Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
12-02-2007

Tilfældige kys

Bedøm
(0 stemmer)

Tilfældige kys



... er titlen på en ny novellesamling af Irma Lauridsen om kærlighedens skrøbelighed og den nærhed, vi ikke altid kan holde fast. Men også om den kærlighed, der aldrig forsvinder. Om ømhed, sorg og glæde, som vi alle sammen kender den.



Novellerne i bogen går ind bagved og piller lidt i "malingen" for at få et glimt af det, der ligger længere inde. Det, vi ikke altid ser, men som vi alle sammen kender.



Det er en bog om styrke og afmagt - og det skarpe hjørne, hvor de to nogle gange mødes, så man ikke ved, om man skal le eller græde.



Bogen lægger ud med fortællingen om den unge kvinde, der elsker sin kærestes lille søn højere end nogen anden i denne verden. Og som ikke kan slippe drengen, uanset hvor meget hun tvinges til det den dag kæresten forlader hende.



Kvinden, der er så betaget af sine blomster, at truslen om verdenskrig ikke kan gøre hende bange. Manden, der endelig har fået opfyldt sit højeste ønske, en stor, ny bil, og som - den dag konen griber forstyrrende ind i denne lykke - må se sin verden synke i grus.



Og den lille pige, der kommer til at elske en vildtfremmed mand, fordi han ligner hendes afdøde far.



Endelig er der kvinden, der omsider har fundet den mest vidunderlige mand, men ikke kan rumme denne lykke på grund af sin egen kulde. Og manden, der, i stilrent selskab, ikke kan holde op med at grine på sin 40-års fødselsdag.



I alt elleve noveller, der rører ved hjertet. Om mennesker, du kender. Eller måske om dig selv ...



Se bogen på www.irmalauridsen.dk . Bogen kan findes hos boghandleren.
Læs en af novellerne fra "Tilfældige kys" kan læses her:

Læber



Hans læber var smalle, mandige - og skyldige. De læber, der altid havde været indbegrebet af ham og givet udtryk for hans kærlighed i både ord og kys. Og de samme læber, der en dag indrømmede det frygtelige.
Hun lå ved siden af ham og så på dem, mens hans ansigt var halvvejs oplyst af en bleg måne. Hun kunne ikke tage øjnene fra de læber, der engang havde tilhørt hende helt og fuldt.
Han var kommet tidligere hjem denne gang, endnu før natten var forbi. Det gjorde han ellers aldrig, siden han havde mødt Den Anden. Havde han været sammen med hende, kom han altid først hjem næste morgen. Tavs. Uden anger at spore i hverken ansigt eller holdning. Uden forklaring.



"Min elskede." Hun formede lydløst ordene med munden tæt ved hans ansigt. Han havde sikkert allerede sovet længe nu. For ham var det aldrig noget problem at falde i søvn. Lige meget hvad han så havde foretaget sig. Med hende var det anderledes.
Som regel kunne hun mærke, når hun var for rastløs til at falde i søvn. Så blev hun oppe, så lidt fjernsyn, forsøgte at læse eller gik og flyttede rundt på tingene i stuen indtil hun fandt ud af, at det hele alligevel stod bedst, hvor det altid havde stået, og så flyttede hun dem tilbage igen.
Efterhånden følte hun sig altid urolig indeni. De fredelige stunder, hun tidligere havde haft så mange af, glæden, gnisten, alt det var forsvundet.
Nogle gange syntes hun, at hun var en blomst, der var knækket lige over roden, men som alligevel ikke ville dø helt.



Selvfølgelig gik de nogle gange i seng samtidig. De var trods alt mand og kone og havde været det i fjorten år, og så var det vel både naturligt og rimeligt, at man af og til gik i seng - ikke bare samtidig men også sammen - tænkte hun nogle gange med en blanding af stædighed og sorg.
Efter det med Den Anden var samværet med ham i sengen forandret. Førhen var det stille og roligt. Trygt. Noget der gjorde hende glad. De kendte jo hinanden så godt.
Nu var der kommet noget desperat over det. Hun vidste ikke mere, hvem han var. Og når de var sammen, tænkte hun hele tiden på, om han gjorde det samme med den anden som med hende. Eller om de to fandt på noget helt andet sammen. Den tanke kunne aldrig forlade hende, og nogle gange klamrede hun sig heftigt til ham og ville ikke slippe, indtil han med en blanding af forbavselse og irritation skubbede hende fra sig og spurgte, hvad der dog gik af hende.
Hvad skulle hun svare? Alle de ord, der skulle bruges som svar på det spørgsmål, ville han ikke have tålmodighed til at høre. Eller forstå.



"Elsker du mig stadig?" havde hun spurgt ham for ikke så længe siden, og han svarede ja. Bare ja og ikke andet. Uden overbevisning, uden følelse, men heller ikke så hun ud fra det kunne slutte, at han ikke gjorde det. Men han var ikke særlig nærværende mere, og det var det, der nogle gange fik hende til at fryse sådan, at varmen næsten umuligt kunne komme tilbage i kroppen igen. Alligevel vidste hun, at hun aldrig ville give slip på ham, koste hvad det ville.
Det kostede halvdelen af ham, som hun nødtvungent måtte aflevere til Den Anden.



Men at gå i seng samtidig med ham var en umulighed i nat. Eller bare dét at røre ved ham. Det gjorde hun aldrig, når hun vidste, han lige havde været sammen med Den Anden.
De talte ikke om det mere, det, at han havde en anden. I starten, lige da hun fandt ud af det, råbte og skreg og græd hun i dagevis og stillede alverdens spørgsmål, uden at han ville svare. I det mindste kunne han vel have fortalt om hende, så hun vidste, hvad hun var oppe imod. Hendes navn, alder, udseende. Men han var lukket land.
Hun havde bedt ham stoppe det. Og truet ham. Men intet hjalp. Han lod sig ikke skræmme. Han var ked af det på hendes vegne, havde han sagt, men han ville aldrig slippe Den Anden.
"Den Anden", det var hendes navn. Han ville intet fortælle om det forhold. Dog havde hun insisteret på at vide, om hun var yngre end hende selv. Svaret var ja. Det var det eneste, han ville sige.



Efter at have grædt øjnene næsten ud af hovedet og spurgt i én uendelighed: "Hvorfor", meddelte hun en dag, at hun ville forlade ham. Hun havde håbet, det satte sagen så meget på spidsen, at han ville tænke sig om en ekstra gang.
Men ikke ham. Han tog det roligt og sagde, at det var hendes eget valg. Enhver havde lov at bestemme over sig selv. Han. Og hun.
Da hun i sin desperation spurgte, om han da ikke ville have spor imod det, hvis det var hende, der havde fundet en elsker, var svaret nej. Men gjorde hun det, ville han give hende friheden og gå sin vej.



I dagene efter var hun ramt af chok. Jalousien klemte hendes hals og bryst sammen. Det var umuligt at tænke på andet, og hun gjorde hele tiden fejl på arbejdet.
Ham og Den Anden. Hans læber mod hendes.
Tænk at miste ham på den måde. Og så endda til en yngre kvinde. Hun mindedes ikke nogensinde at have oplevet noget så ydmygende, som det var at skulle være nummer to. Medhustru, som i et harem. Han var ikke længere hendes mand, ikke helt. Hun delte ham med en anden.



Men hun kunne ikke forlade ham, selv om noget i hende ville det. Efter at have opdaget hans utroskab, som han ikke gjorde ret meget for at bortforklare, skete der noget mærkeligt i hende, som hun ikke forstod.
Hun elskede og hadede ham på samme tid. Og med det blev hun forvandlet til en kvinde, der levede i grænseland. Et sted, hvor hun var sikker på at blive vanvittig i løbet af kort tid uden at kunne gøre noget for at forhindre det.



Hun vidste, hvornår han besøgte hende. Selv om han ikke sagde det direkte, prøvede han heller aldrig at skjule det. Så gjorde han altid utrolig meget ud af sig selv, og det var ikke blevet bedre efter det halve år, der nu var gået. Altså var Den Anden stadig i stand til at fordreje hovedet på hendes mand.
På afstand belurede hun ham, når han gik frem og tilbage fra badeværelset og brugte lige så lang tid som en kvinde, der lægger fuld makeup og nørkler med både negle og hår, ville gøre.
Når han på den måde pudsede sig som en fugl før parringsleg, fik hun lyst til ham. Hun vidste, hun burde hade ham, men det andet var lige så stærkt. Ja, måske stærkere.
Så meget havde han aldrig gjort ud af sig selv for hende, ikke engang i begyndelsen. Hvad var det dog for en kvinde, som i dén grad tiltrak ham?
Tavst betragtede hun hans bestræbelser. Hans gang til og fra badeværelset. Hans duft. Hans halv- og senere helfærdige resultat. Han sagde ikke noget til hende imens. Han var dybt optaget. Og måske skamfuld, hun vidste det ikke. Han havde aldrig røbet noget som helst om følelser i forbindelse med Den Anden. Men hun vidste, at hvis hun begyndte at køre på ham med sarkasme eller bebrejdelser, gik han fra hende. Det måtte ikke ske.
"Elsker du hende?" havde hun en aften spurgt lige før han tog af sted.
"Vi ses i morgen," var det eneste, han svarede på det. Han kyssede hende aldrig, hverken på munden eller på kinden, når han var på vej til Den Anden. Noget, han ellers altid gjorde før de tog på arbejde om morgenen. Men på vej til hende var han lukket.
Hun vidste, at lige meget hvad hun sagde eller gjorde, kunne hun ikke holde ham væk fra hende, hverken med ord eller med magt. Der var ikke nogen måde at straffe ham på heller, undtagen at gå, som ikke var nogen straf. Hun vidste, at hun havde sin frihed, og at hun kunne gå, hvis det var det, hun ville. Altså var det op til hende selv.



De nætter han var hos Den Anden, sov hun aldrig. Hun lod fjernsynet køre til langt ud på natten, så længe hun kunne holde det ud, bare for at høre nogen tale og se noget bevæge sig. Men hun opfattede aldrig, hvad der blev vist.
I begyndelsen havde hun skreget ned i en pude. Men det blev hun træt af, så det skete ikke mere. Nogle gange havde hun grædt, men heller ikke det stod særlig tit på mere.



Nogle af de nætter, han var væk, gik hun og gjorde rent til ud på morgenen, indtil håret klistrede til hendes svedige ansigt og hun til sidst havde følelsen af, at hun hang i laser og det svimlede for hendes øjne. Men det var nødvendigt. På den måde gik tiden hurtigere, så han snart ville slippe Den Anden.
Han behøvede vel heller ikke ligefrem at blive der så længe. At sove hos hende! Men sov de overhovedet? Det spørgsmål gjorde hende om muligt endnu mere urolig.
Når hun til sidst var så træt, at hun skiftevis svedte og frøs, tog hun en sovepille, krøb ned under hans dyne og lagde sig i fosterstilling, mens hun håbede på, billederne af de to sammen ville slippe deres tag i hende.



Hendes hjerte skrumpede. Mere og mere. Det slog forkert, og hun var blevet undersøgt for det to gange. Skønt hun blev bange når det sådan hamrede, og endnu mere bange når det ind imellem helt holdt op med at slå, fik hun samtidig en næsten triumferende følelse af, at det var den vej, det skulle gå.
Alligevel gik hun til lægen, som undersøgte hende og fortalte, at der ikke var noget i vejen med hjertet. Det var hun bare klar over, at han ikke vidste noget som helst om. Den slags hjerteproblemer, hun havde, var måske aldrig set før, men ikke desto mindre var de der.
Hun skulle snart dø, der var tydelige tegn på det, og hun var mere rolig ved den tanke end ved noget som helst andet. Et hjerte kan ikke skrumpe så meget og overleve, det vidste hun, og hun var vel trods alt nærmest sit eget hjerte og kendte det bedst. Det sagde hun bagefter til lægen, og han havde kigget uforstående på hende.



Det var næsten altid fredag nat, han var hos Den Anden. Nogle gange lørdag. Ikke hver uge, men for tit. Det var ikke til at holde ud, men hun vidste, der ikke var andet at gøre end at stå det igennem. Hun ville ikke slippe ham, hendes elskede.
Et par gange var han kommet hjem og havde fundet hende i sin seng i let søvn. Det var altid op ad formiddagen, hvor hun omsider var sunket omkuld midt i sine ensomme mareridt, at han dukkede op. Nogle gange blev hun først klar over, han var kommet hjem, når han løftede sin dyne og uden følelse sagde:
"Smutter du lige over i din egen seng?"
Så satte hun sig op i sengen og kiggede så indgående på hans ansigt og hans hænder, at han blev genert og vendte sig om.
Hun vidste, at han i den situation, netop hjemkommet fra den anden, helst så, at hun forlod soveværelset og lod ham alene. Men det ville hun ikke. I stedet lagde hun sig i sin egen seng og trak dynen højt op, så han ikke kunne se, at hun iagttog ham.
Hendes øjne undersøgte ham altid, når han kom fra den anden. I håbet om at opfange bare lidt af det, han skjulte for hende. Duften af den anden. Måske en rest læbestift på hans læber. Hvilken farve læbestift brugte hun mon? Hvilken parfume?



Når hun hørte, at han sov, skubbede hun sin dyne lidt ned, rejste sig på albuen og studerede hans ansigt. Især hans læber, som havde kysset Den Anden. De læber bragte en del af en fremmed kvinde hjem til hende. Ingen tvivl om, at de stadig smagte af hende, når han var kommet hjem og lå i sin egen seng.
Hun kunne betragte ham længe, når han var faldet i søvn efter sådan en nat. Hans hår, hans ansigt, hænderne. Hun var ikke i tvivl om, at hans hænder gjorde ting ved den anden, som han aldrig havde gjort ved hende selv. Med Den Anden var han et andet menneske. En mand, hun ikke kendte. En hemmelighed.
Jo, han var smuk, det havde hun altid vidst. Og også at andre kvinder fandt ham attraktiv. Men at det her skulle ske, havde hun aldrig troet. Enhver kvindes mareridt, som nogen kaldte det.
Men det var ikke ordet. Det var langt værre end det. Det var døden, der nægtede at tage hende, men i stedet grinede ad hende og holdt hende ud i udstrakt arm. Eller også var det hende selv, der ikke ville se døden i ansigtet og overgive sig.



"Stædig har du altid været," sagde hendes mor til hende, både da hun var barn og nu, hvor hun var blevet voksen. "Du gør altid kun, hvad du selv vil."
Det var sandt, hun vidste det. Når hun havde bestemt noget, blev det, som hun ville. Og ikke ville. Hun ville ikke forlade ham. Og en aften for ikke længe siden, havde hun hvisket i hans øre, mens de lå sammen i hendes seng:
"Du er min elskede. Uanset hvad."
Lige nu, hvor hun tænkte på de ord, fyldtes hun af en varme, hun ikke havde mærket længe. Langsomt bøjede hun sig ind over ham, duftede til hans læber og kyssede dem så let som var det en fjer, der fløj hen over dem.
I det samme greb en iskold hånd om hendes hjerte, og hun mærkede, at livet pludselig blev lyst og let og fyldt med det samme gyldne solskin, som hun kendte så godt fra barndommen.


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer