24-01-2014

At opgive at dømme Vist

Bedøm
(0 stemmer)

 

En af de sværeste processer menneskeheden er på vej igennem, er opgivelsen af dommerfunktionen og fordømmelsen.
Og hvorfor er det nu , at netop dette er så svært?
Fordi hvis vi opgiver at dømme og fordømme andre, starten vi automatisk på en proces, der føre hen til tilgivelsen af os selv, og tilgiver vi os selv, ja så er der ikke langt til at tilgive andre, og hvilke konsekvenser kunne dette ikke have, globalt set.
Mange bruger denne mekanisme til at opretholde en, for dem, hensigtsmæssig magtbalance, økonomisk som politisk, (to sider af samme sag), men ser vi helt ned på det enkelte menneske, og det er jo der alting starter, ja så er det interessant at se, hvad det egentlig er for en mekanisme. Hvad bruges den til sådan helt inde bag ved, set i lyset af den udviklings proces, som vi alle skal igennem før eller siden.
At starte på en proces, som skal føre os hen til det, vi i dag vælger at opfatte som " et helt menneske", er en proces, der dels tager mange år, ja mange liv. I denne proces får vi kendskab til mange facetter i os selv, som vi enten har helt fortrængt, eller måske helt "undgået", at stifte bekendtskab med.

Vi bliver på forskellige måder gjort opmærksom på disse dele af os selv, enten ved at de "opstår" i os selv, gerne forklædt i "angstens kåbe", eller også "får vi øje på dem hos andre. I begge tilfælde reagerer vi nærmest per automatik. Et forsvars værn, som vil være selv en Bush og en Blair værdigt. Enten projicerer vi dem ud, eller også introjicerer vi.
Der er jo en grund til, at vi helt har undladt at komme i forbindelse med disse følelser. For at overbevise os selv om, at vi ikke kender til disse følelser/motiver/intentioner, gør vi os enten til overdommere, (nogen gange endda i Guds navn) og ridser her op, hvad der er rigtigt og forkert, eller også lader vi fordømmelserne regne ned over en andens hoved, måske flere, for der er jo nok nogen, som tidligere har haft "forkerte" motiver, og som lige kan få en opsang med, nu vi er i gang.

Værst ser det ud, hvis den "anklagede" er dig selv. Så kan dommen ikke blive for hård. Straffeekspeditionen kan få så hårde konsekvenser, at du ikke længere synes du er "værdig", så du dømmer dig selv til adskillelse, måske fra andre, måske som yderste konsekvens, fra Gud.
Dette er den hårdeste form for dom, fordi adskillelse fra Gud er det mest ensomme og smertefulde, der findes.
Dog vil jeg samtidig sige, at denne "dom" formentlig er en dom, vi alle skal igennem, for at forstå og integrerer ILLUSSIONEN om ADSKILLILSE.
Så der er en mening med galskaben, så at sige, hvor smertefuld den end er.
Men for et vende tilbage til følelserne, dem vi enten mærker, eller "opdager" hos andre.
Jeg vil gerne lige slå fast.
VI KAN IKKE SE NOGET I ANDRE DER IKKE ER I OS SELV, OG VI KAN IKKE FREMKALDE NOGET I ANDRE SOM IKKE ER I OS SELV.
Ganske enkelt, så enkelt at det næsten ikke er til at forstå, endsige bære. Det betyder, at alt hvad vi både ser og fremkalder, er i os selv. Det gælder både det vi vælger at kalde negativt, men også det vi vælger at kalde positivt. Desværre er det blevet sådan i vores samfund, at også kærlighed er blevet så svær en følelse for mange, at vi vælger ikke at møde den.
Og en af måderne vi vælger ikke at møde følelserne på, er ved enten at dømme eller fordømme, for at skabe distance eller for at straffe, og da vi i nogle tilfælde, (de fleste) tror at følelserne "tilhører" de andre, ser vi ikke, at både distancen og straffen rammer os selv, fordi følelserne i alle tilfælde, tilhører os selv.

Vi er opvokset i et samfund, en kultur der er funderet på rigtig/forkert, sort/hvidt, negativt/positivt, kort sagt en fragmenteret fundering, fordi der ikke er noget midt i mellem. Der er kun enten/eller.
Ser vi ind bag ved dette system, (og ikke igen fristes til at dømme), så ser vi, at det faktisk er et genialt system. Og hvorfor genialt? Jo vi lærer her, at der til enhver opfattelse/følelse er en modpol/dual, og at netop ved at stifte bekendtskab med modpolen/dualen, bliver vi i stand til at se begge aspekter, og derved igen i stand til, at træffe vores beslutning om, hvilken vej vi vil gå.
Så i stedet for at dømme og fordømme, kan vi, set i lyset af, at der er en mening med dette, at det er en del af processen, vælge at accepterer disse følelser, at accepterer at vi indeholder disse følelser, at der er en god grund til at vi indeholder dem, at de ikke er "forkerte", og i kølvandet på denne accept, accepterer at andre har "deres fejl". .
Få øje på muligheden til netop at bruge disse følelser til at opdage dig selv, udvikle dig selv, og vigtigt vælge din vej.
Husk at du altid indeholder det modsatte/dualen , både når det gælder det gode, men så sandelig også når det gælder det "dårlige"
Det dårlige i anførselstegn, fordi intet er dårligt. Alt der bliver tilbudt os, skal ses som en gave/mulighed for at udvikle os, og husk igen her, at vi udvikler os i forskellige tempi!!!!!!
Vi er alle i gang med denne proces, ingen mere end andre, men alligevel tilpasset vores egen unikke udvikling, og derfor aldrig ens.

Prøv hver morgen at tage en beslutning om ikke at hverken at dømme eller fordømme nogen eller noget (inkl.. dig selv).
Så starter du dermed også den vanskelige proces med at tilgive dig selv, og finder dermed også nøglen til det liv, vi alle længes efter, nemlig et liv i fred og harmoni med os selv og vores omgivelser. Det liv som Gud ønsker for os alle, og som han hver dag og hele tiden prøver at hjælpe os til………….HVIS VI VÆLGER DET.

Vibeke Dorph Gruvstad

Vibeke Dorph Gruvstad

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Senest fra Vibeke Dorph Gruvstad

Tilbage til toppen