Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
Selvudvikling
Selvudvikling

Selvudvikling (136)

de 3 (næsten) ukendte veje til det sunde, sexede og seriøse kærlighedsforhold. Det er en gratis video og webinar serie, som giver dig indblik i kærlighedens essens.

 

Du får således afsløreringen om 3 veje til, at du kan opleve meget mere kærlighed. Dette giver dig samtidig også et kærligere forhold til dig selv!

 

Serien er i 3 dele, og der er adgang til den i en begrænset periode...

Lad dig berige, se videoen og tilmeld dig kærligheds-serien her: http://conniekragelund.dk/
Det koster ikke en krone!

 

Jeg vil elske at få dine kommentarer og måske spørgsmål. Både så jeg kan blive klogere, og så jeg kan nå at målrette de sidste 2 dele af serien til dig!


Send også gerne link videoen til dem, du holder af, der kunne have gavn af videoen

Kærlige hilsner
Connie

PS! Fik du set videoen? Ellers kan du det lige her: http://conniekragelund.dk/

 

Kærlighed er på sin vis ganske enkel – og samtidig kan den være det største mysterium her i livet


 

Fredag, 18 Oktober 2013 13:07
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Connie Kragelund
Læs mere…
Er du en Lysarbejder?
 
Jeg er i færd med at oversætte det verdenskendte medie Pamela Krippe til Dansk, det sker på siden:
 
Jeg gør det på frivillig ulønnet basis fordi det rummer en virkelig høj kvalitet. Jeg har ikke noget at gøre med det ellers.
 
Den handler om "Jeshua ben Joseph" der blev kendt som Jesus for 2000 år siden
Her giver han en karakteristik af Lysarbejdere her på Jorden i vore dage:
(dette er kun et lille udklip vil du læse mere kan du gøre det gratis på linket)
......
 
Psykologiske karakteregenskaber af lysarbejdere:
 
- Fra tidligt af i deres liv, føler de, at de er anderledes. Ofte føler de sig isoleret fra andre, ensom og misforstået. De bliver ofte individualister, der er nødt til at finde deres egne unikke veje i livet.
 
 
- De har problemer med at føle sig hjemme inden for de traditionelle jobs og/eller organisations strukturer. Lysarbejderes natur er anti-autoritær,hvilket betyder, at de som noget naturligt modsætter sig beslutninger eller værdier der udelukkende er baseret på magt eller hierarki. Dette anti-autoritære træk er til stede, selv hvis de virker sky og generte. Det hænger sammen med selve essensen af ​​deres mission her på jorden.
 
 
- Lysarbejdere føler sig kaldet til at hjælpe mennesker som en terapeut eller som en lærer. De kan være psykologer, healere, lærere, sygeplejersker, osv. Selv hvis deres profession ikke handler om at hjælpe mennesker på en direkte måde, er deres hensigt med at bidrage til menneskehedens højeste gode helt klart til stede.
 
 
- Deres syn på livet er farvet af en åndelig fornemmelse for, hvordan alle ting er relateret med hinanden. Bevidst eller ubevidst bærer de på minder af ikke-jordiske sfærer af lys. De kan til tider føle hjemve efter disse sfærer og føle sig som en fremmed på jorden.
 
 
- De nærer en dyb respekt for liv, ofte manifesterer det sig som en forkærlighed for dyr og en bekymring for miljøet. Menneskelig ødelæggelse af ​​ dyre- og planteriget på jorden giver dem dybe følelser af tab og sorg.
 
 
- De er godhjertede, følsomme og empatiske. De kan have problemer med at håndtere aggressiv adfærd og de oplever​​ generelt vanskeligheder ved at stå op for sig selv. De kan være drømmende, godtroende eller meget idealistiske, og de kan også mangle lidt jordforbindelse. De samler nemt negative følelser og stemninger op fra mennesker omkring dem, derfor er det vigtigt for dem at tilbringe tid alene regelmæssigt. Dette gør dem i stand til at skelne mellem deres egne følelser og andres. De har brug for tid alene til at gå i dybden med sig selv og med Moder Jord.
 
 
- De har levet mange liv på jorden, hvor de var dybt involveret medspiritualitet og/eller religion. De var til stede i overvældende mængder i de gamle religiøse ordener fra fortiden som munke, nonner, eremitter, clairvoyante, hekse, shamaner, præster, præstinder osv. Det var dem, der byggede bro mellem det synlige og det usynlige, mellem den daglige tilknytning til livet på jorden, og de ​​mystiske riger i efterlivet, Guds riger og ånder af godt og ondt. For at udfylde denne rolle, blev de ofte afvist og forfulgt. Mange af jer blev dømt til bålet for de gaver, i besad. De traumer disse forfølgelser gav efterlod dybe spor i din sjæls hukommelse. Dette kan i nutiden manifestere sig som en frygt for at have fuld jordforbindelse, dvs. en frygt for at være virkelig tilstede, fordi din underbevidsthed stadig husker hvordan du blev brutalt overfaldet for hvem du var.
 
Vil du læse mere så se her:
 
 
 
Mandag, 23 September 2013 20:03
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af John
Læs mere…
Mød dit livs kærlighed!
 
Søs Magda Oppermann er en helt almindelig kvinde, som gennem nogle bevidste valg i sit liv søger at finde ind til kærligheden til sig selv – og dermed til livet. Hun har både prøvet at leve livet i overhalingsbanen omgivet af luksus i Schweiz og været ganske almindelig familiemor i Danmark med hus, mand og børn. Hele tiden har hun dog søgt kærligheden til sig selv, kærligheden i livet og kærligheden til livet, og nu hvor hun har fundet den, deler hun sine oplevelser i bogen Ny kærlighed.
 
Søs Magda Oppermann har et ønske. Hun vil gerne inspirere, motivere og sprede masser af kærlighed. Og hun vil gerne fortælle om sin egen personlige rejse mod kærligheden – en rejse, hun beskriver i sin nye bog Ny kærlighed, der udkommer på Skriveforlaget den 8. oktober.
”Jeg har skrevet min kærlig­hedshistorie med et ønske og en appel om, at vi sammen må gå ud i verden med kærligheden. Det er tid til forandring og tid til fordybelse. Ny viden, ny energi – noget nyt er på vej. Vi slider, kon­sumerer og forbruger som aldrig før. Og i al vores grådighed kan vi ikke få nok og bliver dagligt kon­fronteret med vores forbrug og vores behov for ’mere’. Vi tappes. Og langsomt drænes vi for energi, livskraft og kærligheden til os selv og kærligheden til hinanden, og derfor håber jeg, at vi med ind­sigt og næstekærlighed kan løfte og støtte hinanden i budskabet om en kærligere verden,” fortæller Søs Magda Oppermann, der er uddannet terapeutisk healer, og tilføjer, at bogen er relevant for alle, mand som kvinde, som er løbet surt i et monotont hverdagsliv, i arbejdslivet eller i partnerskabet. Eller måske i alle tre ting på én gang!
 
Fra ydre luksus til indre lykke
Som ung blev Søs Magda Oppermann forelsket i en italiensk mand. De giftede sig, og hun levede et liv i luksus blandt de smukke og rige i Schweiz. Kærligheden til sig selv manglede Søs dog, så hun drog hjem til Danmark, forelskede sig igen og stiftede en kernefamilie med hus, job og børn. Men … kærligheden til sig selv var stadig ikke altomfavnende.
”Det kørte stærkt for os, og tiden og årene gik. Vi havde begge travlt, meget travlt. Min mand med sin karriere, og jeg med karriere, hjem, børn, madlavning, rengøring, indkøb, institutioner, mellemørebetændelser, opkast, snotnæser og
.. underskud. Og med tiden blev jeg mere og mere bevidst om, at mit liv måtte have en større resonans og dimension og rumme en dybere mening. Jeg begyndte at stille større, eksistentielle spørgsmål til mig selv og søge deres svar,” siger Søs Magda Oppermann, der endnu engang brød op de rammer, hun var i. Processen mod ægte kærlighed til sig selv og til livet var i gang, men det var en lang rejse, der tog 14 år, inden hun nåede dertil, hvor hun er i dag. Og inden hun var klar til at dele sine livserfaringer, så andre kan lade sig inspirere af hendes budskab.
 
Ud over at arbejde som healer, holder Søs Magda Oppermann også foredrag med udgangspunkt i bogen Ny kærlighed.
 
Skrevet af
Mikael Strøm Eriksen
Skriveforlaget
Fredag, 13 September 2013 17:31
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Mikael Strøm Eriksen
Læs mere…

Jeg gik tilfældigvis den vej forbi plejehjemmet, hvor hun boede de sidste år af sit liv. Mærkværdigt, at jeg var lige ved at gå ubemærket ind ad hoveddøren og ud til hendes værelse for at hilse på hende. Måtte lige minde mig selv om, at hun havde været død i to år. 

Sidst jeg gik på den sti, skulle jeg besøge hende, og da var jeg blevet ligeglad med hendes eksistens. Hvorfor reagerede jeg som jeg gjorde?

Billederne fra mit liv sammen med hende flimrede for mine øjne. Da jeg var en ung teenager tog hun sig af mig, som havde hun været min mor, dog i rollen som en nær veninde frem for i rollen som en autoritær forælder. I de første 10 år af vores venskab var hun omsorgsfuld, dog indimellem en smule skrap og ikke tilbageholdende med sin mening. Da hun blev ældre, var det min tur til at tage mig af hende med besøg og diverse hjælp i hjemmet, men hendes personlighed havde ændret sig med årene. Hendes meningstilkendegivelser var sommetider så sårende og uempatiske, at jeg ikke trivedes ved at være sammen med hende som før i tiden. Sommetider prøvede jeg at trænge igennem til hende, forsøgte at forklare, at hendes mening sommetider var sårende, men det lykkedes mig aldrig at nå ind til hende. Det endte med, at de hyggelige besøg var blevet afløst af følelsen af pligt og nødvendighed for ikke at såre hendes følelser. Men med tiden gav jeg op, og der blev langt mellem besøgene hos hende. Telefonsamtalerne blev der også langt imellem. 

 

På denne dag gik det op for mig, at jeg først nu bemærkede hendes manglende eksistens, og det satte nye tanker i gang hos mig. Dengang havde jeg været så mentalt udmattet i relationen, at jeg ikke havde forsøgt at se tingene fra hendes ståsted. I et nu mærkede jeg hendes sorg, fordi jeg kunne have været hende, hvis veninde ikke var der lige til det sidste, hvor hun havde mest brug for sine venner. 

Spørgsmålet var nu: hvad følte jeg i de situationer, hvor jeg forestillede mig at være i hendes sko? Jeg følte sorg over, at et andet menneske opgav mig, så snart jeg ikke gjorde mit ”arbejde” rigtigt, og så snart jeg ikke levede op til, hvad der forventedes af mig. Jeg ville have haft mere gavn af at få en kærlig anvisning af, hvad den anden har behov for og en ærlig chance for at korrigere min adfærd ved at modtage lys i stedet for mørke. For måske var jeg slet ikke klar over, at jeg havde sendt mørke ud til den anden.

 

På samme måde gælder det venskabet med min ældre veninde, at jeg og hun ville have haft mere gavn af det, hvis jeg ikke have opgivet hende, selvom hun ikke levede op til mine forventninger om en god veninde længere. At jeg kan sætte mig i hendes sted nu og mærke hendes sorg, giver mig mulighed for at forstå hendes situation, og ikke mindst mig selv. 

Jeg blev såret og ubehændigt sårede jeg hende igen, ved at trække mig ud af relationen. Jeg handlede, som jeg gjorde, fordi jeg dengang ikke kunne gøre anderledes. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle håndtere det på anden vis. 

Hvorfor var hun mon ikke i stand til at give lys og kærlighed til mig i de sidste år af vores venskab? Måske var hun bitter, fordi hun havde det skidt og derfor sendte mørke i stedet for lys til mig. På den måde fik hun ikke den kærlighed og det lys hun i virkeligheden higede efter, og jeg fik heller ikke lært, hvordan jeg kunne blive et kærligere menneske, trods det mørke jeg modtog. Nu kan jeg meget vel havne i skyldfølelse, men den magiske forandring består i, at kilden til forandring er tilgivelse, og den går begge veje! Det må jeg minde mig selv om. 

Jeg må tilgive mig selv for at have handlet ukærligt, på samme måde som jeg tilgiver min veninde for at have handlet ukærligt mod mig. 

Heldigvis er guddommen indrettet på en måde, så den tillader os mennesker at møde situationer og relationer, der er meget lig de andre, for at vi kan lære det, der kan bringe os et skridt nærmere humanitet, næstekærlighed og kvalitetshøjnet bevidsthed. 

At give mørke igen, når vi møder mørke, vil afføde mere lidelse i vores liv. Jesus var med sin altfavnende næstekærlighed et prægtigt eksempel på og idealet for, hvad vi kan stræbe efter at opnå. Selv da han blev tortureret, lemlæstet og underlagt en smertefuld korsfæstelse, siger han: ”Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” 

Når det gælder familiemedlemmer er vores tolerance og ubetingede kærlighed meget mere elastisk og bøjelig for at imødekomme den anden. Tilgivelsen synes at have vide rammer i disse sammenhænge, men når det gælder vores venner og særligt bekendte eller fremmede mennesker, er vi langt mindre tolerante. 

I selvhjælpsbøger og andre bøger om selvudvikling er der ofte enslydende svar på, hvilke relationer man skal være i, og hvilke man skal holde sig fra, for at blive et mere lykkeligt og harmonisk menneske. Det er ikke ualmindeligt, at rådene er: hvis du er sammen med personer, der er nedbrydende for dig, eller personer, der forurener din energi, skal du fjerne dig fra dem. 

Naturligvis kan man som i mit eksempel fra livets skole komme til at handle på en måde, som er hensigtsmæssig for en selv, men ikke for den anden, og i øvrigt heller ikke hensigtsmæssig for en selv på lang sigt. Det kan heller ikke nægtes, at visse situationer og relationer er så grelle, at man af kærlighed til sig selv er nødt til at skærme og beskytte sig selv. Problemet opstår, hvis det bliver mere reglen end undtagelsen at stikke andre en ”fyreseddel”, hver gang der er nogle behov hos en, der ikke bliver imødekommet. Alt for ofte er vi mennesker tilbøjelige til, at spørge os selv: er han eller hun til gavn for mig på nogen måde? Hvad får jeg igen af ham eller hende? Hvis vedkommende så ikke gavner en på nogen måde, har man en legitim grund til at ”fyre” vedkommende. 

Som sagt kan der være situationer og relationer, man er nødt til at fjerne sig fra, og spørgsmålet er ikke, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, men det er et spørgsmål om, hvordan man fjerner sig fra disse mennesker? Gør man det ved at være det gode eksempel? Ved at vise lys frem for mørke, selvom man selv er blevet mødt med mørke? Eller fjerner man sig ved at ”give igen af samme skuffe” bevidst eller ubevidst i tanke eller i handling? 

 

Alt for ofte kan vi komme til at handle på en måde, der sårer andre, i ønsket om at passe på os selv og for at undgå selv at blive såret. Som Jesus sagde om os mennesker, der er så optagede af at holde på os selv, vores egen behag og rigdom: ”…det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige.” 

 

Vi er naturligvis kun mennesker, og vi må anerkende den udvikling, vi er i gang med, velvidende, at der kun er én vej i udviklingen, og det er fremad. Men tempoet hvori man bevæger sig frem i udviklingen – det er helt og aldeles op til os selv. 

 

Verden, universet og guddommen er så fuldkomment indrettet, at vi får hjælp til at udvikle os som mennesker. Hjælpen kommer i form af lignende situationer og relationer i vores liv, hvor vi får mulighed for at øve os. Pointen er, at uanset hvordan og hvorledes man drejer tingene, vil en vedholdenhed i forsøget på at genfinde harmonien med andre mennesker lønne sig. For det er her den sande visdom og læring i relationerne opstår. Hvis vi betragter det som en gave, der er givet os af guddommen, vil vi indse, at hver eneste situation og relation, hvor ubehageligt det end måtte være, er en enestående chance for at lære noget om os selv og om, hvad vi kan gøre bedre næste gang. For det vi møder, og som vi ikke bryder os om, handler ofte om ufærdige sider og ubearbejdede følelser hos os selv. Derfor vælger vi sommetider den lette løsning: at fjerne os fra den ubehagelige situation eller relation i den tro, at vi har overstået et kapitel i livet. Men heldigvis er vi mennesker udstyret med refleksion, en komplekst sammensat bevidsthed og et følelsesliv, der sætter os i stand til at bruge erindringen til at sætte livets momenter i spil med hinanden over tid. Vi strukturerer så at sige vores oplevelser, og det gør vi, fordi vi i bund og grund ønsker at søge det gode, behagelige og harmoniske liv. 

Som Søren Kierkegaard har sagt: ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. Det er så sandt som det er sagt!

Et af de andre interessante budskaber, som Kierkegaard har beskrevet, er hvad det vil sige at eksistere fuldt ud og mærke sin eksistens. Han mener, at vi mennesker indeholder modsætningens paradoks, og når vi bliver bevidste om det, frustreres vi derved, samtidig med at vi oplever en lidenskab ved livet. Som jeg videretolker det, betyder det, at kilden til forandring og udvikling i høj grad ligger i at opdage og være nærværende i de paradokser, vi møder i os selv. Kun på den måde vil vi være i stand til at opleve stor lidenskab og harmoni i livet. Kun på den måde vil vi være i stand til at integrere både lys og mørke i os selv og herved udvikle vores næstekærlighed over for andre.

Tirsdag, 05 Februar 2013 14:39
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Anabella Pedersen
Læs mere…
Det er nemt at blive fuldstændig forgabt i den viderunderlige, spirituelle verden af kærlighed og selvindsigt, og især hvis det er helt nyt. Ved mødet med og accepten af det, man er, noget man måske i længere tid har undertrykt, kan der opstå en kraftig trang til at smide det hele over skulderen og leve et helt enkelt liv. Det kan næsten føles som om, man næsten er i mål.
 
"Hvis jeg bare sætter mig her og "er", så kan alt uretfærdighed og ondskab i verden ikke længere røre mig!". Men det er ikke nøglen til opfyldelse af vores drømme og visioner, for vi drømmer af en grund. Drømme og visioner er kort sagt blueprints over ting, som vi er her i verden for at hjælpe med at skabe, og lykken finder vi ved at skabe vores drømme, visioner og os selv både fysisk og spirituelt.
 
Når vi vågner op og bliver spirituelt bevidste, sker der noget uundgåeligt med vores virkeligheds-opfattelse. Vi begynder at forstå, at ikke alt kan komme i kasser, og ikke alt kan regnes ud med den logiske hjerne, ligesom vi måske begynder at se ting omkring os som forskellige former for energi i stedet for faste objekter. I alle tilfælde starter vi en hastig nedrivning af den struktur, som vi tidligere har støttet os til. Vores forståelse af verden bliver simpelthen mere flydende, og ting er ikke længere absolutte.
 
Men det giver os en ny udfordring. Da alt fysisk er energi, og vi skaber omverdenen med vores overbevisning, så oplever rigtig mange også, at essentielle ting i livet pludselig begynder at desintegrere. Netop fordi man ikke længere tror på dem og dermed ikke længere gider skabe dem. Med andre ord: Arbejde, penge, venner og familie. De har måske virket som tunge byrder på vores skudre, men nu indser vi, at disse ting ikke længere er nær så vigtige, som vi havde troet. Men det er her, det egentlige problem ligger, for ved at desintegrere alt, der minder om fysiske byrder, når vi ikke langt. Hverken materielt eller spirituelt.
 
En ting er helt sikkert: Vi er sat her på jorden for at agere på jorden. Med andre ord er vi her for at skabe, både for vores egen skyld, men også for andres skyld. Ingen bliver lykkelige af, at vi desintegrerer os selv og lukker af for det samfund, vi er i. Vi bliver simpelthen nødt til at mande os op, og arbejde sammen med samfundet, selvom det kan føles trægt og stift i forhold til vores spirituelle verden. Der er mange ting andre mennesker kan gøre bedre, men de gør deres bedste hele tiden, under de omstændigheder, de nu engang lever under. Vi skal være der for at vise dem vejen, ikke for at fortælle dem, at de ikke er gode nok.
 
Vores spiritualitet er også drømme og visioner, der bare venter på at blive skabt. I det ser vi alle de ting, vi også gerne vil have, samfundet skal indeholde. Men i stedet for rent faktisk at skabe dem for os selv og andre, så beholder vi dem for os selv, i vores eget lille, spirituelle paradis. Men på et tidspunkt bliver det kedeligt. Eller måske forsvinder huset, pengene og relationerne, og man er tvunget til at gøre tingene anderledes. Men hvordan?
 
Struktur er nøgleordet. Ser vi på mennesket, så er vores struktur det samme som vores krop, knogler og organer, mens sjælen er det, strukturen understøtter. Når vi dør, taber vi alt struktur, og sjælen bliver ikke længere understøttet af kroppen. Så, søger vi alt for meget vores sjæl, så taber vi simpelthen vores fysiske tilstedeværelse her på jorden på den ene eller anden måde.
 
Vores krop har simpelthen brug for at kanalisere vores energi ud på en måde, så der bliver manifesteret fysiske former af den ene eller anden slags. Dette holder os på jorden, og sørger for at vi bliver ved med at føle os hjemme og tilstede. Vi kan se vores spiritualitet som vand. Uden noget at have det i, har vi svært ved at bruge det, fordi det løber igennem vores fingre. Vores struktur kan ses som en gral, der understøtter vandet og gør os i stand til at indtage det hele fuldt ud, ligesom en god struktur i livet understøtter vores sjæl og bevidsthed, og dermed gør det muligt for os at leve livet fuldt ud.
 
Så vores nye struktur skal gerne opbygges på basis af de nye erfaringer, vi har gjort os, på samme tid være stivere og mere bøjeligt end den gamle og i harmoni med den nu større bevidsthed.
 
Alt mulig held og lykke med det!
 
/Simon Kirk
Mandag, 21 Januar 2013 17:28
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af OneSimpleSpirituality
Læs mere…
Torsdag, 20 December 2012 00:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Michael Berg
Læs mere…

Igennem vores liv står vi over for svære valg. Og ikke nok med at valget er svært at træffe. Det kan også være svært at holde fast i. Når det sker, kan vores vaklen spænde ben for det fremskridt, vi længes efter.

Alle går vi rundt med drømme og længsler. Nogle har modet til at forfølge dem. Andre ikke. De, der går efter drømmen, må se frem til en længere rejse, før de når i mål. Først skal beslutningen træffes – den rigtige. Dernæst skal den udføres, for at drømmen kan udmøntes i en konkret virkelighed. Til sidst skal den fastholdes, for at drømmen kan få en langvarig positiv virkning på livet.

Når vi begynder rejsen, sætter vi os op på hesten, giver den et puf med sporerne og traver ud i det uvisse, ofte bævende og med indre monologer kørende for at holde gejsten oppe. Påbegyndelsen af rejsen er en modig bedrift. Dét i sig selv er en sejr, for mange når aldrig dertil. Men alligevel er dét at sætte sig op på hesten det mindste. Turen til endemålet kræver det største mod og ikke mindst det største overblik.


Hvor skal vi hen, du?
Første stadium er at træffe beslutningen om endemålet. Det rigtige. Hvad er så det rigtige mål? Svaret er en kliché, men ikke desto mindre sand: Det rigtige er dét, der svarer overens med din natur. Her går nogle i stå, fordi de har mistet føling med sig selv – eller måske bare aldrig har nået at spørge: ”Hvem er jeg, og hvad står jeg for?”

Spørgsmålene er grundlæggende, og alligevel kan mange ikke besvare dem. Mange kan måske pege på, hvilken stilling og interesser de har, hvad de ejer osv. Men alt for ofte påduttes vi holdninger, tro og ‘viden’. Vi bombarderes af medier, reklamer, politikere og diverse godtfolk, der vil sælge os en overbevisning, så vi kan slutte op om dem og sikre deres succes. Hvad med vores egen succes? Den er lige så vigtig, og det er sjældent, at vejen til succes i vores egne liv går samme vej som det, der slås på tromme for. Vi bliver ikke lykkeligere af at eje en bestemt bil, fjerne vores rynker, blege vores tænder eller blindt følge et livssyn, som kræver total overgivelse og udråber selvstændig tænkning til skurken i eventyret.

En anden grund til, at spørgsmålene ikke kan besvares af alle, er, at de kræver fordybelse. Vores samfund er ikke indstillet til fordybelse. Vi zapper os igennem nyheder, film, mails og måske endda parforhold og jobs, og de fleste føler ikke, de har overskud i hverdagen til at finde ind til roen, endsige dem selv. Jeg tror, det er en af grundene til, at mange lever liv, hvor noget trykker og gør ondt. De når ikke at svare på spørgsmålene, og uden svarene når man ikke videre på rejsen.

Derfor er et vigtigt skridt på vejen at svare for dig selv: ”Hvem er jeg, og hvad står jeg for?” Ikke: ”Hvem mener andre, jeg bør være, og hvad mener andre, jeg skal stå for?” Hvor velmenende andre end måtte være, er de ikke dig, og de hverken kan eller skal leve dit liv for dig. Ét er sikkert: Kender du ikke dig selv, kan du ikke vide, hvilken vej du skal gå.

Der findes mange metoder til at finde ind til svarene. Min egen måde er at tage mig tid til at mærke efter. Prøv selv. Når du oplever en begivenhed eller hører en nyhed, så tag stilling til indholdet. Hvad mener du er det rigtige at gøre i den situation, nyheden eller begivenheden omhandler? Gå i dybden. Nogle gange tænker vi straks én ting og opdager aldrig, at holdningen potentielt kan føre til værre konflikter: ”Nu har min kollega igen ikke lavet opgaven, jeg bad om. Fra nu af taler jeg ikke med ham, og han skal ikke forvente samarbejde fra mig!”

En begivenhed står ikke alene. Der følger altid noget i kølvandet. I tilfældet med kollegaen kunne det blive til snak på arbejdspladsen om, at vi frøs nogen ud eller var dovne. Snart efter kunne en fyreseddel følge med begrundelsen ”samarbejdsvanskeligheder”. Så kig ikke kun på det umiddelbare. Kig dybt. Også når du skal vælge livsvej eller træffe en svær beslutning. De gode svar er sjældent nemme at skaffe, men fordi de danner grundlaget for din videre lykke, er de værd at søge efter.


Det halvhjertede valg blokerer din fremgang
Efter en længere søgning kender du dig selv og ved, hvilken vej der er den rette for dig, for du har ledt i dine egne skovsøer og fundet et gyldent kompas. Måske har du slået et smut omkring kurser eller selvhjælpsbøger, men du har tænkt selvstændigt over tingene og fået styr på spørgsmålene: ”Hvem er jeg, og hvad står jeg for?”

Nu har du en retning at bevæge dig i. Hvad, du skal gøre for at nå endemålet, afhænger af retningen. Er det et nyt fag, du vil arbejde med, må du få en uddannelse og/eller erfaring, der kan åbne døre for dig. Skal du på pension og finde lykken i at fiske hver morgen fra klokken 5-7, skal du have adgang til en fiskestang og diverse andet udstyr.

Dette andet stadium er som regel ikke vanskeligt at finde svar på – blot tidskrævende og måske dyrt.

Humlen ligger for mange i det sidste stadium: At holde fast i valget.
Jeg har hørt mange erklære, at de med sikkerhed havde valgt at følge en bestemt vej – men når jeg spurgte, hvordan de fulgte den, viste det sig, at de foretog sig meget, der fuldstændig modarbejdede den. Det svarer til at stå hos en købmand og sige ja og nej til en vare på samme tid. Du må forlade butikken uden at få varen og vil sikkert gå og tænke på, om ikke du skulle have købt den alligevel.

Har du denne usikkerhed i dig, er du enten ikke er klar over dit motiv, eller også har du modstridende interesser og kan ikke vælge mellem dem. Også dér må du vælge.

Ét er sikkert: At vælge halvhjertet er det samme som slet ikke at vælge. Dit valg skal vælges hundrede procent. Mindre end dét er en undvigelse af at træffe et valg, og så vil livet give dig dét: Næsten noget, og fuldt ud halvhjertet. For det var dit valg.

På den gale side – af ”ja tak”
Nødvendigheden af at kende sig selv for at finde livsvejen og træffe vigtige valg er et tema, der har optaget mig meget. Jeg har selv været igennem hurdlen og endte med at skrive romanen
På den gale side for at sætte sagen på spidsen og give mit bud på, hvor galt det kan gå, hvis et valg undgås og man undlader at søge sin egen identitet og lader sig føre ukritisk med af verdens strømninger.

I romanen
må hovedpersonen Natasha erkende, at hun ikke kan finde sig selv og sin livsvej ved at lukke livet og spørgsmålene ude. Det er ellers hendes måde at håndtere smerte på. Efter en familietragedie er hun blevet kynisk, tillukket, har ingen tillid og kun overfladiske relationer. Men så indtræder en række begivenheder. Hun forfølges af en skygge, og en stemme taler til hende inde i hovedet. Samtidig forsvinder eller knækker hendes omgangskreds omkring hende. Natashas første reaktion på kaosset er, at hun mister sig selv. I stedet for at undersøge og fastholde sin egen identitet under forvirringen, lader hun sig kaste rundt. Først da hun oplever, at kaosset bliver ved, og forstår at hendes liv vil ødelægges fuldstændigt, hvis hun ikke reagerer konstruktivt på det, begynder hun at reflektere over situationen for at finde en udvej. Hun stiller spørgsmål til, hvem hun egentlig er, og hvordan hendes liv skal forme sig. Dét er en udfordring, når forvirringen skygger for klarheden, og hendes mange fejltrin undervejs viser, hvor vigtigt det er at kende og følge sit inderste selv. Vælge er hun heller ikke god til. Hun vil have folk tæt på, men lægger selv distance til dem. Hun vil elskes, men tør ikke tro på kærligheden. Hun vil brænde for sit fag, men afviser muligheden af noget, hun kan brænde for.

Min filosofi bag romanen er, at vi må holde fast i hver vores individuelle identitet og træffe vores egne valg frem for at lade os forlede eller kaste rundt uden at reflektere – og ikke mindst holde fast i vores valg, indtil det evt. er relevant at vælge noget nyt. Kan vi ikke holde fast i os selv, når stormen raser, kan vi blive blæst væk. Kan vi ikke holde fast i vores valg, ender vi med ingenting. Mit håb er, at romanen kan hjælpe med at stille spørgsmål, der kan føre til større glæde.

Slip angsten for det ukendte. Når du begiver dig ud på din rejse ad livsvejen, så tænk over, at selv vanskelige valg kan føre positive overraskelser med sig. Det vil de ofte gøre, hvis du følger din inderste længsel. Vi er måske bare vant til tanken om, at alt kan købes uden de store ofre eller problemer. Nogle gange må vi give for at få. Det gælder også vores drømme.

 

 

De første fire kapitler af romanen På den gale side kan læses her. Anmeldelser af romanen kan læses her.

Tirsdag, 20 November 2012 00:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Jannie Solaas
Læs mere…
 
 
 
 
 
 
Tænk det – skab det
Dine tanker kan ændre dit liv
 
Ny bog af Irma Lauridsen om kraften i power-tanker
 
 
Vil du gerne være en vinder, fyldt med power, glæde og gåpå-mod? En, som tingene bare lykkes for?
Er det ikke sådan i dit liv lige nu, så glæd dig. Du kan nemlig selv skabe det! Og det er oven i købet ikke svært, fortæller forfatter Irma Lauridsen i bogen ”TÆNK DET – SKAB DET”, med undertitlen ”Dine tanker kan ændre dit liv”. Bogen er netop udkommet.
 
Har du tænkt over, hvorfor visse mennesker hele tiden når deres mål? De ser det som en selvfølge at de har heldet med sig, og det har de så! Hvad handler det om? At man selv kan styre sit liv mod det man ønsker – ved at tro på, at det sker?
Ja, tankerne er starten. Men der skal mere til, og bogen fortæller, hvad.
Der er langt større kraft i os, end vi er klar over. Den kraft skal bare vækkes og bruges bevidst.
 
Bogen viser (med masser af caces) hvordan du selv kan gribe livet og skabe langt større intensitet, glæde, kærlighed og mening hver eneste dag. Gøre dig mere fri af masse-mentaliteten og finde ind til det autentiske menneske, du dybest set er.
Bogen, som er på 350 sider, kommer ind på mange emner, der alle har med visualisering at gøre: Såsom musikkens betydning for os, kærlighed, passion, at forelske sig i livet og i sig selv, om magi, sommerfugleeffekten, hvordan vores tanker kan nå et ’mål’ langt væk og påvirke det, og hvordan vi kan være med til at skabe fred i os selv og i verden. Men også hvordan vi, med bevidstheden om at vi altid har døden med på bagsædet, kan få langt større udbytte af livet.
Irma holder foredrag om power-tanker og visualisering i hele landet. Se mere om forfatteren og bøgerne på:
 
 
Anmeldelse af bogen: TÆNK DET – SKAB DET
Bogen har undertitlen: ”Dine tanker kan ændre dit liv”
Forfatter Irma Lauridsen. Forlaget Cadeau. 350 sider: Udgivet 2012
Bogen er tilegnet: ”Til dig, der gerne vil skabe forandring i dit liv og tror på, det er muligt”.
 
Irma Lauridsen har også skrevet bogen: ”Tænk dig til det hele. Visualisering – guide og ideer”. Denne nye bog ”Tænk det - skab det” kunne fungere som en efterfølger og en meget uddybende praktisk håndbog. Den viser med mange eksempler, hvordan sindet i praksis kan trænes med glædelige indre billeder, hen i positive tankebaner ved at fokuser på de ting der gør dig glad, stærk og kreativ.
 
Det handler om tankens kraft og hvordan man selv kan skabe og forbedre sine livsomstændigheder. Tanker er som en magnet, der tiltrækker hændelser i virkeligheden, sådan at vi selv kan forandre det vi ønsker, skriver Irma Lauridsen. Det gøres ved at målrette vores tanker over i den kærlige banehalvdel. Bogen viser vej til, hvordan vi kan styre vores negative, ofte endda selvhakkende tanker i en positiv forandrende retning.
 
Bogen er skrevet i et let og direkte sprog og beskriver på hvilken måde der i hvert menneske ligger langt større evner, muligheder og kraft, end vi selv aner. Den styrke kan vækkes til live og bruges bevidst. Du kan trække dit ægte jeg frem og finde ind til det autentiske menneske, du dybest set er og selv skabe energi, livskraft, flow og indre glæde i dit liv, fortæller Irma Lauridsen og viser hjertevarmt hvordan med talrige eksempler.
 
Det ikke behøver være så svært, at nå sine mål og man kan selv gøre en stor forskel. Lyt til din indre følelse for, hvad der er godt for dig. Du kan bryde ud af alt det, du ikke ønsker at være med i. Tag magten over dit eget liv. Uanset hvad der sker, er det dig der bestemmer, hvordan du vil tage det, tænke på det og tackle det. Tænk på hvad du allermest har lyst til, se det for dig i tankerne, tro på det. Det er DIN vilje der skal styre dig fremad.
 
Bogen er en øjenåbner, fuld af håb og med en afsmittende optimisme og med så glad en tilgang til emnet, at man kun kan blive opmuntret til at forsøge.
 
Irma Lauridsen fastslår, at hvis man handler og tænker som man altid har gjort, får man det, man altid har fået. Tingene er, hvad man gør dem til. Lad din mening gælde i dit liv, ikke andres.
Kvaliteten af vores liv, behøver ikke at handle om, hvad vi reelt oplever, men hvordan vi vælger at reagere på det vi oplever. Troen på at noget lykkes får det til at ske.
 
Denne hjertevarme og inspirerende bog føder et håb til en indre forandrende opblomstring i ens liv. Det hæver ens sindsstemning bare at læse bogen og det virker indlysende nemt, når Irma Lauridsen beskriver hvordan dette omsættes i praksis. Det starter i dine tanker, det du hér fokuserer på - får du mere af.
”Tænk det – skab det”, er en af de bøger, som bliver siddende i bevidstheden med en erobrende styrke og kraft.
Hanna Schrøder
 
 
 
Mandag, 19 November 2012 11:41
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Irma Lauridsen
Læs mere…
 
 
Sårbarhed er styrke.
 
De fleste mennesker tør ikke vise hinanden deres sårbarhed, fordi de bliver fyldt med frygt for at skille sig ud. Frygt som vi lærte af vores forældre gennem vores opvækst.
Vi lærte at vi ikke måtte græde og vise følelser. Men at være sårbar er ikke det samme som at være ked af det. Det er at vise hvem du er her og nu. Hvordan du oplever verden og hvad den gør ved dig på krop og sjæl.
Det der bliver til styrke for dig er at du er ærlig over for dig selv og det giver mulighed for at angst kan forsvinde. Der er ingen opspænding mere. Du skal ikke være noget eller nogen.
 
De mennesker som oplever din sårbarhed vil opleve et spejl til deres egen sårbarhed. De kan mærke det er okay at være mig. Verden går ikke i stykker.
 
Denne styrke kan åbne op for kreativitet og en indre kraft samt frihed.
 
Sårbarhed er styrke.
 
Torsdag, 27 September 2012 20:00
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Lene Friis
Læs mere…
Har du været sygemeldt med stress & udbrændthed, har du mistet dit job eller været udsat for mistrivsel/mobning fornylig?
- Så er der interessant nyt her:
 
Det er min personlige overbevisning, at åben og ærlig, ligeværdig dialog er første skridt på vejen til øget livskvalitet og trivsel hos os alle sammen generelt, men også i særdeleshed ifht. større arbejdsglæde og motivation.
 
Nu er det så til min store glæde også undersøgt og dokumenteret, at åbenhed og konstruktiv, ligeværdig dialog ikke kun skaber tryghed og tillid hos f.eks. ansatte og ledere i vesteuropæiske virksomheder, men også nedbringer sygefravær og eliminerer mistrivsel!
 
80 % af alle sygemeldinger skyldes manglende/diffus ledelse!
 
Vidste du f.eks. at Dr. Bertolt Stein fra Berlins tekniske universitet har lavet undersøgelser, der viser at gennemsnitligt - hold fast, det ER sandt – 80 % af alle sygemeldinger på vesteuropæiske arbejdspladser skyldes manglende eller diffus ledelse?
 
Her er nogle pluk og citater fra min kilde, en artikel skrevet af journalist Kenneth Mikkelsen, publiceret på www.mannaz.com (som iøvrigt har indgået samarbejde med Dr. Stein).: Du finder selvfølgelig links til artiklen længere nede i dette indlæg:
 
 
”Spot på sygefravær
 
Et højt sygefravær skyldes ofte, at de ansatte har:
  • Skiftende krav til arbejdet
  • Mangel på mentale udfordringer
  • Mangel på gennemsigtighed af arbejdsopgaver
  • Opfattelse af tidspres
  • Mangel på anerkendelse
  • Mangel på indflydelse på arbejdet
  • Lav indflydelse på arbejdet
  • Usikkerhed i ansættelsen
  • Dårlige fysiske forhold
Mening, tilfredsstillelse og dialog
 
Kenneth Mikkelsen skriver yderligere:
 
”Undersøgelser viser, at årsagerne til et højt sygefravær hænger nøje sammen med den mening og tilfredshed, vi finder i arbejdet. Hvis ikke jobbet opfattes som udfordrende og udviklende, har vi lettere ved at tage en sygedag ind i mellem.
 
Det er en klar ledelsesopgave at forebygge stress, forhindre chikane og skabe en ordentlig omgangstone. Men ledere er i høj grad også med til at definere det psykiske arbejdsmiljø gennem den mening og retning, de skaber for medarbejderne. God ledelse kan med andre ord være med til at holde de ansatte væk fra sygesengene.”
 
Hvordan - tænker du nok?
 
Kenneth Mikkelsen fortsætter:
 
”Når virksomheden har analyseret og klarlagt årsagerne til sygefraværet, så de ikke baserer deres tiltag på formodninger og myter, men klare fakta, skal lederne iflg. Dr. Bertolt Stein ”klædes på til at løfte opgaven via opfølgende træning, der tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger fra hverdagen.”
”Kommunikation er her en meget vigtig faktor, idet en åben og ærlig dialog giver den klarhed, som skaber tillid og tryghed. Er der viden og vished om vejen frem, er der også en langt større følelse af tryghed og dermed en større følelse af at have det godt. Det er grundlæggende lederegenskaber, som kan opøves og finpudses gennem systematisk uddannelse og dygtiggørelse,” siger Jens Chr. Hovind, der også udtaler sig i artiklen.
 
Du kan gå mere i dybden her:
 
I tørre tal!
 
Artiklen kommer også med nogle tankevækkende tal: F.eks. at der I Danmark er i gennemsnit 142.000 sygemeldte pr. dag - det koster virksomheder 31 MIA kr. i dækning af lønudgifter og tabt produktionsevne. Oveni kommer en årlig udgift på 10 mia. kr. til sygedagpenge. Det er altså 41 mia. kr. ialt plus alt det løse, som ikke er gjort op og svarer minimum, til, hvad det koster at drive de offentlige sygehuse i Danmark eller at bygge næsten 2 storebæltsbroer (1 bro koster iflg. Wikipedia 21,4 mia. kr. at opføre - se linket til Wiki)
 
…. tænk hvor meget value for money i form af glade, trygge og motiverede medarbejdere mange virksomheder kunne få ved at sætte fokus på og investere i klar, tryghedsskabende og motiverende daglig dialog. Og dermed, hvor meget federe det kunne være for rigtigt mange mennesker at have og søge et almindeligt job i Dagens Danmark.
 
Derfor forskes der så meget i sygefravær
 
”En dags fravær for en medarbejder koster typisk 3.000 kr. i Vesteuropa, hvilket er årsagen til, at der er forskes intensivt i metoder til at nedbringe sygefraværet." fortæller Dr. Stein. En af de opsigtsvækkende konklusioner fra Dr. Stein´s forskningen er, at op imod 80 pct. af det samlede sygefravær skyldes dårlig eller mangelfuld ledelse,” (altså dårlig eller mangelfuld kommunikation & dialog - red.).
 
Hvad kan DU så gøre?
 
Alting starter jo med bevidsthed, så bare det at du kender til Dr. Stein undersøgelser kunne måske være det første inspirationsfrø til større trivsel – både generelt og på jobbet eller når du søger jobs? Den gode nyhed er desuden, at de færreste virksomheder udøver bevidst dårlig eller mangelfuld ledelse. De skal også have chancen for at blive bevidste om, hvad der VIRKER - og - JA !!! - iflg. Mannaz hjemmeside FINDES der allerede virksomheder, som er åbne overfor disse ting. Sikker ikke "kun" pga. deres humanitet, men også fordi, Dr. Stein´s undersøgelser viser, at investeringer i et bedre arbejdsmiljø tjener sig hjem 2,5 til 5 gange!!! Det er altså et væsentligt parameter for at at sikre sin eksistens som virksomhed.
 
Du kan også spørge dig selv – hvilke krav stiller jeg til mit arbejdsliv, når det gælder kommunikation, arbejdsvilkår og tilfredshed? Og hvor BEVIIDST er jeg selv om, hvordan JEG kommunikerer?
 
Spørg dig selv: ”Hvad har jeg brug for – for at jeg trives?” – og så hav det i baghovedet, gå efter det – uanset hvilken situation, du er i arbejdsmæssigt.
 
For selvfølgelig har ledelsen et ansvar for at skabe mening og trivsel men du og jeg har også et meget vigtigt ansvar for os selv og vores trivsel – vi har og får indflydelse gennem vores bevidsthed og indre personlige erkendelsesarbejde. Det styrker vores kerne og dermed vores arbejdsevne.
 
Jeg håber, du blev inspireret! Good luck!
 
KH
Din dialog-mentor, Helle-Sofia Fabricius
 
Onsdag, 19 September 2012 16:19
Publiceret i Selvudvikling
Skrevet af Helle-Sofia Fabricius
Læs mere…

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer