eller BETTER OFF ALONE- 13 golden songs to make breaking-up easier
I
For nogen år siden gik jeg rundt oppe i Vendsyssel og skulle skilles. De, der har prøvet det, ved at en skilsmisse ikke bare er noget,man lige pludselig "skal", altså noget, der sker på engang – men er en gradvis og ofte smertefuld proces, hvor to mennesker, der har været tæt knyttet, ikke mindst i de tilfælde, hvor de har børn sammen, langsomt bliver skilt fra hinanden.
”Skilt” er et godt ord, synes jeg, fordi man jo har været indfiltret på mange planer.
Skilsmisse består så i, at man langsomt løses ud af denne indfiltrethed i hinanden. Ofte kommer tiden en til hjælp – vi taler om at vokse fra hinanden.
Derfor er det også godt, at man "skynder sig langsomt", jeg ved ikke om der stadig er noget .der hedder separation, det var der engang, og det var godt, fordi det gav parterne lovhjemmel til at gå igennem skilsmissen som en proces.
Der er altså tale om en proces, når man skal skilles. Smertefuld ja, men alligevel også en uhyre spændende proces, fordi den jo handler om det emne, der nok interesserer de fleste mennesker allermest – nemlig følelser. Ikke på nogen andre tidspnkter af sit liv gennemgår man hele følelsesregisteret så intensivt og grundigt som under skilsmissen fra et andet menneske, man har elsket.
Grunden til, at jeg kan skrive om min egen skilsmisse og de følelser, den involverede, er dels, at det nu er mange år siden, dels også, at jeg faktisk mener, man kan tale relativt objektivt om følelser, ja næsten gøre dem til genstand for fænomenologiske undersøgelser. I parentes bemærket mener jeg, at mange mennesker længes efter et objektivt forhold til følelsernes verden, simpelt hen fordi vi lever i en tid, der på den ene side er ved at drukne i hårde uafviselige kendsgerninger af materiel natur, på den anden side i al for subjektiv "fnidder".
Jeg mener, at følelser er en ligeså stor del af virkeligheden som materielle kendsgerninger, at vi kan gøre dem til genstand for undersøgelse med nøjagtig samme præcision som vi kan undersøge materielle ting uden på mindste måde at tage noget af kraften af dem– og at den undersøgelse og objektivisering faktisk er noget, mange af os ville have gavn af, fordi det er en vej til det spirituelle.
For Spiritualitet er – i mit verdensbillede – ånd set gennem sjælens, følelsernes, linse.
II
På nogenlunde samme tid som min skilsmisse havde jeg lejlighed til at lære en musikterapeut at kende. Der findes en del musikterapi i Danmark, endda en uddannelse i denne terapiform, nemlig på Aalborg Universitet.
Musikterapi anvendes på hospitaler- der hvor den ikke er skåret væk - i forbindelse med smertelindring og i behandling af psykiske lidelser som angst depression og kontaktproblemer.Musikeren Niels Eje har endda udgivet 9 CD´er, MUSICURE, af musik som er specielt lavet med henblik på terapeutiske formål på hospitaler og andre institutioner. Denne CD-række kan købes på landets apoteker.
Ofte benyttes musikterapi i form af improvisationer, som så har til hensigt at lade klienten via musikken komme i kontakt med følelser, han eller hun eller ikke kommer i kontakt med. Efterfølgende kan sådanne improvisationsforløb så evalueres.
Alt dette til trods har jeg ikke kunnet finde ret mange eksempler på, at musikterapi anvendes på den måde, at der tages udgangspunkt i musikken selv. Det vil sige i dens konkrete elementer.
Forstået på den måde, at man sætter helt specifikke rytmer, bestemte harmonier, bestemte melodier ind i behandlingen af bestemte følelsesmæssige problemer. Hvad nu, hvis musikken kan bevidstgøre om følelser, man nok har, men ikke er bevidst om ? Det ved vi dybest set den kan - vi ved jo alle, at bestemt musik fremkalder bestemte følelsesmæssige associationer i os.
Mens jeg befandt mig i processen af skilsmisse fra et menneske, jeg holdt af, begyndte jeg at lytte til en række musiknumre, mest i genren pop og rock, som jeg syntes ”passede” med de konkrete følelser, jeg stødte på undervejs. Det gør vi jo alle sammen – vi hører musik, der passer til vores følelser og stemninger. Jeg havde samtidig et klaver til min rådighed, og da jeg også forsøger at genskabe det jeg hører på min egen måde på klaveret, var det hele tiden en vekselvirkning mellem at opleve bestemte følelser, deres genklang i musikken – og så at bevidstgøre dem i mig selv ved selv at spille dem.
Jeg gjorde det jo selvfølgelig mest for mig selv, men det var en spændende opgave og endnu mere spændende blev den, da jeg fik respons fra nævnte musikterapeut. Sammen begyndte vi at arbejde med at stille den følelsesmæssige proces, det er at gennemgå et farvel til kærlighed til et menneske, op i en rækkefølge, der kronologisk fremstiller udviklingen af de forskellige følelsesnuancer i en sådan afskedsproces. Alt sammen i form af konkrete rock- og popnumre, typisk numre, der er kendt af de fleste.
Arbejdet forløb over et halvt til et helt år – jeg skulle jo have mine egne følelser med – og ideerne til de numre, der skulle med på listen, poppede først op efterhånden som jeg gennemgik de konkrete tølelser. Nogen af numrene er først komme til senere, derfor kan antallet i overskriften til denne artikel godt skifte, alt i mens jeg skriver på den og finder de relevante numre frem.
Vi kaldre den følelsesmæssige proces, som vi ville kortlægge med vores liste, for BETTER OFF ALONE . Dette med udgangspunkt i Sissel Kyrkjebøs nummer af samme navn.
Baggrunden for at sætte den overskrift på var den, at ”endemålet” med enhver skilsmisseproces fra et andet menneske må være det, at man i slutningen af processen står som et fuldstændig frit menneske, der virkelig har lagt fortiden BAG sig og ikke sidder tilbage med følelsesmæssige mellemregninger i forhold til den anden person – kort sagt virkelig har givet SLIP og er kommet videre. Videre til at føle at det eneste rigtigt var at bryde ud - og at man kort sagt nu er - "Better off alone". Denne følelse er nemlig forudsærtningen for at en evt. NY relation til et andet menneske kan indledes på konstruktiv måde.
At dette slet ikke er en selvfølgelighed, men at mange mennesker slæber traumerne fra tidligere kærlighedsrelationer med ind i nye, er jo velkendt. I den følelsesfattige materialistiske tid, vi lever i, hvor alting går alt for stærkt, er der ofte ikke tid til at gennemleve sorg – og adskillelsesprocesser med fuld styrke, inden vi af vores handlingsmani kastes ud i nye relationer- ofte uden virkelig at have fordøjet de gamle. Men dermed tager vi gamle sår med ind i nye relationer – og det er destruktivt.
Terapeuten og jeg var enige om, at endemålet med en virkelig vellykket adskillelse ikke bare er ”Better off alone”, men måske endog, at man føler tilgivelse og efterfølgende taknemmelighed, måske upersonlig kærlighed, til den person, man er blevet skilt fra – måske lidt i stil med Whitney Houstons ”I will always love you”, som kom med på listen som et af de sidste numre.
Først med tilgivelse og taknemmelighed er man nemlig kommet helt fri til at komme videre og gøre nye erfaringer og tilgivelsen er specielt vigtig, når man er tvunget til at fortsætte en relation med sin partner af hensyn til de børn, man har fået.
Den følgende liste gør ikke krav på fuldstændighed. Der er masser af følelsesmæssige nuancer, som ikke er kommet med, al den stund at de følelser, vi gennemlever, når vi elsker – og hader den, vi har elsket – er utallige. Alligevel synes jeg det er vigtigt – og skægt – nu at prøve at offentliggøre den.
Hvad enten du er en PRO på området at tage afsked eller du befinder dig i en proces af begyndende følelsesmæssig adskillelse og har brug for inspiration til hvordan du kommer fri, så print listen ud og hør numrene i den rækkefølge, jeg har angivet.
Det kan være du opdager at rækkefølgen for dig er en anden end den har været for mig, og det er i sagens natur helt fint. Det kan også være, at den musik, du hører for at bearbejde lignende følelser er en helt anden end den, jeg foreslår. Også helt fint. Følelser kan ikke diskuteres siges det, det mener jeg nu godt de kan, for en af hensigterne med denne liste er at udfordre den påstand, at følelser er vilkårlige.
Musik er et af eksemplerne på, at følelser meget ofte har samme struktur hos forskellige mennesker - det vil sige at vi faktisk udmærket kan genkende hinandens følelser. En betingelse er selvfølgelig at vi er bevidst om dem hos os selv.
Det vil der forhåbentligt blive lejlighed til at blive med beskrivelsen af de enkelte numre!
Lad os begynde!