Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
09-06-2008

Lige et øjeblik

Bedøm
(0 stemmer)

Af forfatter Irma Lauridsen
www.irmalauridsen.dk

Lige et øjeblik

Vi siger tit de ord. Hører dem tit.
Men pas på, livet ikke bliver fyldt med øjeblikke, der bare forsvinder.



Du kender sikkert de ord. Eller har selv sagt dem. Men prøv lige at stoppe op og smage på dem. "Et øjeblik ...?" Som regel handler det om at vente et par minutter - eller længere. Vente på et eller andet. På nogen.



Vi venter rigtig mange øjeblikke i livet. Rigtig, rigtig tit. Fordi vi har travlt. Fordi andre har travlt. Vi har ikke tid.



Men tid til hvad? Jo, det er bestemt i orden at sige fra overfor forstyrrelser, hvis man lige er i gang med noget, der skal være færdigt. Men nogle gange synes jeg bare, at visse mennesker har gjort det nærmest til en vane ikke at være nærværende. Det er ligesom blevet in at være stresset. At have så travlt, så travlt. Hvis de ikke ligefrem siger: "Lige et øjeblik", viser de på anden måde, at det er sådan de har det - ved kun at lytte med et halvt øre. Altså, være fraværende. Og svare i øst, når man spørger i vest - eller bare har brug for lidt nærvær. Jo, det har jeg også selv gjort, endda alt for meget, desværre. Da jeg virkelig begyndte at tænke over det her - og om vi virkelig får levet det liv, vi ønsker, blev jeg ret rystet. Og tænkte: Hvad er det vi vil med vores liv? Gør vi os det klart, eller cykler det bare derudad, til vi en dag ligger med næsen i vejret, og det var så det liv ...?



Det var også de tanker, der fik mig til at skrive bogen: "Få dig et liv. Lev det helt - og lær dit barn det samme".



Samtidig fik det mig til at stoppe op og tænke:
Tid? Hvad er tid for en underlig størrelse? Hvordan kan vi sige, at vi ikke har tid? Har vi ikke alle sammen 24 timer i døgnet, selv om nogen vil påstå, at de har langt mindre. Men dybest set er det vel et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer.



Et ØJEblik ... Hvad med at vende øjet mod det, der er vigtigt? At sende dét et blik. Et langt, nærværende et af slagsen. Og så ellers falde ned. Helt ned. Være til stede. Opleve øjeblikket i stedet for at skubbe det væk til en anden gang, som måske aldrig kommer. Og simpelthen nægte at være så stresset eller fraværende, at vi, på grund af alle vores svinkeærinder, nærmest aldrig når dertil, hvor vi dybest set allermest ønsker at være. Standser op og sorterer alt det fra, der ved nærmere eftertanke slet ikke er så vigtigt endda. Eller prioriterer fuldstændig om i livet. Jo jo, vi ved godt, at dette øjeblik aldrig kommer igen, så det er om at opleve nu'et med alle sanser. Men ét er at vide. Noget andet at handle efter det, man ved. Men hvad er så vigtigt, da?



Jeg er stensikker på, at vi, den dag vi skal dø, er skærende klar over, hvad vi gerne ville have brugt vores øjeblikke på. Og hvad der var spild af tid. At det er vigtigt at have LEVET, før vi skal dø. Mon ikke det er sundt lige at prøve at tænke frem til den tid, den situation, bare af og til. Og så vende tilbage i tankerne og lade - i hvert fald nogle af - vores øjeblikke blive længere og mere intense end "lige et øjeblik"...
Læs uddrag af bogen "Få dig et liv" på www.irmalauridsen.dk


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer