Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

A+ R A-
Viser emneter efter tag: taknemlighed
Torsdag, 06 Juni 2013 07:57

Taknemlighed - vejen til et rigere liv

 
Det er måske nemt at sætte sig ned og skrive om taknemlighed, hvis man bor i et af verdens rigeste lande, i en tidsalder med utallige muligheder og ingen sociale begrænsninger, hvorimod det ofte er langt sværere at udleve taknemligheden.
Taknemligheden som begreb, er ikke svær at forholde sig til: Blot det at vi kan læse dette, burde vi være taknemlige for. Det betyder nemlig at vi er i live og at vi på et eller andet plan har overskud til at læse dette indlæg. Taknemlighed for boligen, mad og de mennesker vi har valgt at omgive os med, er også et begreb de fleste kan forholde sig til. Alle de materielle goder er ikke svære at få øje på i dette land, særligt ikke hvis vi engang imellem får kastet et blik på andre levestandarder rundt om i verden. Men husker vi at udleve taknemligheden? Udviser vi en taknemlighed der står i forhold til goderne?
 
Vi hører at undersøgelser på området viser at danskere er de mest lykkelige i verden, samtidig hører vi at Danmark er blandt de lande med højest antal selvmord pr. indbygger og et alarmerende forbrug af antidepressive medikamenter. Der er ikke nødvendigvis lighedstegn mellem materiel velstand og tryghed og så taknemlighed og livsglæde. Jo, når vi bliver spurgt, så ved vi godt, at vi har meget at være taknemlige og lykkelige for. Verdens succes kriterier er nu engang penge omsat til materielle goder. Så selvfølgelig er vi lykkelige. Men hvis vi ikke føler en inderlig, oprigtig og dybtfølt taknemlighed for vores liv, så er det hele blot intentioner og i værste fald illusioner.
 
Taknemligheden går som en rød tråd gennem det menneske der oplever sig selv som helt menneske. Taknemlighed for det fysiske liv og en taknemlighed for det sjælelige liv. Taknemlighed for det enkelte individ der tilsammen skaber en helhed. I de tilfælde hvor vi ”kun” er taknemlige på et overfladisk plan, for de materielle goder vi har, opstår ubalancen, som opleves som en utilfredshed, der igen vil udleves og fremstå som utaknemlighed. Hvis ikke vi er bevidste om hvad vi inderst inde gerne vil med livet, ikke hvad omverdenen vil have vi skal yde eller fremstå som, men vores inderste drømme og længsler, så vil alt andet bidrage til en spirende følelse af utilfredshed. Bilen, mærketøjet og den dyre Iphone har alle deres berettigelse, men taknemlighed bidrager de ikke til. De er alle langt fra vores inderste værdi. Taknemligheden for de nyindkøbte trends holder sjældent dagen ud. Ofte er taknemligheden før vi anskaffer os en ting større end når vi så vitterlig får den: ”Jeg bliver verdens lykkeligste menneske når jeg får råd til det eller det…”, så fik vi råd og jagten gik ind på en ny ting hvor lykken kunne være gemt. Vi glemte os selv.
 
En af de store blokeringer for at udleve oprigtig taknemlighed, er jo at livet også viser sig fra sin barske side, trods rigdom. Livet har sine udfordringer, og placeret midt blandt disse, er det ofte svært at føle taknemlighed. Det interessante er, at når vi lever i oprigtig taknemlighed, så vil livets problemer og nådesløse hug fremstå i et helt andet lys. Når taknemligheden går forud, vil du aldrig møde situationer du ikke kan gennemleve og du vil altid gå derfra med taknemlighed for hvad det gav dig. Livet vil i sin inderste værdi blive rigere og oplyse tilværelsen.
 
Hvis taknemlighed er vejen til et rigere liv, hvad er så vejen til taknemlighed?
Mit bud: opmærksomhed!
Opmærksomhed på det liv du er midt i. Opmærksomhed på hvor komplekst livet er. Opmærksomhed på dit eget åndedræt. Der er utallige eksempler i en almindelig hektisk hverdag hvor vi lever andres drømme ud eller hjælper andre i deres higen efter rigdom. Opmærksomhed på hvornår vi lever andres liv og hvornår vi lever vores eget. Med opmærksomheden følger en indsigt. Det gør der i alle fag vi vil lære. Mere opmærksomhed i skolen, jo dygtigere bliver vi til det fag. Mere opmærksomhed i livet, jo dygtigere bliver vi til at håndtere livet. Indsigterne i livet, som opmærksomheden bragte med sig, vil skabe mere klarhed og større forståelse. Nøjagtig som de vil, i alle andre fag vi kan lære. Når vi får den første lille forståelse og klarhed ind over vores eget liv vil det bringe en bølge af taknemlighed med sig.
 Hvorfor?
Fordi du gav det opmærksomhed. Du gav dit liv opmærksomhed.
 
 
Du kan læse mere om hvad taknemlighed har af indflydelse på vores liv
René Sønderbæk
 
 
 
Publiceret i Livsanskuelse

Søger forfattere


Du kan uden videre oprette dine artikler mv. på Selvet.

Log ind, udfylde din forfatter-profil og opret dine artikler.

Kontakt gerne redaktion@selvet.dk

Forfatter login

Vertikal-annonce

Find emne

Mini-annoncer