Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
Fredag, 21 December 2012 22:15

Om måltidet - ayurveda

Det er stærkt undervurderet i vestlig ernæringsvidenskab, hvordan maden
spises. Mad virker f.eks. ikke lige så godt på kroppen, når den indtages på vej
ud af døren, som når man spiser stille og roligt i en afslappet atmosfære.
Omstændighederne omkring måltidet er mindst lige så vigtige, som madens
kvalitet. Alt hvad sanserne opfatter, skal fordøjes og har indvirkning på om
maden virker sund. Følgende omstændigheder omkring måltidet er med til
at afgøre om maden virker sund:
 Er du sulten?
 Overfylder du maven?
 Spiser du i en afslappet atmosfære?
 Hvordan sammensættes maden?
 Er du i balance?
 På hvilket tidspunkt spises maden?
 Er maden tiltrækkende – syn, smag, du!?
 Hvordan er maden tilberedt?
 Sidder du ned og spiser?
 Kan du lide maden?
Er maden varm/iskold?
Det er også vigtigt at være afslappet og i balance, når du spiser og give maden
din fulde opmærksomhed. Et fredfyldt sind er en af de bedste forudsætninger
for en optimal omsætning og fordøjelse af maden.
 
læs mere om ayurveda på www.flowfood.dk
Publiceret i Sundhed
Lørdag, 13 September 2008 02:00

Sundhed er at lytte - ayurveda

 

Sundhed er at lytte - ayurveda



Artikel med uddrag fra bogen "Sundhed er at lytte" (pris 59,- hos boghandleren).

 



I vesten er der forsket meget i sund mad, og man er kommet frem til nogle forskellige teorier. Vi ved, at vi skal have nok vitaminer og mineraler for at være sunde, men de vestlige forskere har efter min mening overset et meget vigtigt punkt. Vi er alle forskellige og har derfor ikke nødvendigvis brug for den samme slags mad for at forblive sunde. Dertil kommer, at det, som er sundt for os at spise en dag, kan være usundt en anden. F.eks. har vi brug for noget kølende, når kroppen er varm og noget varmende, når kroppen er kold.
Der er en tendens i samfundet til at gøre vores spisevaner til en intellektuel ting, hvor vi skal huske at spise nok frugt og grønt, spise varieret og få alle de nødvendige vitaminer og mineraler. Men man behøver ikke at læse mange bøger om ernæring for at forstå, hvad der er sund mad. Det er utroligt simpelt og kræver blot, at man lytter ordentligt til sig selv.
Min påstand er, at kroppen til enhver tid bedst selv ved, hvad den har brug for og sender signaler til os som f.eks. "jeg er sulten, jeg er tørstig, jeg har brug for noget varmt" osv.
Når vi hører, det er sundt at spise 6 stykker frugt/grønt om dagen, er det ikke den endelige sandhed. For madens kvalitet er kun en enkel af de faktorer, som spiller ind, når man skal bedømme hvad der er sundt. Det er lige så vigtigt at stille spørgsmål som; Hvordan spises maden? Hvem spiser maden? Hvornår spises maden? osv.

 



Sådan lytter du til kroppen!
Gør følgende før og efter hvert måltid
a. Sid et øjeblik, gerne med lukkede øjne, og træk vejret dybt.
b. Læg mærke til hvor sulten eller mæt du er
c. Skriv et par ord ned om, hvordan du har det. Det kan være uroligt, frisk, træt, forvirret, glad, eller hvad der lige falder dig ind.
d. Skriv ned, hvad du spiser.

 



Prøv at gøre dette ved hvert måltid i en måned eller mere, og du vil føle dig mere energisk, klar, sund og stærk. Der udover vil du have en præcis idé om, hvilken mad, der er sund for dig.

 



Så opmærksomhed på kroppen er nøglen til sundhed. Hvad enten du vil tabe vægt, have mere energi
eller velvære, er svaret "lyt til kroppens indre intelligens". Jo bedre du er til at lytte, jo sundere
mad vil du spontant spise. Det bliver ikke længere et spørgsmål om at huske at spise sund mad - du
vil spise sundt, fordi du ikke kan lade være.

 



Alle der lytter opmærksomt til kroppen vil udover individuelle karakteristika også erfare nogle universelle lovmæssigheder om sund mad. Denne viden blev allerede beskrevet for over 5000 år siden i sundhedssystemet ayurveda. Her er nogle af disse råd om mad og sundhed:

 



Spis på samme tidspunkter hver dag

 



Kroppen husker, hvad der skete i går. Har du f.eks. spist kl. 8, 12 og 18, forventer kroppen mad på samme tidspunkter dagen efter, og du vil føle dig sulten på disse klokkeslæt. Ved at spise mad på nogenlunde samme tidspunkter hver dag, får fordøjelsen bedst mulige betingelser. Har du lyst til kage en aften, så check om du virkelig er sulten, eller om det var fordi, du spiste på dette tidspunkt i går.
Regelmæssige daglige rutiner er vigtige for sundhed. Det betyder ikke så meget, om du engang imellem fester hele natten lang og spiser slik og kager. Men den påvirkning, du giver din krop dagligt bl.a. gennem motion og regelmæssige måltider er grundlaget for et sundt liv.

 



Undgå iskold mad og drikke direkte fra køleskabet

 



Iskold mad og drikke hæmmer forbrændingen. Køleskabet kulde er beregnet til at holde på råvarernes energi og vitalitet, mens fordøjelsen varme derimod skal nedbryde varerne og sende energien ud til hele kroppen. Kold mad modarbejder derfor fordøjelsens nødvendige varme.

 



Spis den mad, du bedst kan li'

 



Når du spiser noget, du ikke kan lide, stritter kroppen imod. Spiserør og mave snører sig sammen, og maden bliver ikke fordøjet optimalt.
Det nytter ikke at spise "sund mad", hvis du ikke kan lide det. Spørg i stedet dig selv, hvad du har mest lyst til at spise, og hvad der vil virke bedst på kroppen.
I starten vil der måske ikke være overensstemmelse mellem de to svar. De fleste kan lide chokolade, men ved godt, at det ikke har den bedste virkning. Men efterhånden som du bliver bedre til at lytte til kroppens behov, vil du have lyst til at spise det, der virker bedst.

 

Om forfatteren:



Nicolay Marcus Zederlinn har mere end 20 års erfaring med mad og sundhed
ud fra et ayurvedisk perspektiv. Han var i 3 år leder af det ayurvediske
køkken ved Maharishi Mahesh yogi's hovedsæde i Vlodrop, Holland, og har
senere arbejdet som ayurveda terapeut på sundhedscenteret i Rørvig..
Nicolay har skrevet bøgerne "Spis dig lykkelig", "Sundhed er at lytte" og senest "Spis dig mere lykkelig, der er en vegetarisk kogebog inspireret af ayurveda. Nicolay var desuden igangsætter og indehaver af Restaurant Flow i København. Du kan læse mere på www.flowfood.dk

 

 

Publiceret i Sundhed
Lørdag, 11 Februar 2006 01:00

Sundhed og ayurveda

 

Sundhed og ayurveda



Nicolay Marcus Zederlinn er bl.a. forfatter til den vegetariske kogebog "Spis dig mere lykkelig". Her fortæller han om sundhedssystemet ayurveda, der er inspirationskilden bag  bogen og hans bog "Spis dig lykkelig". Læs evt. mere på www.flowfood.dk



Ayurveda er et holistisk sundhedssystem, der indeholder en meget dybgående viden om, hvordan sind og krop holdes i balance, og sygdom undgås. Sundhedssystemet er beskrevet i tusinder af år gamle skrifter, der findes i Indien.
Disse gamle skrifter indeholder en masse viden om sundhed, som i høj grad er relevant for den almindelige dansker. Der beskrives, hvordan det er bedst at spise og leve ud fra ens individuelle kropstype, og der er mange gode råd om sundhed, madvaner, ernæring og levevis. Disse råd og al anden viden om ayurveda kan opleves direkte af hvert enkelt menneske. Man behøver f.eks. ikke nødvendigvis læse, at det er sundt at leve regelmæssigt, før man finder ud af det. Denne erfaring gøres spontant, når man lytter omhyggeligt til kroppens signaler.
Du kan lære en masse om sundhed ved at lytte til dig selv. Prøv at lægge mærke til, hvordan du har det efter hvert måltid, og hvordan fordøjelsen forløber. Lidt efter lidt vil du finde ud af, hvad der er godt at spise og efterhånden få et klart billede af hver enkelt råvares virkning.

Mad og sundhed

Moderne ernæringsvidenskab har lært os, at vi behøver tilstrækkelig med næringsstoffer, bl.a. vitaminer og mineraler, for at være sunde. Men alle mennesker har ikke brug for den samme slags mad, og det der er sundt at spise en dag, kan være usundt en anden. F.eks. har kroppen brug for noget kølende, når den er varm og noget varmende, når den er kold.
Det er ikke nødvendigt at læse bøger om vitaminer og mineraler for at forstå, hvad sund mad er. Det er vigtigere at lytte efter kroppens signaler og på denne måde blive sin egen ekspert. Her er et redskab til at bedømme, om noget mad er sundt for dig:

Er maden sund for mig?

-   Er jeg sulten?
-   Har jeg lyst til maden?
-   Er maden tiltalende? (udseende, duft og smag)
-   Føles maden godt i maven og fordøjes den let?
-   Giver maden harmoni og klarhed i mit sind?

Lytter du opmærksomt til dig selv, og kan du svare ja til disse fem spørgsmål, så er maden med garanti sund for dig. Hvis du virkelig ønsker sundhed og velvære i krop og sind, er dette stedet at starte. Vi bliver så let revet med af andres meninger om, hvad der er sundt for os, men når det kommer til stykket, er vi de eneste, som virkelig ved det.

Kropstyper

Har vi svært ved at mærke efter, hvad der er sundt for os, er der hjælp at hente i den ayurvediske viden om kropstyperne. Ayurveda inddeler mennesker i 3 forskellige kropstyper, kaldet vata, pitta og kapha. Disse typer har brug for helt individuel mad og aktivitet for at opretholde balance og sundhed:

· Vata er tør, bevægelig og let og har derfor brug for de modsatrettede kvaliteter fugtig, stabil og tung for at opretholde balance.

· Pitta som er varm og skarp balanceres af den milde og kølende kvalitet.

· Kapha er våd, fast og tung, og har brug for kvaliteterne tør, bevægelig og let for at forblive i balance.
Ved at vide hvilken type man er, ved man altså samtidig, hvad der er sund at spise og foretage sig for at opretholde sundhed. Der er naturligvis mere end 3 forskellige kropstyper. Faktisk indeholder vi alle typerne hver især, men ofte er en eller to af typerne dominerende.
Der kunne skrives meget mere om de forskellige kroptyper, men det må læserne have til gode til en senere lejlighed.

Gode råd

Udover de individuelle sundhedsråd er der også nogle simple og helt logiske principper for sundhed i krop og sind, som alle og enhver kan erfare, hvis de lytter opmærksomt til dem selv. Her er nogle af de gode råd om madvaner:

-   Vær opmærksom på, hvor meget du spiser. Måltidet skal give energi og velvære til kroppen, så spis til det punkt, hvor du er tilfredsstillet og samtidig føler dig let og tilpas. Maven skal fyldes ca. halvt med mad, en fjerdedel med flydende føde og den sidste fjerdedel skal være tom til fordøjelsen.

-   Sid altid ned og spis. Fordøjelsen fungerer bedst, når du sidder ned og spiser. Så uanset om du drikker et glas juice eller bare spiser en småkage, så sid ned!

-   Tal mildt og sparsomt under måltidet. Undgå ophidset tale og for mange overflødige ord, som trækker din opmærksomhed væk fra maden. Lad også være med at læse, se tv eller høre radio under måltidet.

-   Spis, hvad du har lyst til. Hvis du lytter til din krops signaler, vil de fortælle dig præcis, hvad der er bedst for dig at spise. Har du stor lyst til noget, som du ved ikke er sundt for dig, så spis bare en lille smule af det.

-   Giv dig tid til at spise, og tyg maden grundigt. Det kan være en hjælp at lægge bestikket fra sig mellem hvert mundfuld. På denne måde undgår du at spise for hurtigt og derved for meget.

-   Drik små slurke vand til maden (gerne kogt varmt vand). Du kan med fordel drikke kogt varmt vand flere gange i løbet af dagen. Det stimulerer fordøjelsen og fjerner urenheder i kroppen. Mælk bør i øvrigt nydes uden for måltidet.

-   Spis overvejende tilberedt mad. Rå grøntsager og salater er svære at fordøje. Frisk, moden frugt er dog let at fordøje.

-   Spis det tungest fordøjelige mad først. Rå grøntsager og tunge desserter bør spises i begyndelsen af måltidet, hvor fordøjelseskraften er stærkest. Start dog måltidet med et par mundfulde varmt mad. Det tænder fordøjelsen.

-   Undgå kraftig aktivitet lige før eller efter måltidet. Er du forpustet eller lidt ude af balance, så hvil et stykke tid, før du spiser.

-   Undgå iskold mad eller drikke direkte fra køleskabet. Det slukker fordøjelseskraften.

-   Spis så vidt muligt det største måltid midt på dagen. På det tidspunkt er fordøjelseskapaciteten størst. Spis aftenmåltidet rimelig tidligt (kl.18-19), så kan maden nå at blive fordøjet inden sengetid. Kroppen har svært ved at fordøje under søvn og danner affaldsstoffer. Spis derfor også lettere fordøjelig mad om aftenen end til frokost.

-   Spis på nogenlunde samme tidspunkter hver dag. Det vænner kroppen til at blive sulten til måltiderne. Regelmæssighed fremmer sundhed.

-   Bliv siddende i nogle minutter efter måltidet. Det hjælper fordøjelsen.

Betragt disse råd som vejledning, og gør dine egne erfaringer.
Publiceret i Sundhed