Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
09-02-2006

Slank ved tankens kraft

Bedøm
(0 stemmer)

Slank ved tankens kraft

Du kan skabe fysiske forandringer gennem de rigtige tanker.
De fleste ved det bare ikke

Nogle mennesker er naturligt slanke, mens andre må kæmpe med vægten nærmest hele livet.
Hører man til de sidste, kan viden om tankens kraft være løsningen på problemet. Videnskabelig forskning viser, at tanker kan forandre, også rent fysisk. Du bliver, hvad du tænker. 
Der findes en del eksempler på, hvor kraftigt tanken virker. Noget, de færreste er opmærksomme på, og dermed heller ikke bruger.
De fleste oplever det i det daglige, helt uden at tænke over det. Prøv at forestille dig en citron. Tænk på, at du skærer den over og bider i den. Hvad sker der med dit mundvand? Du får mere af det. Ikke på grund af citronen, men på grund af tanken alene. Men viden om tankens kraft kan bruges i langt flere og større sammenhænge.

At ændre sin tilstand via tanken

Der findes mange eksempler på, at folk er blevet mere raske og friske, smukkere - eller endog har helbredt sig selv for alvorlige sygdomme - alene ved at tænke sig rask. Den slags er kendt, også indenfor lægevidenskaben.
Masser af mennesker har arbejdet med at bruge de rigtige tanker som redskab, når de ville befri sig for sygdomme eller skavanker. At visualisere, at de var raske - og mange har forbavset måttet erkende, at det har virket.
Tankerne kan også bruges, når man vil slanke sig. Både voksne og børn kan lære metoden, som i sagens natur altid er lige ved hånden. På den måde kan familien slanke sig sammen. Gøre det til et rart, spændende projekt. Når man lærer at tænke de rigtige tanker, følger de rigtige handlinger nemlig efter.

Glem, at du er overvægtig

Fokuser aldrig på, at du er overvægtig. Husk: Du bliver, hvad du tænker! Derfor, tænk lige modsat, nemlig at du er slank. Lær at se for dit indre øje, at du er slank. Visualiser ønske-billedet og hold det fast.
Det er ikke urealistisk at tro, at alene tanken går ind og skaber forandringer i cellerne. Det giver også grundlag for at tro, at vi selv kan gøre en hvilken som helst forandring via tanken. Også slanke os. Selvfølgelig skal man samtidig leve sundt og dyrke motion. Men det er en naturlig følge af de rigtige tanker.

Spis naturlig mad

Når du vil slanke dig, skal du aldrig sulte. Glem alt om at være på kur, og smid badevægten ud. Er du på kur, falder du let tilbage til de gamle vaner, fordi det er nemt at få ondt af sig selv. Dermed glemmer man formålet med forandringen. 
Spis dig mæt. Men i det rigtige. Spis naturlige fødevarer, helst en masse rå kost. Rå frugter og grøntsager gør kroppen let, levende, stærk - og smager fantastisk. De fleste kender slet ikke al den forskellige frugt der findes, som er fyldt med vitaminer.
Selvfølgelig skal der også andet til. Men det skal være velsmagende, naturligt, sundt og let.

Løb en tur

Med tanken om, at du er slank, får du lyst til at arbejde endnu mere på det. Du vil ønske at dyrke motion, og det behøver ikke være besværligt. Cykl eller løb en tur - alene eller sammen med familien. Her kan vi samtidig komme tættere på hinanden. Eller gøre opdagelser i naturen.
Motion behøver ikke være kedelig, tvært imod. Der er flere muligheder for at motionere lidt eller meget, dagen igennem, end de fleste gør sig klart. Det er skønt, sundt og slankende for både børn og voksne. Hav den altid tanken: Jeg er smuk. Jeg er slank! liggende i baghovedet. Den tanke er basis for det hele. Husk: Du bliver, hvad du tænker.

Lige nu er Irma Lauridsen aktuel med en ny, alternativ slankebog "Slank på den lette måde". Bogen giver nogle anderledes redskaber til at slanke sig, end de fleste kender. I bogen gives eksempler på den enorme kraft der er i tanker. Bogen giver også mange "anderledes", men samtidig lette slankeråd  for både børn og voksne.
Se bogen + andet af forfatteren på
www.irmalauridsen.dk


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.