Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
30-04-2005

Birgitte blev trøstet af en engel af Birgitte S. Vist

Bedøm
(0 stemmer)

 

Birgitte blev trøstet af en engel



En engel aede Birgitte Starup over kinden og fortalte hende, at alting nok skal komme til hende, når tiden er inde. Dernæst så Birgitte sig selv stående med sin datter på armen. Siden er Birgitte også blevet trøstet gennem syner af både Jesus og Jomfru Maria

Regressionsterapeut og Reiki-healer Birgitte Starup fik Udfordringen stukket i hånden på helsemessen i Falkoner Centeret i begyndelsen af februar. Hun bemærkede, at Udfordringen efterlyser historier fra læserne om oplevelser med engle.
Her er hendes historie:

- Den 4. februar 1998 lå jeg i min seng og skulle lige til at sove, da mit soveværelse blev fyldt af et meget kraftigt lys, som nærmest virkede som en stadionprojektør.
- Jeg havde ligget i mørke, så det pludselige lys gjorde mig meget bange. Men angsten varede ikke ret længe, så mærkede jeg en stærk, stærk kærligheds- og lykkefølelse, og jeg blev fyldt fra top til tå af denne følelse, fortæller hun.
- Det var en livsbekræftende, ren og god følelse, og jeg har aldrig oplevet noget lignende hverken før eller siden. Jeg var nærmest bedøvet af kærlighedsfølelsen, så min angst forsvandt fuldstændigt.

Englen aede Birgitte
Birgitte så derefter et klart og tydeligt billede for sit indre blik. Hun stod selv i venstre side af billedet, da en engel kommer gående ind midt i billedet. Englen var helt hvid, gennemsigtig og lysende. Den havde vinger, som gik lidt op over englens hoved og nåede helt ned til jorden. Hun strakte begge sine arme ud imod Birgitte og tog hendes hænder i sine som en slags hilsen.
- Så slap hun min venstre hånd og strøg mig over kinden, mens hun sagde: "Alting skal nok komme til dig, når tiden er inde". Derefter så jeg et nyt billede for mig, hvor jeg stod med en tre-fireårig pige på armen. Pigen havde mørkt hår og en hvid kjole på, og der var sådan en kærlighed imellem os.
- Og det syn har trøstet mig meget; jeg fylder 38 næste gang og har stadig ikke noget barn, selv om jeg ønsker mig en familie.

En indre korsfæstelse
Oplevelsen med englen har kraftigt påvirket Birgittes liv, selv om den kun varede i få sekunder. Før troede hun på, at den åndelige verden eksisterer - nu ved hun det.
- Med den vished kan jeg nu gå ud og fortælle om det til andre og sige, at de bare skal bede Gud om hjælp, for der findes kærlige kræfter, som gerne vil hjælpe os, erklærer hun.
Oplevelsen var i øvrigt så voldsom for Birgitte, at hun de næste tre år sov med tændt lys, for det skræmte hende, at noget åndeligt pludseligt kunne bryde ind i hendes soveværelse og hendes liv på den måde.
Efterfølgende har Birgitte regelmæssigt haft den samme kærlighedsfølelse, når hun skulle sove - dog i mindre kraftig grad end første gang. Hun mener selv, at Gud lader hende mærke sin kærlighed, fordi hun har haft store sorger og smerter i sit liv.
- Jeg har haft et meget vanskeligt liv, og de sidste 10 år har endda været særdeles vanskelige. Men jeg mærker, at Gud er hos mig. Jeg har lidt meget af angst, og jeg har haft store frustrationer i mit job, fordi det ikke lykkedes mig at manifestere mig selv i mit arbejdsliv. Jeg har aldrig haft glæde i mit arbejdsliv, før jeg begyndte at arbejde som terapeut.
- For en måned siden fik jeg så en åndelig besked meget klart igennem. Jeg så Jesus på korset. Han var ved at dø. Så talte Gud til mig og sagde: "Du har gået igennem de samme lidelser, men bare på det indre plan. Du har oplevet en indre korsfæstelse, men du har rejst dig igen hver gang. Det fortæller noget om din indre styrke".

Jesus selv trøstede
Birgitte oplevede et andet opmuntrende og trøstende syn for en fem-seks år siden, hvor hun frygtede, at hun havde fået cancer. Lægen havde opdaget nogle celleforandringer i Birgittes underliv, og Birgitte fik beskeden i en telefonsamtale med lægen.
- Lige da jeg fik det at vide, vidste vi ikke, hvor slemt det var, og jeg forestillede mig straks, at de ville blive nødt til at fjerne både livmoder og æggestokke, og så ville jeg aldrig blive mor. Det gjorde, at jeg var helt ude af den.
- Men så lød en meget tydelig stemme i mit indre: "Luk dine øjne, og tag imod en besked". Da så jeg meget tydeligt en port, som blev åbnet, og der vældede et meget kraftigt lys ud. Jesus kom nu gående midt inde i lyset, og han gik hen til mig og gav mig en omfavnelse. "Du skal ikke være ked af det, for du har et langt og spændende liv foran dig", sagde han så til mig.
- Dernæst viste han mig min livsvej foran mig. Han lagde sin højre arm om mig og sagde: "Prøv at se, det er din fremtid." På den venstre side af vejen stod der en masse mennesker. "De venter på dig, dem skal du hjælpe", sagde han.
På højre side af vejen stod min familie. Min datter, min søn, som var yngre end min datter, og min mand. Jeg så dem ikke helt tydeligt, men Jesus sagde: "De venter på dig, det er din kommende familie".
Og det syn gjorde mig virkelig, virkelig glad. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvem alle de mennesker på venstre side af vejen var, for jeg arbejdede endnu ikke som terapeut. Men jeg havde en lyst og en evne til at rådgive mennesker, og synet inspirerede mig til at gå den vej.
Synet neutraliserede min sorg og angst, så jeg ikke frygtede for at skulle have fjernet livmoderen. Og det viste sig siden, at celleforandringerne var i stadiet lige før cancer, så lægerne kunne nøjes med at lave det, de kalder et keglesnit. Så min livmoder er intakt.

Masser af kærlig hjælp
Birgitte har også haft et syn af Jomfru Maria. Det var på et tidspunkt, hvor hende og hendes kæreste lige var gået fra hinanden, og hvor hun netop havde fået at vide, at hendes mor for anden gang havde fået konstateret et udbrud af cancer.
- Jeg sad på et mørkt kælderværelse og havde det forfærdeligt. "Åh, nu mister jeg min mor", tænkte jeg. Da jeg så lå i min seng og skulle til at sove, så jeg helt tydeligt Jomfru Maria for mit indre blik. Der blæste en vind rundt om hende, og kappen om hendes hoved bevægede sig i vinden. Så knælede hun ned, foldede sine hænder og begyndte at gentage mine bønner, dem, som jeg plejede at bede til Gud. Hun gik i forbøn hos Gud for mig.
- Og det begejstrede mig, for jeg tænkte: "Mine bønner bliver virkelig hørt - hun gentager mine bønner". Den oplevelse var med til at gøre dette endnu stærkere for mig: Der er så megen kærlig hjælp til os. Vi skal bare bede Gud om den.

Du kan læse nærmere om Birgitte Starup på hendes hjemmeside: www.birgitte-starup.dk

Sidst ændret den Søndag, 21 Februar 2010 00:41
Birgitte Starup

Birgitte Starup

Tekst  kommer senere

Hjemmeside: www.birgitte-starup.dk E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer