Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
13-03-2013

Lad sjælens lys skinne - også i parforholdet Vist

Bedøm
(4 stemmer)
Synes du, det er svært at holde fast i din indre balance, når der er knas i kærlighedslivet? Så er du ikke alene! For rigtig mange af os er et af livets store udfordringer først at finde den eneste ene, og bagefter at få parforholdet til at blive til det, som vi drømte om, mens vi ledte...
 
Men det behøver ikke være så svært! Vi kan vi gøre meget, så kærligheden og glæden kommer til at fylde mere end udfordringerne. Det handler om at elske os selv og om at have kontakt til vores sjæl.
 
Gud er kærlighed, det ved vi godt. Og hver enkelt af os er en del af Guds allestedsnærværende væsen. Dermed er kærligheden også en grundlæggende del af os! Men det glemmer vi tit, når hverdagens travlhed fylder vores liv.
 
Sjælen er den del af vores bevidsthed, der permanent oplever den Guddommelige kærlighed. Hele vores væsen, også vores mørkeste skyggesider, er altid omfattet og gennemstrømmet af kærligheden, men ofte har vi ikke en virkelig og direkte oplevelse af det i den normale dagsbevidsthed. En del af os har også en indre stemme, der siger, at vi ikke fortjener at blive elsket. Den stemme blokerer for at opleve virkeligheden - for at opleve kærligheden, selv om den altid er der, flydende usynligt gennem hver eneste af vores celler. Det handler om at vågne op - om at blive vores autentiske selv og leve livet med åbne øjne!
 
Stil dig selv Ramana Maharshis berømte og enkle spørgsmål: Hvem er jeg? Og spørg dig selv igen: Hvem er jeg virkelig? Hvem er jeg inderst inde, helt inde i kernen af mit væsen? Hvordan ser min sjæl ud?
 
Vores daglige personlighed er ikke adskilt fra sjælen. Den ER sjælen, som den ser ud, når den er manifesteret i stoffet. Sjælen øver sig i at manifestere sig selv på de "lavere" planer, og vi er resultatet. Du, som menneske, er sådan, som din sjæl ser ud iklædt fysisk stof. Du er ikke perfekt, for sjælen øver sig stadigvæk. Den er endnu ikke mester i at udtrykke sig selv fuldt ud i stoffet, men du kan hjælpe den i sit arbejde. Og hvordan gør man så lige det? Kort sagt, så handler det om at opføre sig som den sjæl, man godt ved, at man i virkeligheden er. Vær opmærksom på, hvad der sker i dig og omkring dig, og brug din bevidstheds klare lys i kombination med din vilje til at bestemme dine tanker og dine handlinger, så de afspejler kærlighed.
 
Gud elsker os alle, ligesom en far og en mor elsker deres barn, uanset hvordan barnet opfører sig, og uanset hvor mange "negative" egenskaber, barnet har. Et barn fortjener altid ubetinget kærlighed. Der er ingen undtagelser! Du fortjener altid ubetinget kærlighed. Og alle mennesker omkring dig, fortjener altid ubetinget kærlighed, uanset hvordan de opfører sig. Der er ingen undtagelser!
 
I vores relationer til andre mennesker bliver vi udfordret og testet i vores evne til at udvise kærlighed, båder overfor os selv og overfor andre. Særligt i parforholdet, der ofte bringer både vores bedste og vores værste sider frem. Det væsentligste er ikke, hvad vi i vores personlighed vil, men hvad vores sjæls vilje er. Jo mere vi øver os i at tænke og handle som sjælen, jo mere kærlighed og glæde vil vi også udsende - og modtage! Her kommer en række gode råd til, hvordan du kan gøre i praksis:
 
1) Tag en grundlæggende beslutning om at elske hele dig. Hvis Gud kan elske dig, præcis som du er, så kan du også! Vis dig selv omsorg i dagligdagen, ligesom man kan gøre gode ting for at glæde en anden. Ved at give dig selv kærlighed, gør du det, som sjælen ønsker.
 
2) Åben øjnene og accepter din kæreste, præcis som han eller hun er lige nu. Mange går og venter på, at deres udkårne skal forandre sig, men det er ikke ubetinget kærlighed. "Jeg elsker ham, men han skal bare lige ændre det og det." De vil kun have en del af personen, og resten prøver de enten at ignorere eller skubber og maser for at lave om på. Hvis du har valgt at være sammen med en person, så må du tage hele pakken med, også skyggesiderne! De er der jo alligevel, uanset om du vil have dem eller ej. Det er bedre at se dem og sige, okay, nu bliver min kæreste fx hidsig. Jeg bryder mig ikke om det, men det er en del af ham/hende lige nu, og det ved jeg godt. Jeg kan vælge at forholde mig neutralt og lade luften gå af ballonen. Det værste er, når vi selv går ind og reagerer følelsesmæssigt på andres skyggesider, så kommer vi ud af balance og risikerer at forstærke både den anden og vores egne "negative" egenskaber. Ofte er det ikke vores kærestes skyggesider, vi ikke kan holde ud, men vores egne følelsers reaktion på dem! Gør som din sjæl. Den anerkender og tager imod folk, præcis som de er. Når din kæreste føler sig mødt og rummet, så motiverer det også langt mere til udvikling end at blive presset og kritiseret.
 
3) Bliv en bedre kæreste. Spørg dig selv eller din kæreste, hvad du kan ændre på. Og lad være med at gå i selvforsvar, hvis kærestens svar provokerer dig. Tag det ind og tænk over det. Det er sjælens måde.
 
4) Tag ansvar for dine egne reaktioner. To børn slås i en sandkasse. En voksen kommer og skiller dem ad, og straks begynder skænderiet over, hvem der startede: "Du slog mig først. Ja, men det var kun fordi, du rev mig. Jeg rev, da du skubbede. Men jeg skubbede, fordi du væltede mit sandslot. Jeg væltede sandslottet, fordi du tog min hue. Jamen, jeg tog huen, fordi du drillede." Og sådan kan de blive ved. Vi kender det desværre godt. Ingen vil have skylden. Og det er okay, når det er børn, for de kan ikke forventes at styre deres reaktioner. Men det kan voksne. Desværre ender alt for mange diskussioner mellem kærester med en endeløs række af beskyldninger, hvor man retfærdiggør sine egne dårlige handlinger med, at den anden gjorde noget slemt først. Kort sagt: "Det er din skyld, at jeg sårede dig, fordi du sårede mig først. Derfor er jeg i min gode ret til at opføre mig dårligt, og i øvrigt skal du sige undskyld og ændre adfærd, det skal jeg ikke!" Er det sjælens måde? Ikke ligefrem, nej. På et hvilket som helst tidspunkt i en diskussion kan du stoppe op, tage en dyb indånding og sige: "Jeg tager ansvar for, at jeg gjorde sådan og sådan. Det var ikke pænt gjort af mig. Det må du undskylde. Jeg synes også, at du har gjort nogle ting, som jeg blev ked af, men det er okay, hvis du har oplevet det anderledes og ikke synes, at du skylder mig en undskyldning. Vi behøver ikke være enige om det her, og jeg vil ikke anklage dig for det mere nu." Uanset om den anden tager ansvar for sin opførsel eller ej, så er du altid fri til at tage ansvar for din del. Træd ud af sandkassen sammen med din sjæl.
 
5) Se på dit parforhold over tid. Giver det dig mest glæde eller smerte alt i alt? Er det her det forhold, du vil ønske for din bedste ven? Nogle gange bliver man revet med af udfordringer, som er for store til at man kan holde fast i sin indre balance. Nogle gange er to menneskers personligheder bare et dårligt match, også selv om der er enkelte øjeblikke af lykke. Pas på dig selv, og vis dig selv og din kæreste så meget respekt, at du ikke bliver i et forhold, hvis det dræner mere end det giver.
 
6) Lyt til, hvad din sjæl ønsker. Hvad fortæller livet dig? Det står ofte bøjet i neon lige foran os. Oplever du de samme situationer igen og igen? Så er der måske noget, du skal lære af dem. Ofte vil det være at handle på en måde, der er mere i overensstemmelse med sjælens natur, fx at blive mere selvforsynende med kærlighed eller være mere accepterende overfor dine nærmeste.  Jo hurtigere, du lærer det, sjælen ønsker af dig, jo hurtigere skaber du positiv forandring og lader sjælens klare lys skinne gennem dig.
 
Katinka Maya Vår, datter af den esoteriske forfatter og underviser Asger Lorentsen, kombinerer den teosofiske viden med praktiske redskaber til at forbedre kærlighedslivet. Se hvornår hun holder næste foredrag og læs frit første del af hendes spirituelle kærlighedsroman på www.katinkamaya.dk
 
Sidst ændret den Lørdag, 16 Marts 2013 18:15

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer