Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
18-02-2014

Kunstneren og Den Feminine Energi Vist

Bedøm
(1 Stem)
 
Forord
Januar 2014
 
Jeg havde fået en idé om at skrive en bog om den Feminine Energi, Kærlighedens (hvad nogle kalder Gud, andre Allah etcetera) kvindelige ansigt. Og jeg havde fået en idé om at skrive om kunstneren. Det var da jeg mødte Virginia Woolf og hendes ”Sit Eget Værelse” at en fornemmelse viste sig , med henvisning til at forbinde de to.
 
I os alle råder der forskelligartede kræfter, den ene mandlig og den anden kvindelig og dette er ikke udtømmende, men udgangspunkt for disse tankestrømme.
I manden dominerer – eller fylder – den mandlige energi i forhold til den kvindelige. I kvinden fylder den kvindelige energi – eller feminine – i forhold til den mandlige/maskuline energi. Den ligevægtige, balancerede bevidsthestilstand er hvor de to energier er i harmoni og samabejder i hver enkelt person. Er man mand, må man balancere og inkorporere det feminine i én, en kvinde må give plads til det mandlige aspekt i sig. Når denne proces lykkes finder man ind i den isogyne bevidsthed. Den store bevidsthed, kunstnerens bevidsthed, hvor man er i stand til fuldt ud at udnytte sine evner og potentialer.
 
 
 
*
Det faldt mig ind efter en Nespresso-kaffe, der smagte sødligt af karamel og efter morgenmaden i radioens selskab, som fortalte om dårligdom og ligegyldigheder, at sætte mig til at se nogle videoklips af Seeren (fra Andalucien). Klips, jeg har set før, hvorfor det ved første tanke forekom mig fjollet. Dog, ved jeg af erfaring at det er i disse øjeblikke, de små ”ubetydelige” hverdags-valg og hændelser, at de største skatte findes.
Jeg ledte efter noget uden at vide hvad det var. Dette noget syntes også at lede efter mig.
Det var efterfølgende en sætning[1], at jeg rejste tilbage i tiden. Til i sommers, til Milano og til Da Vinci. Kunstneren og mystikeren, der altid har inspireret mig, indgydt ærefrygt og et ideal at stræbe efter.
 
Varmen får mit tøj til at klistre til kroppen, som vi, min søster og jeg, går ned af den øde milanesiske gade mod Santa Maria delle Grazie. Da vi når frem, er det til synet af at receptionisten lukker og bolter døren til indgangen. Symbolikken og ironien i dette får mig til at trække på smilebåndet. Under hele vores tur har min søster lagt vægt på, at man skal se Den Sidste Nadver. Den ”rigtige” udgave. For når man har set dén, må man være et finkulturelt menneske og yderst intelligent. For kun de intelligente, de intelektuelle forstår ægte kunst.
Hvis bare hun vidste... hvis blot hun kendte den sande betydning af dette værk[2]... Hvis blot hun SÅ... virkeligheden. I stedet for overfladen, maskeraderne, sløret.
Og måske er dette skrift, dette værk, til hende. Til de som er fanget i lignende illusioner. 
 
Den, som ikke forstår at se, se virkeligheden, se ind i livet, vil heller aldrig kunne se den enorme skønhed, altings sammenhæng og ej heller tingenes rette sammenhæng.
 
Men tilbage til billedet jeg fandt bag sætningen om Johannes Døberen.
Vi endte med at tage til Pinoteca Ambrosiana på baggrund af en række hændelser som ikke er nødvendige at opremse her. Lad os bare sige at det var lige dele skæbne og valg. På Pinoteca Ambrosiana, inden man træder ind i biblioteket, hænger der over døren en replika af Den Sidste Nadver. Igen, det er ret symbolskt og ikke så lidt ironisk, at alle flokkes til Santa Maria della Grazie, skal bestille plads flere uger forud for at se ”den originale” , så de kan sige at de har set den og dermed pudse deres ego og usikkerheder af med dét. Uden overhovedet at ane, at det er i symbolerne, i selve Da Vincis opbygning af maleriet, i farverne, i kompositionen, i den suggestive kraft som eri maleriet og vigtigst af alt igennem intuitionene, at de skal finde nøglen. Nøglen, til den symbolske verden. Til det universelle sprog. Det er meningen bag maleriet, som Da Vinci ønskede at vi skulle finde. Hvad enten det er en replika eller ej, det er irrelevant i dette tilfælde. Åh, Da Vinci, hvilken genial ånd!  Jeg henrykkes af hans lysende vid, hans humor og indsigt. Og her, bliver jeg atter mindet om dét jeg blev vist, eller fortalt da jeg stod ved foden af denne replika.
Se dér hvor de færreste kigger”, sagde en stemme.
En indskydelse og et næsten umærkbart vindpust i rummet sagde mig, at den der talte var Mesteren selv. Inden jeg kunne nå at blive fanget i ærefrygten, tvivlen eller lignende fælder, der hver dag afviser så mange ”mirakler”, blev min opmærksomhed henledt på en skikkelse i venstre side af billedet. Hidtil havde mine tanker centreret sig omkring Jesus og Maria Magdalene (som stadig hårdnakket benægtes at være en kvinde)[3]. De centrerede sig om en bog, som nyligt havde fundet mig omkring Maria Magdalene og Den Glemte Kraft. Mine tanker bevægede sig også i retning af forestillingen om at Maria Magdalene og Jesus skulle have været gift. Men der var ét eller andet der skurrede dér. En mislyd, noget der ikke var mig helt klart.
 
Da var det min opmærksomhed blev henledt på en gyldent lysende skikkelse. Det var ikke Jesus. Det var Johannes Døberen. Han sad anden-yderst, med det samme lys omgivende sig, udspringende fra sig som Maria Magdalene. Og – hvad andet er, Maria læner sig faktisk mod Johannes frem for mod Jesus. Jesus er afbilledet med et mørkere skær, hvilket hentyder til at han ikke helt er af samme ”rang”[4] som Maria Magdalene eller Johannes Døberen. Johannes Døberen rækker ligeledes ud efter Maria Magdalene, ligesom hans blik er rettet mod hende.
 
Da jeg gjorde mig disse tanker, foretog disse åndelige rejser, noterede jeg undervejs i min notesbog:
Johannes Døberen – Maria Magdalene – Leonardo Da Vinci
Og da dukkede noget andet op, med en ældgammel stemme fra et ældgammelt sted:
”Prieuré de Sion.” Præsteskabet af Sion. En sang spillede da i æteren:
 
By the rivers of Babylon,
there we sat down,
yea, we wept,
 when we remembered Zion...
 
Sion, forklarede en indre stemme, er det sted hvor enhed, fred og frihed hersker. Ofte fejlagtigt beskrevet som ”utopisk”, for ordet hentyder rent faktisk til en tilstand, et bevidsthedsniveau.
Jeg slog  ”prieuré of Sion”[5] op via Google og noget uventet, et symbol, dukkede op. Et symbol, som ser jeg nu, findes på omslaget af denne notesbog hvori jeg skriver dette. En læderindbundet notesbog, købt i Firenze af min søster. Leonardo Da Vincis hjemby. En notesbog, hun ikke fandt et formål til, og da gav til mig. En notesbog hvis formål nu bliver opfyldt.
Symbolet er en fleur de lis.
Bag dette symbol, er den energi, som er blevet kaldt mange navne. Blandt andet Jomfruen, Den Store Moder, det Feminine Aspekt. Den Feminine Energi.


[1] ”Den, der var dygtigst af dem, det var Johannes Døberen”, m.youtube.com/watch?v=dNIJWJMstv4
[2] Ja, af al sand kunst. Som netop er kunst fordi det er subjektivt og taler direkte til beskueren.
[3] På et skilt i Pinoteca Ambrosiana, der fortæller hvem de forskellige skikkelser i maleriet er, beskrives Maria Magdalene stadig som én af Jesus’ mandlige disciple. Til dét har jeg kun at sige: se dog på maleriet og mærk efter indeni jer selv – selvom de færrest her vil have den fjerneste anelse om hvad jeg taler om. Er denne skikkelse en mand? Ligner det overhovedet en mand? De eneste der stadig påstår dette, er den katolske kirke. En mandlig funderet religion.
[4] Dette skal forstås som at han ikke var på samme bevidsthedsmæssige niveau, ikke havde samme indsigt som Maria Magdalene og Johannes Døberen.
[5] Som Da Vinci var stormester for i 1500-tallet.
Charlotte Luxhøj

Charlotte Luxhøj

Se www.charlotteluxhoej.com

Hjemmeside: www.charlotteluxhoej.com E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer