27-06-2012

Retreat - for krop og sjæl Vist

Bedøm
(1 Stem)
 
 
Forår og sommer er over os og hvad er mere oplagt end at nyde naturen og forkæle sjæl og krop?
 
Den lunefulde danske sommer er der ingen grundt til at rejse fra hvis det er ro, indre fred og selvudvikling der er feriens mål.
Aktive oplevelser i naturen og fordybelse i livets store spørgsmål kan kombineres på en Retreat.
 
Følgende artikel er uddrag fra bogen  "Naturånder og Kraftsteder", der bla. behandler emnet Retreat
 
 
 
Hvad er Retreat?
 
 I ordets bogstavelige forstand betyder det "tilbagetrækning".
Tilbagetrækning fra hverdagens mange gøremål og strøm af informationer. Et pusterum fra stress og jag. Et helle for tankerne og følelserne, med plads til refleksion.  En retræte til stilhed og indsigt.
Men det er meget mere end det…
Det er ikke nødvendigt at søge til Himalayas top eller finde en øde ø for at opleve retræte. Et godt udgangspunkt, er et natursted med rolige omgivelser.  Det kan være en skov eller en større park. Det kan være ved kysten eller i et sommerhusområde.  Det vigtigste er at vi kommer væk fra de vante omgivelser og ud hvor luften er ren. Væk fra fjernsyn, telefoner, nyheder, stress, larm og forurening.
 Når jeg nævner naturen som sted for retreat, og ikke storbyen, er fordi tanker og blik skal kunne vandre frit.  Det gør de optimalt i naturen hvor vidderne typisk er større så blikket kan vandre og tankerne ikke bliver bremset af forstyrrende elementer. Naturens harmoni er balsam for sjæl og sind.
Det er muligt at afholde retreats i en gruppe og også i bymiljø, her vil dog fokusere på naturretræter for enkeltpersoner.
 
Hvad laver man på en retreat? Og hvorfor?
 
Formålet med tilbagetrækningen er indre harmoni. Det opnås i harmoniske rammer med harmoniske stimuli. Sådanne rammer og stimuli findes i naturen.  Derfor er det vigtigt at retreaten indeholder lige nøjagtig det den pågældende har behov for. Det er ikke vigtigt at lægge en plan eller nedfælde et aktivitetsskema på en retreat. Snarer tværtimod. Tiden skal ophæves og mulighederne stå åbne. Man må gerne være forberedt og medtage bøger og skriveredskaber. Også gerne guidede meditationer på mp3 eller cd’er kan være nyttige at medbringe. Kunsten er ikke at lægge sig fast på at man nu skal det, og det igennem. Lad mulighederne stå åbne og se hvad der sker. Mærk efter når du er på retreaten, om du føler for at være aktiv eller slappe af i krop og sind.
Har man en hverdag i et hektisk miljø eller med krævende arbejdsopgaver kan stilhed, afslapning og lettere gåture i naturen måske være behovet. Er arbejdsdagen derimod stillestående og uden de store udfordringer kan en retreat med fordybelse i bøger om åndelig udvikling suppleret med krævende vandreture, lige være sagen. En retreat er en god lejlighed til at skrive dagbog om tanker og følelser og lade drømmene få frit spil. Mange retreats indeholder meditation og vandreture i naturen. Ja, vandreturen er i sig selv, meditativ. Sluk telefonen og tænd sanserne. Nogle bruger en retreat til at fordybe sig i komplicerede religiøse tekster og andre bruger en retreat til at indånde alt hvad der findes af dufte i naturen. Uden ord. Uden tanke.
Fælles for mange retreats er oplevelsen af afstresning og genopladning. Stilheden og selskabet med en selv medfører større selvindsigt og udvikling på de indre planer. Den friske luft og naturens lyde med fuglefløjt og bølgeskvulp er healende for krop og sind. En retreat er noget så simpelt som 2 dage i sommerhus, alene, uden at lave noget som helst.
 
Hvor sover og spiser man på retreat?
 
Logiet til et par dages retreat kan være telt eller skovens opstillede shelters til samme formål, hvis vejret tillader det. Selvfølgelig kan al slags vejr bruges, dog kræver vådt og blæsende eller vintervejr mere forberedelse, særligt hvis harmonien skal være i højsædet. Mad bliver lavet over bål eller medbragt primus. På en retreat må vi gerne mærke de helt basale livsnødvendigheder, som vi ofte tager for givet til hverdag, og værdien af disse.
Det er også muligt at låne eller leje et sommerhus eller måske en ødegård i Sverige kunne være interessant. En retreat i sommerhus eller anden bolig vil højne bekvemmeligheden og dermed give mere plads til konkret selvudviklingsarbejde og meditationer med et bestemt tema. En af mine egne retreats foregik i Sydportugal med megen vandring i bjerglandskaber og ved klippekyster. Logiet var sovepose og åben himmel. Ydermere er det muligt på nettet at finde udbydere af retreatophold i Danmark og i udlandet. Logiet hos udbydere er ofte værelser på kursussted/gård eller anden bolig i naturskønne omgivelser. Ofte er der forplejning med i prisen. Fordelene ved at afholde sin egen retreat er at det kan gøres billigere og du kan tilrettelægge det nøjagtig som du ønsker og følge det der opstår undervejs. Fordelene ved at holde retreat med en udbyder og evt. andre er blandt andet muligheden for erfaringsudveksling og inspiration. Det kan også for nogle, være betryggende at bo bekvemmeligt og have en mentor med på sidelinjen.
 
 
 
Hvor længe varer en retreat?
 
Det er 100 % individuelt hvor mange dage en retreat skal vare. Alt fra 1 dag til flere uger kan være retreat. 1 times gåtur i en skov kan såmænd give mærkbare resultater på humør og velbefindenhed og kan med fordel afholdes en gang om dagen. En retreat på et par dage kan med fordel gentages 2 til 3 gange om året. Mange udbydere afholder retreat over 1-2 og 3 dage, typisk weekends. Når du afholder din egen retreat, er det dig selv der bestemmer hvor længe og hvornår. De retreats jeg har taget som har varet mere end 1 uge, har givet mærkbar effekt i mange måneder og halve år. Betragt det som en udrensning og en opladning. Mærk jævnligt efter om du trænger til en retreat og tag dine følelser alvorligt.
 Gevinsterne ved retreat
På det fysiske plan er gevinsterne ved at tage en retreat utallige. Det er indlysende at et pusterum fra hverdagen ofte travle miljø og tempo, bidrager til nedsættelse af stressfaktorerne og dermed hensigtsmæssigt for blodtryk og organismen som helhed. Frisk luft og vandreture forbedrer vejrtrækning og dermed iltningen af blodet, der igen får vores hjerne og krop til at yde mere. Muskler og led har det bedst med bevægelse og styrkes ved det aktive liv i naturen. Frisk luft giver appetit. Sund appetit. Retreats med fysisk aktivitet kombineret med afslapning og mental stimulering modvirker stress, søvnløshed, hovedpine, anspændthed og modløshed.
På det psykiske plan er det også værd at fremhæve nogle af de mange gevinster der er ved retreat. Refleksion i sit eget selskab omgivet af smukke landskaber og enkelthed i nuet bidrager til større selvindsigt. Afstresning og det at trække sig tilbage giver tanker og følelser lov til at komme frem og blive taget alvorligt. En retreat øger dit mentale overskud i hverdagen og giver dig indre styrke. Hjernes evne til problemløsning bliver skærpet og hensigtsmæssig tankegang bliver naturlig.
 
En Retreat åbner for inspiration og styrker kunstneriske evner. Sanserne forfines, verden anskues på en ny måde og livet fremstår som den dyrebare, unikke gave hver enkelt af os har fået. En retreat vil bidrage til taknemlighed og indre fred. 
 
God fornøjelse og fordybelse på din Retreat 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Sidst ændret den Onsdag, 20 Maj 2015 08:32
Rene Sønderbæk

Rene Sønderbæk

Mennesket René, er aktivt, nysgerrigt, livs-nydende, skrivende, og lyttende...
Naturen er en stor del af mit liv og en aktiv del af min spirituelle udvikling.
 
Hjemmeside

Hjemmeside: https://www.saxo.com/dk/naturaander-kraftsteder_pdf_9788792782304 E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Senest fra Rene Sønderbæk

Relaterede emner (med tag)

Tilbage til toppen