Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
23-02-2005

Er du anerkendt? Vist

Bedøm
(1 Stem)

 

 

Er du anerkendt?

At være anerkendt - af andre altså - er ofte alfa og omega i vores samfund.

Den holdning påvirker os i uhyggelig grad.

Jo jo, vi ved det alle. Du skal ikke tro, du er noget. Og hvis du en dag alligevel vil være noget, ser det ud til, at du kun kan blive det, hvis andre bestemmer sig for at sige god for dig. Sådan!

Vi skal være ANERKENDT af andre, før vi ER noget. Det ligger både i de skrevne og de uskrevne love i vores samfund. Mange af os retter os blindt efter de regler. Sådan er det jo, tænker vi.

Men hvad ER? Hvem bestemmer, hvordan tingene er? Ja, hvis vi ikke kniber os selv i armen, bider tænderne sammen og strammer balderne, falder vi pladask i det hul, der hedder: "De andres bedømmelse bestemmer over mig". Altså - er jeg noget værd eller er jeg ikke? Bare spørg de andre, så får du svaret.

 

 

Jo, jeg har oplevet det tæt på. Folks indstilling til, hvem der er noget, og hvem ikke. Blandt andet en dag, jeg var på maleriudstilling med en veninde. Jeg er meget interesseret i malerier, ikke mindst fordi jeg selv maler. Jeg synes, det er en utrolig spændende udtryksform, hvor man kan vise dybder af sin fantasi og sine følelser, der ikke kan udtrykkes på anden måde.

"Åh, er du også kunstner?" spøger folk, når de hører, at jeg ikke alene skriver bøger, men også maler - og jeg svarer: "Kunstner? Hva' fa'n er det?"

 

Det var en spændende udstilling. Udstilleren var en stor og ANERKENDT kunstner. Og jo, han er dygtig, ingen tvivl om det. Og speciel. Men ikke dygtigere eller mere speciel end så mange andre. Forskellen er bare, at han har ET NAVN. Og dét betød noget i den sammenhæng, ingen tvivl om den sag.

En del af billederne var virkelig spændende, mens andre... hm, tja, de lignede faktisk til forveksling nogen, min søn malede, da han var tre år. Og jeg tænkte: Det der - det ville have taget mig præcis fem minutter at male, men så ville jeg ikke have været bekendt at udstille dem bagefter. Nå, men den slags gør man klogest, ved at holde ved sig selv, sådanne steder.

 

 

Min veninde og jeg gik rundt for at se på de udstillede billeder, og galleriejeren gjorde os selskab. Der var ingen ende på hans lovprisninger af billederne, der ikke lod sig betale af almindelig dødelige.

Pludselig sagde min veninde, henvendt til galleriejeren, som jeg efterhånden forstod, at hun kendte:

"Irma maler også."

Galleriejeren så på mig, ikke synderlig interesseret, og spurgte henkastet, hvad mit fulde navn var. Derpå meddelte han hovedrystende, at han ikke kendte mig. Men jeg fortsatte min venindes sætning, smilende og overbevisende i stemmen: "Ja, og jeg håber på at komme til at udstille her i galleriet!"

Provokerende, ikke. Lidt af en udmelding. Om det var for sjov eller ej - nu var det op til ham. Jeg havde udstillet mange steder, så udelukket var det vel ikke - tænkte jeg. Men jeg blev klogere. Manden så på mig og - næsten før jeg var færdig med min sætning - kvitterede han med spørgsmålet:

"ER DU ANERKENDT?!"

 

 

Da den sætning får mig til intet mindre end at se rødt (ak ja, det temperament!) svarede jeg omgående og meget overbevisende: "Ja! Jeg er anerkendt af mig selv! Og af dem, der kan lide mine billeder."

Manden smilede, og bag smilet læste jeg ordene: 'Tosse! Tror du virkelig, det betyder noget, at de forkerte folk kan lide dine billeder!'

Da smilet havde fortaget sig, forklarede han mig, nøje, som når man taler til et barn, at det, der VIRKELIG betyder noget, er, når man har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, og lignende. Så er man anerkendt og kan komme frem i verden med sine billeder. Ellers kan man godt pakke sammen.

Jeg sagde ikke, at det vidste jeg udmærket, men takkede i stedet, næsten rørt, for hans oplysninger, og vi fortsatte vores vandring i galleriet, mens jeg tænkte: Lad ham have sine anerkendte malere - kunstnere eller ej - for sig selv. Jeg behøver ikke hans galleri.

 

 

Ganske få dage efter var der ikke mindre end to, der ringede og spurgte, om jeg ville udstille hos dem. Den ene ringede på vegne af et meget stort og anerkendt hotel. Den anden fra et dyrt og helt igennem anerkendt galleri i en stor by. Den ene havde været inde på min hjemmeside og se mine billeder, sagde han, og han behøvede end ikke at se dem live, før han vidste at dem ville han give meget for at få lov at udstille.

Såe... om jeg er anerkendt eller ej? Tja, jeg spørger stadig - af hvem? Og svarer, fuldstændig ærligt: Rend mig med jeres snobberi! Hvad med at tænke selv?! KIG dog på billedet i stedet for navnet - og mærk, om det giver dig en oplevelse eller ej.

Så længe jeg kan sige JA til det jeg selv laver - så længe jeg kan flyve op i loftet af glæde over de farver og former, jeg får sat sammen - da er jeg ankerkendt af mig selv. Og det er nok.

Af forfatter Irma Lauridsen

www.irmalauridsen.dk

 

 

Se mere til Irma Lauridsen på www.irmalauridsen.dk

Sidst ændret den Fredag, 19 Februar 2010 19:39
Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer