Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
06-09-2007

Kan man få det samme barn igen, som man har mistet

Bedøm
(0 stemmer)

Kan man få det samme barn igen, som man har mistet?
af Irma Lauridsen.


Sådan tænker mange forældre, der har oplevet det værste - at miste et barn. Der har været mange forskellige gisninger om den sag. Og flere forældre mener, at det virkelig er sket. At de har fået det barn, de mistede, tilbage igen i det næste barn.
Der findes beretninger, der for mange at se må være uomtvistelige beviser på, at det KAN lade sig gøre. En af de beretninger findes i bogen "IND I DET UKENDTE" af Irma Lauridsen.
Herunder kan læses et meget rørende og forbavsende interview med Stefan. Om et forældrepar, der brat mistede deres 3-årige barn. Og det nye barn, der intet mindre end chokerede dem. Ved de ting, drengen vidste - og som ingen havde fortalt ham. Og måden han opførte sig på.
I bogen findes den ene beretning efter den anden, som kan forbløffe - og flytte tanker og meninger til noget helt andet, end man havde troet. Her er Stefans beretning.
Du kan se bogen IND I DET UKENDTE på www.irmalauridsen.dk og også læse forordet der.


Stefans beretning



Det, jeg skal fortælle, er meget vanskeligt for mig at tale om, fordi der ligger så mange voldsomme følelser i det. Samtidig var det så helt utrolig en oplevelse, at det altid vil stå som det største i mit liv. Og helt sikkert også i min kones.
Efter mange års ægteskab skulle Lisa og jeg være forældre. Vi troede faktisk ikke, vi kunne få børn, og så pludselig, da vi næsten havde opgivet tanken, var Lisa gravid.
Vi var fuldstændig overlykkelige ved tanken om at skulle have et barn. Alt andet blev sat til side, og alle mulige forberedelser blev gjort. Familien var også meget glade, især min mor, da jeg er enebarn, og hun derfor kun ville blive bedstemor, hvis jeg blev far.



Efter en helt ukompliceret fødsel blev vi en tidlig morgen forældre til lille Marc. Vi var virkelig indstillet på at bruge en masse tid på vores søn. Vi var sammen med Marc langt mere tid end de fleste andre forældre er det med deres børn.
Da Lisa begyndte at arbejde igen efter fødslen, gik hun ned på halv tid. Og jeg fik det ordnet, så jeg også kunne indskrænke mit arbejde lidt. Det blev vi selvfølgelig ikke særlig rige af. Men det vigtigste for os var at være sammen med vores barn. Nogle gange kunne jeg være helt syg efter at gå ind og røre ved den lille, mens han lå og sov. Af og til kunne jeg næsten ikke lade være med at tage ham op. Og det var ikke bare i starten, det blev ved hele hans korte liv.
Da Marc blev to år købte vi en brun bamse til ham. Den sad med en lille bamseunge i favnen. Det blev drengens kæreste eje, som han sov sammen med hver eneste nat. Bamsen blev kaldt Oscar, og ungen Baby. Det så ud til, at de to brune bamser nærmest var lige så elsket af Marc, som Marc var det af os. Var han ked af noget, spurgte han altid efter Oscar, der så skulle trøste ham.



Marc blev taget med ud for at se alverdens ting. Vi var begge hektiske efter, at drengen skulle opleve så meget som muligt og helst så tidligt i hans liv som det lod sig gøre. Vi forklarede ham om alt, hvad vi så. Han fik lov at røre, smage, dufte til blomster og buske, at klappe dyr. Vi præsenterede ham for forskellige landskaber, stranden, skoven med de første anemoner. Han fik lov at se tågen, at føle duggen, regnvejret, tidlig morgen, aften, og natten med alle stjernerne. Intet gik ham forbi. Alt var utrolig intenst.
Og drengen var lykkelig. Et harmonisk og fremmeligt barn, der for eksempel talte fejlfrit da han var halvandet år.



Da Marc var tre år, tog vi ham med på en tur til Spanien, hvor vi en dag vandrede rundt i bjergene. Vi fandt nogle helt specielle gule blomster, som vi satte fast i håret på Marc med et af de små hårspænder, som Lisa havde i sit hår. Drengen var utrolig interesseret i de gule blomster, og han plukkede en lille buket, som vi tog med os hjem. Ja, han elskede jo blomster i det hele taget. Måske fordi vi altid havde vist ham alle mulige slags, givet ham lov at røre ved dem og dufte til dem. Men de gule, vi fandt på bjerget i Spanien, det var virkelig noget!
Jeg fortæller det her, fordi det senere får stor betydning for os.
Længe efter at vi var kommet hjem, gik Marc og sagde "Spanien", og ville have, at vi talte om bjerget og de gule blomster.



I dag kan jeg godt se, det måske var lidt specielt, at vi var så meget sammen med Marc. Og ligesådan den dybe intensitet, der var i det. At vi nærmest ikke kunne holde ud at forlade ham et øjeblik, specielt ikke jeg.
Når jeg var på arbejde, sad jeg på kontoret og kiggede alt for tit på klokken, så jeg kunne komme hjem til mit barn. Det var som om adskillelse fra ham ikke var til at bære. Nogle gange var jeg bange for, at der ville ske noget med ham, når jeg ikke var der til at trøste ham. Inderst inde sagde jeg til mig selv, at selvfølgelig skete der ikke noget. Lisa kaldte mig "hønemor", hvilket irriterede mig lidt, så jeg forsøgte at dæmpe min følelse.
Jeg har aldrig oplevet en lignende nærhed til noget menneske, som den jeg havde til Marc. Og jeg har heller ikke set andre forældre have den.
Kærligheden var så heftig, at den gjorde ondt. Det var som om vi ville nå et helt liv sammen med vores dreng på ganske kort tid.



Havde du på det tidspunkt gjort dig tanker om, hvorfor det var på den måde?



Nej, men jeg forstod det senere på smertelig vis. Flere år efter tænkte jeg på, at mennesker måske kan have en ubevidst forudanelse, og lige så ubevidst leve efter den.
Skæbnen - eller hvad det nu var - ville os det ikke godt. Vores lykke blev brat afbrudt på den allerskønneste forårsdag i maj måned. Vi var ude at gå en lille tur. Jeg holdt Marc i hånden. Vi var på vej hen til parken, der lå lige i nærheden af vores hjem, da Marc pludselig rev sig løs fra min hånd og løb ud på vejen. Det gik alt sammen så hurtigt og var så uforudset, at jeg ikke nåede at reagere overhovedet. I det samme kom en bil drønende med temmelig høj fart, og den kunne umuligt undgå at ramme Marc.
Det eneste, jeg husker tydeligt, var mit eget skrig. Jeg døde i det øjeblik. Indvendigt, i hvert fald. Jeg hørte også Lisa skrige et eller andet sted ude i periferien.
I en tåge så jeg Marcs livløse krop ligge på vejen, mens folk stimlede sammen. Samtidig sagde noget i mit hoved, at det ikke var sket. At det ikke var min dreng, som lå der.
Jeg ved ikke, hvad der ellers skete. Jeg var totalt lammet. Hvordan ambulancen kom frem og vi ankom til hospitalet aner jeg ikke. Det var som om det alt sammen var en film om nogle fremmede mennesker. Der er et stort hul i min hukommelse i den tid der gik, indtil lægen kom med den frygtelige besked, at Marc var død.
Vores barn blev kun tre år. Der gik lang tid, før den frygtelige sandhed trængte helt ind i min bevidsthed. Jeg havde hele tiden følt, at et barn, der var et stykke af mig, ikke kunne være dødt, mens jeg selv var lyslevende. Det var naturstridigt.



Noget af det første, jeg gjorde i tiden efter, var at fjerne Marcs brune bamse med ungen i favnen. Jeg ville ikke se hans kæreste legetøj, der mindede mig så meget om ham. Noget, der havde været så tæt på min dreng. Samtidig vidste jeg, at den ikke måtte forsvinde.
Det gjorde fysisk ondt, da jeg rørte ved dem. Jeg låste de to tøjdyr inde i et lille skab ved siden af mit skrivebord. Det skab brugte jeg stort set ikke. I forvejen havde jeg taget alt andet ud og besluttede, at der aldrig mere skulle åbnes derind.



I tiden derefter isolerede jeg mig fuldstændig. Hvor Lisa blev af og hvordan hun kom igennem det, aner jeg faktisk ikke ret meget om. Hun boede i Marcs værelse i lang tid efter og ville ikke væk derfra. Hun var ikke i stand til at ordne noget i huset. Hun spiste ikke og blev uhyggelig tynd.
Vi talte ikke sammen. Vi var totalt lammede. Jeg bad hende fjerne Marcs ting fra værelset. Legetøjet, hans tøj, alt. Jeg ville ikke mindes om noget som helst af det. Det nægtede hun i første omgang, og jeg blev klar over, at det var præcis det, hun klamrede sig til lige nu.



Familien kom for at tale med os. De ordnede huset. Serverede mad for os. Men vi spiste stort set intet. Jeg hørte Lisa græde. Det var mest om natten. Jeg var totalt lukket inde i mig selv.
Vi blev tilbudt krisehjælp, men det blev ikke til ret meget. Jeg ville bare bedøves og tog i den tid flere sovepiller end jeg burde, bare for at sove det hele væk. Eller i det mindste at kunne dulme den forfærdelige smerte lidt. Meget af tiden lå jeg i sengen med lukkede øjne, også selv om jeg ikke sov.
Vi bad familien om ikke at komme hos os. Jeg sagde, at vi kun havde behov for at være alene. I virkeligheden havde vi ingen behov, bortset fra at få vores barn tilbage.
Jeg tænkte meget på selvmord den tid. Det ved jeg nu, at Lisa også gjorde.



Der gik lang tid, før Lisa og jeg rigtigt begyndte at tale sammen igen. Men det skete ganske langsomt. Vi kunne ikke udholde at være tavse sammen mere.
Det var på en måde befriende at kunne græde sammen, ikke bare hver for sig. Og sammen fjernede vi alt, hvad der havde tilhørt Marc. Værelset blev simpelthen ryddet totalt. Ingen kunne derefter se, at her havde boet en lille dreng.



Efter halvandet år blev Lisa gravid igen. Jeg ved, at hun ikke turde være lykkelig eller glæde sig, og at ventetiden forløb med mange spekulationer.
Men månederne gik, og vi blev igen forældre. Til en dreng, der påfaldende lignede Marc. Vi besluttede at kalde drengen Nick.
Det var på samme tid svært og vidunderligt med denne lighed. Selvfølgelig elskede vi det nye barn utrolig højt fra første øjeblik. Men der var ikke den samme hektiske intensitet i det, som der var med Marc. Det var i stedet en stille og rolig kærlighed.



Skønt vi ikke havde glemt vores sorg, var det måske alligevel delvis et plaster på såret at få et nyt barn. Han voksede op som alle andre små børn. Vi tog også Nick med ud i naturen og forsøgte at lære ham at bruge sine sanser intenst. Men på en stille og rolig måde.
Nu vendte meget af vores liv langsomt tilbage.



En dag, hvor Nick var tre år, sad han og legede med sine klodser inde på mit kontor, mens jeg arbejdede ved min computer. Pludselig gik han hen til mit aflåste skab og forsøgte at åbne det. Det skab havde ikke været åbnet, siden Marc døde, og Nick havde aldrig tidligere forsøgt at åbne det.
Først lod jeg, som om jeg ikke så, at han stod og pillede ved lågen. Men han blev ved, kiggede på mig og sagde, at jeg skulle åbne det.
Jeg svarede, at det ikke kunne åbnes. At jeg ikke kunne finde nøglen, hvilket selvfølgelig var løgn. Jeg vidste alt om, hvor jeg i sin tid havde gemt nøglen. Men drengen gav ikke op.
Det var en ubehagelig følelse. I det skab lå det sidste fysiske minde om Marc gemt. Bjørnefar, der sidder og holder om sin unge, var symbolet på Marc og mig, der så tit havde siddet sådan sammen. Siden vi mistede Marc, havde jeg helt klart følt, at de to bjørne tilhørte mig og kun mig. Derfor prøvede jeg at forklare drengen, at det skab var tomt. Der var ikke noget at kigge efter.
Men det lod den lille sig ikke spise af med.
Han kiggede på mig med sine kloge øjne, der til forveksling lignede Marcs øjne, og sagde så:
"Jeg vil have Oscar."
Jeg sad som lammet på stolen. Først troede jeg, at jeg havde hørt forkert og bad ham gentage.
Drengen sagde det igen: "Oscar og Baby, dem vil jeg gerne lege med. Jeg elsker dem jo."



Jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Jeg sad bare der og stirrede på drengen. Rystende over hele kroppen vaklede jeg ud til Lisa, der stod på badeværelset, og fortalte hvad drengen havde sagt. Vi stirrede lamslåede på hinanden og anede ikke, hvad vi skulle sige. Jeg så Lisa blive ligbleg. Hun var lige så rystet som jeg.
Ingen havde på noget som helst tidspunkt talt om Oscar og Baby, det ved jeg helt sikkert. Alle, som kom i vores hjem, vidste, at det var dybt forbudt at tale om noget overhovedet, der havde med Marc at gøre. Vi havde helt klart fortalt både familie og venner, at al tale om Marc var bandlyst. Det var det også mellem Lisa og mig. Andet ville være mere smertefuldt, end vi følte, vi kunne klare.



Nu var det imidlertid ikke mere muligt bare at lukke af. Drengen blev ved at spørge efter Oscar, lige til jeg modvilligt åbnede skabet. Og det var med stor modvilje, jeg rakte ind og tog de brune bamser frem. At se drengen, da han fik de brune bamser i armene, gav mig en meget voldsom følelse.
Han begyndte straks at kæle med dem, nøjagtig på samme måde som Mark havde gjort. At klø den store under hagen, for derefter at tage den op til sit ene øre og vugge den frem og tilbage, fra side til side. Fuldstændig på samme måde og med de samme bevægelser, som Marc havde gjort det.
Det var totalt uforståeligt for os. Jeg begyndte at græde. Lisa stod som forstenet. Nick kiggede uforstående på os og sagde med klog, rolig stemme, at der ikke var noget at græde over. Oscar havde det jo godt.



Vi var tavse i tiden efter. Det varede længe, før vi kom over det chok. Og mine spørgsmål ville ingen ende tage.
Hvordan kunne drengen vide, at Oscar lå i mit lille skab? Og hvorfor lige nøjagtigt det skab? Der var andre skabe, hvor det ville have været meget mere oplagt at gemme et krammedyr. Hvordan kunne Nick vide navnene på de to bjørne og bagefter kramme dem på helt samme måde som Marc havde gjort det? Der var vel en million andre måder at kramme en bamse på.
Hvordan kunne han overhovedet vide noget som helst om Oscar, når alle ord om Oscar havde været bandlyst i vores hjem i det hele taget, og vi helt klart vidste, at alle respekterede os dybt for det? Nick havde ikke været andre steder end hos min mor, uden at vi selv var med, og hun var kraftigt informeret om heller ikke at nævne noget omkring Marc, når Nick var i hendes hjem. Og jeg var aldrig i tvivl om, at hun overholdt det. Alligevel spurgte jeg hende faktisk om det, efter at Nick havde bedt om Oscar. Om hun måske på et tidspunkt alligevel var kommet til at nævne Oscar og Baby.
Min mor blev nærmest forarget og udbrød højt og klart:
"Aldrig! Aldrig i livet. Det ville jeg ikke gøre mod jer, det ved du da, Stefan!"
Desuden vidste min mor slet ikke, at jeg overhovedet havde gemt Oscar. Lisa vidste det ikke engang. Efter Marcs død havde jeg i dybeste hemmelighed gemt Oscar væk og senere lagt nøglen på et sted, hvor jeg vidste, at absolut ingen ville lede efter den. Dermed kunne heller ingen vide, hvor gemmestedet var.



Hvad tænkte du på som en mulig forklaring?



Jeg turde overhovedet ikke lægge mig fast i nogen som helst forklaring. Jeg orkede knap nok at tænke på det. Allerhelst havde jeg totalt afvist, at det var sket. Det var som at få et slag i panden med en hammer. Lisa sagde flere gange:
"Jeg fatter ikke noget af det. Hvad skal vi dog stille op?"
Hun var dybt rystet. Og det skulle blive mere endnu. For der gik faktisk kun kort tid, så begyndte Nick at tale om Spanien.
Vi havde aldrig nævnt ordet Spanien for ham. Aldrig! Det ved jeg med sikkerhed. Og ingen familiebilleder fra tiden med Marc var blevet taget frem, siden Marc døde.
Men pludselig talte han om bjerget, hvor vi fandt gule blomster og spurgte, hvor vi havde gemt de blomster, han plukkede på bjerget.
"I kan godt huske, at vi fandt de gule blomster, ikke?" spurgte han og løftede lidt op i en hårtot mens han forklarede, at det jo var lige på dét sted i hans hår, vi satte den gule blomst fast, det kunne vi vel nok huske.
Det havde han helt ret i. Det var nøjagtigt på det sted i højre side, han pegede på. I hemmelighed fandt jeg faktisk fotografiet af Marc frem, hvor han står med blomsten i håret. Jeg kunne ikke lade være at tjekke det. Fordi jeg tænkte: Det her er simpelthen løgn. Det kan ikke forekomme!
Jeg tror egentlig, jeg håbede, at drengen tog fejl, i det mindste i denne lille ting. Men Nick tog ikke fejl.



Det var en tid med så store omvæltninger i hele vores tanke- og følelsesverden, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Hen ad vejen talte Nick om flere ting, vi havde gjort sammen med Marc. Noget, han ikke havde nogen som helst forudsætning for at kunne vide noget om. Nick fortalte om det, som om det var ham selv, vi havde oplevet de ting sammen med.



Nævnte Nick nogen sinde navnet Marc?



Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror, at hvis han havde gjort det, ville jeg have lukket ørerne. Det ville jeg have haft meget svært ved at tage ind og forholde mig til.
Skønt det ville have været endnu et bevis, tog jeg samtidig afstand fra tanken om, at det kunne ske. Efterhånden var jeg total tyndslidt og sart omkring hele tanken om Nick og hvem han var. Og jeg tålte ikke, at nogen nævnte navnet Marc. Så det var en befrielse, at jeg aldrig hørte Nick sige navnet.
Men der skete noget andet, der var et lige så stort et bevis for mig, når vi nu snakker om beviser.
Her skal jeg lige gå tilbage og fortælle, at Marc havde brugt en masse tid til at sidde og kigge på sig selv i et lille, rundt spejl, han havde fået, da han var knap to år. Når han sad med spejlet foran sig, studerede han sit ansigt på alle mulige måder. Han trykkede sig selv på næsen og lavede underlige hoveder, som han grinede ad.
Det spejl brugte han hver eneste dag. Ellers tror jeg faktisk ikke, at mindreårige børn ved, hvordan de selv ser ud. Men det gjorde Marc på grund af sit spejl. Spejlet var nok det kæreste legetøj næstefter de brune bamser.



En dag fik jeg øje på, at Nick stod og studerede sig selv foran vores store spejl i soveværelset. Det var især ansigtet, han undersøgte. Han trykkede sig selv på næsen og grinede over resultatet.
Jeg gik rundt bag ved ham og var i gang med at ordne noget tøj. Men nu stod jeg helt stille og iagttog Nick. Jeg ville ikke gå glip af noget. Drengen var på det tidspunkt i en rivende udvikling, og jeg syntes hele tiden, det var spændende at se, hvad han fandt på.
Da så jeg pludselig Nick tage den ene hånd op til hårgrænsen i pandens venstre side, hvor han skubbede en tot hår opad. Det så ud, som om han forsøgte at få håret, lige på det sted, til at stritte. Det lykkedes ham først, da han tog spyt på sine fingre og trykkede på håret.
Jeg fór sammen, da Nick efterhånden havde fået dannet en kunstig hvirvel i venstre side af pandehåret. Det var først, da håret sad, som drengen ønskede, at jeg forstod, hvad det handlede om. Eller i det mindste: Jeg mente, jeg forstod det. Og det ramte mig nærmest som et lyn.
I få sekunder syntes jeg, at det var spejlbilledet at Marc, jeg så. Marc havde nemlig haft en hvirvel nøjagtig på det sted i pandehåret.
Jeg blev fuldstændig oprevet og gik hurtigt hen og tog fat i Nick. Jeg tror faktisk, jeg har set underlig ud i øjnene, da jeg stakåndet spurgte, hvorfor han ordnede håret på den måde.
Drengen kiggede forbavset op på mig og svarede, at det skulle vende opad lige på det sted. Sådan skulle det være, og det vidste jeg vel også godt. Det skulle ikke vende nedad, som det andet pandehår. Det var forkert.
Jeg ved ikke, hvilket svar jeg havde forventet. Men det var et barns svar, og nærmere kom jeg det ikke. Senere var det for umuligt at tage op igen.



Holdt Nick fremover fast ved den nye frisure?



Nej, jeg tror, han glemte det igen. Eller også har han følt, på grund af min kraftige reaktion, at han gjorde noget galt ved at lave den hvirvel. Jeg ved det ikke. Men han lavede den ikke mere, så vidt jeg ved.



Hvad er jeres konklusion af det hele så i dag, for en sådan har I vel prøvet at finde frem til?



Ja, det kan man ikke undgå, når man er i sådan en situation. Og jeg kan kun sige, at vi nu begge er næsten sikre på, at det er Marc, vi har fået tilbage. I det mindste kan jeg ikke se andre muligheder. Det kan ligesom ikke være andet, skønt Nicks krop er lidt kortere og tyndere, og hårfarven er en anelse lysere. Nick ligner Marc meget, men det er jo ikke noget bevis, for det gør søskende tit.
Men det, at han i detaljer fortalte om meget af det, vi har gjort sammen med Marc, navne, han huskede, mennesker, vi kom sammen med dengang, men som drengen aldrig har mødt i sit liv - som om han selv havde oplevet det - sætter os efterhånden mindre og mindre i tvivl. Men der gik lang tid, hvor vi, trods de stærkeste beviser, slet ikke kunne rumme den tanke.
I den tid begyndte vi at læse bøger om reinkarnation og fandt ud af, at andre har oplevet det samme. Det støttede os utrolig meget. Men havde vi ikke selv haft sådan en oplevelse på nært hold, er jeg ret sikker på, at uanset hvor store beviser vi fandt for det i bøger eller andre steder, ville vi have lukket af for det og pure have nægtet, at det kunne finde sted. Jeg har ikke tidligere villet tro på reinkarnation, og det har Lisa vist heller ikke.



Husker Nick stadig noget af det, som I lavede sammen med Marc?



Han taler aldrig om den slags mere. Det varede cirka to måneder, så var det slut. Da var det som om hans hukommelse i den retning lukkede sig. Altså huskede han kun sit liv som Marc, da han var tre år, hvor Marc jo netop døde, da også han var tre. Om tidspunkterne så kan have en sammenhæng med hinanden har jeg tænkt en del over.
Lisa og jeg tror virkelig, at vi har fået Marc tilbage. Men på en måde er jeg glad for, at drengen har lukket for erindringen om, at han var Marc og nu bare lever sit eget liv. Også fordi det gav en utrolig forvirring i vores tanker og følelser og førte os helt derud, hvor vi slet ikke syntes, vi kunne bunde.



Hvordan har jeres familie reageret på sagen?



Det har været svært for dem at tage det ind. Specielt min mor. På den anden side kan det, der er sket, jo ikke afvises. Beviserne er overvældende. Så jeg tror faktisk, de fleste i vores familie hen ad vejen tror det samme som os. At vi en kort tid mistede vores lille dreng, men at vi på helt forunderlig måde fik ham tilbage.


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer