Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
20-10-2014

3 grunde til at dine grænser bliver overskredet Vist

Bedøm
(2 stemmer)
Har du svært ved at markere dine grænser? Oplever du igen og igen at blive behandlet på en måde du ikke bryder dig om, men får ikke rigtigt ændret på situationen gennem de reaktioner du kommer med?
 
Hvis dine grænser bliver overskredet, og du prøver at reagere på det uden at det giver et bedre resultat, kan det skyldes flere forskellige ting. Herunder får du tre eksempler på de årsager der kan være til din situation.
 
Du tager ikke dine grænser alvorligt
Du kan sagtens registrere at der sker noget med dig, når du bliver behandlet på en ubehagelig måde – du kan med andre ord godt mærke din grænse. Men alligevel har du svært ved at tage den grænse helt alvorligt, og lade den synke ind i dine følelser. Du lægger måske afstand til din grænse ved at tvivle på den, eller ved at bekræfte dig selv i at du ikke kan mærke den, selvom du sidder og ryster af vrede, sorg eller stress.
 
At tage din grænse alvorligt vil sige at du lader den gøre noget ved dig og lader den påvirke dit liv – at du accepterer den, værdsætter den og bruger den som en del af dit fundament til at tage fremtidige beslutninger på. Hvis du ikke selv er villig til at ære og respektere dine følelser, vil andre mennesker mærke det på dig, og behandle dig på samme måde som du behandler dig selv.
 
Du dominerer i stedet for at udtrykke dig
En anden grund kan være, at dine reaktioner bærer præg af at du prøver at styre situationen i stedet for at udtrykke dig. At dominere kan f.eks. være at afvise gennem tavshed, at få andre til at få medlidenhed med dig, at manipulere, kritisere eller at fortælle hvad den anden person skal gøre og sige. Du kan faktisk også dominere ved at fortælle om dine følelser, hvis du gør det på en måde der bebrejder, gør en person til krænker eller presser den anden person til en bestemt adfærd.
 
Den type dominans skaber tit en modreaktion imod dig, som kan overskride din grænse en gang til. Hvis du vil have at andre skal lytte til dig, når du siger fra, skal du droppe forestillingen om at du kan styre den anden person til at lade være med at gøre dig ondt. I stedet skal du fokusere på at vise og udtrykke helt ærligt hvilken reaktion vedkommende skaber i dig med sin adfærd. Det virker meget stærkere.
 
Du forventer at blive forstået med det samme
En tredje grund kan være at du forventer at andre mennesker kan gætte sig til hvad deres adfærd gør ved dig følelsesmæssigt. Kun meget få mennesker er ude på at gøre skade med vilje. De fleste der sårer dig, gør det fordi de ikke har det på samme måde som dig, fordi de ikke er særligt opmærksomme, fordi de glemmer det når du siger fra, fordi de ikke forstår dig, fordi de ikke er særligt selvkritiske eller fordi de ikke selv har prøvet at modtage den adfærd på deres egen krop og af den grund mangler selvindsigt.
 
Når du i dine nære relationer møder en adfærd du ikke bryder dig om, kan det derfor være hårdt arbejde at ændre på den. Du skal fra starten forvente at det kan blive en kamp, som du har ansvaret for at føre. Det kræver at du bliver ved med at reagere og udtrykke dig hver gang du møder den adfærd. Du skal acceptere at det kun er dig der har behovet for at lave den ændring i samværet, og derfor  også er dig der skal arbejde for den.
 
Eksemplerne gælder dig, der reagerer. Hvis du får dine grænser overskredet uden at reagere på det, er det en anden sag.
Sidst ændret den Søndag, 07 December 2014 21:19

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer