Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
15-08-2012

I skønhedens tegn Vist

Bedøm
(0 stemmer)
 
At slanke sig med kærlighed
- og intentionens kraft
Af Camilla Mills

Da jeg i midten af august sidste år første gang betrådte det varme gule sand ved Rødehavet i Ain Soukhna, Egypten, bad jeg mine medrejsende på den 7- dages Wellnesstur som jeg havde meldt mig til, om ikke på noget tidspunkt at fotografere mig. Jeg var alt for tyk. Min bikini kunne knapt holde alle de mange ekstra kilo indenbords, og det hjalp heller ikke, at det turkisblå hav var så salt, at det føltes som om jeg boppede rundt ovenpå overfladen som en lille, trind, polkaplettet korkprop.
Ligesom så mange andre vesterlændinge, har jeg også levet mit liv efter dogmereglen, at motion skal gøre ondt før det gør godt. Men på syv korte dage, ved hjælp af meditation, intention samt ældgamle egyptiske skønhedsritualer, lærte jeg pludselig et nyt paradigme i takt med at min krop langsomt begyndte at slappe af: at slanke sig med kærlighed.        

I krig med kroppen
Udover at være Egypten ekspert er indehaveren af rejsebureauet A Travel, Hanne Friborg, også alternativ helbreder og clairvoyant. Hendes praksis og ikke mindst rejserne, har et omdrejningspunkt som hun selv kalder ”sjælsbevidsthed”, der beskæftiger sig med det at tage ansvar for sit eget indre velbefindende såvel som det ydre.

Turens tema var da også ”Intentionens kraft”. Tidligere har jeg beskæftiget mig meget med sjælsbevidsthed. Det er blevet til en del halvhjertede forsøg på at etablere en meditationspraksis, yoga, pilates, mindfulness samt granskning af utallige New Age bøger og livsformer. Mentalt set var jeg sikkert totalt åndelig og åndeligt set var jeg stensikkert totalt mental … og min krop? Den erklærede jeg åben krig for mange menneskealdre siden.

Nærkatolske kostplaner        
Jeg har altid været enormt fokuseret mad, og har haft utroligt mange regler om hvad jeg må/ikke må spise. Det fyldte en stor del af min sfære allerede i barndommen, hvor jeg fulgte de voksnes skriftemetoder til punkt og prikke: havde man syndet måtte man også råde bod. Det synes at være en slags nærkatolsk kostplan for professionelle martyrer, der blev til et mønster som jeg pænt foldede ned i min lille røde BR kuffert og tog med mig ud i verden. Der lå det også inden afgang til Egypten, selvom det på det sidste var begyndt at blive sværere og sværere for mig at skrabe den monumentale selvdisciplin sammen, der skulle til, for at hale mit svigefulde korpus på ret køl.

Det forsømte hjerte
Men der skete noget det øjeblik jeg lagde mig i den bløde strandstol foran Rødehavets inviterende bølgeskvulp og hørte A Travel programmet: aften - og morgenmeditationer med fokus på hjertet, daglige oplæg til selvransagelse i eget tempo, og dagene for os selv, til fx at benytte hotellets spa og massageklinik, som en blid måde at komme i kontakt med kroppen på. Gåture, svømme … alt efter smag og behag. Det var understreget, at sport ikke var obligatorisk.
Min krop åndede lettet ud. Men jeg kunne stadig ikke helt slippe min bekymring over min tilsyneladende manglende selvdisciplin. Når der nu var et træningscenter på hotellet, burde jeg så ikke bruge det?

”Din krop har ikke brug for disciplin, den har brug for kærlighed,” var en af de første åbenbaringer der kom til mig på turen.  Og halleluja for det. Med denne ene sætning opløstes alle mine storstilede planer om at piske mig selv i form. Det var Egypten. I august. Det var varmt!
Kunsten at spise bevidst
Jeg besluttede i det øjeblik at tage en pause fra mig selv. Bare en lille en, og tog efterfølgende mig selv i at tænke skøre, anarkistiske tanker som: hvis jeg var den sporty type, mon ikke jeg så ville være sådan en der dyrkede sport? Er motion noget man skal tillære sig, eller findes der i virkeligheden andre og mindre ubehagelige måder, at få en glad og sund krop? Kunne det være, at hvad der er godt og sjovt for nogen, måske er noget helt andet … for mig?!  
Vores lille gruppe kom i hvert fald hurtigt ind i en langsom rytme. De guidede hjertemeditationer morgen og aften, syntes at sætte farten helt ned, så tiden gled ud i sandet og alting begyndte at følge et naturligt flow. Selv vores måltider.
Jeg sansede pludselig madens smag, konsistens og udseende på en helt anden måde end før. Et eller andet sted imellem skammen over mine ekstra kilo ved ankomst og hjertemeditationerne samt hotellets vidunderlige spa, var jeg begyndt at spise bevidst. Mad var ikke længere noget der skulle overstås eller misbruges for at lægge en dæmper på en ubehagelig følelse. Jeg pressede ikke min krop til noget den ikke havde lyst til, ligesom jeg heller ikke fornægtede den noget. Det havde også været umuligt med den fuldstændigt uforlignelige buffet som hver dag bugnede af fantastiske retter.
Jeg spiste alt. Lige fra pasta med friske skaldyr til et udvalg af hver enkelt dessert, som der var på kagebordet. Men jeg gjorde det uden skyld , og i ren og skær taknemmelighed begyndte min krop langsomt men sikkert at finde tilbage til sin naturlige form. På syv små dage …   
At slanke sig med kærlighed
Jeg har tit undret mig over slankediller og helseguruer som bedyrer at de ved hvad der er bedst for menneskeheden. Og tro mig, jeg har fulgt nok af dem til at vide, at det for det meste aldrig holder mere end et halvt år af gangen. I samme øjeblik en krop bliver pålagt restriktioner af enhver art, sker der i sidste ende det samme som der igennem historien er sket med generationer af undertrykte folkefærd – oprør.
Man kan ikke skære alle mennesker over én kam. Desuden er det vist heller ikke meningen at vi alle skal være vegetarer og elitegymnaster.  

I mit tilfælde hjalp det gevaldigt at fokusere på kærligheden til kroppen. Denne stakkels forpinte maskine som igennem alle disse år har stået mig bi i medgang og modgang, uden at jeg har taget meget hensyn til at standse op, tage et hvil eller bare give den en lille pause. Og når man har kørt det løb længe nok, ender det som regel med at kroppen må gøre det eneste andet naturlige, som enhver anden motor, når den er overkørt og misholdt: bryde sammen.   
Men i takt med at jeg gav mig selv plads, modtog jeg også et klart signal og ikke mindst forståelse for lige præcis hvilken type motion der får min krop til at yde efter bedste evne. Det sted hvor alting bliver let, hvor det er skægt at lege, åndeløst som et barn, helt og aldeles opslugt. Men man bliver nødt til at spørge kroppen først hvem den er, førend man kan forvente et ærligt svar. Og så er det godt, at der udover alskens slanktips og diller, findes ture som den jeg oplevede sidste år med A Travel.
Nogle gange må man nemlig lige lidt langt væk hjemmefra, for at finde tilbage.
 
Yderligere information om fx wellnessture til Ain Soukhna, kan findes hos A travel www.atravel.dk   
Camilla Mills er forfatter, skribent og musiker.
www.camillsmills.com
 

 

 
 
Sidst ændret den Tirsdag, 21 August 2012 17:56
Camilla Mills

Camilla Mills

Hjemmeside: www.camillamills.com E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer