Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
Viser emneter efter tag: naturånd
Onsdag, 20 September 2017 19:10

Naturens spirituelle liv

 

Uddrag fra e-bogen "Naturånder og kraftsteder"

 

Det sensitive menneske i naturen

Sensitivitet er forstærkede sanser, både de velkendte 5 fysiske, men i høj grad også de psykiske sanser.

Et sensitivt menneske oplever verden som levende.

Det sensitive menneske sanser den fysiske omverdens åndelige liv.

Naturen åbner dørene til den spirituelle verden, for det sensitive menneske der møder dette fysisk, psykisk og åndeligt.

Det rent fysiske aspekt er åbenlyst: bevægelse.

Vi går ad skovstien med vores ben og vi svinger armene i takt med skridtene.

Skovluften trækker vi ned i vores lunger og duften pirrer vores lugtesans.

Blodet suser rundt i kroppen og leverer energi til musklerne, som lever af at blive brugt.

Det er balsam for kroppen. at blive brugt og stimuleret.

Sindet med dertilhørende sjæl, styrkes også i naturen. Sanseindtrykkene fra naturen er beroligende bla. på grund af farverne.

Farver som mennesket ikke kan genskabe, farver i harmoni med hinanden og farver som skifter i de mest utænkelige nuancer alt efter årstiden.

Farver på dyr og planter skifter i takt med den cyklus selve livet drejer om.

Duftene i naturen stimulerer hjernedelen for overlevelse. Hvordan lugter det? Kan det spises?

Duftene fører os tilbage til barndommens oplevelser og duftene fortæller hvad vi færdes i.

Høresansen oplever lyde kun det naturlige kan frembringe.

Fuglene taler sjælens sprog og vinden i træernes blade fortæller om tider der var engang.

Alt i balance, alt i harmoni, vi bevæger os blandt jordens grundlæggende elementer.

Sol og vind mærker vi i ansigtet. Vi føler at kroppen lever og glædes ved en mild brise.

Årsagen til alt liv, jordens grundelementer, åbner vores sanser.

Sanserne er den direkte vej til sjælen og sjælen elsker harmoni

Det sensitive menneske har vækket de sanser der opfatter mere end hvad øjet ser og ørene hører. Det sensitive menneske kan med lukkede øjne se naturens liv. Det sensitive menneske kan uden ord og tale, kommunikere med naturens ånder.

Det der gør naturen med alle dens elementer så storslået smuk og skaber harmoniens cyklus, er åndeligt liv, bevidste og ubevidste naturånder, som er ligeså virkelige som du og jeg.

Det ved det sensitive menneske.

 

Naturens spirituelle liv

Alt er energi i mere eller mindre fast form og stof. Naturen er grundelementernes energi. Når disse opfattes af et sensitivt menneske kan de ses eller fornemmes som:

Rene naturenergier

Væsner med form

Væsner med form og bevidsthed

Formløse væsner med bevidsthed

Særligt højtudviklet bevidstheder med og uden form


Formen de sanses som, er ofte kulturelt bestemt samt præget af beskuerens baggrund og tilgang. Det gør ikke de åndelige energier mindre virkelige, blot gør det oplevelsen og kontakten fattelig. Kommunikationen er ofte telepatisk og med ord, sætninger og symboler der ligger langt fra vores rationelle hjerne. Samtalerne med naturens bevidstheder er ofte spontane og tager ofte en uventet drejning. Kontakten og samtalerne med højt udviklede naturånder vil altid efterlade indsigt, klarhed, eftertænksomhed og tilfredshed. Samværet med lysverdener og Elementalere vil have en healende effekt og lysne sind og tanker.

Een side af sagen er, hvad det sensitive menneske modtager og opfatter i naturen, en anden og langt vigtigere side er hvad den sensitive (og alle andre) sender ud til naturen. Hvad giver vi af tanker, følelser og sindsstemninger?  Hvad er den bagvedliggende tanke med vores ophold i naturen? Hvad tror, tænker og føler vi om og for naturen? Det er vigtigt at gøre sig det klart, da naturen fra naturens side er hypersensitiv og ved lige nøjagtig hvad du indeholder og hvad du sender ud. Ja, ikke alene ved naturens ånder hvad du indeholder, men de bliver også påvirket af det.

Naturens åndeliv har sit ophav i kærligheden. Ren ubetinget kærlighed. Vil du møde naturens åndeliv, sensitiv eller ej, må du være kærlighed. Kærlighed i tankerne, kærlighed i bevægelserne, kærlighed i hjertet. Nøglen til naturens healing, indsigt og guddommelige åndeverden, er kærlighed.

Mød naturen med kærlighed og et guddommeligt samarbejde vil åbenbares.

Naturånder kan lide når deres arbejde bliver beundret og rost. Overvejende er det ikke af egocentrerede grunde, men snarer af kærlighed til det konkrete stykke natur. Hvem kan ikke lide at deres børn bliver rost? Hvem kan ikke lide deres børn blive værdsat og beundret? Naturånderne vil naturen det bedste og ser, at hvis menneskene også vil naturen det bedste, af kærlighed til alt levende, så stråler lyset. Lyset i naturen og lyset i mennesket.

Bevidsthed og udvikling

Kontakten med naturens bevidste ånder, kræver stilhed. Indre stilhed. Når den indre stilhed indfinder sig, er det et ubevidst udtryk for ydmyghed. Når menneskets skurrende energier bliver stille og sindet accepterer tankernes tomhed, er vi åbne for hvad vi er. Når erkendelsen af altings enhed indfinder sig, vil mennesket i os blive stille og ydmygheden opstår. Naturånderne besidder en stærk evne til at genkende mennesker hvor enhedsfølelsen er vækket og for mange naturånder er det en del af deres opgave at formidle/vække enhedserkendelsen til det enkelte menneske.

Det sensitive menneske der opholder sig i naturen, vil på et tidspunkt ane de forskellige udviklings og bevidsthedsniveauer der eksisterer blandt naturånder. Lysverdener af ren naturenergi kan skelnes fra naturånder med bevidsthed og personlighed, som igen kan skelnes fra højt udviklet naturbevidstheder på, hvad jeg vil kalde, mesterplan. Alle har de hver deres opgaver og unikke bidrag til helheden. Når det sensitive menneske har tilbragt en vis mængde tid sammen med naturånderne, bliver det klart at naturåndernes udviklingsvej løber parallelt med menneskenes udviklingsvej. Enkelt sagt, er det et spørgsmål om bevidsthed. Hvor er det enkelte menneske i sin bevidsthed og hvor er den enkelte naturånd i sin bevidsthed. Hvilken samlet bevidsthed har en befolkning i et land og hvilken bevidsthed har et konkret samfund af naturånder. Alle er vi på hver vores bevidsthedsplan og sådan er det også blandt naturånder. Vi arbejder alle for lyset, bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte. Alt hvad mennesket er, afspejles i naturen. Alle spørgsmål mennesket måtte have kan besvares af og i naturen. For hvert menneskeplan er der et tilsvarende åndeligt plan i naturen. Naturen er den direkte vej til erkendelsen af altings enhed.

 

Publiceret i Spirituelt

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer