Selvet.dk Danmarks spirituelle webmagasin

Liquid


Så vidt jeg er orienteret, er en samtale med en gammel dame ikke nogen heltegerning . Selvom du næsten får det til at lyde sådan. Men jeg kunne mærke, at dine ord kom fra hjertet og derind gik de ... resultatet blev lidt utætte øjne af ren taknemmelighed.

Du har selvfølgelig ret, at det er mere menneskeligt end kulturbetinget at fordømme. Mekanismen er, at når man fokuserer på andres fejl, glemmer man for et stund sin egen utilstrækkelighed. Alligevel, når jeg på denne måde fik smidt fordømmelsen i ansigtet fra Bibelen og dens tjener, tænker jeg, om kristendommen i virkeligheden fører mennesket tættere på Gud eller bare tættere på illusionen om Gud (eller hvad man nu vælger at kalde det).


Swe

Dine indslag er ofte grunden for en god latter hos mig. Svaret på dit spørgsmål må være et "nej". Men jeg er villig til at tage det op til overvejelser ... i mit næste liv ... hvor jeg sikkert er en mand .

Uden at vide det, ramte du plet hos mig på to måder. For det første, det er ikke mange år tilbage, jeg husker mig selv sige: "Jeg hader havearbejdet." Til dags dato har jeg lært at tage det som en slags mindfullness. For jeg trives ikke så godt i for megen rod, hverken i eller udenfor mig selv. Så jeg gør ihærdige forsøg på at holde den værste jungle fra døren. For det andet, utålmodigheden har været en Achilleus' hæl for mig i mange tilfælde gennem livet. Jeg ved jo godt, at ved at kaste lys over mit eget indre, har jeg udryddet (de fleste, næsten alle, dem allesammen???) grundene til det. Må dog indrømme, at dine ord fik mig til at juble indeni: Yes, jeg har tæmmet hende Inger!

Inx/



Hvis det er til nogen trøst, så har vi alle potentialet til en "Inger" inden i os

Sååh hende er du ikke alene om at diskuterer med.

Jeg har for min del mødt potentialet til det der er laaangt værre

I mine indre spejlkabinetter kan man møde alt, lige fra Inger Haddock til Kaptajn Langstrømpe.

Og jeg har forlængst opgivet at lukke munden på dem.

I bund og grund så er deres eneste formål at forbedre noget.

-" If you do this, and if you do that".

-" Do, do, do, do, do, do"...

De er ligesom nullermændene under min sofa, der parre sig i ly af mørket.

Hver eneste gang jeg kommer med støvsugeren, så har de fået et nyt kuld unger.

How DO they DO it

Jeg tror ikke på at man kan udrydde dem.

Men man kan lære at leve sammen med dem.

Og i bedstefald, grine af dem

Da vores genbo døde, blev huset solgt, og der flyttede efterfølgende et nyt "do, do, do" par ind.
De lejede en gravemaskine og rykkede alle træer og buske i indkørslen op med rod.
Efterfølgende blev indkørslen fyldt op med granitskærver.
Jeg tænkte:-"Hmm ja, sådan kan man naturligvis også gøre det".
Og katten tænkte:-"Hmm, det ligner grangiveligt en ny kattebakke".
Før genboen døde, der dannede træerne i indkørslen rammen omkring en form for socialt liv.
Genboen havde igennem tiden fået formet træerne, så deres sammenflettede grene dannede små levende porte. MiniMe fik altid en lille hyggesnak, et vink eller et smil med på vejen, når han stod i forhaven med sin rosensaks og klippede huller ind i forgreningerne.
Og da jeg lider af en slem indre overdimensioneret hyggerøv, så syntes jeg naturligvis at mennesker og planter skal nyde hinandens selskab, når det er muligt.
Derfor bildte jeg mig også ind, at det skar mig dybt i hjertet, da indkørslen blev flået for sit grønne planteliv. Min indre Kaptajn Langstrømpe gav den ihvertfald rigeligt med gas, da den både fik næring i form af super god moral og selvbestaltet retfærdighedssans... You know, the Ego feeds on that kind of stuff, in the morning, in the evening, in the afternoon, and in-between meals

Liiige indtil jeg kom til at tænke på, at genboen blot havde fået skabt en masse lufthuller, med noget levende planteform omkring... Og at det nye "do,do,do" par, faktisk bare havde gjorde det samme... De havde skabt et endnu STØRRE lufthul, med ingenting omkring... Men et lufthul er vel forpokker bare et lufthul? Eller?

Faktisk kom jeg frem til den konklusion, at lufthuller nok også er en form for illusion.
Når jeg kigger over på genboens tomme indkørsel, så er tomheden fyldt med resten af verden.
Man tror det er løgn, men de har både jordklode, hus og himmelrum i deres lufthul.

How the heck did they do that? They have stars, clouds and everything?

Jeg går nu og overvejer, om jeg selv skal prøve og skabe et lufthul.
Jeg tror der er potentialer i det.


Med kærlig hilsen

Swe

Jeg passerer ind imellem samme slags forhave et par kvarterer herfra. Første gang jeg så den tænkte jeg: Let at holde. Et par år senere undrede jeg mig over, at ikke én eneste lille mælkebøtte, græsstrå eller anden spirevip havde fundet rodfæste mellem stenene. Ikke engang mos.

Jeg får en storcenter-fornemmelse. I kender den godt. Ligegyldigt om man er i Illum, på Fisketorvet, i City2, Lyngby- Ballerup- eller Rødovrecenteret, på Hovedbanegården, Afgangshallen i Kastrup Lufthavn, på Oslo-båden eller katamaranen til Sverige... så kan man ikke rigtig mærke forskel. Det er samme rum med samme ene stemning: For nogle hedder den "Hold da kæft, hvor er jeg sulten", og for andre hedder den "Hvordan slipper man ud herfra?".

Når mennesker engang bliver nødt til at flygte til Mars, fordi de ikke kan fordrage naturen - og slet ikke den åbenlyst sexede del af den - så vil de ikke lægge mærke til, om de er på vej i rumskibet, allerede ankommet til Mars-kolonien, eller stadig shopper rundt i Wal Mart.

For mig er det næsten et dagligt must at dømme mennesker. De bliver dømt unaturlige hele banden, men jeg husker også at dømme mig selv. Jeg er kun skabs-indianer, når jeg sidder her i udestrikkede nissesokker og ser fladskærm, snakker trådløst med mennesker på den anden side af havet og fyrer importeret freds-lakridspibe.

Tommas/


Er spirevipper sexede?

I så fald, så er min have for lækker til resten af kvarteret




Men ønsker om en hygsom lakridspibe stund


Swe

Det var nu ikke specielt spirevipper, jeg tænkte på, men alt planteliv. Også vilde slyngel-planter, tidsler og alle slags græs. Helst så langt som muligt, så vinden kan få det til at vifte i sollyset.

Jeg skulle måske have smidt dette citat i din citat-tråd, men her er det....

Jorden er smuk
Jorden er smuk
Jorden er smuk

- Navajo sang.

(jeg vil tro, det kan gentages lige så mange gange som nødvendigt).

Hej Tommas

Jeg syntes ikke, jeg bare kunne VÆRE, da jeg satte prædikater på mig selv hele tiden. Hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke kan se, hvor der er plads til forbedring. Men det ER som det ER på det givne øjeblik. denne tilgang har tilladt mig en grad af selvaccept som er svært at sætte ord på. jeg betragter "hende Inger" nærmest som en midlertidig hjem for mig selv, mens jeg iattager hendes gøren og væren med kærlighed. Det lyder måske tosset, men ofte føles det som om jeg er min egen åndelige vejleder. Giver det mening? Sjældnere og sjældnere kan jeg stadig "smutte helt ind i Inger" og mister derved evnen blot at iattage. Det varer kun få minutter ad gangen. På samme måde som jeg iattager mig selv, kigger jeg på verden og mine medmennesker. Jeg lægger mærke til deres selvdestruktive adfærd og kan sandelig sige sandheden i deres ansigt, hvis situationen er til det, med ved ikke at "være tabt i mig" kan jeg ikke bedømme dem. Det bare ER som det ER.

I går kom min datter hjem at bo for 3 dage. Hun afhændte nøglen til sin studielejlighed og kan først flytte ind i den nye på søndag. Hun var ked af at miste sit dejlige hjem, træt og irriteret. Som mor kan jeg ikke lukke af for mit eget barn. Så jeg lagde mærke til hvad hendes energi gjorde ved min og hvordan jeg havde det med det. Ved den første slappe-af-mulighed gik jeg ind i mig selv for at skille hendes og mine energier. Sjovt nok påvirkede det også hendes næsten omgående. Jeg dømte hende ikke træt, ked af det, irriteret. Jeg lagde blot mærke til, at sådan var det. Der en en forskel og det tillod mig at gøre noget ved det.

Ang have vil jeg gerne have luft omkring mig. Jeg bor midt i markene med skoven lidt længere væk. Det skulle gerne være sådan, at jeg ser, når et rådyr besøger min have eller ræven løber over gårdsplads eller jeg kan slå op i en fuglebog for at identificere havens fugle.

Hej inx

Det ser ud som om ræven er på vej ind i huset...

Det giver meget mening for mig at være - som du skriver - "egen åndelige vejleder" Det er lidt ligesom når man halvt drømmer og er halvt vågen. Man ved på en måde godt, at man ikke er drømmekroppen - man er i drømmen men husker også den, der drømmer drømmen.

Som egen lærer udelukker man selvfølgelig ikke fortællinger og inspiration fra andre opdagelsesrejsende. Der er meget nyt at huske og genkende, og nogle er gode til at sætte ord på det, man ikke selv har formuleret.

Sensitiviteten overfor andres følelser mener jeg er en naturlig del af åbningen. Jeg døjer stadig lidt med det ind imellem og føler behov for at holde mig adskilt - f.eks. fra "storcenter-stemningen". Men efterhånden er der også et dybere udsigtspunkt, som ikke bliver berørt, og derfor ikke behøver beskyttelse. Jeg kalder det f.eks. "balancecenteret". Det er som om noget større allerede tager sig af det. Naturen vil balancere - også når jeg ikke vil. Man kan lige så godt overgive sig.... Jeg behøver ikke blande mig. Det er som om det "husker" noget - fra før man som barn begyndte at blive lettere forvirret over omgivelserne.

Ræven var på vej ind i den gamle stald. I den anden ende er der en stor lade som en af naboerne har lejet til hans halm. Derinde mellem bigballerne boede ræven. Hundene var ikke meget for det, men ræven er jo snu og mindre end mine hunde så den kunne gemme sig.

Når jeg er godt centreret, gør "storcenter-stemningen" mig ikke noget, men en gang imellem har jeg for travlt, er for træt eller sulten, så er alene-tid guld værd. Og jeg kan altid lære noget af min egen reaktion. Både i livet og herinde. Alt sker jo af en grund. I det hele taget er min åndelige vej været en højhastighedsvej. Med perioder hvor der sker en masse i mit liv, og så de mere stille perioder der i starten kedede mig, indtil jeg forstod, hvor meget der sker indeni mig i de perioder.

Den her er godt nok intens at male vinduer til. Lyrikken er så dybfølt, at min lærling fik en sårbar periode i arbejdsprocessen og havde brug for at lukke sig lidt inde. At det derefter fik hendes arbejde til at hæve sig i niveau, var bare pragtfuldt at se. Det var healing af smerte og menneskelig vækst, påført på vægge og træværk. Smukt

I dag har jeg strøget den spærrende maling på de rå vinduer i det gamle hus jeg bor i; som langsomt fremtræder smukkere og smukkere i takt med livets gang, når jeg går og smånusser. De første besværlige strøg, der danner grundlaget for de skarpe linier, der bare gør omgivelserne mere Feng Shui <3 Tror jeg har hørt den her 7-8 gange