Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
08-02-2006

Lev let

Bedøm
(0 stemmer)

Af Irma Lauridsen
www.irmalauridsen.dk

Lev let



Skær det overflødige fra og find ro og glæde



"Åh ja, bare jeg dog kunne leve livet langt lettere end jeg gør," ville en del sikkert udbryde, hvis man sagde de to små ord til dem: Lev let!
At leve let og ubesværet lyder for mange som en uopnåelig ønskedrøm. De fleste har mere end rigeligt at se til i hverdagen. Ja, mange er endda overbebyrdede med både arbejde og problemer. Det hele kan hobe sig op, så man føler, at døgnets 24 timer langt fra er nok. Man får sved på panden, stress i maven og måske søvnløse nætter. Og en nærliggende tanke er: Åh, gid jeg kunne slippe det hele, flytte ud på en øde ø og bare være. Intet andet.



Selv om den mulighed måske kunne være til stede, er det næppe den, de fleste ville vælge, men i en lidt mildere udgave er det så absolut muligt. Dét at leve langt lettere og mere enkelt end du allerede gør. Og den ønskedrøm kan blive virkelig. Husk bare, at den ikke automatisk bliver virkelig. Du skal selv gøre den virkelig.
Og hvordan gøres det så? Er det overhovedet muligt at se ud over kanten af den daglige arbejdsbyrde?

Planlægning - stor betydning for mange



Tænk først og fremmest din situation grundigt igennem. Derefter er en grundlæggende ting yderst vigtig for mange, nemlig planlægning. Spørg dig selv: Hvad kan jeg skære fra? Hvad kan forenkles?
I første omgang vil du måske tænke, at intet kan skæres fra. At du er nødt til at foretage dig alle de ting, du har travlt med til hverdag. Det er en logisk tanke, for dagligdagens vaner kan være så grundigt kørt ind, at man ikke tror, en ændring er mulig.
Men ved nærmere eftertanke er der altid en del, der alligevel kan ændres. Og et stresset, fortravlet liv kan altid blive lettere. Men hvordan?
Ja, det handler selvfølgelig om, hvem du er og hvad du har for et liv.



Er du den person, der har det med at tage alle opgaver på dig, fordi du ikke orker at sige fra, så er det her, du først må sætte ind. Find mod til at sige nej til visse opgaver, som ikke nødvendigvis behøver udføres af lige præcis dig. Der er sandsynligvis andre i firmaet eller i familien, som kan overtage nogle af arbejdsopgaverne. Ikke bare én gang, men også fremover.
I familien er kvinden tit den, der føler, hun skal klare alt husarbejdet, indkøb og madlavning. Måske har hun automatisk gjort det i mange år uden at tænke over, at flere af familiens medlemmer kunne deles om arbejdet. Her handler det om at lave en plan. Så har hver især noget fast at gå efter, og der bliver aldrig tvivl om, hvem der skal gøre hvad.
Start med at indkalde til familiemøde og vis, at denne sag er vigtig og absolut ikke ligegyldig. Tal sammen om, hvilke opgaver hver især med rimelighed kan klare, enten hver dag eller på bestemte tidspunkter. Overgiv herefter denne pligt til rette vedkommende, og giv selv slip på den. Lad voksne og børn selv skrive ned, hvilke opgaver de har. Da er der ingen tvivl. Heller ikke om, at sagen skal tages alvorligt og gennemføres.

Giv slip med god samvittighed



Kommer du træt hjem fra arbejde og føler det som en byrde, at nu skal der gøres rent, laves mad og vaskes tøj - så lad være! Og lad være med god samvittighed. Giv slip. Det sidste er nemlig mindst lige så vigtigt som det første. Sætter du dig anspændt i sofaen med rungende tanker om alt det, du nu ikke får gjort, kan du lige så godt gå i gang med arbejdet, for du slapper ikke af alligevel.
Men du kunne også prøve at tage dig selv lidt "i skole" og øve dig i at være ligeglad. Skønt det kan føles svært i starten, kommer det med øvelsen, ved at du tænker:
Alt er i orden. Arbejdet gør jeg en anden gang. Nu slapper jeg af. Eller ved at du siger ordene højt til dig selv. Er der stadig uro i kroppen, så lyt til stille, afstressende musik, sæt dig i haven eller gå en tur ud i naturen og tving tankerne væk fra vasketøjet og nullermændene.

Jeg orker ikke at lave mad i dag!



Familiens måltider er et problem for mange med en travl hverdag. Sidst på dagen vil hjernen ligesom ikke drejes ind på at udtænke et aftensmåltid, og når du omsider står i supermarkedet, kan du føle dig totalt blæst for ideer. Og tanken opstår: Jeg orker ikke lave mad i dag!
Her er flere muligheder. Enten planlægger familien nøje i forvejen hvornår der skal købes ind (hvad med højst to gange om ugen?) hvem der køber ind, hvad der skal købes, og hvilke måltider der skal laves. Her kan planlægning altså afhjælpe stress og forvirring en hel del - blandt andet fordi det ikke handler om turen til supermarkedet hver eneste dag, kun med småkøb til en enkelt dag.
Eller, hvis man slet ikke er til planlægning, kan man også her lære at være ligeglad, om man lige hver da får en ret, der "hedder noget". Eller om maden er varm eller kold. Sørg for altid at have basis-madvarer i huset, såsom brød, pasta, ris, æg, frugt, grøntsager osv. De dage, hvor man ikke orker at lave varm mad, kan man i stedet lave en god, mættende salat af alt muligt, man lige kommer i tanker om. Den kan bestå af kogte æg, skåret i stykker, pasta el. lidt ris, tomat, agurk, salat, melon, feta, revne gulerødder, nødder, osv. Spis brød til. Kan du ikke undvære kød, så hav altid lidt kød på lager, evt. i fryseren, og steg det med salt og peber. Enkelt og let.

Rejs let - også gennem livet



Ro og nærvær, enten man er alene eller lever i en familie, er langt mere værd end hæsblæsende at okse rundt for at få ordnet det hele, så alting hele tiden er til et 13-tal. At leve let kan opnås ved at man lærer at trodse sit rod og et par nullermænd til daglig, tanken om hvordan her ser ud, hvis der pludselig kommer gæster, og meget lignende. Og husker af og til at sige til sig selv: Slap af!
Giv mere plads for pludselige indskydelser og impulser. For den pludselige lyst til det ene eller det andet - lige her og nu! Stadig med god samvittighed.
Altså, lær at tænke alternativt. Og lad dig ikke styre af, hvad du tror, andre forventer af dig. Lær det i andre sammenhænge også. Det lønner sig helt utroligt.
Brug det også, når du skal på rejse. Pak en let kuffert. Skær fra. "Glem" det, du inderst inde ved, du alligevel ikke får brug for. Lad være at tage 10 trøjer og 7 par bukser med. Erfaringer viser, at man som regel kommer hjem igen med 2/3 - i ubrugt stand. Øv dig i at rejse let. Ikke kun på dine ture. Men også på rejsen gennem livet.



Jo, vi ved det godt. At det er bedst på den måde. At vi skal lære at slappe af, ikke blive stressede, være i nu'et og komme os selv og hinanden ved, så vi får det hele med og mærker livet. Vi ved godt, at livet er LIGE NU! Og at vi mister nærværet, øjeblikket, hvis vi bare knokler derudaf.
Selvfølgelig kan vi gøre vores tilværelse "skinnende" på overfladen, hvis vi hele tiden er på. vi kan få alt til at se fint ud udadtil. Men dybest set ved vi jo godt, at vi let bliver flossede indeni, hvis vi giver os selv for lidt ro til at LEVE, til at give og modtage opmærksomt.
Vi ved det, og alligevel glemmer vi det for tit og knokler fortsat løs, fordi vi har vores vaner. Men der er mulighed for at komme ud af de vaner, der ikke gavner. Livet er for kort til andet. Vis dig selv - men også andre - at den lette "livs-model" også findes. Vi tror tit, at andre kan klare det hele, det er bare os, der ikke kan. Men andre ville såmænd ånde lettet op ved at se, at du slapper af, og måske tænke: Hvor dejligt, endelig én, der tør! Så tør jeg også.

Jeg har ikke tid



"Jeg har ikke tid", er en kendt sætning. Men sagen er den, at vi alle har fået tildelt lige megen tid, nemlig 24 timer i døgnet. Spørgsmålet er kun, hvordan vi vælger at bruge den tid. Bruger vi størstedelen af vores tid på at tjene penge? På at gøre alt det, vi mener er pligter, det, vi tror andre forventer, at vi gør, eller på at ærgre os? Eller kunne vi i stedet have lyst at lege med vores børn, at dyrke en hobby eller at udforske verden? Det kan godt være, vi ikke bliver økonomisk rigere af det valg, vi dybest set ønsker at tage. Men heri ligger jo så i sig selv et valg også.
Jo, det er et valg. Hvis vi lige standser op, trækker vejret dybt - og tager beslutningen om at prioritere, kan vi finde modet til at sige fra. Og til. Nøjagtig som det passer til lige præcis hver af os. Eller vores familie. Overvej det bevidste valg at du vil leve let fra nu af. Det er ikke en dag for tidligt.
Det valg kan vi hver især tage, så livet ikke bare i huj og hast flyver hen over hovedet på os, og vi en dag forskrækket opdager, at vores børn er blevet voksne. Eller at vi selv er blevet gamle - helt uden at vi har nået at opleve processen. Sådan at vi i stedet kan mærke livet. Helt og fuldt. 
*
Læs mere om at leve let, tæt og intenst på www.irmalauridsen.dk Her kan du blandt andet se bøgerne "Få dig et liv" og "Slank på den lette måde", der begge handler om at skabe lethed i livet. Enten alene eller sammen med sit barn.


Irma Lauridsen

Irma Lauridsen

Forfatter, foredragsholder og meget mere

Hjemmeside: www.irmalauridsen.dk/ E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.