08-09-2011

Klovnen finder altid en glad vej Vist

Bedøm
(1 Stem)

Interview med Hospitalsklovnen Karla, alias Kirsten Cenius, - også kendt som Kirsten fra Anna og Lotte.

Det var så fascinerende, at opleve Karlas meget specielle og hjertelige væsen, som på en kærlig måde, mødte og spejlede børnene omkring hende. Jeg blev hurtigt revet med af stemningen, og fik hurtigt smilet frem. Det at opleve Karlas opløftende væsen, her hvor sygdom ellers var det primære samtaleemne, var helt fantastisk.

Jeg mødte Karla en regnfuld formiddag på Nykøbing Falsters hospital. Stemningen på Børneafdelingen var løftet og rar, og Karlas sprøde stemme genlød mellem børnenes latter, guitarspil og trommen.


En lille pige med armen bundet ind i gips, bliver genert og putter sig ind til mor, da Karla træder ind i legestuen. Karla prøver ikke, at fange og underholde den lille pige, som andre klovne måske ville gøre, for at få hendes opmærksomhed.
I stedet trækker Karla sig genert tilbage, og spørger pigen om det er ok. at hun går forbi, og siger, at hun ikke kommer hen til hende. Pigen slapper af, hun føler sig mødt og forstået. Karla har opfanget pigens signaler/grænser, at det var for overvældende for hende. Alligevel lykkes det Karla i løbet af 5 min., at have fået hendes tillid, og den lille pige stråler nu, og står ved hendes side, med en fin ballon springmus, som ”hopla” - kan hoppe helt op i luften. Forældrene ånder lettet op, og slapper også mere af.

”Jeg ser på dig, og du ser på mig” Siger hun, og den er barnet jo helt med på! At blive set og mødt, det har vi alle sammen brug for.

Så begynder Karla pludselig, at hive op i skørterne og vise, at her er hun blevet ”stikket”, og andre børn rundt omkring hende, blandt andet et par store piger, som er kommet til, viser også deres stik og plaster frem.
Pludselig vil Karla også have bind på armen, som den lille pige, og vupti, så har hun en fin hvid arm, og pigen siger glad ”ligesom mig”. Karla spejler og møder børnene så smukt, og stemningen er let og legende, også da pruttesangen bryder ud, med to børn på guitar og tromme. Børnene kommer og går, som de har lyst, og de virker trygge og opløftede af Karlas umiddelbare og åbne væsen. Her brydes grænser og synges frække ord, her er et frirum for børnene, også til, at daske hende bag i rumpen, alt er tilladt. Bliver det for voldsomt, spejler hun barnet og giver et forsigtigt puf tilbage, og så stopper de altid.

Efter en stund får jeg lov til, at tale med Karla. Først da næsen er taget af, træder Kirsten Cenius frem. ”Jeg har altid næsen på her, og tager den først af, når jeg sidder ude i bilen, ellers er det virkelig et brud på illusionen, hvis børnene ser mig uden... Og har jeg næsen på, er jeg Karla....”

Kirsten har fundet ind til sin indre klovn, og der fandt hun Karla. Hun mener, vi alle har en indre klovn i os, men kun én. Det er ikke en rolle hun tager på, men en indre klovn hun folder ud.

Kirsten beretter om, hvordan det hele startede: ”For nogle år siden, døde min mor af lungekræft, hjemme hos mig. Det var meget voldsomt, og et stort chok for mig. Der tænkte jeg bagefter: Hvis jeg skulle lave noget, som jeg kunne drømme om, så ville jeg lave noget, hvor jeg kunne se, at det betød noget for andre mennesker. Da hun døde, tænkte jeg meget på det, at kunne flytte sit fokus fra sig selv, til andre, virkelig for alvor. Hvad er det virkelig det her handler om? Det er svært.
Jeg følte ikke, jeg var i stand til, at være noget rigtigt for hende, mine egne følelser stod i vejen. Jeg var der jo for hende, sov hos hende, og var med hende, men jeg havde svært ved, at tackle, når hun var bange og sådan noget. Jeg sagde, det skulle nok gå og lign., havde svært ved, at bære hendes. I stedet for, at føle med hende, prøvede jeg at tænke, hvis det nu var mig der lå der, hvordan ville jeg så have det? Det er den lille tur, det fokus flyt, som jeg mener, er så vigtigt. Både i mit arbejde med børnene, men også i samvær med mennesker uden for hospitalet.”

Kirsten sidder og piller rester af limen fra den røde næse af, og fortæller videre:
”En hospitalsklovn giver plads til barnets følelser, og holder sin figur, lige meget hvad der sker. Du skal hele tiden improvisere, og ikke tænke over hvad der sker, men se på børnene. Det vigtige og svære er, ikke at tænke over, hvad man skal, men i stedet se børnene og spejle dem.
Jeg oplever det som en form for trance, man er nødt til at opøve, og som man kan vende tilbage til.
Jeg opdagede også, at ens egen selvoptagethed står i vejen, for at opleve andre, uden at man er bevidst om det. Hvordan virker jeg, og synes de andre, at det er sjovt? Det skal du af med som hospitalsklovn, og i stedet kun se på det, der sker omkring dig.”

Da jeg spørger om Karla påvirker Kirsten uden for hospitalet, nikker hun med det samme. ”Ja helt klart. Som klovn skal du lære, at ”tage faldet”. At trække dig og være lige glad ved det, og det har jeg virkelig meget glæde af, som mig selv...”

Det var noget af en omvæltning for hospitalet, da Karla startede sin færd der. Det er en meget grænseoverskridende og helt ny stemning, som bliver spredt på afdelingen, og det tog da også lidt tid, inde personalet og Karla fandt hinanden. Hun kender jo ikke forskel på læger og sygeplejersker, og nogle læger kan godt stadig have lidt svært ved, at rumme Karlas frie væsen. Og i det hele taget, hvordan snakker man til en klovn? Både Karla og personalet havde ingen erfaring, men efter at hun har været der i godt 3 år, har de sammen fundet en fin måde, at omgås på.
”Personalet er meget med, og det er da fantastisk, at de tager tid til, også at undersøge mig, og det gør de”, fortæller Karla.

 Da jeg senere fik en snak med nogle af sygeplejerskerne, var de rørende enige om, at det var stemningen hun spreder, når hun er der, som er det vigtigste. Mandag formiddag når hun pludselig høres derude på gangen, så kommer smilet frem. Sygeplejerskerne fortæller med varme i øjnene, at de også bliver i bedre humør, og laver lidt mere sjov, end de normalt har gjort.
De har desuden lært meget af hendes måde, at være sammen med børnene på. Forudsigelighed er vigtigt, at fortælle alt hvad man gør, fortælle hvad man hedder, og hellere sprede glæde, end omvendt.
I dag er Karla med til en del konsultationer, hvor børn skal stikkes mv. og der får hun samme tur som børnene. Hun får målt blodtryk og bliver ”stukket”, og så kan det ende med, at de sammen skriger deres smerte ud, og bagefter griner sammen.
”Så er det slut”, siger Karla, så ved barnet, at der ikke er mere ubehageligt eller uvist der venter. Det har smittet af på personalet, som ind imellem bruger barnets bamse til, at opnå tillid, ved først at behandle bamsen, så barnet ved, hvad der skal ske.

Karla har mange eksempler, at dele ud af, og fortæller ivrigt:
”En gang var jeg med en pige til en undersøgelse, og hun var frygtelig angst. Pigen var hurtigt med på den, og vi fjollede. Jeg spurgte, om jeg måtte ligge med på briksen, det måtte jeg gerne, og så grinede vi lidt af, at der ikke var plads til mig. Hun begyndte at skrige, og så kom der pludselig en gave, jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg spurgte om hun kendte nogle frække ord. Hun stoppede med at skrige, og spurgte ”hvad?” Og så fandt jeg på et frækt ord, og hun fandt et ord, og lægen kom også med et. Vi skulle skrige det frække ord rigtig højt alle tre, når lægen ordnede det lille indgreb. Og det gjorde vi, alle tre i kor, og bagefter så grinede vi, hun havde slet ikke mærket det snit, lægen havde lavet, det var fedt!”

Kirsten er med i et forskningsprojekt om hospitalsklovne, som løber over 2 år, og afsluttes 1. februar. Der er sat en antropolog på forskningen, og et helt udviklingshus i Næstved, Kirsten skal føre dagbog, der er lavet interview med pårørende, personalet mv.
”Jeg kan ikke tage smerterne væk, men det er spændende, at se, hvad forskningen udvikler sig til”
Der ud over har hun været med til et projekt med en Martemeo? terapeut, som filmede hende, børnene, de pårørende og personalet i 6 timer, og derefter gav positiv feedback på, hvor hun nåede børnene, hvor det ikke gik så godt mv. Det var meget lærerigt, og Kirsten ville meget gerne, at denne form blev brugt, i andre forbindelser med hospitalsklovne, det kunne f.eks. være på uddannelsen for de kommende klovne.

Limen er nu snart pillet af Kirstens næse, og vi taler nu lidt om drømme,. Kirsten fortæller om sin drøm med, at flytte ud i naturen i fred og ro, som hun og hendes mand realiserede for godt 10 år siden.
”Drømme er jo det livet egentlig handler om. Man bliver nødt til, at finde ud af, hvad man synes er vigtigt, at foretage sig her i livet, for det er kortere end man tror.
Og det er med, at gøre det man tror på, også selvom andre ikke nødvendigvis kan, støtte en i det. Men drømme kan sagtens udvikle sig, det er det som er så vidunderligt ik´?”
Siger Kirsten, med et varmt glimt i øjet.

”En anden drøm er, nu hvor jeg er blevet så gammel, at komme ind, og finde fred indeni, også selv om der er kaos oppe i hovedet. Finde det sted, hvor man føler glæde.”
 Kirsten mediterer og har gjort det i mange år, hun bader hele året rundt, og dyrker OI Gong, for at finde ind til den indre fred og glæde, og fortæller videre:
”Vi er så gode til, at have bekymringer. Og her passer klovnen fint ind, i forhold til, at finde glæden, for klovnen er ikke ked af det, og finder altid en glad vej. Selvfølgelig er der også sorg, ked af det hed, angst, og alle de ting man nu er, men den kommer hurtigt op igen, lidt lige som en tumling.”

Jeg oplever i det hele taget en meget varm og kærlig Kirsten Cenius, og er ikke i tvivl om, at med denne varme, indlevelses evne og kærlige fremtoning, må hun være et fantastisk lyspunkt for børn, forældre og personale på afdelingen.

Kirsten tager næsen på, og stemmen bliver nu høj og barnlig igen, Karla er på. ”Kom vil du med ud Mariah,” siger hun, og iler mod udgangen, for tiden er hastet af sted under vores møde.
 Jeg går varm og mættet hjem fra Nykøbing Falsters børneafdeling, små smilende og varm i hjertet. Et inspirerende og dejligt møde, og jeg er glad for, at vi er med til, at Karla får længere levetid på afdelingen her og på Næstved sygehus.
 
Et skønt møde med et dejligt menneske, tak Kirsten... Mariah Nielsen
Sidst ændret den Fredag, 23 September 2011 08:51
Mariah Nielsen

Mariah Nielsen

Jeg arbejder som spirituel underviser og behandler i Den Gyldne Kilde, som er mit hjertebarn.
I samarbejde med den åndelige verden skaber jeg Blomster-, Krystal- og Dyre-remedier, til glæde for børn, dyr og voksne. Jeg elsker at dele og inspirere, og er med i forskellige grupper og sammenhænge i den forbindelse. Senest i Sensitive vil bidrage, som holder en stor kongres for sensitive d.23.10.2011 i Livets Hus i Ringsted.

 

Sammen med Andreas Villadsen prøver vi at skabe et stort healer netværk for alle os både enkelt mennesker og grupper, som ønsker at være med til at løfte og heale jorden. Kontakt mig endelig hvis du vil være med. Hjemmeside er indtil videre: www.jordenshealing.dk og der bliver opdateret i netværket snart.


Må vi alle gøre jorden til et fredeligt og kærligt sted at være for os alle. Lys Mariah*

Hjemmeside: www.dengyldnekilde.dk E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Senest fra Mariah Nielsen

Tilbage til toppen