Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
17-07-2007

Hun taler med dyr Vist

Bedøm
(0 stemmer)

Vi kan ikke altid forstå, hvad det er, vores dyr føler og tænker. Vi har ikke samme sprog. Vi taler menneskesprog og har glemt at mærke med vores hjerte og vores intuition. Men der findes mennesker, der både kan det menneskelige sprog og kan kommunikere med dyr. Winnie er en af dem.


Winnie Stubkjær Laursen er Healer og har klarsyn både inden for syn, hørelse og psyke. For at optimere velværet og genopbygge evt. fysiske og psykiske skavanker hos sine klienter, bruger hun også intuitiv massage, plantemedicin, homøopati og urter. Hendes klienter er både dyr og mennesker.


Winnie opdagede sine evner for nogle år siden, hvor hun arbejdede i en travstald.


Hun fortæller: "En travhest havde smadret sin højre skulder under et travløb. Jeg vidste, at hvis han ikke blev bedre indenfor 14 dage, så blev han slagtet. Det gjorde ondt i mit hjerte, og derfor begyndte jeg at gå ind til hesten og "snakke" med ham. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke så meget om mine evner, blot at jeg havde lyst til at lægge mine hænder på hestens dårlige skulder - i smug, for hvad ville folk ikke tænke....... Til min store overraskelse blev mine hænder helt kolde, hvorefter de begyndte at sove, og da hesten efter en stund forsøgte at bruge skulderen blev min overraskelse ikke mindre. Han havde jo lige hoppet rundt på 3 ben. I dag er han igen i løb."


Efterfølgende er det blevet til kurser i Reiki-healing, Bachs blomstermedicin og urtemedicin.


Den inderste psyke


Winnie mener, hun er en slags heks, men hun ser ikke sig selv som den, der helbreder. I stedet tilfører hun sine klienter, dyr eller mennesker, healende energi, så de selv kan forbedre deres fysiske og psykiske tilstand. Hun ser heller ikke sig selv, som den eneste løsningsmulighed.  Der er mange måder, man kan tage fat i et problem på. Den gængse måde er dyrlægen, der arbejder meget konkret og fysisk, men dyrlægen har sjældent midler til at tage fat i psykiske problemer. Ved f.eks. horsemanship bruges kropssproget, men man får stadig ikke fat i hestens inderste psyke -  "hvad er det, hesten har lyst til", og "hvordan kan den lære at leve med de muligheder, den har". 
Winnie kan spore sig ind på både fysik og psyke, og hvis det ikke er noget hun selv kan klare, så kan hun evt. henvise til en, der har den rette ekspertise.

 
Dyrlæge Jens Thuen er en af dem, hvis heste har haft glæde af Winnies evner. Han fortæller: "Jeg havde gennem en bekendt, som jeg opfatter som meget seriøs på hestefronten, hørt om Winnie Stubkjær Laursens resultater med en hest, der ikke kunne lide mænd og trailere. Jeg besluttede selv at se nærmere på denne "folkeforførelse". En af mine heste som har meget svært ved at koncentrere sig på dressurbanen kom i "samtaleterapi" hos Winnie. Stor var min forbløffelse, da hesten efterfølgende blev meget nemmere at komme i kontakt med.


Opildnet af succesen satte jeg også mine andre heste i terapi hos Winnie. Jeg måtte med undren konstatere, hvordan hun hurtigt var i stand til at udtale sig om hestens personligheder og svagheder. Udtalelserne vedrørende personlighed faldt stort set sammen med min egen opfattelse erhvervet gennem lang tids arbejde med hesten. Påpegning af deres fysiske skavanker stemte godt overens med det, jeg selv via mit professionelle virke havde fundet frem til."


En lignende historie kan kusken Dan Ib Carlson berette om. Hesten Luna ville ikke have, at man rørte ved dens ører, så når der skulle lægges hovedtøj på, krævede det en halv time, en halv pakke plaster og to mand stærk. Man forsøgte sig med én af landets instruktører i horsemanship. Hun kunne intet gøre. Allerede her opstod der kontakt mellem Luna og Winnie, og Winnie fik hurtigt nogle billeder på, hvad der kunne være galt. Efter opvisningen gik Winnie til ejeren Poul Jørn Lindberg, Søholt, og spurgte om han havde lyst til en anderledes form hjælp til hesten.


Han gik med til at Winnie skulle prøve at arbejde med den. Ved første møde mellem Winnie og Luna kunne
tilskuerne fortælle, at det var som elektricitet i luften.
Eva Larsson, der arbejder med horsemanship kom til at svede, og på et tidspunkt følte hun, at der var så meget energi i luften, at hun måtte forlade stedet. Efter nogle behandlinger kunne Dan Ib lægge hovedtøj på Luna på få minutter, og der var ikke efterfølgende brug for plaster.
Hvad der er sket, det ved Dan Ib ikke, men Winnie kan et eller andet, det vil han gerne skrive under på.


Hankatten Jan


Det behøver ikke at være de store psykiske problemer, der kræver Winnies assistance. Winnie fortæller med et smil om dengang, hun var nabo til Jan. Jan er en stor selvsikker hankat, der gerne vil afmærke sit territorium, også selvom territoriet går ind over andres grænser. Han besøgte ofte Winnie, og fik også afmærket sit territorium omkring hendes bolig. Det blev efterhånden for meget med lugten af hankat alle steder, så Winnie tog en lille "snak" med Jan, og fik ham gjort klar, at fortsatte han med strinteriet, så ville han blive aflivet. Efter den lille "snak" holdt Jan op med at strinte inden for hendes territorium, men bredte så territoriet ud andre steder.....


Det kan også være den halte hest, som er opgivet af dyrlægerne. Bettina Meiniche stod i den situation med sin hest Cheer, men så hørte hun om Winnie. Hun fortæller: "Jeg havde Winnie ude for at se til min halte hest. Jeg havde tidligere haft dyrlæge ude, for at se på hesten, men de kunne ikke finde skaden. Winnie kunne fortælle at hesten var halt, fordi den på et tidspunkt var løbet ind i en stolpe. Winnie kunne også fortælle, at Cheer var meget bange for mænd, og at den havde haft det skidt hos den tidligere ejer. Dertil skal siges, at jeg har overtage Cheer fra Dyrenes Beskyttelse, og Cheers tidligere ejer var en mand, som ikke fodrede sine heste og ej heller passede dem. Han blev dømt for vanrøgt.
Indtil Winnies besøg, har jeg haft dyrlæge til Cheer, hver gang hun skulle have smed, og hver gang skulle hun have beroligende. Smeden var en mand, men nu har jeg en kvindelig smed, og hun beskærer Cheers hove uden nogen form for beroligende medicin. For at få Cheer rask foreslog Winnie, at jeg skulle masere kronranden og knæene, give hesten hvidløg og eponaolie. Hun advarede mig også om, at Cheer ville blive meget halt lige efter healingen. Det blev hun, men så blev det bedre, og nu er hun rask."


På dyrets præmisser


En "snak" kan i mange tilfælde afhjælpe problemer, hvor der ikke umiddelbart ser ud til at være nogen løsning. F.eks. springhesten, der heller vil være showhest. Ejeren kan se at hesten ikke er så glad, som den kunne være. Måske når den aldrig de højder, som den burde kunne nå.
"I denne sag er der en god chance for, at jeg kan hjælpe", fortæller Winnie og uddyber: "Hvis hesten vil fortælle mig, hvad der er galt, så kan jeg lade beskeden gå videre til ejeren, der kan vælge at sælge hesten til en, der kan bruge den til show. En anden løsning kunne være, at beholde hesten, og jeg kan så fortælle den, at den er nødt til at lave sit arbejde. Det er ikke en optimal løsning, men det kan være en nødvendig løsning."
Men, det er ikke altid at Winnie kan få kontakt med dyrene. En konsultation foregår på dyrets præmisser, og har dyret ikke lyst til at "snakke", så må konsultationen vente. Hun har også oplevet, at hun ikke kan finde ud af, hvad der er galt og må fortælle at hun ikke kan hjælpe i øjeblikket.


Kurser i healing og kommunikation


Winnie giver gerne sine erfaringer og sin viden videre. Hun er derfor begyndt at afholde kurser i Healing og Kommunikation med dyr. Anne Skovbjerg Jensen, der er dyrlægestuderende på 5. år fortæller her om et kursus, hvor hun deltog:
"På et kurset fik jeg en god indsigt i, hvad healing er, og hvad det kan bruges til.
Det var en interessant weekend, hvor jeg, til min store overraskelse, lærte meget om mig selv, udover at jeg lærte at heale. Der er en lækker følelse at heale på heste. De kan jo ikke sige, hvad der er godt, men man kan se den velvære de føler, når man rammer noget rigtigt.
Som dyrlægestuderende var det en spændende verden at få indblik i. Det er helt sikkert noget jeg kan bruge i min videre karriere. Det er helt sikkert et kursus jeg vil anbefale til alle, der ønsker at hjælpe andre væsener."
Winnie håber, at healing snart bliver mere anerkendt herhjemme. En behandling virker i 12 - 36 timer efter behandlingens afslutning, og kan i flere tilfælde være med til at åbne bevidstheden hos den behandlede, så denne bevæger sig væk fra det, der svækker. Hun fremhæver, at healing faktisk er godkendt som behandlingsform af sygekassen i England.


Staldtips


Et førstehjælpstips hvis man står med et sygt dyr, er at massere dyrets poter eller kronranden, hvis det er en hest. Det er ikke en erstatning for professionel hjælp, men det kan lindre og gøre ventetiden kortere. Her skal man være opmærksom på, at det skal bekomme dyret vel, og man skal prøve at følge ens intuition, så man massere de steder, hvor dyret har mest behov for det.


Af Ellen K. Hvidt                                                                                                                                   Dato 04.02.2003

WINN-HEALING
Winnie Stubkjær Laursen

http://deklogedyr.dk/

Sidst ændret den Lørdag, 13 Maj 2017 22:01
Winnie Stubkjær Laursen

Winnie Stubkjær Laursen

Navnet er Winnie Stubkjær Laursen - der kommer mere senere hen

Hjemmeside: deklogedyr.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer