Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

Fejl
  • JUser::_load: Unable to load user with id: 11458
A+ R A-
Selvudvikling
Selvudvikling

Selvudvikling (136)

Den spirituelle udvikling tager sit udgangspunkt i samværet med andre mennesker...

Det handler ikke nødvendigvis om at gøre store omfattende ting - det kan også være det enkle bidrag - ud fra et spirituelt synspunkt er det ganske underordnet, om det er et stort eller lille bidrag!

Et af de væsentligste problemer i dag er mening - man kunne kalde det en meningskrise i den forstand, at uanset hvor folk mødes drejer samtalen sig om mening - eller mangel på mening!

Især i den vestlige verden, hvor mange har nået et materielt mætningspunkt - uden historisk fortilfælde - taler de om en indre tomhed, men sjældent i forbindelse med en formaliseret religion.

De fleste mennesker søger en spirituel åndeliggørelse og den længsel ses næsten aldrig i sammenhæng med en levende og ritualiseret religiøs praksis.

Vort almene velbefindende er faktisk afhængig af, at vi positivt bidrager og bruger os selv i videst muligt omfang - men mange finder sig selv midt i en heksekedel af meninger og uden en fast indre kerne af ro og evne til at fastholde nuet!

Mennesker har en grundlæggende drift mod at bidrage positivt til deres medmenneskers bedste for den sags skyld til alle menneskers bedste globalt set.

Den spirituelle åndeliggørelse tager sit udgangspunkt i en udvikling sammen med andre mennesker - men ud fra en indre overbevisning og ikke fra et ophøjet og tilbagetrukket sted barrikaderet bag betonagtige meningstilkendegivelser.

Det handler om på en naturlig måde at gøre en eller flere ting for andre ud af hjertets renhed, noget som virkelig ligger os på hjerte og derfor falder os let.

Hvordan lærer vi at kende den inderste hensigt - måske er vi den slet ikke selv bevidst.

Mange er måske bekendt med, hvor stort et nummer vi gør ud af at gemme og skjule de inderste hensigter - det ansvar og det lys, som skinner gennem, den erkendelse, at vi lever i overensstemmelse med vor inderste spirituelle selv.

Det handler ikke nødvendigvis om at gøre store omfattende ting - det kan også være det enkle bidrag - ud fra et spirituelt synspunkt er det ganske underordnet, om det er et stort eller lille bidrag!

Når man nu ikke skal besidde forkromede meninger om alt og intet - så skal man naturligvis ændre sin daglige praksis:

...Less and less is done
until non-action is achieved.
When nothing is done, nothing is left undone...

...The sage has no mind of his own.
He is aware of the needs of other...
(Tao Te Ching by Lao Tse)

At ændre sin daglige praksis betyder at ændre jeg-bevidsthedens planlægning gennem positiv visualisering og meditation i den rækkefølge og herved øge sin handlekraft.

Hvis det du prøver at skabe for andre mennesker ikke lykkedes for dig, er det måske fordi, det ikke er i overensstemmelse med dybereliggende bevæggrunde i dit liv.

Læg en ny kurs og væbn dig med tålmodighed, skab positive forandringer gennem visualisering af dine mål, forlæng din meditative praksis ud i hverdagens gøremål og brug din kreative skaberkraft indefra og ud - så vil selv små forandringer set fra et spirituelt synspunkt - være sande mirakler!

Torsdag, 20 December 2001 01:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af
Læs mere…

For at aktualisere en højere bevidsthedsfunktion gennem meditation, må der gives afkald på sindets og virkelighedens strøm samt trangen til at ville forstå.

Det at ville forstå, filosofisk, videnskabeligt og teoretisk er måske nok en af de vanskeligste bastioner af passere i den meditative praksis - at forstå intellektuelt er et indgreb i forhold til, det der er!

At skabe et gennembrud er, at lade tankestrømmens kontinuerte proces og sindets væveproces standse et øjeblik - hvorved ikke-forståelsen et øjeblik aktualiserer den non-duale fuldkomne bevidsthedsfunktion.

Den forberedende fase forud har medført afslapning og sindets åbenhed, åbenhed betyder her accept.

Denne uforbeholdne åbenhed har skabt ligevægt mellem udadrettethed og indadrettethed - at bevidstheden hviler på både objekt og samtidigt ser subjektet - at praksis altid bestræber sig på også at se iagttageren i det sete.

Den mediterende bevidsthed husker sig selv samtidigt med at den accepterende åbenhed holdes på subjektet.

Disse former for grænseoverskridende bevidsthedsprocesser, hvor den afslappede tilstand vendes indad mod stilheden fremprovokerer søvn.

Det er god praksis at undersøge eller at gøre søvnpunktet transparent - og vide hvor bevidstheden er i begreb med at falde hen, når søvnpunktet nås.

For at føre processen videre er det vigtigt at finde ud af, om det er den udadrettede eller den indadrettede bevidsthed, der falder i søvn.

Hvis den refleksive bevidsthed iagttages og søvnen indtræffer, så falder den mediterende bevidsthed i søvn - det skyldes modstande og blokeringer. Gå tilbage i analysen og find problemerne.

Jeg'et opfatter den meditative bevidsthedstilstand, den dybe afslappede åbne non-duale tilstand som grænseoverskridende og i yderste konsekvens, som jegets død! Et totalt åbent jeg er jo netop ikke noget jeg!

Bevidsthedens klarhed opstår allerede i den indledende fase i og med, at koncentrationsøvelser tilgodeser en balance mellem den udadrettede og den indadrettede bevidsthed - denne meditative bevidsthed opbygger mere og mere energi - sindets og tankernes hvirvelstrømme tømmes for energi - og klarheden lærer at genkende sig selv.

Når jegets magtmonopol er brudt og jeget har erfaret sin egen genfødsel - så vil bevidstheden spontant genkende disse tilstande og stræbe efter oftere og oftere søge at lejre sig i denne højere bevidsthedsform. Prisen for højere bevidsthed er transformation gennem jegets magtmonopol.

Alt for mange mennesker begynder i dag på meditation ud fra fejlslagne motiver som almindelig utilfredshed, følelsesmæssig uforløsthed, mindreværdsfølelse eller af prestige og andre selvpromoverende årsager.

Det er ganske enkelt usundt og umodent - kun den personlighed, der er skabt ud af tilværelsens modne indsigt, balance og eksistentielle mæthed - kan bringe sindets samsariske strømme til en klarhed - og derved finde den rette motivation.

Medmenneskelighed og omsorg for alt levende - bevidsthedens inderste klarhed - er afgørende motiver for gennem meditation at skabe en spirituel intelligens - hvor kærlighed og øget bevidsthed er de hovedmotiver, der kan bærer os igennem det 21. århundrede - sammen!

Torsdag, 20 December 2001 01:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af
Læs mere…


En artikel om den Guddommelige kraft - healing

Tro kan flytte bjerge. Menneskets fantasi, visualiseringens og koncentrations evne indeholder kraften til at gøre rask. Healeren forestiller sig, tænker sig til, at der strømmer positiv energi til et andet mennesket for at skabe balance, og det sker.

Alle mennesker har denne skaber evne, liggende i sin bevidstheds kerne. Lægevidenskaben erkender denne kraft, den kaldes placebo-effekten.

Man regner i almindelighed med at 30% af lægemiddels virkning kan tillægges placebo, altså menneskets egen tro på heldbredelse. Der er heller ikke noget nyt i at lægevidenskaben erkender at menneskets psykiske tilstand påvirker kroppens modtagelighed for en masse sygdomme. Denne sygdomsindstiling har først i de seneste år vundet større indpas i den lægevidenskabelige verden.

Healerens verdensbillede, menneskets energistuktur
For healeren består mennesket af en fysiske krop, en energi krop, en følelses - og en tanke -krop. Disse forskellige energistrukture gennemstrømmer og stråler ud fra den fysiske krop. Dette samlede energifelt, den æteriske energi, følelses- og tankeenergien, kaldes også auraen.

For at menneskets bevidsthed/tanke og følelses verden kan manifestere sig i den fysiske krop som elektriske impulser, sidder der nogle psykiske organer, i energi kroppen.

Energikroppen har bl.a. ansvaret for kroppens sundhedstilstand. De syv psykiske hovedorganer kaldes også chakra og de er forbundet med menneskets kirtelsystem.

Set fra toppen i kroppen, påhæfter de syv chakraer: Hypofysen, pineal, skjoldbruskirtelen, brisselen, bugespytkirtelen, binyrene, æggestokke/testiklerne.

Alt efter hvilken problemstillingen, (ubalance) det enkel mennesket har manifestre i sin fysiske krop, så har det sit udspring fra samspillet i menneskets aura.

Fælles for de fleste healingsteknikker er, at healeren arbejder direkte i disse psykisk organer, chakraer. Da de er indgangen til årsagen i bevidstheden.

Healerens verdensbillede rækker altså ud over den fysiske krop og indbefatter en forståelse af, at menneskets tanke- og følelsesverden også er energi. Og at denne energi påvirker vores fysike og psykiske balance.

Menneskets oplevelser og de beslutninger, der måtte blive taget udfra disse, påvirker disse chakraer, som så igen vil påvirke den fysiske krop til enten at skabe balance eller ubalance.

Det er altså det enkelte menneske, der gør sig selv syg, og det er også det enkelte menneske, der kan gøre sig selv rask.

Årsagen til dette er at finde i sammenhængen mellem den fysiske krop og menneskets tanke- og følelsesverden.

Eksempel: Hvis man tænker negativt gennem længere tid, så vil immunforsvaret i kroppen blive svækket og muligheden for at blive syg stige.

Dette verdensbillede skaber mulighed for, at hvert enkelt menneske har ansvar for sit eget liv og sine egne muligheder. Selvfølgelig bliver mennesket påvirket af den ydre verden via alle de oplevelser, man møder. Men selve oplevelseshåndteringen og evnen til at få erfaringer ud af oplevelsen, beror på menneskets tidligere erfaringer.

Menneskets erfaringer er kommet af tidligere oplevelser. Nogle af disse oplevelser gemmes væk i underbevidstheden, da de umiddelbart har en for stor smerte gemt i sig. Men oplevelsen er ligesom alt andet, energi. Denne energi/oplevelse af smerte sidder nu i menneskets underbevidsthed, som er en del af menneskets tanke- og følelsesstruktur og påvirker derfor den senere oplevelseshåndtering.

Sygdommens væsen
Alt hvad mennesket gemmer i sig påvirker skjult den psykiske tilstand og på længere sigt også den fysiske krops tilstand.

Hvis en tidligere gemt oplevelse ikke får lov til at komme til udtryk ved f.eks. følelsesudbrud, og i stedet bliver ved med at blive undertrykt af ejeren, så prøver den til sidst at gøre opmærksom på sin eksistens via den fysiske krops tilstand. "Hallo!" synes den at råbe, jeg er her, se mig, gør noget.

Det kan være en stor kamel at sluge, især hvis man selv er syg, eller hvis man kender nogle, der er syge. For når man har noget sådan så tæt inde på livet, så kan det føles hårdt og kynisk at få at vide, at den syge selv er årsag til sygdommen.

Men enhver sygdom har en gave gemt i sig i form af en erfaring. Mange af de mennesker jeg har mødt via mit healingsarbejde, som har formået at ændre på deres situation har netop lært en masse af tidligere gemte oplevelser og på den måde gjort sig selv raske.

Healing er kærlighed.

Men det er også kærlighed at lægge ansvaret der, hvor det hører hjemme. Nemlig hos den der har evnen til at skabe ubalancen og dermed etablere balance igen.

Healing
Healing betyder meget enkelt sagt, at skabe balance via positiv energi, som kanaliseres til et andet levende væsen.

Kanalisering er, når healeren har et forhold til noget, der er "større" end healeren selv: Gud, Altet, Universet, Det hvide broderskab, Forsynet m.m. Det bliver kaldt noget forskelligt alt efter, hvilken tro eller verdensbillede healeren har. Hvad det bliver kaldt er ikke så væsentligt for selve energien/healingen.

Under selve healingen skabes der først kontakt til dette "større", og via denne kontakt/forbindelse kan der strømme "noget" igennem.

Nogle healere kalder dette "noget " for lys, energi, kærlighed, vibrationer m.m. Hvis det er en god kontakt healeren har, så vil det være en positiv energi, en opbyggende energi, der vil strømme igennem.

Muligheden for kontakt har noget at gøre med healerens evne til at sætte sig i en speciel stemning. Eller sagt på en anden måde, at gøre sig tom og dermed modtagelig. Når denne tilstand af kontakt med det større, kombineres med tomhed, så er der optimalt åbent for, at energien kan strømme til gavn for et andet levende væsen.

Alt efter healerens evne til at lytte til energien, kan healer støtte processen/healingen ved at koncentrere sig om det, der rent faktisk sker via energien, der allerede tilflyder klienten.

Ved den støtte, healeren giver energien, får energien større mulighed for at manifestere sig i klientens egen energistuktur (tanke- og følelsesverden). Den bliver på en måde mere fysisk.

Et billede
Det er ligesom at være en del af en stort orkester, healeren sidder ved stortrommen. Hvis healeren evner at lytte til musikken og støtte de smukke lyde, der kommer ved at ramme den rigtige takt på det rigtige tidspunkt, så vil musikken bedre kunne gå ind til den, der lytter/klienten.

Det er et meget tæt samarbejde, imellem energien og healeren. Hvis vi tager for givet, at healeren har en god kontakt, og at energien kan strømme, så bliver healeren rimelig uinteressant.

For så bliver det en sag mellem klienten og energien. Energien er ubetinget kærlighed: Den kan ikke påtvinges, den kræver intet, og den søger ej heller bekræftelse.

Energien søger klientens egen Guddommelige kraft og aktiver denne, så klienten selv kan genskabe balancen. Om ubalancen er en fysisk sygdom eller en psykisk ubalance betyder ikke noget. Processen er den samme, uanset hvilket symptom ubalancen viser sig som. Healing er som alt andet i denne verden, hjælp til selvhjælp.

De mange ydre former
Healingen har mange ydre former. Og det vil blive for omfattende at nævne alle de navne, forskellige mennesker kalder lige præcis deres healingsform. De fleste af navnene dækker faktisk over nedenstående arbejdsprincipper.

Fysiske/æterisk healing: Healeren bruger sine hænder, som så lægges på klientens fysiske krop.

Chakrahealing: Healeren bruger sine hænder til at styre energien derhen, hvor healeren arbejder. Healeren bevæger sine hænder et stykke fra klientens kroppen.

Mentalhealing: Healeren sidder et stykke væk fra klienten og bruger sin koncentration til at støtte eller styre energien med.

Trancehealingen: Healeren overlader hele healingen til energien. Healeren sætter sig i en meditativ tilstand og lader energien gøre, hvad den vil.

Buddhi: Healeren skaber kontakt til klientens egen kerne af lys og fred, og meget bevidst lader healeren, klientens eget lys, selv gøre arbejdet.

Fjernhealing: Healeren sender energi over store afstande til et andet levende væsen. Det kan være til Australien, til månen. Energien kan arbejde frit, da den ikke lader sig begrænse af tid og rum.

Gruppehealing: Healeren overlader healingen til energien, da det er flere end et menneske, der skal heales. Det kan være lige fra to til 1.000.000 mennesker. Gruppehealing og fjernhealing kan kombineres, så en meget stor gruppe af mennesker kan blive healet enten over tv eller radio.

Selvhealingen: Er hvor mennesket selv visualisere eller koncentrere sig på at gøre sig selv rask.

Objekthealing: Healing igennem et ydre objekt, typisk et billede eller en figur. Via objekte skabes der en kontakt til betragterens egen kerne af lys, som så skaber en bevægelse i betragterens energistuktur. Healingen går i gang

Man kan så kombinere principper fra gruppehealing og objekthealing og heale over Internettet, eller igennem en avis, magasin, tidsskrift, eller en bog.

Healingen har mange former, men det overordnet for alle formerne, er at skabe balance og harmoni i hele auraen, så at kroppen/bevidstheden helbreder sig selv.

Mirakler
Mirakler sker, og de sker, fordi den klient, som modtager healingen, selv er villig/klar til at ændre den årsag, som skabte sygdommen eller ubalancen i sin tid. Det kan umiddelbart se ud som om, det er healeren, der har gjort klienten rask, men dette er ikke rigtigt. Det er energien/den ubetingede kærlighed, der har skabt miraklet ved at tranformere/ forvandle den årsag, der skabte sygdommen. Dette gør ikke miraklet mindre eller dårligere, tværtimod. Selve forståelsen for og erkendelsen af, hvor ansvaret ligger - skaber mirakler.

Healingens lys handler om at arbejde med at gøre det skjulte, synligt. At skabe balance, hvor der har været ubalance. At skabe harmoni, hvor der er disharmoni. At skabe kærlighed, hvor der er had. At skabe fred, hvor der er krig.

Vi mennesker fører krig mod os selv. Vi tror ikke, vi er noget værd. Vi tror, at vi er skyldige. Vi tror, at vi er forkerte. Vi tror, at vi skal være på en anden måde. Vi bebrejder os selv, vi skyder skylden på andre, vi måler os med andre, og på den måde skaber vi vindere og tabere. Vi tror, at vi skal gøre os fortjent osv.

Store mirakler vil ske, når vi mennesker vil holde op med at søge uden for os selv. Store mirakler vil ske, når vi mennesker vil holde op med at pege fingre af vores ydre verden og give den skylden for vores situation. Store mirakler vil ske, når mennesket begynder at elske sig selv, for før kan andre ikke elske os, og vi kan ikke elske andre.

Af Steen Kofoed, Healerskolen

Email
Hjemmeside

Søndag, 14 April 2002 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Steen Kofoed
Læs mere…

BORGENS FORLAG

Side 10: KRISTUSPROCESSEN
Kristusprocessen beskriver den forestilling, at den bevidsthed og energi, der første gang manifesterer sig i Jesu liv og gerning vedvarende og stadigvæk udtrykker sig og altså indvirker på enkelte mennesker og desuden på historiens evolutionsmæssige gang. Kristusprocessen betegner specifikt dette forløb fra Jesu liv og virke, over hans død og frem til "Menneskesønnens komme i skyen" (Luk.21.27), hvilket man også kalder "Kristi genkomst".

Men Kristus er vel ikke længere fysisk på samme måde, som da han udtrykte sig i den levende Jesusskikkelse Og hvis Kristus ikke således er fysisk, hvordan skal man så forstå eller forestille sig Kristusprocessens konkrete udtryk?

Som læsere af mine bøger vil vide, antages mennesket at leve i flere dimensioner samtidig. Et menneske er fysisk ved sin stoflige krop. Men livet, der pulserer gennem kroppen og dens billioner af celler, dette liv er tydeligvis noget andet end selve den stoflige krop. Vi ser alle straks forskel på et lig og et dybt sovende menneske. Liget mangler livets puls og energi.

Alt levende, planter, bakterier, dyr og mennesker har til fælles dette vanskeligt definerbare, men let erkendelige: livet. Denne kvalitet, eller livets dimension slet og ret, kalder man det æteriske (eller bioenergien, pranalegemet, osv.).

Det fysiske, selve stoffet, deler vi med og låner af planeten. Det æteriske, livet, deler vi med dyr og planter.

Men mennesker og dyr har noget, som planter ikke har. Igen er dette vanskeligt at beskrive præcist, men det er samtidig noget, som vi alle let kan kende og fornemme: det dyriske i forskellighed fra vegetationen. Man kan karakterisere det dyriske som det instinktive; som sansen for forskellen mellem, hvad der gavner og hvad der skader individet. Denne evne til at føle det fjendtlige og det venlige umiddelbart eller instinktivt er det emotionelle niveau. Haren sanser lynsnart, at ræven er en fjende - og flygter. Haren tænker ikke først eller spørger andre harer til råds; i så fald ville det også være det sidste, den gjorde: for så ville den være død. I et nu mærker haren i selve synet eller sansningen af ræve: fjende, flugt. Den formulerer ikke, den sanser og reagerer umiddelbart, instinktivt, emotionelt.

Dyrene har tydeligvis en bevidsthedsdimension, som planterne ikke har. Dyr kan afbilde verden; de bevæger sig omkring, har sanseorganer og hjerne, ganske som menneskene. Dette dyriske bevidsthedsniveau kaldes det astrale. Her findes billeder, instinkter, emotioner, arketyper, drømme, sym- og antipatier.

Og mennesket har del i flere bevidsthedsdimensioner, eller livsaspekter. Menneskene kan tænke, de har et jeg, og det har dyrene ikke (endnu).

Det mentale er tankeverdenens og jegets funktion. Også bøn og meditation forstået som vågen bevidsthed uden tankeindhold - og uden billed- og emotionsindhold også den åbne, tomme bevidsthed hører til den mentale dimension.

Det mentale er menneskets fjerde bevidstheds- eller funktionsniveau. Ud over dette kan alle mennesker i princippet udvikle og bevidstgøre selvet. Selvets niveau er det spirituelle.

Yderligere har mennesket del i det åbne felts dimension, det kosmiske bevidstheds- og funktionsniveau. Den syvende bevidsthedsdimension kaldes enheden; urgrundens eller kildens niveau.

De tre sidste bevidsthedsdimensioner ligger ud over jegets niveau. De er derfor fællesmenneskelige, hvilket vil sige, at det er en transpersonlig, kollektiv bevidsthedsform.

Ved hjælp af dette sprog kan Kristusprocessen beskrives nøjagtigere.

Da Jesus levede, var han allerede bevidst i sine højere funktionsniveauer. Jesus var ikke kun et jeg i en krop. Han var sig selv og altså vågen i det spirituelle niveau. Og Jesus var ydermere vågen i det kosmiske og enhedens niveau, hvilket fremgår af hans liv, hans gerninger og hans visioner. Jesus var derfor allerede vågen i de tre højere bevidsthedsniveauer.

Da han døde, døde kroppen, jeget, det dyriske, det æteriske. Men selvet, det åbne felt og enhedsbevidstheden var vågent og kollektivt og døde derfor ikke.

Kristusprocessen er den vedvarende aktivitet, der udgår fra de tre højere bevidsthedsdimmensioner, og som virker ind i den mentale, den astrale og den æteriske dimension.

Når et menneske spontant, ved meditation eller bøn eller på anden vis åbner sin bevidsthed ud over jegets horisont, så vil det kunne møde Kristusvæsenet.

Omvendt kan Kristusprocessen ikke uden videre virke i det mentale, i det astrale eller i det æteriske, uden at mennesket selv virker med i en åbnings-, en udvidelses eller en overgivelsesproces.

Menneskene må selv hjælpe med til at lade processen gennemtrænge og forfine det mentale, det astrale og det æterisk-fysiske.

Side 65: RIGET: UDØDELIGHEDEN
Selverkendelsens vej fører til indvielsens begivenhed. I indvielsen møder mennesket en anden bevidsthedsdimension: synernes sammenhæng, den vedvarende bevidsthed.

Når mennesket er rodfæstet i jeget og i kroppens udtryksformer, er mennesket dødeligt. Jeget dør, kroppen dør, sindet dør. Men når mennesket gennem selverkendelse lærer selvet at kende, rodfæstes mennesket i en ny og vedvarende bevidsthedsdimension. Det bevidsthedsfællesskab, som forener mennesker, der er blevet ædru og er kommet til sig selv, er Riget.

Den, som i indvielsen er nået til livets videregivelse, bliver ét med Menneskesønnen:

"Den, som har drukket af min mund, skal blive, som jeg er, og jeg vil være ham«. T. 108 (Thomas-evangeliet).

"Den, som er fjern fra mig, er fjern fra Riget«. T. 82

Og de, som Jesus i indvielsen har valgt, er forenede i eet samfund:

Jesus sagde: "Jeg vil vælge Jer, en ud af tusinde, og to ud af titusinde, og de skal stå som én eneste." T. 23

Riget og selverkendelsen bringes sammen:

Jesus sagde: "Når de, som leder Jer, siger til Jer: "Se, Riget er i himlen!" - så må himlens fugle jo være forud for Jer. Når de siger til Jer: "Det er i havet!" - så må fiskene jo være forud for Jer. Nej, Riget er i Jeres indre og for Jeres øjne. Når I kender Jer selv, da skal I vide, at I er sønner af den levende Fader. Men hvis I ikke kender Jer selv, da er I i fattigdom, og I er fattigdommen."

Gudsriget som en bevidsthedstilstand - en indre eksistensdimension, der nås ved selverkendelsen - antydes ligeledes i Luk. 17,20f:

"Guds Rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: "Se her!" eller: "Se, der er det!". Thi se, Guds Rige er inden i Jer."

Gudsriget er - for mig at se - fællesbevidstheden mellem mennesker, der er kommet til sig selv. Gudsriget har derfor været til stede i glimt, nemlig i initiations- og transmissionstilstande. Men Gudsriget som en almen menneskelig tilstands- og sameksistensform er først mulig, når selvets almengørelse nås.

Kristusprocessens første store evolutionsmål er Gudsrigets etablering som fællesmenneskelig bevidstheds- og samlivsform.

Side 97: DE GAMLE INDVIELSER
I de gamle indvielser oplevede mennesket, at kroppen lå som død i 3 døgn, medens bevidstheden vistes de højere planer og den kontinuerlige dimension.

Denne type af indvielse var kun mulig for de få, og den var hemmelig (de ægyptiske indvielser; de minoiske indvielser ved slangegudinderne; de eleusinske mysterier; de samotrakiske mysterier etc.).

Med Kristi død og opstandelse på tredjedagen vistes nu for alle, der kunne se, at indvielsesmysteriet var blevet åbnet.

Dette var et afgørende vendepunkt i menneskehedens historie. I princippet var fra Kristi død og genopstandelse at regne initiationsmysteriet bragt frem fra det esoteriske, således at det langsomt ved Kristusprocessens virksomhed kunne blive en almen menneskelig begivenhed, der efterhånden ville gennemtrænge menneskehedens bevidsthed.

Jesu opstandelse viste livs- og bevidsthedsprincippets udødelighed.

Kristus efter opstandelsen viste sig på flere måder i forskellige syner og skikkelser, undertiden også helt materialiseret.

At han skiftede fremtrædelsesform og skikkelse, så disciplene først ikke kendte ham fremgår flere steder:

"Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem undervejs, mens de gik ud på landet" (Mark. 16,12-13.)

"Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus seiv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham." (Luk. 24,15-16, cf. Joh.20,14-15)

Fordi Kristus nu ikke længere var bundet til det fysiske kunne han - og kan han - komme til syne og forsvinde som situationen nu kræver det:

"Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne og de kendte ham: men så blev han usynlig for dem." (Luk. 24,30-32)

Når Kristus manifesterede sig i de højere legemer synligt gennem astral-æterisk udstråling, så ønskede han ikke, at de, der så ham, skulle røre ham af hensyn til det energichok det ville udløse i den, der forsøgte på det (Joh. 20,17.)

Men ved flere lejligheder materialiserede han sig åbenbart helt ind i det fysiske, således at disciplene kunne røre ved ham fysisk for at blive overbeviste. Thomas Didymus rørte ham således i stigmaterne (Joh. 20,24-29).

Opstandelsesmysteriet skulle vise menneskets mulighed for at realisere den kontinuerlige bevidstheds niveau. Ved at nå ind til sig selv, kan mennesket udfolde næstekærlighedens samlivsform og virkeliggøre fællesbevidsthedens vedvarende dimension.

Det, der menes med "udødeligheden" og "det evige liv" er for mig at se selvets kontinuerte bevidsthedsform. Jeget er døden; selvet er opstandelsen.

Fællesbevidstheden og hjerternes fællesskab mellem indviede mennesker, der er kommet til sig selv er for mig at se det, der hentydes til med betegnelsen "Gudsriget".

For den eksoteriske forståelse og forkyndelse betegner Jesu død på korset syndernes forladelse ved den stedfortrædende lidelse. Denne forståelse tillige med nadvermysteriet tjener som forberedelse på det udadvendte plan indtil menneskehedens bevidsthed er modnet til at kunne assimilere og virkeliggøre vejen fra jeget til selvet.

Den indvendige forståelse er bevaret og levet af mystikerne, af ørkenfædrene, af gnostikerne; af enkeltindividualiteter som Frans af Assisi, Steiner og Martinus.

Side 100: KRISTI GENKOMST
"Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen." (Ap.G. 1,11)

"Folk skal rejse mod folk, og rige mod rige. Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen." (Luk. 21,10-11)

"Men alt dette er kun veernes begyndelse." (Mat. 24,8)

"Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se »Menneskesønnen komme i skyen« med kraft og megen herlighed. Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig." (Luk. 21,25-28)

"Thi ligesom lynet, der kommer fra øst lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." (Mat. 24,27)

De apokalyptiske tilstande før Kristi genkomst karakteriseres som krige, naturkatastrofer, sult og sygdomme. Ifølge Mattæus og Markus er dette kun "veernes begyndelse"; og hele processen sammenlignes altså med en fødselsbegivenhed.

Ud fra dette kaos breder forvirringen sig til menneskenes spirituelle dimension, idet mange falske profeter vil fremstå.

Sidst inddrages det kosmiske selv: tegn i sol og måne; himmelens kræfter ryster.

I denne afgørende krise vil da omsider "Menneskesønnen komme i skyen", og Kristi kornmod vil lyse over jorden fra øst til vest. Dette vil være tegnet på, at den nye bevidstheds fødsel indvarsles; forløsningen nærmer sig.

I det foregående er Kristusprocessen blevet karakteriseret som en rvolutionspædagogisk bestræbelse, hvis sigte består i at højne menneskehedens bevidsthed fra jeg'ets niveau til selvets tilstand og almene udbredelse.

Denne proces har en udvendig og en indvendig side. Begge sider er lige nødvendige, den ene er ikke bedre og finere end den anden.

Den udvendige side udgøres af kirkelivets brede, folkelige forkyndelse af idealet, af afstanden til idealet, og af tilgivelsen trods afstanden.

Dette er den eksoteriske forberedelse, sådan som den er blevet varetaget i østkirken, i den katolske og den protestantiske kirkevirksomhed. Igen og igen på utallige måder er forbilledet og målet blevet stillet frem foran menneskene i den kristne historie.

Kristusprocessens indvendige side udgøres af den enkelte mystikers liv og gerning og af de mange lødige, men mere eller mindre radikale forsøg på at virkeliggøre spirituelle fællesskaber.

De enkelte mystikere har søgt at realisere selvets tilstand, næstekærlighedens eksistensform og enhedsbevidstheden med Kristus. Kristusprocessen har gennemvævet disse enkeltes liv i form af visioner og indvielsesbegivenheder.

Gennem synernes diakrone sprogudvikling og gennem initiationernes umiddelbare bevidsthedsoverførelser har Kristusprocessen vedvarende manifesteret og udviklet sig frem gennem tiden.

I de forskellige esoteriske gruppers bestræbelser på at virkeliggøre fællesbevidstheden har det formål været det primære: at skabe en konkret fælles bevidsthedsorganisme, der kunne være tjenlig som corpus mysticum for Kristusvæsenets videre og dyberegående virksomhed.

Ifølge denne opfattelse - som nu engang er min personlige og derfor ikke behøver at forpligte eller forarge andre - betegner Kristi genkomst den tid og de begivenheder, der knytter sig til det afgørende bevidsthedsskift, som vil flytte menneskehedens fokus fra jeget til selvet.

I denne overgangstid vil, hvad der førhen har været skjult og hemmeligt, blive åbent og alment tilgængeligt. Grunden til at selvet og fællesbevidstheden har været esoterisk og skjult ligger ikke i, at nogen nidkært har villet holde noget tilbage for andre.

Det skjulte og esoteriske ligger i, at kun den personlige eksistentielt autentiske erfaring kan åbne til, hvad en indvielse er, hvad forklarelse er, hvad fællesskab i én bevidsthed er.

Menneskeheden har skullet modnes og højnes frem mod en situation, hvor de mange indefra følte behovet og dermed også havde muligheden for at erfare disse tilstande og realisere disse indsigter.

Kristusprocessens hele virksomhed gennem næsten 2000 år er den evolutionsmæssige bevidsthedsudvikling frem mod denne tilstand.

At overgangsprocessen fra det esoteriske og mystiske til det åbne og almengjorte ikke kan tænkes at gå for sig uden dramatiske sceneskift i menneskeheden og på jordkloden turde være indlysende. Vores nuværende hele verdensforståelse er primært stadig baseret på jegets princip. Jeg ta'r, jeg har, jeg får.

Dette er stadig retningslinierne for enkeltmenneskenes og nationernes sociale, økonomiske, politiske og kulturelle udfoldelse. Hvis og når overgangsprocessen tager dybere fat, så vil det meste af, hvad der nu er sikkert og giver orientering vakle og svinde bort.

Selvets og livsvideregivelsens helt anderledes princip vil begynde at formgive de sociale, etniske, økologiske, politiske og videnskabelige processer, der sammenvævet udgør vort livsgrundlag og vort verdensbillede.

For mig at se er - som ofte nok i bøgerne sagt - denne fascinerende og afgørende humaniseringsproces allerede i gang.

Den spirituelle og bevidsthedsmæssige udviklings- og modningsproces på jorden udgøres selvfølgelig ikke kun af den del af menneskeheden, hvori Kristusimpulsens proces virker. Også den store østlige spiritualitet symboliseret ved Buddhafeltets proces virker i samme retning.

Kristi genkomst i skyen og Buddhas genkomst i skikkelse af Maitreya - der betyder ven - peger (for mig at se) mod samme altafgørende begivenhed: selvets almengørelse; kærlighedsprincippets virkeliggørelse mellem menneskene.

Kristi genkomst må være en begivenhed inden for menneskehedens bevidsthed, en global åbning af bevidsthedsdimensionen i retning af synernes kontinuerlige strøm.

Den sky, Kristi genkomst finder sted i, må være synernes astrale strålingsdimension og kærlighedsenergiens æteriske niveau. Hvis vi tænker os, at den almene menneskelige bevidsthed var åben på samme måde som mystikernes bevidsthed er åben, så ville menneskeheden som sådan føle og skue Kristusvæsenets vedvarende virksomhed; Kristuslyset ville som kornmod reflektere sig fra øst til vest; altid ville der være vågen, åben bevidsthedskontakt med mesterfelterne og med deres foreningspunkter i Kristusprocessen.

Evolutionsprocessens bevidsthedshøjnende virksomhed bevæger sig nedad fra de højeste ideale bevidsthedsdimensioner for at lutre og forfine de mere formørkede og ubevidste lag, vi almindelige mennesker lever i.

Tirsdag, 04 Juni 2002 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Jes Bertelsen
Læs mere…

I det øjeblik en sædcelle gennemtrænger et æg, skabes der en forbindelse til en sjæl i den åndelige verden ...

Sjælen har igennem længere tid haft et større planlægnings arbejde foran sig i samråd med sine skytsguider og andre hjælpere. Sjælen, som har et hav af inkarnationer bag sig, har udvalgt sig særlige områder af sin bevidsthed, som den ønsker at udforske noget mere i det kommende liv. Med sig har den en enorm erfaringsmasse, som den har brug for at få åbnet op for, således at den kan komme i gang med den nye udforskning og læreproces.

Nu er det sådan, at ikke hvem som helst kan åbne op for denne erfaringsmasse, og derved give sjælen mulighed for at udfolde hele sin storhed. Der skal nogle helt særlige betingelser til. Denne udvælgelse foregår i den åndelige verden igennem væsener, der er så langt i deres udvikling, at de er i stand til at overskue den helhed, som sjælen ikke selv er i stand til endnu. Det siges, at ved sådan en udvælgelse er der ca. seks mulige steder på jorden, hvor sjælen vil være i stand til at få opfyldt sine betingelser. Det er altså ikke sådan, at sjælen skuer ned på vores fysiske verden, kigger på Hr. og Fru. Hansen, syntes de ser særlig søde ud og så vælger at komme der. Valget af forældre er ubevidst for sjælen, men absolut ikke tilfældigt.

Efterhånden som graviditeten skrider frem træder sjælen mere og mere ned i den fysiske materie. Dette er enormt energi krævende for sjælen og der er derfor en masse hjælp og energi tilførelse tilstede under hele graviditeten. Mange gravide oplever ligeledes at være i en helt særlig tilstand af indre ro og hvilen i sig selv, hvilket hænger sammen med den healing, der faktisk foregår ved sjælens indtræden.

I starten af sjælens indtræden vil bevidstheden stadig være i den åndelige verden, men når graviditeten når hen omkring 24. uge er sjælen trådt så meget ind i den fysiske materie, at den nu også begynder at opleve den fysiske verden. Den begynder f.eks. at registrere lys, lyde og morens beroligende hjerteslag. Tiden nærmer sig for den endelige fødsel til fysisk plan. I de fleste tilfælde oplever sjælen at blive presset igennem en tunnel, hvor lyset for enden venter. Her står ofte en del mennesker og tager kærligt imod sjælen og den fysiske manifestation er fuldført. Sjælens bevidsthed er stadig dels på åndeligt plan, men nu også en smule på fysisk plan. Lige når barnet er født ligner det ofte et rynket gammelt menneske og i de første timer efter fødslen er barnet tit meget vågnet. Mange forældre kender til at kigge ind i et par små undrende øjne, som ser ud som om de ville sige: "Hvem er du og hvad laver jeg her?" og som samtidig rummer et blik af uendelig visdom. Det er sjælens visdom, der vises i dens øjne - den visdom, som sjælen bringer med sig ind i denne verden.

Hvad er det så vi forældre har fået? Er det en del af os selv - en forlængelse af mit jeg? Nej, det er en helt individuel sjæl, som på et plan slet ikke har noget med mig at gøre, men på et andet plan har alt med mig at gøre. Jeg er nemlig den, der har vundet i lotteriet over fem andre og jeg er den der er udvalgt til at kunne give denne lille sjæl de optimale betingelser for at udfolde sin sjæl.

Med denne udvælgelse følger også et ansvar. Det er mit ansvar at lade den lille sjæl udfolde sig ved at støtte og guide den, men aldrig forme den til at være en lille kopi af mig. Det er min opgave at forstå at "mit" barn ikke er mit, men er en individuel brik i det større puslespil, nøjagtig som jeg selv er en brik, men dog, til tider to meget, forskellige brikker. At forstå at jeg har noget at give og lære "mit" barn, men at "mit" barn har ligeså meget at give og lære mig. Alt i universet er en bevægelse der går to-vejs, aldrig kun den ene vej.

Jeg er, ved at få et barn, blevet betroet en sjæls videre udvikling - det er mit job at lade den sjæl udfolde sine smukke vinger på nøjagtig den måde sjælen finder mest hensigtsmæssigt. Og denne opgave jeg er blevet tildelt, som forældre, at slippe mit barn og lade det drage de erfaringer det nu engang har brug for, er nok noget af den sværeste opgave et menneske kan blive sat på. Er mit barn en sjæl, der har valgt at skulle igennem en masse lidelse, er det endnu sværere! Som forældre ønsker jeg jo på ingen måder at opleve mit barn være i lidelse og smerte. Men hvis det er det, mit barn har valgt, må jeg prøve alt, hvad jeg kan for at sætte det fri til at drage sin erfaring, alt imens jeg er der som en kærlig opmuntrende støtte imens mit barn går igennem sin svære tid. Står jeg foran noget, som jeg ikke kan, må jeg i kærlighed til mit barn, hjælpe det med at komme hen et sted, hvor der er hjælp til den proces barnet er igennem. At turde erkende, at fordi jeg er en forældre, er det ikke det samme, som at jeg er altvidende og kan støtte i alle situationer.

Jeg mødte på min vej en far som virkelig forstod, at han "bare" var et redskab for sin søn. Hans søn havde hele sit liv haft en meget stærk forbindelse til den åndelige verden, men for faderen var begrebet "den åndelige verden" det samme som russisk - totalt uforståeligt!

For sønnen blev den åndelige kontakt til et mere og mere nedbrydende element i hans liv og hans lidelse voksede. Han var omgivet af mennesker, der ikke forstod noget som helst af hans oplevelser og netop da ingen forstod ham, fyldte det åndelige mere og mere i hans liv i hans søgen efter forståelse, hvilket gjorde, at det fysiske liv blev sværere og sværere.

Til sidst rejste spørgsmålet sig naturligt nok: "Er jeg ved at blive skør?" Fadene erkendte, at han søn havde et verdensbillede, som han intet forstod af, men han accepterede, og ikke mindst respekterede sin søns livssyn, tog ham i hånden og fulgte ham til et menneske, der forstod og kendte til den åndelige verden og som kunne give hans søn det modspil, han ikke selv var i stand til. Det betød for sønnen, at det nu var muligt at kunne vende det, der før havde været nedbrydende til noget opløftende, samtidig med at han kunne finde en måde at være på i den fysiske verden - og lidelsen kunne ophøre!

Denne far udviste en enorm storhed ved, at han turde erkende sine mangler i forhold til den individuelle sjæl, han var blevet betroet. Han forstod, at hans søn var en gave, som var blevet ham tildelt i tillid til, at han kunne give sjælen de optimale betingelser, hvilket han gjorde igennem sin erkendelse af sin egen ufuldkommenhed som menneske.

Fredag, 07 Juni 2002 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af
Læs mere…

Healing er en vej, en proces, en spirituel udvikling hen imod helhed, som stiller store krav til healerens egen udvikling og menneskelige egenskaber.

For langt de fleste healere er det nok en generel opfattelse, at man under healingen fungerer som kanal for en højere energi, - ofte bistået af åndelige hjælpere. Hvordan man forholder sig til det, og hvad man lægger i disse begreber, er forskelligt og afhænger af ens måde at opfatte verden på.

Men der er et menneske bag healeren, og udover den omtalte kanalisering formidler du som healer også energi, vibrationer og psykiske strukturer fra dit eget personlige system. Vi kender alle til hvordan et enkelt menneske, der er præget af et forvirret sind, er i stand til at sprede sin forvirring ud i en hel forsamling, - ligesom det modsatte også kan være tilfældet, nemlig at et harmonisk, velafbalanceret og spirituelt menneske kan videregive disse energier til omgivelserne.

Denne formidling af energistrukturer på det personlige plan er en ikke uvæsentlig del af healingsprocessen, og det er her at kravene til healeren som menneske kommer ind hvad erfaring og personlig udvikling angår.

Som healer må du - for at bruge Søren Kirkegaards ord - møde mennesket der, hvor det er. Det er ikke befordrende for healingen under samtalen med klienten at fremkomme med højtflyvende eller dybsindige spirituelle forklaringer, når det klienten måske i virkeligheden blot ønsker, er at blive befriet for sin hovedpine (uanset hvor velment det så er fra din synsvinkel). Man får jo som bekendt ikke en blomst til at vokse hurtigere ved at åbne den før tiden.

Det er en dejlig oplevelse, når healingen viser konkrete resultater. At du som healer ønsker og beder om det bedste for din klient, er der jo ikke tvivl om. Helbredelsen af for eksempel en hovedpine kan billedligt talt i den forbindelse opfattes som "et ophold under et skyggefuldt træ på vejen", men er det dit ønske eller mål, at klienten forlader konsultationen som en oplyst Buddha, så handler det måske mere om dit eget ambitionsniveau (læs: din egen forfængelighed) og ikke klientens reelle behov.

Det er vigtigt, at du som healer er et menneske, der er nærværende, at du selv har formået at løse og måske læge dine egne kriser og traumer på en tilfredsstillende måde, at du er empatisk, at du har psykologisk forståelse, og at du med din erfaring er i stand til at møde din klient som medmenneske med den størst mulige accept, anerkendelse og respekt. (Inden du nu fortvivler, så husk at ingen er fuldkommen!)

Du er din klients ledsager i processen - i hvert fald det stykke af vejen hvor healingen foregår - og du kan ikke følge din klient ind i for eksempel sorgen over tabet af et elsket familiemedlem, vreden over tilsyneladende uretfærdige, krænkende og meningsløse begivenheder, erkendelsen af skæve og destruktive familiemønstre, eller angsten og håbløsheden ved en alvorlig og livstruende sygdom, hvis du som healer ikke selv har et afklaret forhold til disse problemstillinger, eller i hvert fald et åbent sind og styrke, mod og empati til sammen med din klient at møde og se dem i øjnene, - føle og mærke din klients smerte på dig selv og forholde dig til det, både under selve healingen og i den efterfølgende samtale.

Når alt dette er sagt, må du gøre dig klart, at du trods alt kun er din klients ledsager på et stykke af vejen. Det er vigtigt, at du også kan give slip igen, for naturligvis er klienten også selv ansvarlig for at komme videre med sit liv og sin udvikling. Vær opmærksom på, at du ikke forveksler medfølelse med følelsesmæssige bindinger. Alle mennesker fødes med behovet for at være fri for lidelse, - det er i hvert fald et fælles menneskeligt udgangspunkt, og herfra kan du udvikle og vise din forståelse og medfølelse. Jo mere du arbejder med din egen lidelse og jo dybere du trænger ind i den, forstår og erkender den, jo dybere og jo mere omfattende vil din empati for alle levende væsener være, og jo klarere vil din intuition udvikle sig.

Formidlingen af energi sker jo begge veje. Lukker du af, når du fornemmer og oplever din klients lidelser, så lukker du også af for healingen. Du skal være der, når udrensningen er på sit højeste, du skal følge med din klient til barndommens skygger (eller måske endnu længere tilbage) og formidle healingen af de tidlige sår. Du skal være der og stille op, når fortidens genfærd indfinder sig. Kan du det, vil du også være der, når kærligheden og lyset bryder igennem.

Healing er en vej, en proces, en spirituel udvikling hen imod helhed, og healing foregår på mange måder og på mange planer. At den kosmiske energi virker, er der ingen tvivl om, men du er også ansvarlig for at bidrage i processen med din del: dig selv.

Andrè Ravn
september 2003

Mandag, 10 Marts 2003 01:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Andrè Ravn
Læs mere…

Begrebet dialog bliver efterhånden brugt så meget, så jeg fristes til at sige, at det bliver misbrugt. Hele tiden bliver dialogen nævnt i sammenhænge, hvor jeg ville finde det mere rigtigt at tale om information, meningsudveksling eller diskussion. Det generer mig selvfølgelig ud fra en faglig synsvinkel, fordi det mudrer tingene sammen, når begreberne ikke passer med virkeligheden. Jeg mener, at dialog er en veldefineret og meget hensigtmæssig kommunikationsform, som har stor betydning, når vi taler om at skabe og vedligeholde balance på alle måder. Det gælder både i de nære relationer og i det globale fællesskab. Hvis alle respekterede dialogens retningslinier, så verden uden tvivl meget anderledes ud. Formålet med dialogen er nemlig ikke at få ret. Formålet med dialogen er at opnå en dybere forståelse af hinandens holdninger og handlemåder.

Dialogens kvaliteter er i min forståelse spirituelle. Da jeg i sin tid blev uddannet som cand. phil. i kommunikation fra Aalborg Universitet, vidste jeg alt om dialog på et teoretisk plan, men det er først nu, hvor jeg for alvor har taget spiritualiteten til mig, at dialogen er blevet min sædvanlige og naturlige kommunikationsform. Tidligere kunne jeg godt gennemføre en dialog, fordi jeg kendte retningslinierne, men det var en mental aktivitet. De seneste tre års ascension gennem gamle følelsesmæssige lag har betydet, at jeg ikke længere fører dialog som mental aktivitet men som en kombination af en fysisk, følelsesmæssig, mental og åndelig aktivitet. Jeg bliver mere og mere optaget af at leve spiritualiteten ud i hverdagen. Jeg er optaget af at omsætte de gode intentioner til handling i hverdagslivet, det som også kaldes "to walk the talk", og i den forbindelse er jeg nu igen efter et par års pause, hvor jeg har været mest optaget af det metafysiske, vendt tilbage til mit tidligere praksisområde, som er kommunikation mellem mennesker. Det er der i første omgang kommet denne artikel ud af.

I artiklen vil jeg redegøre for min opfattelse af dialogen og dens anvendelse. Min forståelse af dialogen afspejler min egen livsindstilling og hele min indsigt, så min forståelse af dialogen har udviklet sig til en kombination af en videnskabelig og en spirituel tilgang.

Dialogens kendetegn
Dialog handler i bund og grund om at udforske perspektiver. Det vil sige at tage ansvar for spørge ind til den andens perspektiv, indtil man er sikker på, at man forstår, hvad den anden mener og desuden tage ansvar for at udtrykke sit eget perspektiv så tydeligt og velbegrundet som muligt og hele tiden sikre sig, at den anden forstår, hvad man mener. Først når alle perspektiver er tydelige kan man i virkeligheden vurdere, hvor man selv står - måske indebærer dialogen, at man skifter mening, men det er faktisk også i orden at skifte mening, når det bygger på, at man har opnået en ny forståelse eller en ny indsigt; det ville da være dumt andet.

I min egen udviklingsproces fra et ydrestyret liv uden spirituelt samarbejde til et indrestyret liv i tæt samarbejde med den spirituelle verden, har jeg talt med mange mennesker, som smiler overbærende og erklærer, at dét tror de altså ikke på! Når jeg så spørger, om den spirituelle verden og metafysik er noget de véd noget om, bliver de mere stille og må jo indrømme, at de ikke har taget stilling på baggrund af viden og indsigt men nærmere på baggrund af en overleveret forestilling, som måske ligefrem har karakter af en fordom. Det er uhyre væsentligt, at man ikke hopper på dén med fordommene, men faktisk viser en undersøgende og nysgerrig attitude til sig selv, til sine forskellige menneskelige relationer og til livet som sådan. Med den høje bevidsthed, som vi tilbydes i den nye tid, bliver viden og intelligens en væsentlig faktor i livet på planeten. Viden, indsigt og forståelse er jo trods alt et bedre beslutningsgrundlag end uvidenhed, vage forestillinger og abstrakte illusioner.

Der er imidlertid en følelsesmæssig dimension i ikke altid at være nysgerrig og ægte undersøgende. Som jeg ser det i dag, kan mennesker være bange for at få for megen ny indsigt, fordi det kan gå hen og betyde, at man må ændre holdninger og måske ligefrem ændre dele af sit liv på et konkret plan, og det kan være angstfyldt. Der er en vis tryghed i det kendte, så forandringer i livet kan for nogle være forbundet med stort følelsesmæssigt ubehag. Ikke desto mindre sker forandringerne om ørerne på os i disse år, så den følelsesmæssige balance bliver et mere og mere nødvendigt fundament for et behageligt liv på Jorden. Den følelsesmæssige balance opnås blandt andet ved at være nysgerrig og undersøgende i forhold til sig selv og sine egne mønstre og følelsesmæssige ubalancer.

Dialogen kan være en måde til at opnå ny viden og skabe nye erkendelser på et mentalt plan, men den kan også være en måde til at opnå større indsigt i følelsesmæssige mønstre og reaktioner. Når jeg bruger formuleringen "at udforske perspektiver", mener jeg således udforskning af både de mentale og følelsesmæssige perspektiver, og jeg mener udforskning af både min samtalepartners og mine egne perspektiver.

Dialogens følelsesmæssige dimension
I mellem-menneskelige relationer er der desværre en tendens til ikke at lytte til hinanden. Vi mennesker tror ofte - særligt ved uenighed - at vi selv har fattet pointen, mens den anden tager fejl, og så er der jo ingen grund til at lytte. Virkelig reel aktiv lytning forudsætter nemlig ikke bare, at høresansen er intakt. Lytning er en aktiv viljebestemt funktion, hvor man bruger flere sanser (høre, se, lugte, føle, intuition el. sjette sans), og hvor man i hele sin indstilling er åben og nysgerrig og ikke forudindtaget i forhold til andres udsagn. Desuden er en forudsætning for aktiv lytning, at man respekterer den anden som et menneske, der evner at føle, tænke og handle hensigtsmæssigt på egne vegne. Kernen i aktiv lytning er således at tænke sammen med andre og forsøge at undgå at tænke for andre.

Når man vil ind til denne kerne, skal man tænke på, at i ethvert udsagn, som bliver udtalt i en samtale, er der på én og samme tid to meddelelser, som tilsammen udgør den totale mening: Indholdet i udsagnet, som ligger i ordvalget (den verbale del) og følelsen, som er forbundet med indholdet i udsagnet (den non-verbale eller kropssproglige del). Den verbale del kan man arbejde bevidst med og det kommer jeg ind på senere her i artiklen. Den non-verbale del, som udtrykker følelsen, er sværere at arbejde med, fordi den i høj grad er ubevidst. Vi kender faktisk ikke vores eget non-verbale sprog og vi ved derfor heller ikke, hvordan den non-verbale følelsesmæssige meddelelse opfattes af andre. Når du deltager i en dialog, skal du være opmærksom på den andens non-verbale signaler, som kommer til udtryk gennem mimik, stemmestyrke, taletempo, håndbevægelser, øjenbevægelser, åndedræt m.m., men du skal også være opmærksom på dit eget indre kropssprog, som taler til dig via følelsesmæssige reaktioner i forskellige grader af velbehag og ubehag.

Den fysiske krop er en sladrehank i dialogen på den måde, at hvis du ikke er ægte i din verbale kommunikation, vil kropssproget afsløre dig. Det er umuligt verbalt at overbevise et andet menneske om, at du f. eks. ikke er glad/såret/vred, hvis følelsen rent faktisk er der. Kroppen og ansigtet viser følelsen meget tydeligt. I kommunikation arbejder man med begreberne "kongruens" og "inkongruens". I kongruent kommunikation er der overensstemmelse mellem verbalt sprog og kropssprog, mens der i inkongruent kommunikation er uoverensstemmelse mellem verbalt sprog og kropssprog. Kongruent kommunikation skaber tillid og troværdighed mens inkongruent kommunikation skaber mistillid og utroværdighed. Ved inkongruent kommunikation bliver dine samtalepartnere ganske enkelt - ofte på et ubevidst plan - forvirrede over dine dobbelte budskaber, mens din kongruente kommunikation virker endog meget stærk og overbevisende på andre. På samme måde vil du som lytter opleve en stor tillid til en kongruent samtalepartner, hvor du tydeligt fornemmer, at vedkommende siger, hvad hun mener og mener, hvad hun siger. Med en kongruent samtalepartner får du også lyst til og føler dig tryg ved selv at være kongruent. De svære samtalesituationer er de inkongruente, hvor ord og følelser ikke siger det samme. Senere i artiklen kommer jeg ind på, hvordan man kan arbejde konstruktivt med at gøre de inkongruente samtaler til kongruente dialoger.

Dialogens mentale dimension
Den mentale dimension i dialogen ligger i ordvalget og de bevidste holdninger og meninger, som ordvalget udtrykker. Denne dimension af dialogen er mere bevidst end den følelsesmæssige dimension, og den er derfor også nemmere at arbejde med, så den får en større kvalitet. Men der ér også problemer med dialogens mentale dimension, som det er nødvendigt at arbejde med.

Ofte ligger der nogle forudsætninger til grund for ordvalget, som du tror, at din samtalepartner allerede kender - og er enig i -, men det er ofte ikke tilfældet. Du tror, at den anden ser sagen fra samme perspektiv, som du selv, så derfor undlader du at sætte ord på en række vigtige forudsætninger for forståelsen af din formulering. Eller du vælger en formulering, som udtrykker "vores fælles perspektiv", som måske viser sig slet ikke at være fælles. I mit arbejde som seminarielærer oplevede jeg et typisk tilfælde af at tale forbi hinanden, fordi jeg gjorde mit perspektiv til vores fælles perspektiv. Situationen var, at jeg var nødt til at forberede et hold på, at undervisningen i kommunikation måske ville blive aflyst den næste dag. Jeg beklagede via en formulering i stil med: "Jeg beklager, men der er risiko for, at jeg må aflyse undervisningen i morgen". De studerende jublede, da de netop gik og manglede tid til at holde klasseråd, så de oplevede aflysningen som en kærkommen mulighed for at bruge de ledige timer til det, så de syntes ikke, at der var grund til at beklage. To forskellige perspektiver på en fælles sag. Jeg mente selvfølgelig, at undervisningen i kommunikation var uhyre vigtig (smil....), så der var ikke noget at juble over, men holdet havde nogle samarbejdsproblemer, som fyldte følelsesmæssigt meget, så de prioriterede anderledes end jeg gjorde. Her førte den ægte dialog faktisk til, at vi senere brugte timerne i kommunikation på at afholde klasseråd, så jeg kunne hjælpe dem med at afdække og analysere de kommunikationsproblemer, som de faktisk havde i klassen - problemer som kom frem i lyset med al ønskelig tydelighed, når klassen var på slap line i en åben debat.

Problematikken med at gøre sit eget perspektiv til "vores fælles perspektiv" oplever jeg ofte som den egentlige årsag til problemer i menneskelige relationer. Det er vigtigt at huske på, at selv om man har kendt hinanden gennem mange år, er man stadig individer med individuelle perspektiver. Det kan virke decideret grænseoverskridende at få sit eget perspektiv defineret af et elsket familiemedlem, en god ven eller en kær kollega. Du skal altid være opmærksom på, om grunden til dit eget eventuelle ubehag skyldes, at du netop udsættes for perspektivovergreb, og omvendt skal du være opmærksom på, om du selv kommer til at begå perspektivovergreb. Når du fører dialog er formålet nemlig ikke at få ret. Formålet med en dialog er at forstå hinanden, og derfor skal de individuelle perspektiver frem i lyset og de skal formuleres af ejermanden selv. Dette gælder også i kommunikationen mellem børn og voksne, hvor opmærksomheden fra den voksne skal ligge i at give barnet mulighed for at formulere sit eget børneperspektiv på en given sag - ikke nødvendigvis for at få ret eller at få sin vilje, men for at den voksne i det mindste kender barnets bevæggrunde og derfor får mulighed for at handle hensigtsmæssigt ud fra dem. Mere om det i en senere artikel om de nye børn.

Men der er flere aspekter i ordvalget og de underliggende forudsætninger, som kan betyde, at vi taler forbi hinanden. Når du deltager i en samtale, ligger hele din personlige bagage som klangbund for det, du vælger at sige. Du kan selvfølgelig ikke hele tiden sætte ord på hele din bagage, men det er en god idé at være opmærksom på, at den spiller en rolle. Den personlige bagage definerer dine usagte forudsætninger og består af dine normer & værdier, som er bestemt af f. eks. køn, alder, fagidentitet, etnisk oprindelse, politisk tilhørssted, rolle i relationen, menneskesyn, livssyn m.m. Du kan for det meste sagtens sætte ord på forudsætningerne for en bestemt udtalelse, hvis du bliver bedt om det. På samme måde kan din samtalepartner sætte ord på sine usagte forudsætninger, hvis du beder hende om det. Problemet er ofte, at vi ikke tænker på at bede hinanden om at uddybe forudsætningerne for de konkrete formuleringer, ELLER at vi beder om uddybningen, men ikke lytter ordentligt til den, fordi formuleringen af vores eget perspektiv kværner rundt inde i hovedet imens.

Prøv at være opmærksom på mange interviews i TV; her får du problematikken serveret på et sølvfad. Journalisten har inviteret en såkaldt ekspertperson til et interview, men journalisten vil ikke udforske ekspertpersonens perspektiv. Journalisten vil have svar på sine egne spørgsmål, som jo er et udtryk for journalistens perspektiv, og resultatet er, at ingen af os seere eller journalisten for den sags skyld er blevet klogere. Retfærdighedsvis skal det siges, at det er blevet bedre; der findes faktisk journalister på udvalgte programmer, som er dygtige til at overholde dialogens retningslinier i et interview, men prøv at lægge mærke til forskellen hos journalisterne. Du skal i virkeligheden vurdere ud fra dig selv: Blev jeg klogere af dette interview eller gjorde jeg ikke?

På samme måde kan du vurdere, om en samtale, som du har deltaget i, faktisk har været en dialog. Hvis du oplever, at du er blevet klogere, har fået ny indsigt eller nye erkendelser enten i forhold til dit eget perspektiv eller i forhold til din samtalepartners perspektiv eller i forhold til begges perspektiver, har der været tale om en dialog. Hvis du ikke rigtig synes, at der er noget, der har flyttet sig, har I sikkert mest siddet og udvekslet meninger og hver især brugt krudtet på at få ret og måske ovenikøbet forsøgt at overbevise hinanden om rigtigheden af hvert jeres perspektiv. Efter min mening en meget opslidende form for samtale.

Dialogens særlige retningslinier
Jeg vender lige tilbage til, at en dialog handler om at udforske perspektiver men henblik på at forstå hinanden. Udforskningen sker dels gennem at udtrykke sig selv bevidst, velbegrundet og kongruent og dels gennem at lytte aktivt med alle sanser efter den totale mening af det, samtalepartneren giver udtryk for. Til dette arbejde er der udviklet anerkendte og velafprøvede teorier, modeller og metoder, som jeg efterhånden har arbejdet sammen til min egen metode. Jeg kan kun opfordre dig til selv at søge videre i litteratur og kurser.

I dialogen skal du overholde nogle retningslinier, som jeg her har stillet op i punktform.

At give udtryk for dig selv:
· sig "jeg" om dig selv (ikke "man" og ikke "du" og ikke "vi")
· formuler dit perspektiv klart og velargumenteret (undgå gættekonkurrence)
· formuler konkrete beskrivende eksempler (ingen du-domme og tolkninger)
· sæt ord på dine egne følelser (mærk efter i kroppen og ikke i hovedet)
· sæt ord på dine egne behov (som dine følelser udspringer af)
· sæt ord på dine egne forslag til løsningsmodeller (som dækker dine behov)

At lytte til din samtalepartner:
· lyt efter den totale mening (ord + følelser)
· gør opmærksom på inkongruens (efter ovenstående principper)
· stil åbne hv-spørgsmål for uddybning (hvad, hvordan, hvilke, hvem, hvor)
· tjek ved tvivl, om du har forstået den andens perspektiv rigtigt (spørg!)

Hvis du er i stand til at opfylde disse retningslinier har du en veludviklet kommunikativ kompetence. Hvis du ikke er i stand til det, ligner du flertallet af mennesker. Det er nemlig de færreste, som mestrer at føre en reel dialog. For mig at se handler det i høj grad om, at vi lader os styre af angst for at blive for tydelige eller gennemsigtige for andre, men i virkeligheden også for os selv. Angsten for at blive tydelig spænder ben for, at vi kan skabe en ægte kontakt med andre mennesker. Vi beskytter os selv mod at se os selv, som den vi virkelig er - på godt og ondt. Men faktisk er det sådan, at der ligger en stor kraft i at gøre sig selv tydelig, og i den kraft ligger også nøglen til at få sine behov dækket. Jeg har herunder forsøgt at konstruere et eksempel på, hvordan man ved hjælp af nogle af dialogens retningslinier kan hjælpe sig selv til at få sine behov dækket.

Eksempel:
Hvis du oplever dig selv deltage i en samtale, som ikke en dialog, kan du gøre følgende:

For det første skal du give udtryk for dit eget perspektiv på selve samtalen. Sige højt, at du oplever, at I ikke lytter til hinanden, at I taler forbi hinanden osv. Husk endelig at tage dig selv med i det, så du ikke kommer til at anklage den anden for ikke at lytte til dig. I er fælles om det her.

Så skal du prøve at formulere nogle beskrivende eksempler fra jeres samtale, hvor du kan høre, at det går galt som f. eks: "da jeg før sagde, at jeg synes, at vi foretager os for lidt sammen, svarede du, at jeg også altid har så travlt" ELLER f. eks. "da du før sagde at du synes, at jeg bestemmer alting, svarede jeg, at det bliver jeg da nødt til, når jeg bor sammen med en uselvstændig mand. Disse eksempler fortæller mig, at vi ikke lytter til hinanden men i stedet giver hinanden skylden".

Nu har du gjort dit perspektiv på samtalen klart (vi lytter ikke til hinanden) og sat ord på dine forudsætninger for dit perspektiv (via to konkrete beskrivende eksempler). Nu skal du have fat i de følelser og behov, som du har på spil i samtalen. Du kan f. eks. sige: "Når jeg siger, at jeg synes, at vi foretager os for lidt sammen og du svarer, at jeg også altid har så travlt, bliver jeg ked af det, fordi det jeg egentlig prøver at sige er, at jeg har behov for at være mere sammen med dig......."

Nu har du også gjort dine følelser i samtalen klare (jeg bliver ked af det) og du har formuleret det behov, som følelsen udspringer af (jeg vil gerne være mere sammen med dig). Det sidste du kan gøre for at gøre denne samtale til en dialog er at foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov som f. eks.: "Jeg har lyst til at følges med dig til.....(i biffen, til din mormors fødselsdag, sport osv. osv.)...hvad siger du til det?"

Hvis vi skal gøre det andet eksempel færdigt, skal du først have fat i de følelser, som du har på spil i samtalen som f. eks.: "Når du siger, at du synes, at jeg bestemmer alting og jeg svarer, at det bliver jeg nødt til, når jeg bor sammen med en uselvstændig mand, bliver jeg flov over mig selv, fordi dét, jeg egentlig har behov for, er, at du respekterer mig og jeg respekterer dig og ikke at anklage dig for at være uselvstændig....."

Nu har du gjort dine følelser klare (jeg bliver flov) og du har formuleret det behov, som følelsen udspringer af (vi skal respektere hinanden). Her kan du også foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov som f. eks.: "Jeg vil gerne aftale nogle ansvarsområder, som er mine og nogle ansvarsområder, som er dine....hvad siger du til det...?"

I mere overskuelig punktform ser forvandlingsprocessen sådan ud:
· Sætte ord på dit eget perspektiv på jeres uhensigtsmæssige samtale
· Formulere/beskrive konkrete uheldige eksempler fra samtalen
· Formulere dine egne følelser i samtalen
· Formulere de behov, som følelsen udspringer af
· Foreslå en løsningsmodel, som kunne dække dit behov
· Spørg om din samtalepartners mening om din løsningsmodel

Dette er jo helt tænkt men alligevel så konkret, at jeg synes, at dialogens kvaliteter bliver tydelige. En helt afgørende pointe er, at tage sine egne følelser og behov alvorligt, tage ansvar for dem og turde indrømme dem overfor den anden. En anden vigtig pointe ved dialogen er at undgå at få sagt de første udtalelser i eksemplet, som giver den anden skylden for hele miseren, så dialogen kan leve lige fra starten af samtalen. Det er imidlertid en svær øvelse, da denne form for projektion har sit udspring i ens eget ubevidste følelsesregister. Projektioner stammer fra tidlige dybe følelsesmæssige sår, og projektionerne kan for den enkelte have karakter af endegyldige og indiskutable sandheder. Det er derfor nødvendigt på én eller anden måde at få healet de sår, som ligger til grund for projektionsmønstret, før det reelt kan lade sig gøre at føre dialog som en naturlig og velintegreret kommunikationsform.

Dialogens spirituelle dimension
Healingen af følelsesmæssige sår er et stort arbejde, men det er på den anden side også en stor lettelse, når healingen sker. Jeg har selv arbejdet på at få healet de følelsesmæssige sår via terapi og andre personlige udviklingsmetoder. Jeg har arbejdet mig støt og roligt fremad gennem flere år, men jeg må indrømme, at en åndelige helbredelsesmetode, som for mit vedkommende var en auraændring, har vist sig at være unik i sin kombination af kærlighed og effektivitet i forbindelse med healingen af følelsesmæssige sår. Det nye balancelegeme, som er resultatet af auraændringen, sikrer ascensionen gennem de følelsesmæssige lag, så helbredelsen sker i en stadig fremadskridende proces, og behovet for at benytte sig af projektioner i kommunikationen aftager og afløses af en stadig voksende ansvarlighed overfor sig selv og sine egne følelser, tanker og handlinger.

En healing af dine følelsesmæssige sår betyder ikke, at du undgår at reagere følelsesmæssigt, men det betyder, at din reaktion er direkte relateret til den konkrete situation og den konkrete relation og ikke til tidligere lignende situationer i andre relationer. Din følelsesmæssige bagage er nul-stillet, så du til enhver tid er ren og dermed ægte i din følelsesmæssige reaktion.

Selv om din følelsesmæssige reaktion er ren og kun refererer til den konkrete situation, er der mange måder at formulere den på. Det er altid vigtigt, at tage ansvar for dine egne reaktioner gennem en jeg-formulering. Hvis du reagerer følelsesmæssigt på noget, et andet mennesker siger eller gør, er den konstruktive formulering f. eks.: "Jeg bliver skuffet, når du glemmer min fødselsdag" og ikke: "Du er en kold skid/egoist/rodehoved med din kalender!" (selv om det måske helt ærligt er det, du tænker). For mig er der forskel på at være ægte og at være ærlig. At være ægte er at tage ansvar gennem en jeg-formulering, mens at være ærlig godt kan virke sårende på den anden, hvis ærligheden formuleres gennem en du-formulering. Uanset hvor mange du-formuleringer og domme du udsteder over et andet menneske, er det jo stadig kun dit eget perspektiv, der er tale om og ikke en objektiv sandhed om den anden. Hvis du derimod formulerer din følelsesmæssige reaktion gennem en jeg-formulering, giver du et ægte udtryk for dig selv, som ikke kan diskuteres - følelsen er jo din indre tilstand, som du er den største ekspert i. Når du mestrer dette, er du i stand til at kommunikere kongruent. Du vil selv opleve det som en lettelse at optræde kongruent, men det kan ikke udelukkes, at du får nogle reaktioner fra omgivelserne på din sandsynligvis mere direkte og uindpakkede facon - så husk endelig jeg-formuleringerne.

Det er ikke kun dine følelser, som skal heales før du kan kommunikere kongruent og føre en reel dialog. Dine tankemønstre skal også en tur i centrifugen. Vi mennesker har en tendens til at lade gamle stivnede tankemønstre spænde ben for nye indsigter og erkendelser. De gamle tanke- og handlemønstre forhindrer en ægte nysgerrighed overfor livet og blokerer for nye initiativer. Men det bliver sværere og sværere at undlade at flyde med de energimæssige forandringer, som finder sted om ørerne på os. Den nye balanceenergi gør sit arbejde og mange mennesker skaber selv og kommer ud for oplevelser i forbindelse med både arbejde og privatliv, som rusker og rykker i selv de mest fundamentale overbevisninger med henblik på at etablere en bedre balance. Herunder også en bedre balance i vores måde at kommunikere med hinanden på.

Jeg oplever ofte, når jeg formidler energi til en klient og vi arbejder med det energilegeme, som afspejler og styrer tankemønstrene, at vi begge får hovedpine. Hos mig som healer føles det som om klienten har et stramt pandebånd eller en stram hue på hovedet. Energien skal virkelig ind og løsne godt og grundigt op for de chakraer, som giver liv til tankerne. Omvendt føles det som en stor lettelse, når forløsningen er tilendebragt, og bevidstheden får lov til at folde sig ud i sit fulde potentiale. For mig opleves det meget konkret, at tankerne netop er stivnet og at de løsner op i healingsprocessen. Efter forløsningen af de gamle prægninger bliver det nemmere at se flere perspektiver på en sag og det bliver nemmere at have en åben og nysgerrig attitude overfor andre menneskers meninger og holdninger. Tankernes ascension går hurtigt, forstået på den måde, at du ret hurtigt vil ændre dine tankemønstre og bruge dit fulde bevidsthedspotentiale tankemæssigt, men omsætningen af dine nye tanker til dit fysiske liv kan godt føles som en stor overvindelse, som det kræver tid og eftertænksomhed at overkomme.

Det er ikke auraændringen og balancelegemet som sådan, der er afgørende for helbredelsen af følelser og tanker. Det afgørende er - for mig at se - ascensionen gennem de tunge energimæssige lag, som forhindrer balancen i kommunikationen i at indfinde sig. Der findes flere måder at vedligeholde sin ascensionsproces på, og det er op til hvert enkelt menneske at vælge sin egen ascensionsmetode. Nogle mennesker kan lide den hurtige proces, som en auraændring tilbyder, mens andre er tiltalt af processer, som strækker sig over en længere periode. Det væsentlige er, at du vælger at ascendere med henblik på at bringe dit liv i fuld balance - herunder også at bringe din kommunikation med andre i balance.

En pejling på, hvordan din proces skrider fremad kan være din voksende tiltro til din intuition i dialogen. Jo tættere du er på den fuldt integrerede balance, jo mere vil du lytte til og turde stole på din intuition. Jeg oplever oftere og oftere, at det nærmest er min intuition, der taler. De ord, der kommer ud af munden på mig, kommer fra hjertet og har ikke været gennem tankekværnen først. Det interessante ved denne form for kommunikation er, at jeg altid mener det, jeg får sagt. Nogle gange ved jeg ikke engang, at det er det, jeg mener, før ordene kommer ud af min mund. Jeg bliver selv overrasket over mine intuitive formuleringer, men set i bakspejlet er de altid både kongruente, ægte og sande set i mit perspektiv. Andre kan være uenige i mit perspektiv, men de er aldrig i tvivl om, at jeg mener, hvad jeg siger, når intuitionen taler, og jeg møder altid respekt for mine intuitive synspunkter. Og det er altså dér, vi skal hen. Ikke til at vi altid er enige med hinanden, men til integreret balance hos den enkelte og til dyb respekt for hinanden. Og hvordan vi end vender og drejer det, er det den enkeltes eget arbejde med at integrere sin egen balance, som i den sidste ende også giver respekten fra andre.

Gitte Meldgaard
cand. phil. i kommunikation og auraformidler
Januar 2003

Mandag, 02 Juni 2003 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af gitte meldgaard
Læs mere…

Af Jade Marcus Kenny, oversat af Camilla Kanstrup

Første del - Menneskets nuværende fysiske eksistens (Eng. Fallen State of Being) og det at have mistet kontakten til det åndelige ophav

Da menneskeheden eller sjælene levede i "Edens Have", oplevede man ingen adskillelse fra det Guddommelige og Tvillingesjælen. Man havde kontakten til det Højere Selv, levede i Lyset (Lyset repræsenterer de højere åndelige sandheder). Man levede i perfekt harmoni med den eneste ene og sande åndelige partner, tvillingesjælen.

Tvillingesjælene Adam & Eva symboliserer alle tvillingesjæle, der levede i "Edens Have" inden Faldet/Syndefaldet. Der er mange forskellige forklaringer og meninger om, hvorfor dette fald skete.

Personligt har jeg på nuværende tidspunkt i min udvikling ikke kunnet slutte mig til nogle af dem. Der er dog en teori, som særligt taler til mig og det er Hermes Trismegistus` teori fra Wisdom's Door i hans artikel "God, The Fall, Human Relationships".

I denne tilstand inden "Faldet" i Edens Have, havde mennesket 12 forskellige DNA strenge. Karen Danich har sammen med sin tvillingesjæl, Tom Weber grundlagt "The Spiritual School of Ascension". Deres bøger, skole og organisation beskæftiger sig med menneskets og Jordens Opstigningsproces (Ascension).

I Danichs artikel, som hedder "Overview on the Ascension Process", som er kanaliseret af Hierakiet, siger Danich at de 12 strenge af DNA i menneskelig form giver mennesket muligheden for at kunne have alle 7 stråler i sig og dermed at kunne erfare og erkende det ubegrænsede og kunne mærke alting.

Danich fortæller, at den, der har opnået og integreret alle 7 stråler i sig og derfor har ubetinget kærlighed (unconditional love) i sig, kan gøre/opnå alt og derfor bevæger denne sig ud af at kunne frygte eller opleve frytens tilstand.

Disse 7 stråler ifølge Danich er som en prisme og vibrationen af ubetinget kærlighed (unconditional love) kan ses af clairvoyante, som farven magenta pink. Denne er underinddelt i Rød (første stråle), Blå (2 stråle), Orange (3 Stråle), Grøn (4 stråle), Fuchsia pink (5 stråle), Gul (6 Stråle) og Violet (7. stråle)Uden de 12 strenge af DNA kan mennesket ikke vibrere til sand, betingelsesløs kærlighed.

I tilstanden inden faldet levede mennesket i det, man kalder en Ascension tilstand, der ikke var realiseret med fuld kontakt til det Højere Selv.

Efter faldet blev menneskets DNA sat ned til kun 2 strenge og faldet indtraf. Dette betød, at mennesket mistede kontakten med det Højere Selv og Tvillingesjælen.

Adskillelsen indtraf. Menneskets levealder blev væsentligt forkortet. Man begyndte at handle ud fra egoet, frygt og mennesket sluttede med at vibrere ud fra grænseløs og betingelsesløs kærlighed.

Mennesket nedsteg (Descended), kom ind i en karmisk død og reinkarnations cycklus. Mennesket mistede viden om de Højere Sandheder og individerne i tvillingesjælsparrene begyndte at have forhold til andre partnere og skabte karma med dem, som krævede at blive balanceret i det ene liv efter det andet.

Mennesket befandt sig i en tilstand af Mørke. Men om dette er så negativt som det lyder kan man stille spørgsmålstegn ved. Måske har vi valgt denne 3. dimensionelle oplevelse for at få erfaringer, som vi ikke kunne have fået på anden måde. Jeg er ikke sikker på dette, men bevarer et åbent sind på dette punkt. På dette tidspunkt i Jordens historie oplever menneskeheden en meget positiv udvikling i denne "New Age" og Vandmandens Tidsalder.

Vandmandens Tidsalder kaldes også på engelsk "The Age of Enlightenment". Denne kaldes også "The New Reality".

Vor planet vil opleve en stor bevidsthedsmæssig udvikling i denne tidsalder. Det er ikke kun os som individer, der opstiger, men hele planeten Jorden vil opstige fra 3. dimension til 5. Mayanerne forudså dette og slutningen af "The Old Reality" samt starten på denne nye epoche i Jordens udvikling til at starte d. 21 December 2012. Deres kalender slutter også på denne dag.

Vi er nu blevet givet muligheden atter at kunne blive et med vor Højere Selv og Tvillingesjæle samt dermed leve i tilstanden af betingelsesløs kærlighed i glæde og uden frygt.

De højere åndelige sandheder vil igen blive afsløret for os. For at kunne opnå denne tilstand af glæde, må vi opstige (ascend) eller gå tilbage til den tilstand vi var i inden Faldet. Når vi begynder vor Opstigningsproces (Ascension), vil vor DNA automatisk blive omdannet til de 12 strenge, som de var inden Faldet.

Det er denne plan som de højere magter har med vores planet og verden. Men det vil ikke ske på en nat. Det er en proces og ikke en faktisk enkelt begivenhed. Processen vil ske gradvis, men den er uundgåelig.

Anden del - Hvad er Opstigning (Ascension) og hvordan mærker man det?

Menneskeheden vil opstige fra den tilstand, som er i den 3. dimension til den 5 i Vandmandens Tidsalder. Edgar Cayce har forudsagt, at i slutningen af Vandmandens Tidsalder vil Jordens befolkning være en telepatisk civilisation. Dette er, hvad der karakteriserer 5. dimension, jo tættere vi er på Kilden, Det Guddommelige, desto højere er vibrationernes frekvens.

Opstigning (Ascension) er simpelthen at bevæge sig fra en lavere frekvens af vibrationer og bevidsthed til en højere.

Den faktiske vibration af den fysiske krop stiger. Individet mister sin følelse af at være afskåret fra Kilden, det Guddommelige, får atter forbindelsen med Det Højere Selv og Tvillingesjælen.

I virkeligheden var man aldrig rigtig afskåret fra det hele, det var blot en følelse af adskillelse.

En sølv tråd forbinder både en til det Højere Selv og Tvillingesjælen. I løbet af Opstigningsprocessen vil du sikkert opleve forbedring af dine psykiske evner og evne til at forstå åndelige sandheder.

Af JADE MARCUS KENNY
WEBSITE

Mandag, 04 Februar 2002 01:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Camilla Kanstrup
Læs mere…

 

A Little Big Darshan

 

 By

 

 

Ahalya (Finland)

 

 

 

 

Moders måde at kontakte sine børn på er mangfoldige. Denne artikel beretter om nogle hengivnes oplevelser omkring, hvorledes deres forbindelse til Amma opstår. 

 

Hvor der er kærlighed, er der ingen barrierer. Ligeledes, hvor der er kærlighed, er der også hengivelse og tro. Mange hengivne har erkendt sandheden i Ammas ord. Det giver de mange breve fra hele verden til Amritapuri, hovedcentret for Ammas mission, også udtryk for. De kommer fra øst og vest, fra pol til pol. 

 

Ofte begynder mennesker at længes efter Amma efter bare at have hørt om hende eller set hendes billede. Undertiden kommer Moder til dem i deres drømme, selv før de har mødt hende fysisk. Mangfoldige er måderne hvorpå Moder kontakter sine vildfarne børn. En amerikansk hengiven husker hvorledes hun, før hun vidste noget om Moder, blev vist en række billeder af forskellige guruer. Men kun eet billede fangede hendes opmærksomhed omgående. Ammas. Og da hun betragtede det, følte hun pludselig et voldsomt og stærkt behov for at omfavne Moder. Da vidste hun endnu ikke, at Moder modtager mennesker med en omfavnelse. 

 

Mange oplevelser viser klart, at vi allerede har forbindelsen mellem Moder og os. Der skal blot en gnist af den guddommelige kærlighed, som Moder overfører på utallige måder, til at den manifesterer sig. Disse oplevelser afhænger ofte af vores sinds natur og vort hjertes åbenhed overfor det guddommelige. Det er meget svært for de mange, som er vant til at være i Ammas fysiske nærhed, at fatte at mange af Ammas børn endnu ikke har mødt Amma. Men de har fået så meget dyb hengivenhed og tro på Moder efter blot at have hørt om hende. Det viser, at der foregår så meget mere bag gardinerne i verden end vi tror. Den følgende historie er et vidnesbyrd herom.

 

Den handler om en kvinde fra Argentina, hvor Moder endnu ikke har været fysisk. Argentina ligger i Sydamerika, nær Sydpolen. For mange år siden kom hendes yoga-lærer til Indien og besøgte Moder. Da han vendte tilbage til Argentina, fortalte han denne kvinde om mødet med Amma og om hendes darshan. Mens hun lyttede til hans beretning, blev hun overvældet af følelser. Hendes længsel efter at ligge i Ammas skød blev så stærk, at tårerne trillede ned ad hendes kinder. Til hendes store overraskelse og hendes hjertes fryd kom Moder til hende næste nat i en meget levende drøm. Hun så på hende og smilede så smukt. Denne drøm fyldte hendes hjerte totalt. Hun badede i denne drøm, fordi det fik hende til at føle sig så tæt på Moder.

 

 

 

Men i Maj 1996 blev hendes vens lille pige meget syg. Hun elskede pigen højt. Diagnosen var leukæmi, og pigen blev indlagt på et børnehospital. Kvinden begyndte at sende glødende bønner til Moder om at helbrede denne lille pige. Et mirakel skete samme nat. Atter fik hun en levende drøm, hvor hun holdt den lille pige i sine arme. Mens hun vuggede hende i sine arme og betragtede hendes uskyldige, runde og lyserøde ansigt, var det pludselig Moders ansigt, der lå i hendes arme. Og nu vuggede hun Moder selv i stedet for den lille! Hendes lykke kendte ingen grænser. Hun var ikke i tvivl om at Moder svarede på hendes bønner. Den næste morgen skyndte hun sig at fortælle pigens mor om denne smukke oplevelse. Hun sendte også den lille pige et billede af Moder. Snart efter kom den lille pige sig af leukæmien og blev så endeligt udskrevet fra hospitalet. Moders billede stod på pigens bord al den tid hun var på hospitalet. I dag er pigen otte år og fuldstændigt helbredt for leukæmi. Kvinden sendte et billede af pigen med et brev. På billedet kan man se Moders milde kærlighed lyse gennem den lille piges uskyldige øjne. Så stærk er troens magt. 

 

Den næste historie er om en almindelig kvinde i Finland, et land nær Nordpolen. Hun lever i en lille by midt i Finland. Hendes datter lever i Ammas ashram i Indien, men hendes mor har aldrig mødt Moder. Og alligevel var hun interesseret i Moder og læste Moders biografi. Et år senere kom Moder til hende som et strålende lys og kom frem fra lyset i den form vi kender hende. Så bevægede Moder sine hænder rundt omkring hendes krop, smilede og gik tilbage til lyset, som langsomt forsvandt.

 

Da datteren besøgte Finland kort efter den oplevelse, fortalte hun datteren begejstret, at "Amma er åbenbart en der rejser med lys." På det tidspunkt var Amma allerede begyndt at komme til Finland. Datteren spurgte sin mor, om hun havde lyst til at hilse på Amma i Helsinki. Men moderen svarede at hun følte det ikke var nødvendigt. Så drog hun et dybt suk og sagde, "Der er sådan en Guds fred og kærlighed i mit hjerte." Datteren blev ikke ved at trænge ind på moderen fordi hun vidste, at hendes mor allerede havde en smuk forbindelse til Amma uden så meget som at have mødt hende fysisk.

 

 

 

Hun har ikke mødt Amma endnu, men hun har en stærk tro på og hengivenhed for hende. Det fremgår af hendes breve til sin datter. Men selvfølgelig hjælper den omstændighed, at hendes datter bor hos Amma, også med til at give hende den tro og hengivenhed. Men den tro og hengivenhed, som denne ganske almindelige og simple finske kvinde fra en kultur så forskellige fra den indiske har for en indisk guru, er usædvanlig.

 

 

 

Men kvinden i Argentina har ingen børn, der bor hos Amma i Amritapuri. Det giver hendes hengivenhed og tro en særlig skønhed. Hun skrev også i sit brev, at hun ikke har penge til at rejse udenfor sit land og møde Moder, men hun trøster sig med det spanske Matruvani(Ammas publikation, overs.) som hun har abonneret på i tre år. Hun skrev: "Det er for mig en stor glæde, hver gang jeg modtager det. Det er min eneste kontakt med Dig. Men i år var jeg så heldig at tilbringe et par dage i et program med swami Ramakrishnananda Puri, lytte til hans satsangs og nyde meditationen."  Swami Ramakrishnanada har besøgt Argentina de sidste par år.

 

 

 

Til trods for at denne kvinde ikke har været i stand til at møde Amma fysisk efter så mange år, hvor hun kendte til Ammas eksistens, så har hun alligevel følt dyb hengivenhed for og tro på Amma. Så kan man forestille sig, hvordan hun vil få det, når Amma kommer til Argentina en dag!

 

 

 

Dette brev fra den argentinske kvinde minder mig om en anden hengiven fra vesten, som heller ikke har råd til at rejse til Indien for at se Amma. Hun ser Amma en gang om året, når Amma rejser i vesten. Hun abonnerer på det engelske Matruvani. Det er hendes eneste direkte kontakt med Amma året igennem, som det er for mange hengivne over hele verden. Fordi Matruvani bliver trykt i og sendt fra Amritapuri, føler læserne en mere følelig forbindelse med Moder, end hvis de går til en side på Internettet. Hun sagde: "Matruvani" har været så nær Amma, og de folk der laver bladet er også tæt på Amma, så der er noget særligt ved at modtage det derfra. Det har også duften og vibrationerne fra Amritapuri. Det er svært at formidle den duft og de vibrationer gennem Internettet."

 

 

 

Hver måned venter hun på Matruvani, som om hun ventede på Moder. Og hun kender den nøjagtige dato for hvornår det kommer, sidder hun ofte foran døren og kigger igennem kighullet, som er ved siden postkassen. Hvornår kommer det, spørger hun? Når Matruvani endelig kommer, tager hun det i sine hænder som det mest kostbare, hun ejer. Hun presser det mod sit hjerte, som svulmer af glæde over denne little big darshan(denne store lille darshan.overs.) som hun får af Amma gennem Matruvani.

 

 

Lad os bede til Amma at hun giver alle sine børn over hele verden disse små store darshans indtil det store øjeblik kommer, hvor de får Hendes store darshan.

 

 

 

Oversættelse:  Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

 

 

 

 

 

Lørdag, 26 Juni 2004 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Amma-Danmark
Læs mere…

Meditations oplevelse: Den blå kvinde
 
Af Marianne Elisabeth Pedersen
Armedon.com©2005



Kære læser



Det betyder meget at kunne fortælle om den oplevelse, jeg havde i midten af november under to meditationer.



Over mit hoved blev den ydre skal 10 - 15 cm over hovedet krænget op. Det var en sej hinde som vanskeligt lod sig bevæge så det foregik med megen modstand, smertefuldt og ubehageligt. Jeg kunne kun koncentrere mig om at vente på at ubehaget forsvandt. Det stoppede ca. ud for ørene og da så jeg det lyse blålige transparente lag som nu var rundt om hovedet. Så stoppede meditationen.



Under den næste meditation begyndte denne skal/ hinde rundt om kroppen at rulle nedover, det føltes som at blive skrællet af, som at skifte ham. Den rullede nedover hurtigere og hurtigere til den rullede ud over tæerne og forsvandt. Nu kunne jeg se hvor grå og mørk hinden var. Tilbage var en lysende blå, klar og transparent luftigt lag som var helt rent.



Da så jeg mig selv, som en kvinde med denne blå lidt seje hinde og under hinden var hun af en substans som var både flydende og luftig og alligevel ingen af delene. Substansen var fortættet i en meget hård tæt masse i knoglerne. De var hårde som krystal meget tynde og stærke og alligevel så skrøbelige som tyndt glas. De var umådelig stærke og så lette at knække. Hun indeholdt alt og alligevel så lidt og så let.



Hun bestod helt igennem af det samme stof, blåt klart transparent nogle steder fortættet som i den ydre skal og i knoglerne. Hun var tynd og med lange lemmer med en spinkel bygning og helt uden fedt og proteiner, som vi har i vores krop.



Hun var lille og urgammel, gammel langt ud over vores tidsregning, hun sad der så roligt og hvilede fuldkommen i sig selv.
Hun ventede ikke, ej heller var tålmodig eller forventede noget. Hun relaterede ikke til fortid eller fremtid eller nutid. Hun sad kun der med sin årtusinde eksistens og ro. Stille og urørlig, intet kunne rokke hende, hun var så umådelig stærk og så lille og spinkel. Ingen og intet kunne skade hende, hendes styrke var umådelig og hun gjorde intet ud af sig, hun bare sad i anonymitet og var.



Jeg var hende og mærkede mig selv som hende, så iagttog jeg hende igen udefra og blev igen mig selv i den krop jeg har her og nu, med en 20 cm bred blå skinnende klar og transparent aura som lyste af klar transparent blå renhed.



Det gjorde et stort indtryk at opleve min urgamle tidløse eksistens.



Tak fordi du læste min historie.
Kærlig hilsen Marianne



Armedon Glory- evighedenslys
  
www.armedon.com

Lørdag, 18 Oktober 2008 02:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af
Læs mere…

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer