Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
04-06-2002

Paven beder om tilgivelse

Bedøm
(0 stemmer)

Vatikanet: Pavens undskyldning
Politiken 18 marts 2000, Debat side 1

Pavens bøn om anger og syndsforladelse har et noget andet perspektiv end de politisk korrekte undskyldninger, som den vestlige verdens ledere har slynget om sig med i de senere år.

Af Thomas Harder
Johannes Paul II brød en veletableret tradition, da han ved indgangen til det hellige år 2000 personligt forestod åbningen af den hellige port i Peterskirken og i tre andre af Roms store valfartskirker.

Den normale procedure er, at paven åbner den tilmurede port i Peterskirken og overlader det til udvalgte kardinaler at åbne de øvrige.

Ved personligt at åbne alle fire porte valgte den sygdomssvækkede 79-årige pave at understrege, at et af det hellige års vigtigste temaer er de troendes og kirkens selvransagelse, renselse og fornyelse - symboliseret ved det at træde gennem porten og overskride tærsklen til kirkens hellige rum.

Det hellige års foreløbige højdepunkt - og højdepunktet i Johannes Paul IIs næsten 22 år lange pontifikat - var den ceremoni, hvorunder paven i søndags sammen med syv kardinaler, der repræsenterede kirkens øverste ledelse, offentligt bad Gud om tilgivelse for de synder, som kirkens folk har begået gennem de sidste 2000 år.

Kardinalkollegiets dekan, Bernardin Gantin fra Benin, fremsagde indledningsbønnen, hvori det bl.a. hed: "... at vor sorg må være dyb og bevidst, og at vi ved ydmygt at betragte fortidens synder i en ægte "lutring af erindringen" må forpligte os til at slå ind på den sande omvendelses vej".

Ceremonien i søndags var led i en proces, der begyndte i november 1994, da Johannes Paul II udsendte hyrdebrevet Tertio Millenio adveniente ("På vej mod det tredje årtusind"), hvori han opfordrede de kristne til at forberede sig på det hellige år ved at tænke over kirkens fortid og "rense sig ved at angre de fejl, svigt, inkonsekvenser og forsinkelser", som de troende op gennem historien har gjort sig skyldige i.

Opfordringen lå i forlængelse af den åbenhed over for andre kristne og ikke-kristne trossamfund, som har kendetegnet Johannes Paul IIs politik, siden han blev valgt til pave i 1978, og som ofte har bragt ham i modsætning til mere konservative kredse i kirkens ledelse.

Det var et markant udslag af pavens vilje til kollektiv samvittighedsgranskning, da Vatikanet i efteråret 1997 var rammen om et teologisk-historisk symposium med emnet "Anti-judaismens rødder i den kristne verden". Det videnskabelige arbejde på mødet dannede grundlag for dokumentet "Vi mindes: tanker om Shoa"en", hvori kirken "dybt beklagede" de "fejl og vildfarelser", som mange kristne havde begået over for jøderne under Anden Verdenskrig, og indrømmede, at dens egen "anti-judaisme" havde givet næring til holocaust.

Derefter fulgte i 1998 en konference i Vatikanet, hvor historikere, teologer m.fl. fra hele verden mødtes for at diskutere den hellige inkvisition, dvs. de kirkelige undersøgelsesdomstole, som fra 1231 til begyndelsen af 1800-tallet stod for at undertrykke kætteri i den katolske verden.

Inkvisitionen blev nedlagt i 1800-tallet, men i den katolske kirke, hvor traditionerne og kontinuiteten spiller så afgørende en rolle, betragtes Kongregationen for troslæren gerne som inkvisitionens moderne, ublodige arvtager. Kongregationen, der er en slags "ministerium for den rette lære", ledes af den tyske kardinal Joseph Ratzinger, der er kendt for at slå hårdt ned på enhver afvigelse fra den katolske ortodoksi. Det havde derfor en klar symbolsk betydning, at paven netop lod Ratzinger fremsige bønnens andet afsnit, hvori han bad om tilgivelse for de synder, som kirkens mænd har begået i "troens og moralens navn".

Ratzinger indrømmede her, at de "somme tider har brugt midler, der ikke stemte overens med Evangeliet", og har gjort sig skyldige i intolerance og i manglende troskab mod kærlighedsbudet.

Franskmanden Roger Etchegaray indrømmede, at de troende havde trodset Guds vilje ved at fordømme og bekæmpe hinanden, og australieren Edward Cassidy mindedes de synder, som "ikke så få" kristne havde begået mod jøderne, og udtalte kirkens ønske om at forpligte sig til "ægte broderskab med Pagtens folk".

Den japanske ærkebiskop Stephen Funio Hamao bad for, at de kristne måtte angre deres fjendskab mod medlemmerne af andre religioner og mod de svageste grupper i samfundet "som for eksempel indvandrerne".

Nigerianeren Francis Arinze bad om tilgivelse, fordi de kristne ikke havde anerkendt "dine sønners og døtres ligeværd", men havde gjort sig skyldige i racemæssig og etnisk undertrykkelse.
Arinze opfordrede til bøn for kvinderne, "som alt for ofte ydmyges og udstødes" og til at indrømme, at også kristne tavst har samtykket i disse synder.

Den vietnamesiske ærkebiskop François Xavier Nguyên Van Thuân tilføjede en bøn for "børn, der er ofre for misbrug, for de fattige, de udstødte og de dårligt stillede".

Sproget i pavens syndsbekendelse var ikke så skarpt, som han sikkert selv kunne have ønsket det. Redaktionskomiteen, der arbejdede under ledelse af kardinal Ratzinger, var nået frem til et kompromis mellem pavens ønske om et radikalt opgør med fortidens synder og de mere konservative kardinalers ønske om ikke at give kirkens modstandere og dens interne reformkræfter for megen ammunition.

Teksten var derfor fuld af vage formuleringer af typen "visse af vore brødre", "nogle af dem", "somme tider" og "ikke så få", og der var ingen udtrykkelig omtale af holocaust.

Denne forsigtige linie kom også til udtryk i slutningen af ærkebiskop Nguyên Van Thuâns del af bønnen, hvor han bad for "de mest forsvarsløse, de ufødte, der dræbes i deres moders skød eller sågar udnyttes til eksperimentelle formål af dem, der misbruger bioteknologiens løfter og fordrejer videnskabens formål".

Her var der ikke tale om synder, der kan tilskrives kirken, men man har formentlig følt behov for at afbalancere selvanklagerne ved også at rette en kritik mod det moderne verdslige og materialistiske samfund.

I alle tilfælde er abortspørgsmålet en af de sager, der ligger paven mest på sinde, ikke fordi han og kirken - som det hedder i en temmelig vulgær, men ofte hørt fortolkning - har interesse i, at der skal fødes så mange nye katolikker som muligt, men fordi han opererer ud fra det teologiske udgangspunkt, at ethvert menneskeliv skal beskyttes, og at der ikke på noget tidspunkt mellem befrugtningen og fødslen kan trækkes en grænse mellem ikkeliv og liv.

Trods den lidt uklare disposition og det til tider lidt vage sprog var meningen ikke desto mindre klar nok: Paven skriftede på de troendes og kirkens vegne og bad om syndsforladelse for dem. Skriftemålet er imidlertid ikke - som det ofte fremstilles i den protestantiske verden - en slags åndeligt brusebad, der vasker synderne af, hvorefter man ren og forfrisket kan fremture i sin ryggesløshed.

Syndsforladelsen forudsætter, at den skriftende oprigtigt angrer sine synder, væmmes ved dem og sætter sig for ikke at synde på ny. Paven bad med andre ord ikke bare verdens en milliard katolikker - og deres 2000 år gamle kirke - om principielt at tage afstand fra fortidens forbrydelser, men også om i deres praktiske liv at overholde pligten til næstekærlighed og gensidig tilgivelse og til en barmhjertighed, der stiler mod lighed og social retfærdighed.

Pavens bøn om anger og syndsforladelse har dermed et noget andet perspektiv end de politisk korrekte undskyldninger, som den vestlige verdens ledere har slynget om sig med i de senere år.

---

Paven beder om syndsforladelse
Aktuelt 13 marts 2000, 1 . sektion side 10

I sin hidtil mest betydningsfulde handling bad pave Johannes Paul den Anden i går om syndsforladelse for den katolske kirkes mange synder gennem de seneste 2000 år.

Det er første gang, at et overhoved for den katolske kirke beder om syndsforladelse for så meget.

I den historisk set uhørte "mea culpa"-prædiken (min skyld, red.) bad paven om tilgivelse for kirkens behandling af såvel jøder som kvinder og indfødte folk og for inkvisitionen, kors togene og holocaust.

"Vi tilgiver, og vi beder om tilgivelse," sagde paven, der bar en rødviolet messedragt, under prædikenen ved en historisk ceremoni i Peters kirken.

"Vi beder om tilgivelse for splittelsen blandt de kristne og for den vold, nogle kristne tog i brug i sand hedens tjeneste, og for den fjendtlighed, der er blevet brugt mod tilhængere af andre religioner, sagde paven.

---

Vatikanet: Paven beklager kætter-brænding
Jyllands-Posten 29 december 1999, International side 2

Pave Johannes Paul beklager kætterbrændingen af den tjekkiske reformator Jan Hus i 1415. Henrettelsen bidrog til Trediveårskrigen, Bøhmens undergang og afgrundsdyb mistro mellem katolikker og protestanter.

Af Per Nyholm, Jyllands-Postens korrespondent
Næsten 600 år efter den bøhmiske reformator Jan Hus' død på kætterbålet har Romerkirken officielt beklaget en af de sorteste stunder i sin historie.

Ved indgangen til det Hellige År udtrykker pave Johannes Paul sin "dybe beklagelse" af den skæbne, der ramte Hus på koncilet i Konstanz, hvor Hus, uagtet han havde fået frit lejde, blev udleveret til inkvisitionen.

Af menneskebrændingen i Konstanz fulgte de Hussittiske Krige, der dels bidrog til Trediveårskrigens katastrofe, dels førte til Bøhmens næsten 300-årige forsvinden i det Habsburgske Rige, en voldelig modreformation og de hussittiske brødres død i eller flugt fra deres hjemstavn.

Mange fandt et fristed i Polen eller i Tyskland, andre gik under jorden. En udløber, kendt som Brødremenigheden, nåede i 1773 til Christiansfeld i Sønderjylland, hvor den slog sig ned under beskyttelse af kongemagten i København. Andre herrnhutter, som brødrene blev kaldt, oprettede kolonier i Holland, England og Amerika og drev en omfattende missionsvirksomhed.

Pavens rensning
Pavens beklagelse skal ses som led i hans bestræbelser på at rense den katolske kirke for tidligere tiders fejl og ofte blodige ugerninger. Han har bl.a. beordret en fuldstændig undersøgelse af inkvisitionens virke og bedt jøderne om tilgivelse for præsteskabets mangelfulde forsvar af dem under det nazistiske regime i Europa.

Han har også rehabiliteret den italienske fysiker og filosof Galileo Galilei (1564-1642), der forsøgte at vinde Vatikanet for det kopernikanske system, herunder Jordens bevægelse omkring solen, men i stedet under trussel om døden på bålet - afsvor sine påstået gudsbespottelige idéer, idet han dog skal have hvisket: "Ikke desto mindre - den bevæger sig."

Var sagen mod Galilei forholdsvis nem at tage op derved, at den havde at gøre med for længst fastslåede og uafviselige kendsgerninger, er Hus et mere prekært emne. Problemerne omkring Hus har at gøre med teologi, en ueksakt videnskab. Hus anses stadig for kætter. Hans tolkning af Bibelen og hans kirkelige praksis er i flere henseender uforenelig med den katolske lære.

Seminar om Hus
Paven meddelte officielt sin beklagelse af den grusomme død, Jan Hus mødte og de følger, den fik for tjekkerne på et seminar, som Vatikanet havde indkaldt til drøftelse af hans sag. Kætterbålet i Konstanz og tabet af national selvstændighed frem til Første Verdenskrigs afslutning ætsede sig ind i det tjekkiske sind.

Bøhmen og Mæhren forblev kølige overfor den katolicisme, som deres herskere i Wien påtvang dem med de grovest tænkelige midler. Generationer af tjekkiske magthavere har forsøgt at udnytte Hus til deres egne formål. Det første borgerlige styre rejste hans enorme monument på den Gamle Bys plads i Prag og fremstillede Hus som fædrelandets fader.

Kommunisterne, der ikke kunne bruge hans religiøsitet, udnævnte ham efter kuppet i 1948 til de fattiges forsvarer.
Præsident Vaclav Havel forsøger uden held at fremholde Hus som et eksempel til efterfølgelse som personificeringen af Bøhmens samvittighed, manden, der dør for sine meninger, modig, lysende klar og kompromisløs, egenskaber, som ikke i almindelighed forbindes med den tjekkiske folkekarakter.

Reformpræst
Hus blev født i 1372, studerede teologi ved universitetet i Prag og indførte som præst flere af de reformer, Martin Luther skulle formalisere i det 16. århundrede. Han prædikede på tjekkisk, afviste pavens ufejlbarlighed og satte de hellige skrifter over det kirkelige apparats udlægning.

Mange teologer var enige med Hus, men hans kritik kom ubelejligt, netop som man på koncilet i Konstanz (1414-18) lagde op til en bilæggelse af det Vestlige Skisma ved den samtidige fjernelse af pave Gregor XII og hans to modpaver.

Hus blev opfordret til at forsvare sine synspunkter for koncilet, og kejser Sigismund lovede ham fuld sikkerhed, men næppe var den bøhmiske reformator ankommet, før end han blev fængslet. Da han nægtede at trække sin lære tilbage, blev han erklæret for kætter og brændt den 6. juli 1415, en af de vigtigste begivenheder på vejen ud i senere tiders afgrundsdybe mistro mellem katolikker og protestanter.

Kætterbålet i Konstanz og tabet af national selvstændighed frem til Første Verdenskrigs afslutning ætsede sig ind i det tjekkiske sind.


alfa

alfa

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Senest fra alfa

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer