Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
05-02-2013

KUNSTEN AT GIVE LYS TILBAGE Vist

Bedøm
(0 stemmer)

Jeg gik tilfældigvis den vej forbi plejehjemmet, hvor hun boede de sidste år af sit liv. Mærkværdigt, at jeg var lige ved at gå ubemærket ind ad hoveddøren og ud til hendes værelse for at hilse på hende. Måtte lige minde mig selv om, at hun havde været død i to år. 

Sidst jeg gik på den sti, skulle jeg besøge hende, og da var jeg blevet ligeglad med hendes eksistens. Hvorfor reagerede jeg som jeg gjorde?

Billederne fra mit liv sammen med hende flimrede for mine øjne. Da jeg var en ung teenager tog hun sig af mig, som havde hun været min mor, dog i rollen som en nær veninde frem for i rollen som en autoritær forælder. I de første 10 år af vores venskab var hun omsorgsfuld, dog indimellem en smule skrap og ikke tilbageholdende med sin mening. Da hun blev ældre, var det min tur til at tage mig af hende med besøg og diverse hjælp i hjemmet, men hendes personlighed havde ændret sig med årene. Hendes meningstilkendegivelser var sommetider så sårende og uempatiske, at jeg ikke trivedes ved at være sammen med hende som før i tiden. Sommetider prøvede jeg at trænge igennem til hende, forsøgte at forklare, at hendes mening sommetider var sårende, men det lykkedes mig aldrig at nå ind til hende. Det endte med, at de hyggelige besøg var blevet afløst af følelsen af pligt og nødvendighed for ikke at såre hendes følelser. Men med tiden gav jeg op, og der blev langt mellem besøgene hos hende. Telefonsamtalerne blev der også langt imellem. 

 

På denne dag gik det op for mig, at jeg først nu bemærkede hendes manglende eksistens, og det satte nye tanker i gang hos mig. Dengang havde jeg været så mentalt udmattet i relationen, at jeg ikke havde forsøgt at se tingene fra hendes ståsted. I et nu mærkede jeg hendes sorg, fordi jeg kunne have været hende, hvis veninde ikke var der lige til det sidste, hvor hun havde mest brug for sine venner. 

Spørgsmålet var nu: hvad følte jeg i de situationer, hvor jeg forestillede mig at være i hendes sko? Jeg følte sorg over, at et andet menneske opgav mig, så snart jeg ikke gjorde mit ”arbejde” rigtigt, og så snart jeg ikke levede op til, hvad der forventedes af mig. Jeg ville have haft mere gavn af at få en kærlig anvisning af, hvad den anden har behov for og en ærlig chance for at korrigere min adfærd ved at modtage lys i stedet for mørke. For måske var jeg slet ikke klar over, at jeg havde sendt mørke ud til den anden.

 

På samme måde gælder det venskabet med min ældre veninde, at jeg og hun ville have haft mere gavn af det, hvis jeg ikke have opgivet hende, selvom hun ikke levede op til mine forventninger om en god veninde længere. At jeg kan sætte mig i hendes sted nu og mærke hendes sorg, giver mig mulighed for at forstå hendes situation, og ikke mindst mig selv. 

Jeg blev såret og ubehændigt sårede jeg hende igen, ved at trække mig ud af relationen. Jeg handlede, som jeg gjorde, fordi jeg dengang ikke kunne gøre anderledes. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle håndtere det på anden vis. 

Hvorfor var hun mon ikke i stand til at give lys og kærlighed til mig i de sidste år af vores venskab? Måske var hun bitter, fordi hun havde det skidt og derfor sendte mørke i stedet for lys til mig. På den måde fik hun ikke den kærlighed og det lys hun i virkeligheden higede efter, og jeg fik heller ikke lært, hvordan jeg kunne blive et kærligere menneske, trods det mørke jeg modtog. Nu kan jeg meget vel havne i skyldfølelse, men den magiske forandring består i, at kilden til forandring er tilgivelse, og den går begge veje! Det må jeg minde mig selv om. 

Jeg må tilgive mig selv for at have handlet ukærligt, på samme måde som jeg tilgiver min veninde for at have handlet ukærligt mod mig. 

Heldigvis er guddommen indrettet på en måde, så den tillader os mennesker at møde situationer og relationer, der er meget lig de andre, for at vi kan lære det, der kan bringe os et skridt nærmere humanitet, næstekærlighed og kvalitetshøjnet bevidsthed. 

At give mørke igen, når vi møder mørke, vil afføde mere lidelse i vores liv. Jesus var med sin altfavnende næstekærlighed et prægtigt eksempel på og idealet for, hvad vi kan stræbe efter at opnå. Selv da han blev tortureret, lemlæstet og underlagt en smertefuld korsfæstelse, siger han: ”Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” 

Når det gælder familiemedlemmer er vores tolerance og ubetingede kærlighed meget mere elastisk og bøjelig for at imødekomme den anden. Tilgivelsen synes at have vide rammer i disse sammenhænge, men når det gælder vores venner og særligt bekendte eller fremmede mennesker, er vi langt mindre tolerante. 

I selvhjælpsbøger og andre bøger om selvudvikling er der ofte enslydende svar på, hvilke relationer man skal være i, og hvilke man skal holde sig fra, for at blive et mere lykkeligt og harmonisk menneske. Det er ikke ualmindeligt, at rådene er: hvis du er sammen med personer, der er nedbrydende for dig, eller personer, der forurener din energi, skal du fjerne dig fra dem. 

Naturligvis kan man som i mit eksempel fra livets skole komme til at handle på en måde, som er hensigtsmæssig for en selv, men ikke for den anden, og i øvrigt heller ikke hensigtsmæssig for en selv på lang sigt. Det kan heller ikke nægtes, at visse situationer og relationer er så grelle, at man af kærlighed til sig selv er nødt til at skærme og beskytte sig selv. Problemet opstår, hvis det bliver mere reglen end undtagelsen at stikke andre en ”fyreseddel”, hver gang der er nogle behov hos en, der ikke bliver imødekommet. Alt for ofte er vi mennesker tilbøjelige til, at spørge os selv: er han eller hun til gavn for mig på nogen måde? Hvad får jeg igen af ham eller hende? Hvis vedkommende så ikke gavner en på nogen måde, har man en legitim grund til at ”fyre” vedkommende. 

Som sagt kan der være situationer og relationer, man er nødt til at fjerne sig fra, og spørgsmålet er ikke, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, men det er et spørgsmål om, hvordan man fjerner sig fra disse mennesker? Gør man det ved at være det gode eksempel? Ved at vise lys frem for mørke, selvom man selv er blevet mødt med mørke? Eller fjerner man sig ved at ”give igen af samme skuffe” bevidst eller ubevidst i tanke eller i handling? 

 

Alt for ofte kan vi komme til at handle på en måde, der sårer andre, i ønsket om at passe på os selv og for at undgå selv at blive såret. Som Jesus sagde om os mennesker, der er så optagede af at holde på os selv, vores egen behag og rigdom: ”…det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige.” 

 

Vi er naturligvis kun mennesker, og vi må anerkende den udvikling, vi er i gang med, velvidende, at der kun er én vej i udviklingen, og det er fremad. Men tempoet hvori man bevæger sig frem i udviklingen – det er helt og aldeles op til os selv. 

 

Verden, universet og guddommen er så fuldkomment indrettet, at vi får hjælp til at udvikle os som mennesker. Hjælpen kommer i form af lignende situationer og relationer i vores liv, hvor vi får mulighed for at øve os. Pointen er, at uanset hvordan og hvorledes man drejer tingene, vil en vedholdenhed i forsøget på at genfinde harmonien med andre mennesker lønne sig. For det er her den sande visdom og læring i relationerne opstår. Hvis vi betragter det som en gave, der er givet os af guddommen, vil vi indse, at hver eneste situation og relation, hvor ubehageligt det end måtte være, er en enestående chance for at lære noget om os selv og om, hvad vi kan gøre bedre næste gang. For det vi møder, og som vi ikke bryder os om, handler ofte om ufærdige sider og ubearbejdede følelser hos os selv. Derfor vælger vi sommetider den lette løsning: at fjerne os fra den ubehagelige situation eller relation i den tro, at vi har overstået et kapitel i livet. Men heldigvis er vi mennesker udstyret med refleksion, en komplekst sammensat bevidsthed og et følelsesliv, der sætter os i stand til at bruge erindringen til at sætte livets momenter i spil med hinanden over tid. Vi strukturerer så at sige vores oplevelser, og det gør vi, fordi vi i bund og grund ønsker at søge det gode, behagelige og harmoniske liv. 

Som Søren Kierkegaard har sagt: ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. Det er så sandt som det er sagt!

Et af de andre interessante budskaber, som Kierkegaard har beskrevet, er hvad det vil sige at eksistere fuldt ud og mærke sin eksistens. Han mener, at vi mennesker indeholder modsætningens paradoks, og når vi bliver bevidste om det, frustreres vi derved, samtidig med at vi oplever en lidenskab ved livet. Som jeg videretolker det, betyder det, at kilden til forandring og udvikling i høj grad ligger i at opdage og være nærværende i de paradokser, vi møder i os selv. Kun på den måde vil vi være i stand til at opleve stor lidenskab og harmoni i livet. Kun på den måde vil vi være i stand til at integrere både lys og mørke i os selv og herved udvikle vores næstekærlighed over for andre.

Sidst ændret den Fredag, 08 Februar 2013 19:54
Anabella Pedersen

Anabella Pedersen

Jeg interesserer mig for livets skole i teori og i praksis.
Oplysning som et middel til at udvide vores erkendelsesmæssige horisont er guld værd, men kan ikke stå alene. Når teorien er blevet omsat i praksis gennem livets skole, har man fået en værdifuld viden i livet, der giver mening for en selv og andre.  
 

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer