12-02-2014

Det, du fokuserer på, får du mere af Vist

Bedøm
(2 stemmer)
Kender du det at føle dig magtesløs, og som om verden har en dagsorden med dig, der er i uoverensstemmelse med din egen? I så fald kan du heller ikke undgå at føle, at livet er en kamp. Du er hele tiden op imod et eller andet. Imod noget, der vil berøve dig din glæde, din ro, din sikkerhed og især kontrollen over dit liv. Lige som man tror, at nu har man fået styr på det hele, så skal livet nok vise, at der må man tror om igen. Uanset om man er en fighter og klar til at tage udfordringerne op, eller man bruger lang tid på at komme sig over uretfærdigheden, så er det i sidste ende op på hesten igen og så derudad. Eller er det?
 
Det behøver ikke være sådan. Du kan ændre dit liv radikalt. Ikke ved at rykke rundt på flere ”ting” i den ydre verden – så som nyt job, højere løn, ny kæreste, nye venner og den slags. Nej, slet ikke. Det har du sikkert prøvet så mange gange. Hvis du ser åbent og ærligt på resultaterne, vil du opdage, at det nok har give nogle ændringer i din ydre verden, men inden længe står du tilbage med samme oplevelse indeni, samme kamp, der skal kæmpes, samme uretfærdighed, der skal bekæmpes. Gammel vin på nye flasker eller nissen flytter med er talemåder, der netop udtrykker, at nok kan vi foretage os forandringer, men i virkeligheden har vi ingenting forandret. Hvad pokker gør man så?
 
Se her er det, at du skal gøre op med dig selv, hvad du virkelig ønsker. Helt dybt inde – og helt uden hensyn til, hvad andre tænker. Grav så lige et lag eller to dybere. Når du kommer dybt nok ned, vil du finde, at du ønsker dig fred (sikkerhed), glæde og kærlighed. Forskellige ord, der udtrykker præcis det samme. Forskellen ligger altså ikke i, hvad vi ønsker os. Alle ønsker fred, glæde og kærlighed. Nej, forskellen ligger i, hvad vi tror, der giver os det, og hvordan vi tror, vi kan få det.
 
Igen er det tid til at lægge hånden på hjertet. Har du det, du ønsker dig? For evigt – altså uden ophør? Sikkert ikke. Til gengæld har du lige taget et afgørende i skridt i at begynde en forandringsproces. Du har nemlig erkendt, at dine strategier indtil nu ikke har ført dig til dit mål.
 
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg heller ikke er der. I hvert fald ikke helt endnu. Men jeg ved, at jeg er rigtig godt på vej. Jeg har ufatteligt meget mere fred, glæde og kærlighed i mit liv nu end tidligere. Opskriften? Den deler jeg gerne med alle interesserede. Faktisk er det meget enkelt. Men på trods af sin enkelthed er det ikke helt let, fordi vi er vane-mennesker. Opskriften på glæde er ganske enkelt at holde op med at tænke og gøre det, der sårer og begrænser; og så vælge glæden og kærligheden i stedet for. Men for at gøre det er der rigtig mange tanker, der skal have et helt andet udgangspunkt. Den nuværende mentale platform skal med andre ord skiftes ud med en helt anden og kærlig platform. Arbejdet ligger altså på det mentale plan. Vi skal til at undersøge tankerne, du og jeg.
 
Det er kun i sindet, at en virkelig forandring er mulig. Det, du fokuserer på, får du mere af. Det er både ganske enkelt og meget dybere, end vi er i stand til at opfatte, når vi tager de første skridt. Som sagt har jeg været på vejen i en del år efterhånden, og jeg kan godt betro dig, at uanset hvor store udfordringer, jeg har mødt på min vej, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt mit kompromisløse valg om, at sand glæde er mit mål. Jeg håber, at du har mod på og lyst til at kigge med. Vi ”ses” i næste indlæg. Og indtil da: Nyd livet – fokuser på glæden. Det, du fokuserer på, får du mere af.
 
Med kærlighed
Lene Greve Lyngsø
www.k-kom.dk
Sidst ændret den Fredag, 14 Februar 2014 12:00
Lene Greve Lyngsø

Lene Greve Lyngsø

Jeg har undervist i meditation og sindets magt siden 2003. Egentlig kan jeg ikke huske en tid, hvor jeg ikke filosoferede og studerede sindets magt og livets store sammenhænge. Mit budskab er, at vi selv tænker os til vores livsoplevelse. Er vi ikke helt tilfredse, er det ikke i verden, at forandringen skal finde sted. Det er i sindet, at den varige forandring finder sted. Det kræver vedholdenhed at ophæve den negative del af sindet (egoet), men lidt stædighed i den retning er ingenting i forhold til gaven ved glædelige og kærlige tanker.
 
Jeg er selv på vejen i transformationen og finder meget inspiration i Et kursus i mirakler, der hjælper mig til at afvikle egoet og blive mere og mere sikker på min/vores sande identitet - glæde, fred, kærlighed og frihed.
 
Må lyset være på din vej
Lene Greve Lyngsø
www.k-kom.dk  

Hjemmeside: www.k-kom.dk E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Relaterede emner (med tag)

Tilbage til toppen