Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
21-03-2002

Gud skal være vigtigst af alt

Bedøm
(0 stemmer)

Seks dage med Jomfru Marias disciple (5): 17 år gammel så hun Jomfru Maria første gang. Nu siger hun, at selv hendes børn ikke synes at findes, når hun har sin sjældne åbenbaring. Medjugorje-seeren Mirjana Dragicevic-Soldo om det væsentlige og mindre væsentlige i livet.

Politiken 30. oktober 1999, 1. sektion side 2:Der er en særlig ånd til stede i Mirjana. Et helt specielt lys og en salig form for fred, der giver én ønsket om at kunne være 24 timer til stede i hendes nærvær. Men hun er en travl ung kvinde, mor til to og med et næsten afsluttet studie i økonomi. Det ønskede døgn bliver til kun 24 minutters interview.

Hendes ro bliver særligt slående ved det, at Mirjana Dragicevic-Soldo bærer meget tunge byrder i sit sind. Som en af Medjugorjes seks seere har også hun fået en række stærkt væsentlige hemmeligheder betroet af Jomfru Maria.

Hun har fået ti, og de handler om verdens sandsynlige fremtid. Om de store ulykker, som ifølge Maria vil overgå menneskene, hvis de ikke i tide følger appellen om fred og kærlighed imellem sig. Hvis de bliver ved at fornægte deres Gud. Endnu er der tid, siger de.

Mirjana beder indtil da. Det samme gør Medjugorjes fem andre seere. Jomfru Maria har til dem alle betroet, at bøn og faste kan mildne konsekvenserne.

Seerne har hver sin særlige mission. Mirjana Dragicevic-Soldo skal bede for de ikke-troende. Selv kalder hun dem for "de, der endnu ikke har erfaret Guds kærlighed".

Dette vældige kors bærer den 34-årige kvinde med en lethed, der kan virke ufattelig.

"Hemmelighederne er Guds vilje. Han hjælper mig til at bære dem. Og nej, det er ikke vanskeligt", siger hun til Politiken.

Maria og børnene
Det var et tilfælde og et sammentræf, der ændrede hendes liv så radikalt. I juni 1981 var hun bare på besøg fra Sarajevo, da Jomfru Maria første gang viste sig for hende og de andre.

Af disse seks modtager i dag kun de tre stadig en åbenbaring hver aften. Mirjana Dragicevic-Soldo var den første, der mistede det daglige ekstatiske syn. Nu ser hun Jomfru Maria på den anden dag i hver måned - og desuden hvert år på sin fødselsdag.

Men hun er stadig sikker i sin sag, når hun skal beskrive sin følelse ved synet af Jomfru Maria. Hendes ord er blot så ualmindeligt stærke.

"Det er så smukt for mig. Natten før kan jeg ikke sove, fordi jeg er så fuld af forventning. For mig er det som at være i Himmelen. Jeg ved ikke, hvordan Himmelen ser ud, men for mig føles Himmelen sådan her", siger Mirjana Dragicevic-Soldo.

"Jeg kan også svare ved at give et eksempel: Jeg har to børn. Dem vil jeg gøre alt for. Jeg vil om nødvendigt også dø for dem. Men når jeg er sammen med Den velsignede Jomfru, er det som om, at selv børnene ikke eksisterer".

"Når åbenbaringen er forbi, må jeg være alene i bøn i to-tre timer i træk. Kun på den måde kan jeg forlige mig med, at jeg må blive ved at leve dette liv. Kun da kan jeg acceptere, at jeg ikke kan tage med hende. Det er virkelig smertefuldt. Bøn er det eneste, der hjælper mig", siger hun.

Af alle disse grunde var det næsten ubærligt, da den dengang kun 17-årige pige mistede sin daglige åbenbaring sidst på året 1982. De daglige syn varede kun halvandet år for hende.

"Det var meget smertefuldt for mig. Kun bøn og faste hjalp mig. Gud hjalp mig til at forstå, at det var Hans vilje, og at det var sådan, fordi min del af arbejdet i første omgang var ved at være udført", siger hun.

Forklaringen på det daglige syns forsvinden kan virke så paradoksal, at 'urimelig' er et mere dækkende ord: Mirjana Dragicevic-Soldo mistede den daglige åbenbaring, fordi hun som den første af seerne havde forstået og integreret dybden i Marias budskab til seerne.

Jomfru Maria brugte næsten en måned på at forberede sin discipel på, at det gik mod enden med de daglige møder.

Synet af satan
Som et af de sidste af disse modtog Mirjana en vision af satan selv. Da Jomfru Maria viste sig derefter, gav hun Mirjana den forklaring, at synet var kommet for at overbevise hende om satans eksistens.

Hun så en forræderisk flot mand, hvis eneste suspekte træk var, at hans øjne kørte rundt i hovedet på ham. Satan bad hende forkaste Maria, og han lovede hende held i kærlighed, hvis hun bare ville følge ham i stedet. At følge Maria ville kun føre til lidelse, sagde han. Svaret fra hende var et nej.

"Jeg ved, at satan må ligge på knæ for Den velsignede Jomfru for overhovedet at kunne få lov at eksistere. Han kan ikke gøre mig noget. Jeg ønsker ikke engang at tillægge ham den betydning, som det er overhovedet at tale om ham".

Emnet er uddebatteret. Hun vil hellere fortælle, at verden for hende at se gør fremskridt.

"Den velsignede Jomfru fortæller os ikke, om det går fremad med verden. Men vi kan jo selv se på den, og så ser vi, hvor mange grupper der beder for de, der ikke har erfaret Guds kærlighed endnu. Det er så vigtigt, at så mange som muligt beder for dem. Hvis alle havde erfaret Guds kærlighed, ville vi ikke have krige. Den, der tror på Gud, kan ikke dræbe", siger hun.

Et råd til verden
Hun har ikke noget råd til Vesteuropa. Sådan kan hun ikke gøre tingene op. Hendes udsyn går videre end det.

"Det gælder ikke kun Vesteuropa, det gælder hele verden. Hvad jeg ønsker at sige til verden er, at vi må sætte Gud på førstepladsen i vores liv. Vi er her i dag, men vi ved ikke, om vi også er her i morgen. Derfor må vi lære, at materielle ting ikke er det vigtigste", siger hun.

"Vi må lære, at det eneste af betydning er vores forhold til Gud. Uden det forhold mangler vi det vigtigste af alt. Og man ved aldrig, hvornår Han kalder på os. Derfor må vi være klar hvert sekund".


Lene

Lene

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer