kom der et underligt lys fra luften og lyste ned på marken. Vi holdt hurtigt ind til siden for at kigge, for det så mærkeligt ud.
Nu viste der sig tydeligere en stor, rund ting, som landede på marken ved siden af os. Hele midterpartiet var meget oplyst. Min søn var utrolig forbavset og udbrød:
"Hvis jeg ikke havde set det her, ville jeg aldrig have troet, der findes ufoer."



Kan det have været et almindeligt fly af en eller anden slags?



Overhovedet ikke! Der var ingen tvivl om, at det var en ufo. Helt klart. Den var temmelig stor. Måske som et hus på hundrede kvadratmeter. Der gik hverken nogen ind i eller ud af fartøjet. Mens det holdt på marken, var der helt stille omkring det.
Vi sad længe og kiggede på fænomenet. Nogen tid senere lettede fartøjet. Det steg lige op i luften, og så var det sporløst forsvundet. Der var stadig ingen lyd at høre.



Jeg tit tænkt over, hvad meningen var med mit liv, og om jeg havde en speciel opgave. Jeg har altid været en fremmed på jorden og følt, at jeg ikke hørte til her. Men i mine arbejdsår var der ikke meget overskud til at tænke over det.
Efterhånden var min krop nedslidt på grund af hårdt arbejde helt tilbage fra de unge år, og jeg holdt nu op med at arbejde. Så blev der tid til at tænke. Stille og roligt åbnede jeg mig for et helt andet liv med åndelige dimensioner. Fra det tidspunkt begyndte der at ske mange forunderlige, men også skræmmende ting i mit liv.
Jeg flyttede til en mindre lejlighed og boede alene der. En dag lagde jeg mig på sengen for at hvile.  Lidt efter sagde jeg ud i luften:
"Hvis der er nogen derude i verdensrummet, så giv mit et tegn på det."
Øjeblikket efter lettede jeg. Jeg løftede mig cirka tyve centimeter over sengen og hang dér frit i luften.



Er du sikker på, at du var vågen?



Helt klart. Der er ikke skyggen af tvivl i mig om, at jeg var vågen. Følelsen var temmelig underlig, og jeg tænkte: Det her kan ikke passe. Den slags kan ikke ske. Hvad er det dog for noget? Jeg mærkede med hænderne under mig. Underlaget var væk. Der var helt frit under min krop. Jeg kiggede ned og så min seng et stykke nede. Jeg lå stadig vandret, på samme måde som jeg havde ligget i min seng.



Kan det ikke have været en ud-af-kroppen oplevelse?



Nej, for det kender jeg så godt. Det har jeg tit prøvet, og det var slet ikke sådan. Det her var helt og totalt fysisk. Jeg mærkede klart, at det var min krop, der hang oppe i luften. Ikke bare en følelse af det. Jeg så, hvordan jeg løftede mig, og jeg drejede mig og kiggede ned, mens jeg hang deroppe. Pludselig, mens jeg stadig svævede i luften, hørte jeg en stemme sige:
"Tvivl ikke. Accepter tingene, som de er."
Jeg så mig om, men kunne ikke se nogen. Øjeblikket efter dalede jeg igen ned i min seng.
Det underlige var, at jeg ikke var rystet bagefter. Jeg sagde blot til mig selv: Nå, men så fik du dit tegn.



Når jeg har ud-af-kroppen oplevelser, som altså er helt anderledes end oplevelsen i sengen, kan jeg komme overalt og se alting i detaljer. I et nu kan jeg fokusere på, at jeg vil hjem til mine børn eller børnebørn og besøge dem.
Og de mærker, at jeg er der. Det har jeg beviser på. Mit barnebarn på tretten ringede en meget tidlig morgen til mig, og jeg spurgte, om der var noget galt, siden hun ringede så tidligt. Hun sagde nej, men hun ville bare vide om jeg havde det godt, fordi jeg havde været hjemme hos dem om natten. Det var sandt. Jeg var om natten taget en tur ud af kroppen for at besøge mine børnebørn. Pigen havde set mig, og om morgenen havde hun sagt det til sin mor. I starten ville min svigerdatter ikke høre på pigen og sagde, at hun skulle holde op med at snakke om den slags. Men det siger hun ikke mere. Der har efterhånden været for mange ting, som hang sammen og ikke kunne modsiges.



Efter at have levet alene i lang tid mødte jeg en dag en person, som gjorde et stort indtryk på mig. Vi kiggede bare på hinanden, og da vidste vi, at vi kendte hinanden uden dog at kunne forklare, hvordan det kunne gå til. Det var en form for samhørighed.
Min kæreste malede billeder og forærede mig en dag et kæmpestort maleri. Han havde malet sig selv ind i billedet. Det havde han gjort, fordi han ønskede at kunne se mig hele tiden, når billedet hang i min stue, sagde han.
Vi boede ikke sammen. Det var jeg klar over ikke ville fungere, fordi han havde nogle laster, jeg ikke kunne forlige mig med. Men vi havde det fint med at bo hver for sig. Min kæreste og jeg var så tæt, at vi kunne kommunikere via tankerne.
Af og til kunne jeg ikke lade være at besøge manden gennem ud-af-kroppen rejser, som jeg foretog temmelig tit. På den måde kunne jeg holde øje med, hvad han lavede, uden at han opdagede det. Ind imellem kunne jeg alligevel ikke lade være med senere at ringe og fortælle, at jeg var klar over, hvad han havde lavet. Og han spurgte forbavset, hvor jeg dog vidste det fra.



En dag sad vi sammen i sofaen. Da fik jeg et syn, der var så levende, at jeg simpelthen befandt mig på det sted, jeg så. Der kom et billede i mit hoved, hvor jeg var i en gammel lejlighed. Jeg fortalte min kæreste, hvad jeg så og følte, og hvad der skete med mig. Den slags forstod han alt om. Han havde selv mediteret meget, men det var ikke rare ting, han havde fået at se. Der var noget dæmonisk i ham, som tiltrak mig meget.
I mit syn var jeg altså i en fattig, gammel lejlighed. Der var gamle, gule falmede gardiner og en slidt sofa. Alt i stuen var gammelt og slidt. I sofaen i denne lejlighed sad en gammel mand og læste avis.



Kunne du se det, som om det var levende? Var der bevægelse i billedet?



Ja, det var som at være med i en film. Det var fuldstændig, som om jeg selv stod i stuen. Manden kunne bare ikke se mig. Men jeg var blevet løftet ind i en anden tid, et andet sted.
Mens den gamle mand sad og læste avis i sofaen, fik jeg øje på, at døren til køkkenet stod en smule på klem. Jeg ville nu gå ud i køkkenet for at se, hvad der var bag den dør. Men jeg kunne ikke få døren op. Det gav mig en stor angst. Jeg følte, at der var et eller andet bag døren, der kunne give mig en forskrækkelse. 
Pludselig var jeg nærværende i min egen sofa igen. Min kæreste og jeg talte om, hvad det, jeg havde set, dog betød. Det kunne vi ikke gætte.
Jeg forsøgte flere gange senere at komme tilbage til denne gamle stue, for jeg var utrolig nysgerrig efter, hvad der var i det køkken og hvorfor døren ikke kunne åbnes. Pludselig lykkedes det igen. Denne gang gik jeg direkte hen mod køkkenet. Nu kunne døren åbnes lidt mere.
Med ét kom der et buksebeklædt underben til syne. Det var benet af en mand, der stod op, og jeg kunne se, hans bukser var fine og velpressede. Han havde en sort, pudset sko på foden. Benet stak frem ved dørsprækken. Men jeg kunne stadig ikke åbne døren. Samtidig sad den gamle mand i sofaen ligesom første gang, jeg kiggede ind i stuen, og han lagde heller ikke denne gang mærke til, hvad der foregik.
Jeg pressede på døren, men der var ikke noget at gøre. Pludselig så jeg et glimt af et ansigt igennem den lille åbne sprække. Og holdt et skrig tilbage. Manden, som stod bag døren var min kæreste.
Da jeg blev klar over det, mærkede jeg en voldsom kraft af uhygge og ren ondskab vælte ind over mig. Det var simpelthen så hårene rejste sig på mit hoved.
Da jeg kom ud af synet, sad min kæreste intetanende ved siden af mig i min egen sofa. Jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet, men han afviste det pure.



Men din kæreste havde jo søgt det dæmoniske, så helt galt var synet vel ikke?



Nej, for det dæmoniske var i hans billeder, og han har haft det i sig. Så for mig var der ikke noget underligt i det syn, selv om det forskrækkede mig at se det så direkte.
En dag oplevede jeg igen at komme ind i en anden tid. Jeg sad i et nøgent træ, hvor jeg holdt mig godt fast med den ene arm og begge ben. Under mig løb en voldsom flod, der rev alt med sig. Den drønede forbi træet. Midt ude i strømfloden stak nogle klipper en smule op over vandkanten. På en af de klipper sad min kæreste og forsøgte af al kraft at holde sig fast med den ene hånd, mens vandet var i gang med at rive ham med sig. Med den anden hånd rakte han ud efter mig. Jeg rakte også hånden ned mod ham, men vi kunne ikke nå hinanden. Der manglede kun et lille stykke, men det var umuligt for os at strække os mere. Jeg så en vild frygt i hans ansigt over, at han ikke kunne reddes. Der var en frygtelig angst i hans øjne. Det var sådan en skrækkelig afmagt at føle, at han var ved at forsvinde, skønt jeg var så tæt på at kunne nå ham. Kort tid efter tog vandmasserne ham til sig.
Bagefter tænkte jeg over, hvad den oplevelse skulle betyde, og jeg sagde til mig selv, at jeg nok skulle tænke mig om en ekstra gang og prøve at se på, hvad det egentlig var for en mand, jeg var i forbindelse med. Jeg har spekuleret meget over, hvorfor han var så ekstrem og søgte over grænserne til det dæmoniske. Men det gjorde han, ingen af os var i tvivl om det. Han har også fortalt mig, at han en dag forsøgte at meditere, hvor han landede i nogle huler, der var fyldt med skræk og uhyggelige væsener.



Det var efterhånden mig, der skulle både betale og klare alting, mens min kæreste bare malede og ellers levede et liv i luksus. Det resulterede i, at jeg en dag sagde jeg til ham, at vores forhold måtte slutte.
Han blev ved med at forsøge at komme tilbage, men jeg holdt fast i min bestemmelse. Fra det tidspunkt malede han ikke flere billeder.
Jeg kunne ikke lade være med stadig at tage ud-af-kroppen rejser hjem til ham. Skønt jeg vidste, det måtte være slut mellem os, var der samtidig en mærkelig forbindelse mellem os, der trods alt var svær at bryde.



En dag var min veninde på besøg. Hun sad på sofaen med ryggen til det store billede, min kæreste havde malet. Pludselig rejste hun sig brat, idet hun sagde, at hun var bange for at være i nærheden af billedet. Hun var nødt til at flytte sig langt væk fra det, for hun blev simpelthen fysisk dårlig af at være tæt på det.
Jeg kiggede på hende og tænkte, at det dog var underligt og endda lidt hysterisk. Men jeg kom snart på andre tanker.
En aften sad jeg selv i sofaen og hyggede mig, lige under billedet. Da begyndte jeg, uden nogen forklarlig grund, at få nogle voldsomme rysteture, mens skrækken væltede ind over mig. Jeg fik kuldegysninger og var rædselsslagen. Jeg begreb ikke, hvorfor jeg blev bange, men jeg mærkede, at de følelser kom fra billedet. Jeg fór op af sofaen og tænkte: Hvad i alverden sker der?!
Jeg vendte mig og stirrede på billedet, mens jeg prøvede at forstå, hvad der var galt. I det øjeblik blev billedet levende. Alt, hvad der var malet på lærredet myldrede rundt i hurtig bevægelse. Det var dæmoner og alle former for vanskabninger der bevægede sig rundt, præcis dem, min ekskæreste havde malet.



Er du sikker på, det ikke bare var noget, du troede, fordi du var så bange?



Jeg er fuldstændig sikker på, at det, der skete med billedet den aften absolut ikke handlede om en livlig fantasi. Det skete! Jeg har aldrig forestillet mig, at sådan noget kunne forekomme, og jeg har aldrig i mit liv været så rædselsslagen, som da jeg så det ske.
Pludselig kom jeg til at se på min ekskærestes ansigt, der var malet ind i billedet. Hans øjne var fuldstændig lysende, mens jeg mærkede, at han sendte mig de ondeste tanker. I næste øjeblik begyndte der at trille tårer af blod ud af hans øjne - og derefter ned ad billedet.
Jeg var fuldstændig stiv af skræk over det, jeg så. På den ene side sagde jeg til mig selv: Det her er ikke virkelighed! På den anden side kunne jeg jo se, at det var det. Jeg har aldrig været nogen fantast, der på noget tidspunkt har været bare i nærheden af sindssyge, og jeg var det heller ikke den aften. Tvært imod har jeg altid været temmelig jordnær. Men jeg vidste lige så sikkert dengang som nu, at det skete, og at det var fysisk.
Jeg fór rundt i stuen og tænkte: Hvad gør du? Hvad gør du?!
Derefter sprang jeg hen til telefonen og ringede til min veninde. Hun begyndte at tale om psykisk selvforsvar og sagde, at jeg via tanken skulle sende lys til min ekskæreste. Jeg måtte endelig ikke tænke onde tanker om ham, for det ville bare forstærke det hele. Jeg gjorde som hun sagde og begyndte af al kraft at sende lyse, kærlige tanker mod manden.
Derefter gik jeg resolut hen og tog billedet ned af væggen. Men jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af det og gik rastløs rundt med billedet i lejligheden for at finde et egnet sted. I soveværelset turde jeg ikke sætte det. Der skulle jeg jo gerne forsøge at sove. Til sidst stillede jeg det op ad en reol med bagsiden ud mod stuen.
Jeg sov ikke hele natten. Det turde jeg ikke. Jeg gik rundt i stuen og kunne slet ikke faldt til ro.



Straks næste dag var jeg klar over, at jeg ikke kunne have billedet i lejligheden mere. Jeg fik nogen til at hente det og køre det til afbrænding. På en måde ville jeg godt have set det brænde, men jeg turde ikke. 
Senere ringede jeg til min ekskæreste. Jeg havde ikke mod til at fortælle direkte, hvad der var sket med billedet. Men jeg sagde, at jeg vidste, han havde holdt øje med mig gennem det billede, og at han skulle stoppe den form for forbindelse til mig. Han skulle også holde op med at ringe til mig og at sende mig onde tanker ad psykisk vej, hvilket han i høj grad havde benyttet sig af. Han forsøgte først at modsige mig men indrømmede lidt senere, at han havde sendt mig onde tanker.
Længe efter har jeg tænkt over, om den mand overhovedet var jordisk eller en, som kom udefra universet. En ikke uinteressant tanke. Han var i det mindste ikke som andre mennesker. I dag aner jeg ikke, hvor han er.



Jeg har arbejdet som healer, men har brugt mine evner på anden måde også. En klient havde en sko med, der tilhørte en kæreste, hun lige havde fået. Hun ville gerne, at jeg skulle fortælle noget om hendes nye kæreste.
Jeg tog skoen i hånden og lukkede øjnene. Pludselig begyndte jeg at fortælle om kæresten. Jeg havde aldrig set ham og vidste ikke, hvem han var. Jeg kunne beskrive hans hjem og en bestemt bog, han havde stående i sin stue. Jeg fortalte også om en pige, der jævnligt kom i hans hjem og hvordan hun så ud.
Det fik min klient til at spekulere over, om manden måske havde en ekstra kæreste. Bagefter fandt vi ud af, at pigen var hans søster. Senere var jeg ret forbavset over, at jeg kunne den slags.
Lidt efter kom kvinden igen og rakte mig en lille lommekniv. Hun ville ikke fortælle, hvor hun havde den fra, men jeg skulle fortælle lidt om knivens ejer. Jeg kunne straks se manden, som kniven havde tilhørt, og jeg fortalte mange detaljer, blandt andet at han havde et lille, sort overskæg. Jeg så også, at han havde en datter. Datteren var flyttet hjemmefra, fordi mandens ven havde været nærgående overfor hende. Jeg sluttede med at sige til kvinden, at det ikke så ud, som om personen mere var i live.
Bagefter fortalte kvinden, at den mand jeg omtalte, var hendes afdøde nabo. Alle mandens ting var blevet smidt i en container, og hun syntes, det var temmelig fattigt, at hele hans liv skulle ende sådan. Derfor gik hun hen og tog bare en enkelt ting op igen.
Hun fortalte mig bagefter, at hun kendte manden udmærket og tit havde talt med ham. Han havde også fortalt om datteren, og at hun havde sagt til ham, hvad vennen havde gjort mod hende, hvilket han dog ikke troede på.
Jeg vidste ikke noget som helst om sagen i forvejen, men når jeg arbejder på den måde, rammer jeg altid plet.



Ved at blive ført tilbage til tidligere liv, har jeg oplevet min egen død. Flere gange og i forskellige situationer.
Den ene gang døde jeg i en kælder. I det liv havde jeg levet i sult og nød, og det var den sult, der til sidst tog livet af mig.



Hvordan oplevede du døden?



Jeg kan ikke sige andet, end at jeg bare holdt op med at leve fra det ene øjeblik til det andet. Jeg blev vægtløs. Derefter kom jeg ud i en slags ingenmandsland, hvor jeg skulle opholde mig, indtil jeg blev sendt videre til det næste stade. Det sted, hvor jeg midlertidigt var kommet hen, så jeg som store engarealer med buske og træer. Jeg gik ikke fysisk på mine ben, når jeg ville frem eller tilbage. Det skete via tanken, og jeg var så på mit bestemmelsessted med det samme. Jeg vidste, at jeg skulle blive på den eng, indtil jeg havde kigget på det, jeg ikke havde fået lært på jorden. Stedet føltes egentlig fysisk, skønt jeg oplevede mig selv som ikke-fysisk. Jeg var helt alene i den tid, men det føltes på ingen måde ensomt. Tværtimod mærkede jeg en stor omsorg.
Senere kom jeg op i lyset, hvor der var menneskelige væsener. Vi kunne tale sammen via tankerne, og kærligheden var ubeskrivelig. De mennesker, som er der, kalder jeg "De Lyse". Det er mit hjemsted. Min oprindelse.
Første gang, jeg oplevede det sted, var et tidspunkt, hvor jeg i min lejlighed sad og kiggede ud på en stjerne. Jeg var meget ulykkelig og sagde højt:
"Nu kan jeg ikke leve mere. Jeg er nødt til at dø."
Da blev jeg for første gang, i mit bevidste nu-liv løftet ud til det sted. Næste gang førte min veninde mig tilbage til samme sted gennem regression. Hun spurgte:
"Hvor kommer du fra?" Og øjeblikket efter var jeg tilbage hos De Lyse. Jeg begyndte at græde. Det hele var så smukt, og der var den kærlighed, jeg trængte så hårdt til.



Hvordan oplever du det sted?



De mennesker, som lever der, er halvt gennemsigtige med store kapper omkring sig. Man kan gå igennem hinanden, de er ikke fysiske. De Lyse udstråler en ufattelig stor kærlighed, og jeg følte, hver gang jeg var der: Nu er du endelig kommet hjem!
Jeg ville ikke derfra igen. Jeg genkendte flere af de personer, som var der. Blandt andet var både min mor og min søster der. De holdt om mig, og jeg gled med dem. Der er ikke noget talesprog. Man sender tanker til hinanden. Det er ren telepati. Og alt handlede om kærlighed.
Hver gang der sker et eller andet, som virkelig er slemt for mig, beder jeg om at komme dertil bare et minut, om det så skal være. Og det sker hver gang jeg beder om det.



Hvad sker der med din krop imens?



Jeg kan sidde inde i min stue og vælge, at jeg vil forlade min krop, og øjeblikket efter er min bevidsthed på rejse. Jeg har ingen forbindelse til min krop i den tid, jeg er derude. Da er den bare et tomt hylster. Jeg kan ikke sidde og tænke i min krop, samtidig med at jer er ude i universet. Da er jeg helt og fuldt derude.



Føler du dig ikke mere og mere fremmed her på jorden, jo mere du flygter udad?



Jeg har altid følt mig fremmed her. Men det er da rigtigt, at jeg derigennem får en vis afstand fra jordnære mennesker, der ikke forstår, hvad man snakker om. Jeg kan godt holde ud at være her. Men jeg ved også, at jeg så let som ingenting kan holde op med at trække vejret og forlade denne verden, og så er jer derude på mit hjemsted - uden at skulle vende tilbage hertil igen.



Tror du ikke, din krop automatisk vil trække vejret, enten du ønsker det eller ej?



Nej, det vil den ikke! Jeg har prøvet det. Jeg var på et kursus, hvor vi mediterede og healede. Da gik jeg tilbage i tiden og oplevede en voldsom ulykke, hvor mange mennesker var involveret. Der var brand, og jeg var med til at redde en del mennesker. Vi indåndede røgen fra den voldsomme brand. Jeg døde i det liv, jeg så. Og mens selve regressionen stod på, holdt jeg op med at trække vejret. Min veninde og andre fra kurset kom løbende for at få liv i mig igen, men det var ikke let.
Under en anden regression oplevede jeg, at hele min familie forsvandt i mudder, også mine børn. Da holdt jeg også op med at trække vejret. Det var så let som ingenting at stoppe livet på den måde, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg til enhver tid kan gøre det igen.
Når det sker, ved jeg, at jeg kommer hjem til min familie i lyset. Hvis livet en dag bliver for meget for mig, stopper jeg bare min vejrtrækning. Så enkelt er det.



Jeg ville ikke på nogen måde have undværet nogle af de ting, jeg her har talt om. Det har været fuldstændig fantastiske oplevelser.
Jeg besidder i dag en stor ro og har en sikker viden om, hvorfor vi er her.


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer