Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
14-04-2002

Mit liv med ånderne

Bedøm
(0 stemmer)

Det var kun anden gang min cirkel var samlet i spiritistkirken. Netop som vi skulle til at gå i gang, så jeg pludselig en meget kultiveret kvinde komme ind af kirkedøren.

Jeg havde aldrig mødt hende før.

Hun præsenterede sig og fortalte, at hendes navn var Ruby.

Uddrag af bogen "Mit liv med ånderne" af Marion Dampier-Jeans og Charlotte Kehler.

Udgivet af Borgens Forlag
Kilde: www.mariondampier-jeans.com

Ruby sagde: "Du må meget undskylde ulejligheden, men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg laver her i kirken."

"Åh, det gør ikke noget," sagde jeg,: "Vi har en cirkel her. Kom du bare, og sæt dig ned."

"Tak," svarede Ruby sagte.

Hun var en meget smart klædt kvinde, og håret var flot sat op.

Vi var cirka tredive mennesker i cirklen, og jeg sad fire stole fra Ruby. Jeg fik en til at åbne cirklen med en bøn.

Jeg tænkte for mig selv: "Kom nu blot frem ånder, så jeg kan lære fra mig i dag."

Det næste jeg bemærkede var, at Ruby lænede sig frem i stolen og rankede ryggen.

Hun udbrød: "Jeg vil vide, hvad Fanden i helvede jeg laver her!"

Ruby talte nu med en fuldstændig anden stemme og med cockney dialekt.

Alle i cirklen hoppede i deres stole af forskrækkelse.

Jeg vendte mig imod Ruby, og hørte mig selv sige: "Åh, min Gud."

Dér sad den kultiverede kvinde pludseligt med benene spredte.

Hun så på mig og sagde: "Hvem i helvede er du?"

"Åh Gud," gentog jeg.

Jeg greb min stol, og satte mig hen foran Ruby.

Jeg tog hendes hånd, og den var iskold.

"Hvem er du?" spurgte jeg.

Ruby så på mig og sagde: "Hvad fanden mener du med, hvem jeg er. Det var mig, der spurgte først. Hvor i helvede er jeg?"

Jeg sank lige et par gange.

Jeg sagde: "Du befinder dig i en spiritistkirke."

"En forbandet spiritistkirke? Lad være med at være så skide dum," svarede Ruby.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, men hørte så ånderne sige: "Brug din spiritualitet, Marion. Brug din spiritualitet."

Jeg sagde til Ruby: "Hvad er det sidste, du kan huske. Hvor var du da?"

"Hvad mener du med, hvad jeg kan huske? I øvrigt taler jeg ikke til dig."

"Jo, du gør," svarede jeg lidt bestemt, og fortsatte: "Hvor bor du?"

"I Old Kent Road, selvfølgelig," sagde Ruby.

Old Kent Road ligger oppe i nærheden af Bermondsey, cirka seks kilometer fra, hvor vi befandt os.

"Hvad foretog du dig i Old Kent Road?"

"Jeg var på den lokale pub, og fik min sædvanlige gin og tonic. Så pludselig følte jeg mig lidt underlig til mode, og så finder jeg mig selv det her skide sted,"

Alle deltagere i cirklen hørte dette. Ikke kun jeg.

"Hvor er min gin og tonic?" spurgte hun.

"Er du klar over, at du er død?", spurgte jeg.

"Fuck off," sagde Ruby. "Hvis jeg er død, hvordan i helvede kan jeg så tale med dig?"

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før.

"Det skyldes, at du har overtaget en anden kvindes krop. Hun hedder Ruby. Prøv at se ned på dine sko, kan du kende dem?"

Ruby kiggede ned på sine sko.

"Sikke dog et par grimme sko," udbrød hun.

"Se på dine hænder, kan du genkende dem?"

"Jeg er vist ved at blive gammel," sagde Ruby.

"Synes du ikke, at der lidt mærkeligt, at når du ser på dig selv, så kan du ikke genkende dig selv?"

"Det er trolddom! Hvem er tryllekunstneren her?"

Jeg tænkte på, hvordan jeg nogensinde skulle få Ruby tilbage til den, hun var før.

Jeg sagde til ånderne: "Åh, ånder, hvad skal jeg dog gøre nu?"

Ånderne svarede: "Det første, du må gøre Marion, er at finde ud af, hvem fra den anden side af livet det er, som har overtaget Rubys krop. Hvorfor spørger du ikke om det?"

"Okay," svarede jeg, og spurgte Ruby: "Hvad hedder du?"

"Rose," svarede hun.

"Har du nogensinde været gift?"

"Åh, ja," svarede Ruby, som nu hed Rose.

Og jeg kunne se, at hun ikke ville tale om det.

Jeg spurgte ånderne, om de ville sende Rubys mand, og det sagde de ja til.

Jeg sagde til Rose: "Hvis du ser over min højre skulder, kan du så se den mand, du giftede dig med?"

Rose i Rubys krop så over min højre skulder, og udbrød: "Åh nej. Hvad vil den stodder her? Han døde jo. Jeg bryder mig ikke om ham. Sig han skal skride sin vej."

Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg så skulle stille op. Det var kun anden gang i mit liv, jeg stod for en cirkel, og så skete det her.

Men ånderne instruerede mig lidt efter lidt i, hvordan jeg skulle håndtere situationen.

"Hvad skal jeg nu gøre?" spurgte jeg ånderne.

"Stil spørgsmål, Marion," svarede de.

Roses tidligere ægtemands ånd havde ikke hjulpet, for hun havde stadig ikke erkendt, at hun var død.

Jeg spurgte ånderne: "Er hun religiøs?"

"Find ud af det," svarede de.

Jeg spurgte igen: "Kære ånder, vil I være søde at sende mig en nonne."

Jeg håbede, at Rose ville respektere en nonne.

Min egen hjælper, nonnen Marguerita, blev sendt til mig.

Jeg sagde til Rose: "Kan du se en person, der står bag ved mig?"

Rose i Ruby så efter, og sagde: "Hellige ko! Der står en pingvin bag ved dig!"

"Du kan da ikke tillade dig at kalde en hellige søster for en pingvin, vel kære?", sagde jeg.

"Nej, det kan jeg vel ikke. Hvad laver hun her?" spurgte Rose forundret.

"Hun er kommet her, for at fortælle dig, at du er død, og at du har overtaget et andet menneskes krop. Det er ikke rigtigt at gøre, og det er ikke fair over for den anden," forklarede jeg.

"Er du sikker på, at jeg har gjort det?"

"Ja, det er jeg," svarede jeg. "Vil du gerne tale med din mor?"

"Jamen, hun er død," sagde Rose.

"Ja, hun er død, men vil du tale med hende?"

Da forstod jeg, at jeg måtte have hendes mor sendt.

Roses mor kom frem, og Rose i Ruby spilede øjnene op, da hun så sin mors ånd.

Rose sagde: "Åh, jeg er død, er jeg ikke?"

"Jo," sagde jeg, "Formodentlig skete det sådan her: Du gik ind på din lokale pub. Mens du sad og fik din gin og tonic, fik du et hjerteslag, som du døde af."

"Åh," sagde Rose. "Hvad skal der så ske nu?"

"Tag din mor og nonnen i dine hænder, og gå imod lyset. Sammen med dem vil du gå til et meget bedre sted, end det du har forladt."

Ruby satte sig med et ryk op i stolen, og i det øjeblik forlod Roses ånd hendes krop. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at bare nu den rigtige Ruby ville vende tilbage.

Ruby lænede sig tilbage i stolen, men så satte hun sig pludselig op igen, og udbrød: "Hvad? Er vi begyndt?"

Der var gået to timer! Alle cirklens deltagere stod sammenstimlede omkring stakkels Ruby.

"Hvad er der galt. Har jeg gjort noget forkert?" spurgte Ruby forvirret og så på alle de mennesker, der trådte hinanden over tæerne for at komme til at se hende.

"Hvor er jeg?" spurgte Ruby.

"Du er i en spiritistkirke," svarede jeg.

"Åh Gud, jeg er katolik," sagde Ruby.

Jeg spurgte: "Har du i den senere tid følt dig mærkelig til mode?"

"Ja, det har jeg. Jeg er begyndt at gå steder hen, hvor jeg aldrig har været før. Jeg kan ikke forstå hvorfor. Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg gik her hen i dag. Jeg skulle have besøgt en ven, men pludselig blev jeg som ført gennem disse kirkedøre, og jeg ved ikke hvorfor."

"Hvornår begyndte du at føle dig dårlig til mode?"

Ruby svarede, at hun startede med at få det dårligt, da hun skulle til en begravelse, fordi en af hendes venner var død. Hun fortalte, at hun havde kørt med bussen, men den var brudt sammen i Old Kent Road. Hun var stået af og havde ventet på den næste bus ved et busstoppested ud for den lokale pub.

At Roses ånd havde kunne overtage Rubys krop skyldtes, at Ruby var et medium, uden selv at være klar over det. Fordi Ruby havde været nedtrykt og deprimeret over sin vens død, havde hendes sind været åbent og forsvarsløst. Derfor havde Roses ånd kunne gå lige ind og overtage Rubys krop.

Jeg forklarede hende forsigtigt, alt hvad der var sket. Bagefter gik hun sin vej, og jeg har aldrig set hende siden.

Efter den oplevelse måtte jeg tænke grundigt over, om jeg nu også var udviklet og erfaren nok til at lede og undervise en cirkel. Jeg indså også, hvor vigtigt mit samarbejde med ånderne er. Sammen med ånderne skulle jeg altså gå igennem sådanne oplevelser, og på den måde lære mere og mere.

I min cirkel deltog der også to mennesker, som hed Lina og John Johnston. Begge to var meget troende spiritister. Hun var sygeplejerske, og han arbejdede på et kommunekontor.

Jeg husker, at Lina altid var glad og i godt humør.

En dag kom der en mand, som gerne ville prøve at deltage i vores cirkel. Han led af en voldsom hovedpine. Han håbede på, at det ville være en slags healing for ham at sidde i cirklen, så han kunne få kureret sin hovedpine.

Mens vi sad i cirklen begyndte han pludselig at synge med en kvindestemme. Han sang en afrikansk sang.

Lina røg op af stolen, og sagde: "Åh Gud, det er min mor, der synger. Hun plejede altid at synge den sang for mig, da jeg var barn."

Lina var på det tidspunkt i tresserne. Hun kom fra Barbados, men var flyttet til England som ung, da hendes mor døde.

Dér sad manden med hovedpinen og underholdt ikke bare Lina, men os alle med at synge en afrikansk sang med en kvindestemme på et fremmed sprog. Vi sad alle tryllebundet og så på ham.

Bagefter fortalte han glad, at hans hovedpine var gået væk, og at han havde det meget bedre.

Jeg forklarede manden, at han var født med gaven som medium.

Hvor Ruby var forsvundet, og aldrig var kommet tilbage, efter jeg havde fortalt hende, at hun var et medium, så tog denne mand rollen på sig, og valgte at arbejde videre med sine evner. Og siden underviste og trænede jeg ham i at være medium.

Min første cirkel havde jeg i tre år, og ud af den blev der udviklet otte medier og fem healere.


Sidst ændret den Søndag, 14 Marts 2010 18:07
Marion Dampier Jeans

Marion Dampier Jeans

Siden 1972, hvor jeg har arbejdet og udviklet den mediumistiske gave, som jeg blev født med, har jeg boet i London i England. Jeg er født i Slagelse, min mor var norsk og min far dansk. Jeg er utrolig stolt af at være dansk og norsk, og jeg er glad for den spirituelle baggrund jeg har med mig fra både Danmark og Norge.

Jeg har medvirket i flere TV udsendelser, både i England og USA samt flere andre TV stationer i verden. Jeg har også medvirket i programmer der er sendt på TV i Danmark, Norge, Sverige, Grønland og på Island. Bare fordi jeg har været privilegeret mht. til tv udsendelser betyder det ikke at jeg den bedste, jeg har bare været så heldig at få lov til at sprede forståelsen af det åndelige arbejde, som jeg har igennem mange års erfaring og arbejde som medium.

Hjemmeside: mariondampier-jeans.com/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer