Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
05-11-2008

Fred i verden - skab det selv!

Bedøm
(1 Stem)

Af forfatter Irma Lauridsen
www.irmalauridsen.dk

Fred i verden - skab det selv!

Vi tror, det er politikerne, der skal skabe fred i verden. Men måske tager vi fejl.



Hver eneste dag hører vi om krig og ufred forskellige steder i verden. Så meget, at vi nogle gange glemmer det, der er tættere på. Der, hvor fred i verden begynder. Måske tænker du: Jeg kan da intet gøre for fred i verden. Det er helt udenfor min rækkevidde. Men der tager du fejl.
Du har din andel i at skabe fred i verden.
Start med at løse de daglige konflikter. Øv dig i at gøre det på allerbedste måde. Jamen hvad er så den bedste måde? Det er at dyrke evnen til at kunne sætte sig i andres sted, at vise venlighed, uselviskhed og hjerte - og at sende andre tanker om fred.

Vis venlighed, og der bliver mere af den



Hvordan du ser på andre og hvad du vælger at tænke og føle, kan mærkes. Jeg har personligt oplevet forbavsende eksempler på netop det. Også mellem mennesker, der end ikke kan se hinanden. Jeg er sikker på, at usynlige "tråde" forbinder alt levende. At vi udstråler meget mere end vi selv tror.
Har du en venlig attitude, har du ingen fjender. Der skal nemlig to parter, som er enige om fjendskab, til at være fjender. Kun én part = intet fjendskab. Allerede en landvinding, ikke?
Skulle der i starten være en person med en uvenlig indstilling eller provokerende bemærkning (i familien, på jobbet eller en fremmed) kan den tilstand forvandles, endda uden ord. Send en venlig tanke - alene dét kan gøre en forskel. Den slags opfanges! Eller sig et venligt ord. Vi ved jo, at varme kan optø is.
Venligt svar på uvenlig tiltale? Har man hørt noget lignende! Desværre for sjældent. Men dét er der virkelig kraft i. For - hvad så? Ja, så er han " den", ham, provokatøren! For så har han ikke en modstander foran sig. Ingen at "spille sin bold op ad". Nu er der pludselig grobund for en forandring. Nemlig at din følelse kan smitte af på ham, så han får noget helt andet at gå videre med, i bedste fald. Dermed har du skabt fred, helt i det små. Fred i verden starter heller ikke med store armbevægelser. Den begynder i dig selv og dem, du omgås til daglig. Derfra kan det så gå videre.

Send fredstanker ud



Venlige tanker - lidt kan gøre meget! Er det ikke et yderst interessant udgangspunkt for noget større? Det bedste er, at det samtidig er brugbart. Virksomt. 
Prøv engang at se på de grupper af mennesker i både ind- og udland, der samles for at sende fredstanker ud. Her er virkelig nogen, der har fat i noget.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis vi er mange nok, der sender tanker om fred ud i verden, så VIRKER det! Altså ikke bare til vores nærmeste og til dem, vi ser på gaden (hvilket er en fin begyndelse), men langt videre. Også til dem, vi aldrig møder men bare kan tænke på.
Hvad virker ellers mod krig og ufred, om jeg må spørge? Alt andet end lige dén med tanker er jo forsøgt i hele den tid mennesket har eksisteret. Og det virker ikke!
Det er på høje tid at erkende det, pudse brillerne - og i stedet forsøge sig med andre virkemidler. Det, der virker, er noget så enkelt som at sende fredelige, kærlige tanker ud til personer, grupper, lande - det er allerede bevist flere steder.
Lyder det fremmedartet? Jamen skidt med det. Er det ikke på tide at få noget nytænkning på bordet? Om det virker fra den ene dag til den anden? Ja, når vi er mange nok. Jo flere vi bliver, der tænker i samme retning, jo nærmere målet. Så det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.
Tanker har en enorm styrke, som vi desværre slet ikke udnytter. Alt for tit står vi af overfor noget, der er helt uhyre enkelt og ligetil og forkaster det uden videre, uden først at give det en chance.
Vi er vænnet til at tro, at jo kraftigere skyts vi sætter ind med, jo bedre virker det. Men husk: Tryk skaber modtryk! Der kan aldrig skabes fred gennem mere krig.
Så - prøv lige at slippe alt, hvad du har ment om den sag før, og tænk så tanken: Kunne det være tilfældet, at vores fredstanker er det eneste virksomme råmateriale, vi har tilbage at gøre godt med?

Optø terroristerne



Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis vi gør det til en vane at sende tanker om fred og varme til hinanden (jo, også til iskolde ledere og endda terrorister, der vist i høj grad trænger til lidt optøning) vil der ske forandringer. Vi kommer ingen vegne med at slå andre oven i hovedet, hvis de stiller sig krigerisk an. Det har vi set for tit og burde tage ved lære af det i stedet for at gentage historien.
Tænk, hvis verdens politiske ledere gjorde det til en vane at give hinanden et hjerteligt og velment knus både før, under og efter deres forhandlinger. På alverdens topmøder burde der samtidig være kurser i kærlighed, uselviskhed og venlighed. Hvem ville da bekrige hinanden mere?

Lær dine børn at være fredelige



Vi bør opdrage vores børn til, at vold og had ikke er acceptabelt. Hvis folk af forskellig race og religion gjorde det til en vane at gi' et knus eller et kys, når de mødes, at anerkende og acceptere hinanden og vise, at de gerne vil gøre det bedste for hinanden - jamen, sikke en fredelig verden der kunne blive!
Utopi? Overhovedet ikke! Det er ren logik. Tanker, der helt naturligt kommer frem, når al indpakningen er fjernet. Men det kræver først og fremmest en ændring i hver af os. At vi VIL det, snakker om det og er fælles om det.
Nej, jeg er ikke hverken overhellig eller moderat hellig. Slet ikke. Jeg er bare et tænkende væsen der synes, vi snart skulle til at skære igennem, i stedet for at køre i ring. Men nogle gange synes jeg altså, at vi er for lette at bilde ind, at alt nok skal gå, hvis bare vi kører videre som vi altid har gjort.

Fred er også dit ansvar



Det, at føle sig totalt sat ud af spillet og bare overlade noget så vigtigt som krig eller fred til andre - kan jo få os til at til at tro, at der ikke er behov for sådan nogen som os. At vi som enkeltpersoner ikke kan stille noget som helst op.
Men der er hårdt brug for hver eneste af os, og der er ikke et øjeblik at spilde.
Hvis vi lige skruer hverdags-blusset lidt ned og bliver mere bevidst om det her, kan der ske forandringer! Det handler i første omgang om at tiltrække en masse glæde og positivitet i os selv, så har vi noget at dele ud af. Se dig om - glæden og skønheden findes overalt. Gå ud og fang den. Og giv så en masse knus og send endnu flere kærlige tanker ud om fred i verden!

Læs mere om, hvor store forandringer tanker kan gøre - på www.irmalauridsen.dk


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.