Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
01-02-2015

Anmeldelse af "Find din indre kraft" af Audun Myskja Vist

Bedøm
(0 stemmer)
Anmeldelse af ”Find din indre kraft” af Audun Myskja.
 
Når nøden er størst, er hjælpen nærmest – dette gamle ordsprog af ukendt oprindelse rummer hele essensen af denne bog:
 
Du er i stand til at vække dine selvhelbredende kræfter og hjælpe dig selv.
 
Det er det vigtigste budskab af alle. Vi er alle født med selvhelbredende kræfter, og vi kan ved hjælp af enkle øvelser finde og styrke vores indre kraft, skabe sundhed og overkomme modgang og sygdom. Men ikke nok med det  - vi er også i stand til at hjælpe andre til at finde deres indre kraft og hjælpe dem til at skabe sig et bedre liv og et bedre helbred.
 
I bogens første del introduceres læseren for Audun Myskjas personlige vej til alt det, der handler om healing. Audun Myskja er uddannet læge, og respekten for sundhedsvæsenets videnskabelige grund-piller er en del af hans fundament, men samtidig har han en stor og umættelig interesse for alt det, som handler om healing og energimedicin, og det har været et parallel-spor  i hele hans studietid og i hans lægegerning. Et spor, som blev grundlagt tidligt i hans liv, hvor han ofte havde en følelse af at være fremmed i det liv, der var rundt omkring ham.
 
Det er hans store drøm ” at have en integreret medicin, hvor mennesker, der lider, kan få det bedste fra alle verdener – med lægevidenskaben som den ene grundpille og med selvværd og mestring som den anden – med hele det rige spekter af komplementære behandlinger som urter, sang og healing, der kan nå ind i de rum, hvor lægevidenskaben har svært ved at nå ind.”
 
Anden del af bogen er værktøjskassen, en guldgrube af øvelser og teknikker, en verden af muligheder, hvor vi kan finde det, der passer til os. Som Audun Myskja siger: ”Prøv alt, og hold fast ved det, der virker!”  Tankens kraft og åndedrættet er to fundamentale områder, som alle traditioner gennem tiden har haft fokus på, for her ligger uanede muligheder. ”Sindet er grænseløst; det er os, som sætter begrænsningerne”.
 
Bogens tredje del omhandler healing som fænomen.  Hvad er healing, og virker det? Dette beskrives gennem flere eksempler. Er healing et spørgsmål om at få fjernet sygdom og lidelser hos en healer? Eller er healing snarere ”et samarbejdsprojekt, hvor healeren mere virker som en ’empowerer’ og vejleder end én, der ’fikser’ lidelser? Denne diskussion tages også op.
Audun Myskja har sat sig grundigt ind i hele området, og alt i bogen er dokumenteret. Der er ingen påstande slynget ud i den blå luft, alt er sagligt underbygget.
 
I bogens tillæg er der
-       en vejledning for brugere og patienter, som søger nye veje
-       en liste over musik til afspænding
-       en diskussion om placeboeffekten
-       forskellige forslag til selvhjælpsprogrammer, afhængig af den tid, man har til rådighed
 
Helbredelse findes i hvert øjeblik, forløsning findes i hvert øjeblik, virkelighed findes i hvert øjeblik. Vi behøver ikke at skabe det, søge det, længes efter det, kæmpe for det.
Vi behøver blot at blive opmærksomme på, hvad der hindrer os.
 
 
 
 
 
 
Øvelse 9: De fem bank. (side 72)
 
Et godt eksempel på en enkel og effektiv øvelse er det, jeg har kaldt ”de fem bank”.Jeg har især set stærke virkninger, når ”ånden er rede, men kødet skrøbeligt”. Øvelsen er god for mennesker, som har arbejdet meget med sig selv, men som døjer med træthed og andre ubalancer. Som én sagde: ”Jeg vil så meget, men min krop er ikke med mig.”                                                                                                              
Sid eller stå i en afslappet stilling, træk vejret lidt dybere og langsommere end du plejer. Hold denne åndedrætsrytme, mens du udfører øvelse 9: de 5 bank.[1]
 
1.     Find akupunkturpunktet K 27 (Nyre 27), i fordybningen under kravebenet. Tap eller massér på disse punkter i hver side, helst med fingerspidserne på modsat sides hånd i ca. 1 minut. Disse punkter giver fornyet energi og modvirker alle tilstande, hvor vi føler os kraftesløse eller oplever at miste energi.
 
2.     Lad fingrene glide let hen over midten af brystbenet (akupunkturpunkt CV 17). Der finder du en lille fordybning. Tap på dette punkt med begge hænders pege- og langfinger i ca. 1 minut. Ved ekstrem træthed og udmattelse kan du banke let på punktet med din knyttede hånd. Punktet kaldes også ’gorillapunktet’. Punktet stimulerer immunforsvaret og giver styrke og mod.
 
3.     Lad fingrene glide ud til brystvorterne, derefter lige ned under brystet og til området i den nederste del af brystkassen. Der lader du fingrene glide ind i fordybningen mellem ribbenene. Dette er balancepunkterne for milt (venstre side) og lever (højre side). Tap på disse punkter, og helst med modsatte sides hånd. Disse punkter støtter kroppens evne til at forny sig og skabe friske kræfter.
 
4.     Armhulepunkterne. Jeg har fundet ud af, at der i ”sidesømmen” i hver side   ligger punkter i mellemrummene mellem ribbenene – fra armhulerne og ned til nederste ribben, der er ømme hos alle, jeg har undersøgt, og som føler sig udmattede og ude af form (punkterne har vist sig ikke at være ømme hos dem, der er i god form). Her kan du massere i dybden eller tappe. Jeg har erfaret, at punkterne er ømme hos alle med kronisk træthedssyndrom, immunforsvarsproblemer, allergier og alvorlige sygdomme. Ved at massere og tappe disse punkter er det meget lettere at opnå en oplevelse af forøget energi. Massér hvert af punkterne i 30-40 sekunder og få et mærkbart ”boost” eller energikick.
 
5.     Sårbarhedspunkterne. Disse punkter ligger i ”raglansømmen”: overgangen mellem skuldermusklen og ribbenene. Disse punkter er ømme hos de fleste. Her sidder der ofte fastlåste følelser knyttet til situationer, hvor vi er blevet såret og ikke er kommet ordentlig igennem det.  Mange oplever en følelse af frihed efter at have masseret disse punkter.
 
Husk at trække vejret dybt og roligt, mens du masserer disse punkter – det giver en bedre virkning. Denne 5-punkts øvelse kan udføres flere gange dagligt, når du føler dig udmattet. Særlig om morgenen, om eftermiddagen ved 15-16-tiden og tidligt om aftenen, når du gerne vil have flere kræfter.   


Birgit Nielsen

Birgit Nielsen

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer