Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
10-08-2013

Eneforældre Vist

Bedøm
(0 stemmer)

Eneforældre

 

Forleden var en udsendelse på en dansk tv-kanal med interview fra eneforældre, alle fædre, der omhandlede, hvordan de med tiden lærer at omstille sig til at være forældre 110%, når de har samvær med deres barn/børn - og ikke mindst hvordan de lærer at omstille sig til at leve med det umenneskelige savn, når de må savne barnet/børnene.

En af de interviewede fædre sagde, at det er som to verdener, to liv. Et, hvor man er forælder og alt handler om, hvordan man bedst møder barnet, hvor det er og har det intense nærvær og samvær, uden at det er cirkus-oplevelser, der præger samværet.

 

 

Og et andet liv, hvor man er alene (uanset ny kæreste eller ej) og må savne sit barn, der fylder tanker, sind og hjerte, men som ikke er til stede rent fysisk.

Det satte tanker igang. At vi som eneforældre lever to liv - For jeg kan genkende beskrivelsen. Det er sådan, jeg har følt det, siden jeg blev skilt for 4 1/2 år siden, men jeg har aldrig formået at kunne sætte ord på det på en måde, hvorpå andre kunne forstå eller sætte sig ind i det. Og dét kan de nødvendigvis heller ikke, før de selv har prøvet det.

 

Jeg har altid ment, at vi i stor udstrækning kan søge at forstå og begribe andres oplevelsesverdener og liv til en vis grad - men at vi altid vil være forhindret ved den manglende erfaring. Dét, vi ikke selv har oplevet, kan vi kun søge at forstå - men ikke begribe fuldt ud. Vi kan forestille os. Og det er vigtigt, at vi erkender dén begrænsning.

Hvem har ikke prøvet ved en stor sorg, voldsomme oplevelser, savn eller andet, at søge trøst hos fx en nær ven eller familiemedlem, som lægger hånden på skulderen og siger; "Jeg ved, hvordan du har det. Jeg ved godt, det er svært".

Nej. Vi ved ikke, hvordan de har det, før vi selv har prøvet det. Men vi kan søge at forstå det.

 

 

 

En sådan hånd på skulderen kan gøre mere ondt end godt, fordi det for den enkelte kan opleves som en negligering af den emotionelle oplevelse, når en "uefaren" (indenfor denne specifikke oplevelse) ytrer at kunne forstå alle aspekter af oplevelsen, trods de ikke kender den eller har prøvet den på egen krop.

 

Langt større støtte ville det være, hvis vi lægger hånden på den andens skulder og siger; "Jeg har ikke oplevet dét, du gennemgår netop nu. Men jeg kan forstå på dig, at det er svært og du ser ud til, at det er smertefuldt. Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at støtte dig igennem dette. Vil du hjælpe mig til at forstå?"

 

Men vi render jo ikke rundt i vores privatliv som autodidakte lommepsykologer og vender og drejer hvert et ord, før vi taler med vores medmennesker. (Ikke os alle, i hvert fald).

Men hvor ville det være rart, hvis vi ærligt kunne erkende vores begrænsninger og alligevel ønske at støtte. Vi taber jo ikke ansigt ved at erkende, at her er noget, vi ikke kender til selv - men noget, som vi gerne vil forstå. Men vi tager den andens oplevelser og følelser seriøst og negligerer dem ikke.

Noget, der for mig har været svært efter min skilsmisse, har været, når mennesker omkring mig har forsøgt at give udtryk for, at de kendte alt til mine oplevelser, smerte, svigt, kampe osv. trods de ikke selv havde oplevet skilsmisse, barnefødsler, savn osv.

 

Kender du til dokumentarfilm fra livet i dyreverdenen, hvor en dyremoder tager sit lille afkom i nakkeskindet og løber væk fra farer, hvorefter det på et sikkert sted nænsomt sætter det ned igen, for at lære det om verdenens og livets mangfoldighed og alskens udfordringer?

 

 

Noget, der for mig, har sat min styrke på prøve, har været, gentagne gange at opleve, at "nogen" har ville imellem mit barn og jeg. Hvad enten det er institutioner, bitre eks´er eller andet. Så er følelsen af, at nogen vil dit barns tarv anderledes end, hvad du føler, er bedst for det menneske, som står dig allernærmest, ubeskrivelig.

 

Jeg har kæmpet og kæmpet, hverken mod myndigheder eller institutioner. Og hver gang har jeg vundet. Mit barn har ret til os begge. Så for mange er mine følelsesmæssige reaktioner uforståelige, for "hvorfor tage det så nært, når jeg har set utallige gange, at det danske retssystem ikke lader min eks forhindre mit barn i at se mig?"

Dét skal jeg sige dig; fordi nogen forsøger! Hver gang mindes jeg om, at nogen vil mit barn det anderledes. Hver gang konfronteres jeg med, at jeg ikke har mulighed for at varetage mit barns tarv alene, i dét liv, hvor jeg må undvære, må savne og ikke har mit barn hos mig. Og hver gang mødes jeg med den knurrende følelse i maven af, at "nu skal jeg igen bevise/besvare beskyldningerne med, at jeg har retten til at være i mit barns liv.

 

Hvis mennesker udefra ville vores børn noget ondt (der er mange grusomheder i verden, og jeg behøver end ikke sætte ord på, for at du kan danne dig eksempler i dit sind, desværre) ville de fleste af os først kæmpe via retssystem og instanser.

Og hvis det ikke hjalp, ville mange af os overveje, hvilke yderligheder, der ville være nødvendige, for at vi kunne beskytte vores børn. Hvis vi ser faren, som myndigheder ikke ser? Skal vi tage udenlands, gå under jorden? Mange har gjort det før os.

 

 

Vi eneforældre forbliver i samfundet og kæmper de gengse veje via instanser og lovgivning. Intet kan slå os ud og få os til at miste modet. Men vi bliver på vores banehalvdel, trods vi kan hige efter det modsatte. Og dét er en sej kamp at udholde.

Den største støtte har været fra de, som har erkendt deres manglende erfaring, men som alligevel har ønsket at forstå og på den måde støttet med respekt for mineoplevelser.

De hænder, som er lagt på mine skuldre med ordene om, at det nok skulle gå, har gjort mere ondt end godt. For hvordan kunne de vide, at det nok skulle gå, når de ikke selv havde prøvet det samme?

Måske har du oplevet, at nogle af dine nærmeste har mistet, følt svigt eller på anden måde været udsat for noget, du ikke selv havde prøvet? Hvordan støttede du? Hvordan forstod du? Min bøn er, at du forstår, at din støtte kan være uvurderlig og kærkommen, trods du ikke selv har prøvet det samme

- men ved din blotte tilstedeværelse og respekt for, at vi oplever noget, som er svært.

 

 

 

Jeg har selv, trods formuleringsevne, empati m.v. aldrig formået at kunne forklare nøjagtigt, hvad jeg har gennemlevet de sidste år siden skilsmissen. 
Og de, som har været i mit liv siden start, har været vidner og dermed større indsigt. Hvor jeg overfor nyere relationer ikke formår at sætte dem til fulde ind i, hvad kampene har medført. Det giver et skel mellem de, som kender de største udfordringer i mit liv, som har været med til at forme den, jeg er i dag - og de, som ser, hvem jeg er, uden helt at forstå, hvad der ligger bag.

De emotionelle kampe og sår er sværrest at videreformidle - men vi er mange. Det vidner utallige websites til eneforældre om, der oftest er for/af fædre, idet det hidtil ofte har været mødrene, der har fået "tildelt" børnene. Der er behov for et rum af ligestillede, hvor formidling og besvær med at sætte verbale beskrivelser på emotionel smerte ikke er nødvendig. Et frirum, hvor vi ser, at vi ikke er alene.

 

Min pointe med disse tanker?

To ting. Den første med få ord at forsøge at tydeliggøre den svære kunst at leve to liv, hvoraf det ene er tynget af savn.

Den anden mit ønske om, at vi er flere, der forstår; Vi kan støtte og trøste, selv uden at have de samme oplevelser. Tak Gud ske lov for, at vi ikke alle behøver oplever samme smerte ogudfordringer i livet. Du har dine, og jeg har mine. Men vi kan lære af hinandens.

 

Blot lidt tanker herfra... Jeg ønsker dig det bedste på din vej gennem livet.

Sidst ændret den Søndag, 01 September 2013 18:48

Relaterede emner (med tag)

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer